Kender I det ?
At sidde og gennemse tidligere tiders skriverier, og så pludselig falde over et, der bare rammer lige ned i den følelse, der er indeni ?
Det skete for mig her til morgen - ok, morgen og morgen, klokken var mellem to og tre om natten og jeg var ret hvileløs fordi min søvnapnø-maskine (lang historie - får I senere) drillede mig - og jeg havde sat mig ved skærmen for at se om der var noget værd at læse.
Under søgningen faldt jeg over en tekst, jeg skrev for nogle år siden på en endnu ikke offentlig hjemmeside - og var øjeblikkeligt sikker på, at det var sådan, jeg havde det indeni.
Så derfor får i teksten, fuldstændig som den står skrevet, derinde, i og på den "hemmelige" side, hvor den bare har ventet på at jeg skulle offentliggøre den.
Det gør jeg så nu:
Og så sidder jeg bare her. Helt så ganske aldeles alene, og mere hvileløs end jeg har været på noget tidspunkt tidligere i min ædru tilværelse. En følelse af, at have fået blokeret for mig selv, dukker op i mit tankefelt, og gør mig klar over, at jeg måske ikke lige er helt så afbalanceret, som jeg gerne vil give udtryk for.
Det er noget pis, er det.
Al den good-will, jeg havde fornemmelsen af at have tiltusket mig gennem mine blogindlæg, lader til at være hældt ned gennem åbningen til at bundløst hul, så det kan lande på overfladen af en mørk, ildelugtende, og rædselsvækkende stille sø - dernede, hvor dybet ikke længere giver mening, og nattens mareridt flagrer uforløste rundt mellem meningernes dryppende stalaktitter og stalagmitter.
Der hviler en duft af uforstand og paranoid selvforherligelse over de hverdage, jeg lever i nu. Sat på plads af konservativ stilstand og forventningers skræmmende oppustethed, ligger de i en fastlagt gentagelse af den samme tomme repetition, som den der lyder fra en knækket lakplade på His Masters Voice-grammofonen bag de tunge gardiners mørke.
Scratching et evigt mønster ind i den sjæl, der skulle have været sat fri, og nydt de sidste år.... årtier..... dage..... uger... inden den uundgåelige slutning.
Og stadig synger den knækkede plade gennem den slidte pickup de sætninger, revnen river ud af den ellers påbegyndte rejse mod erkendelsernes omkvæd - og fjerner dermed muligheden for at høre digterens åndfulde sætninger fuldførte. For Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch, si'r Knæk, si'r Scratch.........
Lyden fra overfladen af den lakslidte plade accompaneres af ordene i deres nye fortolkning, og giver meningen en ny verden at færdes i.
Du er den, du er...... du er...... du er....... du er...... du er....... du er...... du er...... du er....... du er...... du er.......
Citat slut
Jeg tror lige, at jeg minder mig selv om at jeg lever én, og kun én, dag ad gangen - i en verden, hvor Sindsro er noget man be'r om, og sygdom er hver mands herre.
