#MigTid

 

Tågen udenfor sætter begrænsninger på min synsafstand, og tvinger mig til at søge indad i stedet for udad - en tilbagevendende begivenhed i de her dage. For der findes stadig ting indeni mig, der trænger til eftersyn og justering - eller måske endda fjernelse. 

Så mens de sidste skumringssolsorte dykker længere ind i buskene, og forsøger at skutte sig til noget mere varme, begynder tankerne at drifte løs i den underlige grå grød, der udgør min hjerne. Mit sind ta'r sig kærligt af dem, tankerne, og leverer dem uskadt over til den del af mig, der tager sig af både fabulerende frivoliteter, og Einstein'ske deduktioner.

Og jeg lægger mærke til, at der er én rækkefølge af bogstaver, der går igen - og igen - og igen......

MigTid.......

To ord sat sammen til ét, med en større indvirkning på mit jeg, end jeg på nogen måde havde troet mulig. For det, jeg selv havde en formodning om var MigTid, har vist sig at være noget helt andet.

 Stadig godt - som al MigTid forhåbentlig er - men noget komplet anderledes.

Indtil nu har jeg nemlig sat en ære i, at koge, stege, braissere, bage og en hel masse andet, der kan ende med at passere ind mellem sultne læber, og ment at dét - var MigTid. Når jeg forkælede mine og andres smagsløg, delte billeder af resultaterne, og igen og igen fortalte alle og enhver hvor langt jeg var kommet siden mine sidste propper - fortalt, at jeg k a n alt det her, at jeg v i l alt det her, at jeg har øjnene på målet, og vakler fremad det bedste jeg har lært, for at komme så meget som muligt tilbage til den person, jeg var før 17.januar 2020.

Men jeg har taget fejl.

MigTid handler ikke om at vise hvad jeg kan, vil, og sigter mod. MigTid handler om, at jeg tager mig af mig selv - nusser mig lidt i nakken, trøster mig når tingene vælter, og gør noget, der er så egoistisk at det kun har til formål at være godt - for mig og mig alene.

Når jeg om aftenen lige snupper en Sindsro inden sengetid. Når jeg bruger tid på bare at eksistere. Når jeg lader mit sind og min hjerne drifte ud i universet, på jagt efter den, jeg altid har ledt efter.

Mig.

Så derfor, kære læser, gør jeg en hel masse, der kun har til formål at gøre Mig godt. Og jeg gør det gerne, og gladeligt.

For ind i mellem bliver livet bare noget, der føles som en parentes i Universet. Som om en eller anden tilfældig gud satte et komma, og i distraktion kaldte det mit navn - og derefter glemte det igen. Og ind i mellem sortner det så for det sind, jeg har behandlet så nænsomt de sidste snart fem år, og sulten dukker op igen.

Efter sprutten. Efter de blanke øjne og de tilfældige nætter. Efter de vidunderligt dybtsindige diskussioner, der ikke kunne huskes dagen efter. Efter sukkene, når smerten blev for meget.

Efter fortiden.

Men det har jeg tænkt mig at bytte ud. Med MigTid.

For så ved jeg, hvorfor det er fortid og ikke nutid. Så ved jeg, hvorfor jeg hver aften går til ro i Sindsro, og accepterer at jeg ikke ved om jeg vågner igen.

For så accepterer jeg Livet på Livets Præmisser - én dag ad gangen.

TCI er ikke et lyntog........

..... det føles bare sådan, når jeg bli'r ramt.

Det er aldrig rart, at blive vækket om natten fordi jeg pludselig ikke kan trække vejret. 

Jeg havde faktisk troet at den slags var forsvundet med ankomsten af apnømaskinen, og var blevet pakket ind i dens vidunderlige evne til at tage fat når lungerne pludselig står stille i alt for lang tid. 

Indtil jeg i nat blev vækket af fornemmelsen af ikke at kunne få luft, når jeg prøvede at falde i søvn igen. Ikke at kunne trække vejret, selvom maskinen pressede på med ekstra luft i massevis. Og med en venstre arm, der brændte som en sindssyg og udtrættede fantastisk hurtigt. Samtidig med, at det "summede" i overhuden på hånden, og gjorde vildt ondt i det sted, jeg for nylig blev vaccineret mod pneumokokker, når jeg brugte den. 

Suk.

Det er den rene ynk, det her. For samtidig gjorde hele min mave knuder - både under ribbenene i højre side, og de indtil nu smerteløse i venstre side bagerst. Og alt føltes som om jeg skulle på toilettet og aflevere en masse - selvom intet præsenterede sig, når jeg så endelig sad på tønden.

