Angst fressen Seele auf...

Rainer Werner Fassbinder skrev den - bogen, der hedder Angst Æder Sjæle.

Om angsten for det fremmede. Angsten for det ukendte. Den Angst, der fylder det hele. Men mon han havde anet, at sætningen også gælder, når det drejer sig om livet efter blodpropper ?

Gælder, når dagen pludselig bliver til sen nat, fordi der er så meget at se inden jeg lukker øjnene. Gælder, når svimmelheden sætter ind, og tankerne med det samme kører flere hundrede kilometer i timen.

Gælder, når en pludselig hovedpine får mig til at spørge mig selv: Er det nu ?

Det tror jeg ikke han anede.

Det er endda ikke en gang den store, hjertebankende, panikfremkaldende angst, det drejer sig om. Faktisk kan den hverken ses i mine øjne, eller høres i min stemme. Men den er der. Liggende lige under overfladen fylder den hele dagen med anderledes tanker, anderledes følelser.

Angsten - for Intetheden. Angsten - for vejen derhen. Angsten - for at efterlade alt, og alle.

Men mest af alt, er det angsten for at miste sproget, miste kontakten med min krop, miste evnen til at kunne udtrykke mig i alle de nuancer, der eksisterer. Og som jeg elsker.

For jeg ved jo godt, at inde bagved er alt som det plejer - bagefter. Derinde kan jeg tænke, føle, ønske at reagere, ønske at bestemme over min krop.

Uden at kunne det.

Det var det, der var allermest skræmmende, da jeg fik de to blodpropper i hjernen for en halv måned siden. Da jeg pludselig mistede kontrollen over hele den højre side af min krop, og ikke kunne tale, men kun kunne få lyde frem, der med besvær kunne tydes af dem, der stod omkring mig. For inde i min nu påvirkede hjerne, hvor alt var et kaos, og hvor svimmelhed, balanceproblemer, synsproblemer, ja alt, kæmpede for at kunne sende signaler afsted på den rette måde til både min hjerne og min krop.

Derinde - var alle mine tanker. Alt det, jeg ville sige men som ikke kunne komme ud, var tilstede. Alle de rationelle tanker og ord, som jeg ønskede at udtrykke - tænkte jeg, men de kunne ikke komme ned til min mund, mine stemmelæber, mit ansigt.

Jeg var så heldig, at det forsvandt hver gang - jeg nåede mellem 5 og 7 episoder, inden det klingede ud inde på hospitalet - og kun guderne ved, hvilken forskel der er her bagefter. For jeg kan ikke selv finde ud af, om der er ændringer i den måde, jeg taler - den måde, jeg opfatter - eller den måde, jeg opfører mig på.

Og hele tiden ligger det og lurer derinde i baghovedet. Lurer, og venter på at komme igen. Måske.

Venter på, at kunne sætte flere stopsignaler op mellem mine hjerneceller. Og hver gang jeg oplever svimmelhed, svaghed, summen i læber, tunge, kind, øre, så ved jeg ikke om det er en ny prop der lige så stille smutter igennem de smalle blodårer mellem hjernecellerne, mens den kortvarigt begrænser iltoptagelsen.

På det her tidspunkt i dette opslag, er det vist på sin plads at pointere, at jeg ikke skriver det her for at blive ynket, få medlidenhed, eller blive overøst med kærlige og velmente knus, kram, og varme ord.

Det er heller ikke for at få dig, kære læser, til at opdage at jeg eksisterer - selvom det naturligvis altid er dejligt at blive set og læst.

Det er fordi jeg ikke kan lade være med at beskrive, hvordan jeg har det. Fordi jeg har en åbenbart ikke helt erkendt dyb angst indvendig. En angst, der mere handler om de fysiske sider - smerten, svimmelheden, de brændende fornemmelser i øjnene og næsen, den manglende og mærkelige højre side.

Og fordi jeg tror, at så længe jeg udtrykker mig - verbalt eller skriftligt - og bliver forstået. Så længe kan jeg holde angsten stangen - i dag.

Jeg har de sidste snart fire år gjort det til en del af mit jeg, åbent at fortælle at jeg kun lever Én Dag Ad Gangen - at dagen I Går ikke kan ændres - og at jeg ikke aner om dagen I Morgen kommer.

Men aldrig har det stået mere klart for mig end nu. At jeg må erkende, at når jeg lukker øjnene for at lægge mig til at sove - ved jeg ikke om jeg vågner igen. Og for en gangs skyld må jeg tillade mig selv at se længere frem, end dagen i dag - for derved at få håbet tilbage. Det håb, der kan få mig til at tro på, at angsten forsvinder igen - engang.

Den Angst, der Æder Sjæle...... én lillebitte bid ad gangen.