Andre Sider af mig

lørdag den 9. maj 2020

Får jeg en dag mere ?


Den bryder langsomt frem, dagen,  og lader det grå morgenlys ramme mine trætte øjne.

Morgentheen forsøger samtidig ivrigt at ramme mine næsebor med dufte af vågenhed og iver, inden den efterlader en mundfornemmelse af "det er dæleme alt for tidligt" og sløvt prikker til vækkecenteret i min stadigt sovende hjerne.

Men leverpostejmaden er go'.

Det var alt for tidligt, jeg vågnede. Lidt i fire, sagde tallene på mit ur, og min hjerne tiggede mig om flere timer, mere søvn, mere salighed i Morfeus arme. Men for første gang siden min sidste prop udviskede grænserne mellem virkelighed og sygdom, havde jeg lyst til noget andet. Lyst til at drikke morgenthe, spise morgenrugbrød, sidde ved tastaturet og lade mine fingre danse henover tasterne.

Mine højreside ekstremiteter - fine ord for højre ben og højre arm - er ikke længere bare to morgentrætte klumper af is, men fortæller mig surt, at de egentlig ikke gider noget, og at det da er en modbydelig fornemmelse, der er i dem, og at jeg virkelig ikke bør stå på dét ben før om en halv evighed. Og min højre overarm jamrer sig sagte over albuesmerter og muskeltræthed.

Eller sagt på en anden måde - jeg kan føle dem.

Hvilket jeg ikke har været istand til siden den morgen, for snart lang tid siden, hvor Samson reddede mit liv ved at vække mig med indtrængende miauv'en og kindslik og potekrads, da hjernestammen blev angrebet af en ellers ubekæmpelig prop.

Men nu kan jeg - mærke dem, altså. Nu kan jeg føle, at de eksisterer og faktisk gerne vil være en del af den krop, jeg kæmper for at få til at hænge sammen.

Befriende dejligt.

Oveni kommer så netop dén fornemmelse, jeg før proppen kunne have hver morgen, men som jeg kun alt for sjældent fulgte. Fornemmelsen af, at skulle stå op, selvom kroppen desperat protesterede, og nedfælde de tanker, der morgendansede i min hjerne.

Indrømmet - noget af lysten hænger sammen med det faktum, at jeg stadig h a r en hjerne, der fungerer. At jeg stadig kan tænke sammenhængende tanker, og få dem over ikke bare mine læber, men ud gennem mine fingerspidser også.

Udenfor er morgenens grå virkelighed ved at blive mere insisterende, og altings ubevægelighed står klart på min nethinde mens en enkelt morgenivrig fugl danser gennem æteren efter de første af mange fuldfede insekter.

Dagen er gået i gang, og livet eksisterer igen. Endnu en gang kan jeg fortælle mig selv, at jeg er alkoholiker, og kun lever i dag - for jeg ved ikke om imorgen kommer, og i går er ikke til at ændre, kun til at lære af.

Én dag ad gangen - det har været mit livsmotto fra den dag, jeg blev ædru for fire år og elleve dage siden, for andet gav ingen mening for mig. Nu har mine mange blodpropper sat ekstra streg under den virkelighed, der udspiller sig for mig. En virkelighed, hvor jeg aften efter aften går i seng med en mærkelig frygt i hjertet - en frygt, der siger "mon jeg vågner imorgen?".

En frygt, der er svær at håndtere, men som mit ædru jeg ikke desto mindre er nødt til at tage fat i aften efter aften. Og ja, frygten bliver mindre, som dagene går, men virkeligheden ændrer sig ikke.

Jeg vil i meget lang tid være i spidsen af risikogruppen for flere blodpropper. Uden at vide om jeg overlever dem, eller om jeg mister alt det, jeg sætter så stor pris på. Talen. tanken, bevægeligheden, eksistensen.

En irriterende og samtidig klam fornemmelse afbryder mine tunge morgentanker, og minder mig om at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at holde den varme thekop i venstre hånd, når denne ikke er istand til at mærke varme eller kulde endnu. Så let bandende sætter jeg koppen på bordet, og lader de grumlende, brumlende tanker danse ud i det lys, der så gerne vil have at jeg lader mine følelser og tanker fæstne sig til skærmen i uendelige kæder af letlæselige sentenser, der forhåbentlig kan vække genklang i læsernes bevidstheder.

Og jeg giver let sukkende slip på det hele - lader alt ramme mine fingerspidser inden det ender på de bogstaver, det hører hjemme på. Bogstaver, der kan fortælle, at jeg lever Én Dag Ad Gangen, og at min Sindsrobøn endnu en gang giver mig mulighed for at fatte, at der er Ting, Jeg Ikke Kan Ændre og Ting, Jeg Kan.

Hvis bare jeg finder ud af at kunne Kende Forskel, så kan jeg også leve med en viden om, at den næste nat kan være den sidste.

For sådan er livet jo, er det ikke ?