Sveden, jeg indtil nu kun har følt sporadisk og under direkte anstrengelser, trillede nu heftigt ned i mine øjne og gjorde mine i forvejen anstrengte synsproblemer mere fremtrædende. Så alt - Alt - ALT - fik mig til at fokusere på mig selv og min egen lille verden.

Navlebeskuer.......

Tidligere på aftenen - mange timer før jeg gik i seng - havde jeg en pludselig fornemmelse af at rende ind i en omgang synsforstyrrelser, af samme type som dem, jeg har prøvet under mine blodpropper for et år siden. Svimmelhed, summen i hænderne - især venstre - og fuldt blus på den varme, jeg har følt i venstre side flere gange dagligt gennem det seneste år.

Og nu - hvor jeg stadig er vågen og ikke tør lægge mig til at sove igen - sidder jeg bare her, og forsøger på at skrive mig selv rolig igen.

Det lykkes bare ikke særligt godt.

For jo mere jeg skriver, jo mere ved jeg at jeg bli'r nødt til at ringe til vagtlægen - hvorefter jeg så med 95% sikkerhed bli'r hentet og kørt til undersøgelse på sygehuset. Og min indre, urolige, og meget bekymrede, stædighed, vil helst have at tingene bare forsvinder igen - uden at skabe nogen former for problemer. Jeg går jo i ét-års dagene for mine sidste blodpropper - dem, der var ved at tage livet af mig for alvor - og dem, der har gjort det sidste års kamp frem mod nogenlunde normalitet, til hverdag for mig.

Tankerne flyver rundt i voldsom forvirring. Jeg både vil, og vil ikke ringe. Er træt af, at skulle afsted igen med endnu en omgang "midlertidig iltmangel i hjernen". Men kender alle symptomerne så godt, at jeg udmærket ved, der ikke er andet at gøre end dét - ringe og lade de professionelle tage over.

Allerførst vil jeg dog lige - overspringshandling, jeg ved det godt - forsøge at se om jeg eventuelt kan komme af med det, der ubønhørligt trykker på, ved hvad der hos et egern vel hedder nødudgangen. Det kunne jo være, at det hjalp på alle urotegnene i venstre side. Det ku' jo være........

Rend og hop - det hjalp ikke en hujende papfis på noget som helst. Nærmest tværtimod. For mens jeg sad på tønden - ret rammende udtryk, ikke sandt ? - gik det op for mig, at jeg mærkede varmen fra min venstre arm fortsætte ned i venstre side, mod nyrerne. 

Jeg render sgu hen og bli'r hypokonder af det her - pludselig har jeg sikkert også symptomer på både ebola, gul feber, og smitsom leverbetændelse. For ikke at tale om både propper og blødninger i stribevis.......

Det er angsten, der taler lige nu. Den samme skræk, der afholder mig fra at ringe til vagtlægen, for så er der sikkert ikke noget i vejen alligevel - bare jeg undlader at ringe. Så er det nok noget, jeg har bildt mig selv ind, fordi jeg ubevidst har erkendt at det er lidt mere end et år siden, jeg røg afsted med propper i hjernestammen.

Propper, der har styret mit liv siden, og som åbenbart fortsætter med at gøre det.

Og allerhelst vil jeg blive siddende her ved skærmen, indtil morgenen stille flyder  ind, mens natten slår revner og mørket driver væk i piblende floder af kulde og stilhed. Så jeg kan se den spæde dag fødes gennem lyserøde skyer fyldt med løfter om varme og lys.

Endnu en god måde at skrive mig selv udenom dét, der er nødvendigt. Og udenom dét, jeg troede - nej, heftigt klyngede mig til - aldrig skulle ske igen. Dét, der ikke kan være tilstede i en velordnet hverdag, hvor hjemmehjælpen er på vej ud, og selvhjulpetheden på vej ind. En normal hverdag, hvor krydderhylder sættes op, og fyldes med indkøbte glas med nye mærkater på. 

Og med krydderier i, der allesammen kan bruges til kogning, stegning, og bagning. Alt det, jeg har forsøgt at sætte ind som krav til mig selv. Gør noget nyt hver dag - bag noget eller steg noget - vær opfindsom - vær kreativ - vær............................................. normal, og ikke apopleksiramt.

Så - nu fik jeg sagt det. Apopleksiramt.  Et grimt ord for nogle grimme ting, der skal drønes langt væk - ud i universet mellem stjernerne, hvor det ikke kan gøre skade. A-po-plek-si................

Man kunne lige så godt kalde det hjernedræberramt. For det er jo det, der sker når man rammes. Når Jeg rammes............

Noget blokerer for mine fine, tynde blodårer i hjernen. Noget sørger for at et område ikke får den ilt, der behøves. Noget ændrer mit liv, min hverdag, mit jeg.

