Tågen udenfor sætter begrænsninger på min synsafstand, og tvinger mig til at søge indad i stedet for udad - en tilbagevendende begivenhed i de her dage. For der findes stadig ting indeni mig, der trænger til eftersyn og justering - eller måske endda fjernelse.
Så mens de sidste skumringssolsorte dykker længere ind i buskene, og forsøger at skutte sig til noget mere varme, begynder tankerne at drifte løs i den underlige grå grød, der udgør min hjerne. Mit sind ta'r sig kærligt af dem, tankerne, og leverer dem uskadt over til den del af mig, der tager sig af både fabulerende frivoliteter, og Einstein'ske deduktioner.
Og jeg lægger mærke til, at der er én rækkefølge af bogstaver, der går igen - og igen - og igen......
MigTid.......
To ord sat sammen til ét, med en større indvirkning på mit jeg, end jeg på nogen måde havde troet mulig. For det, jeg selv havde en formodning om var MigTid, har vist sig at være noget helt andet.
Stadig godt - som al MigTid forhåbentlig er - men noget komplet anderledes.
Indtil nu har jeg nemlig sat en ære i, at koge, stege, braissere, bage og en hel masse andet, der kan ende med at passere ind mellem sultne læber, og ment at dét - var MigTid. Når jeg forkælede mine og andres smagsløg, delte billeder af resultaterne, og igen og igen fortalte alle og enhver hvor langt jeg var kommet siden mine sidste propper - fortalt, at jeg k a n alt det her, at jeg v i l alt det her, at jeg har øjnene på målet, og vakler fremad det bedste jeg har lært, for at komme så meget som muligt tilbage til den person, jeg var før 17.januar 2020.
Men jeg har taget fejl.
MigTid handler ikke om at vise hvad jeg kan, vil, og sigter mod. MigTid handler om, at jeg tager mig af mig selv - nusser mig lidt i nakken, trøster mig når tingene vælter, og gør noget, der er så egoistisk at det kun har til formål at være godt - for mig og mig alene.
Når jeg om aftenen lige snupper en Sindsro inden sengetid. Når jeg bruger tid på bare at eksistere. Når jeg lader mit sind og min hjerne drifte ud i universet, på jagt efter den, jeg altid har ledt efter.
Mig.
Så derfor, kære læser, gør jeg en hel masse, der kun har til formål at gøre Mig godt. Og jeg gør det gerne, og gladeligt.
For ind i mellem bliver livet bare noget, der føles som en parentes i Universet. Som om en eller anden tilfældig gud satte et komma, og i distraktion kaldte det mit navn - og derefter glemte det igen. Og ind i mellem sortner det så for det sind, jeg har behandlet så nænsomt de sidste snart fem år, og sulten dukker op igen.
Efter sprutten. Efter de blanke øjne og de tilfældige nætter. Efter de vidunderligt dybtsindige diskussioner, der ikke kunne huskes dagen efter. Efter sukkene, når smerten blev for meget.
Efter fortiden.
Men det har jeg tænkt mig at bytte ud. Med MigTid.
For så ved jeg, hvorfor det er fortid og ikke nutid. Så ved jeg, hvorfor jeg hver aften går til ro i Sindsro, og accepterer at jeg ikke ved om jeg vågner igen.
For så accepterer jeg Livet på Livets Præmisser - én dag ad gangen.