Noget.

Og det eneste, jeg kan få mig selv til, er at sidde og vente på det går over. Handlingslammet, og uden lyst til at gribe knoglen og ringe til De Professionelle. For så kunne det jo gå fra at være Noget, til at være Virkelighed.

Og så vil alt være ændret igen. Ikke bare for de næste fireogtyve timer, men for mange dage fremover. Rigtig mange. Rigtig.............

Så - stop nu med det der selvklynk. Accepter, at der er noget du ikke kan ændre, og gør så noget ved det, du KAN ændre. Brug din Sindsro, dit Mod, og din Visdom - hvis du har en sådan - til at få stoppet galskaben.

Og ring................ For himlens skyld - Ring !

Og stadig venter han.

 En svær ting at tage fat på - den der Tilgivelse.

For hvornår ved man den er ægte ? Hvornår får man lov til at føle den der klump løsne sig fra hjertet, og falde væk ? Eller lettelsen over endelig at kunne give slip ? Glæden over ikke længere at have skygger dansende i hjerne, hjerte, og sind ?

Jeg ved det ikke. 

Men jeg ved, at jeg pludselig opdager en hård klump siddende ekstremt fast i mit hjerte. En benægtende dæmon, der når der bliver pillet ved den, skriger : "Jeg vil ikke !". En klump, der også har fundet sin faste plads i sindet, og som min hjerne knapt nok tør røre ved, af angst for de trusler om tilbagefald, den hvæsende, hvislende, giftspyttende søler mig ind i, hver gang jeg vender mig om og kigger den ind i øjnene.

Jeg kan se hadet i den. Uforstanden, stivnetheden, krampagtigt holdende fast i de samme tanker - de samme minder. Spillende dem igen og igen på erindringens mest lasede lærred. Hele tiden pegende på de samme hadefulde ord, spyttet hen mod mine ører - dengang.

"Jeg sørger for, at de hader dig for evigt. Jeg ta'r dem fra dig."

Det er nemmere at søge tilgivelse, for det jeg har medført af sorg, vrede, lukkethed, had, etc., end det er at give tilgivelse til de, der har gjort mig ondt. Men alligevel er jeg nået langt ind i rækken af mennesker, der skadede mig, sårede mig, uforstandigt og tankeløst, og har fået tilgivet dem, hvad enten de var døde eller levende. 

Og så - ganske pludseligt - er jeg ramlet lige ind i den ene undtagelse, der bekræfter det hele. Bekræfter, hvor svært alt kan være. Og som sætter spørgsmålstegn ved samtlige de tilgivelser, jeg har kæmpet med de sidste år.

Er de rigtige ? Er de virkelige ? Er de noget som helst værd ? Eller er de ligesom mange af de tilgivelser, hvor jeg ikke helt ved sandhedsværdien i de sagte ord ? Dem, der blev givet mig med nedslagne øjne og valne stemmer, og hvor jeg inderst inde godt vidste, at der var større frelse i den erkendelse - den undskyldning - jeg gav, end i modtagelsen af den ? 

Det er altid sværere at give, end at få.

Jeg er bare nødt til det. Nødt til at få taget fat i det, der hver evigt eneste dag stikker hovedet frem, og hvæser at de aldrig kommer tilbage. At hævnen fra dengang stadig har magt over mig, og sætter dagsordenen for mit liv.

,For selvom Sindsroens Accept er den største del af mit forsvar mod min Afhængighed, så er der én ting, jeg aldrig vil acceptere, og som jeg altid vil have Mod til at kæmpe for at ændre, hvad enten der er Visdom i det eller ej. Èn ting, jeg aldrig giver slip på, så længe jeg lever, ånder, og eksisterer.

Mine børn.

Men hvor vil jeg dog gerne have lov til at kunne give slip på den klump - den stenhårde, uforsonlige, hadende klump - der holder fast med kløerne krampagtigt fæstnet i alt, jeg er. 

Og tilgive.

Det siges, at alt kommer til den, der venter længe nok. Der kræves bare tålmodighed. Og Sindsro til at acceptere, at der på min epitaf kan komme til at stå :

"Og stadig venter han."

Én dag ad gangen.

Morgentrivia

 

Søndag morgen - eller rettere formiddag - og jeg kigger ud på et snedækket scenarie, hvor mine solsorte skændes med de små spurvefugle og grossenollikere om den mad, der er til rådighed. 

Kulden har sat sig i mine knogler, og fået min venstre arm til at flamme op i et heroisk forsøg på, endnu en gang, at overbevise mig om, at det er dén, der sætter dagsordenen, når det drejer sig om at tro det er sommer og stærk sol.

Det er det ikke.

Men bare mine nerveender, der stadig ikke ved hvornår det er varmt og hvornår det er koldt - og som derfor vælger at mene det er hammervarmt, selvom overfladen på huden er isnende kold.

Mit øje drypper igen - det højre, altså. Siden jeg for snart mange måneder siden gik igang med at behandle det med Kloramfenikol, har det haft en tendens til at ville gøre opmærksom på sig selv, gennem dråbeafsætninger i vipperne.

Ret irriterende, faktisk.

Samtidig er smertenerveenderne i min venstre underarm gået på overarbejde. De "summer", som om de alle sover og ikke lige gider vågne igen.  

Æv.

Men kaffen er god - P8 Jazz hyggeligt - og selv en viden om, at jeg glemte mine aftenpiller igår, kan ikke fjerne min glæde over at være til. 

Glæde over, at kunne sidde her og eksistere på tværs af - og på trods af - de forsøg livet gjorde for at fjerne mig fra tilværelsen, sidste år. 

Glæde over, at kunne sidde og bande over den stank af Teatræolie, der kommer fra min indsmurte venstre albue, hvor den begyndende psoriasis har sørget for store, ømme, flagende tørre hudstrimler. 

Glæde over, at vide jeg aldrig bliver kureret for min afhængighed - at vide, jeg stadig ikke snakker med mine børn - at vide, min livreddende kat stadig er hos min veninde - at vide, det stadig er nødvendigt med hjemmehjælp.

For så længe jeg ved alt det, så er jeg i live, og så er der håb.

Så trods alt - så glædes jeg - over alt, både godt og skidt -  Én Dag Ad Gangen.

Diverticulus intestinis plurali

Nøgne rækker de mod himmelen - træernes mange udposninger. Hver enkelt snoende sig i kantede retninger mod den verdenstop, der skulle give dem lys, væde, varme, liv.

Som blege tarme i et forhistorisk uhyre, gemmes de i mørke, gråhed, slaskethed og stilstand. Og er ikke det, de kunne være.

Fulde af grønt. Fulde af liv. Hjemsted for fugles trillende, kvidrende, fløjtende morgensange. Egerns lystfulde hormonspring, og kattes morgenjagt på fjerklumpende lækkerbidskner.

Det eneste grønt, der findes på dem, er henfaldets sygelige svampe, og vinterkæmpende snylteplanter.

Og hvis nu - hvis nu - hvis NU - dagene fortsatte deres længde og aldrig vendte tilbage mod lyset igen - aldrig tildeltes mere og mere dag, så var verden virkelig på vej mod det eneste, sådant kan føre til.

Udslettelse. Glemsel. Ophør af eksistens.

Men midt i det hele kæmper en spire - en lille bleg og blød hvid spire, der ikke ved at alt går mod destruktion - for at komme frem i lyset. Suger til sig af blodfattige stråler fra en bag de grå skyer gemt sygeligt gul sol, og tror på det. 

Tror på tilværelsens gentagelser. Tror på vækstens vidundere. Tror på forårets komme.

Tror på, at alt nok skal blive godt igen, og at intet vil være som det var - igen.......

Og udposningerne fyldes med livgivende, rensende væske. Grenspidserne sprækker af grønhed og uimodståelig vækst, og kaster vinterens slaskethed til side. Æder løs af gråhedens mørke, og omsætter det, der var dødt, til nyt liv. Sætter brunfarvede knopper, der allerede fra start synes bristefærdige af lyst, af vækst, af formål, af liv.....

Og vækker mig.

Flår uimodståeligt i mit eget sygnende, gråbrunfarvede, slaskende hylster. Prikker til det, der var på vej mod al sygeligheds endepunkt. Peger på de sprækspændte overflader, og hvisker uimodståeligt stille, og dog spædt gennemtrængende.

"Du kan........"

Og jeg lytter. Med ører, der før visnede hen på et kranie uden fremtid. Øjne, der kun så alt forfalde og intet vokse, men som nu ser spæde knopper på selv den mindste gren. Og en hjerne, der trods sin egen indadvendthed, og fatalistiske accept af egen mortalitet, pludseligt føler spæde strømme af impulser risle gennem nedlukkede knudepunkter.

Smerte, hvor ingen var. Ømhed, hvor intet føltes. Vækst, i det, der var stoppet af propper og henfald.

.......... og på mit havehegn spiser en overvintrende solsort en regnorm, inden den med et svirp af halen sætter af, og flyver videre mod det forår, der snart vil komme.

Bare man ta'r Én Dag Ad Gangen.

Når vinteren er nær, bliver digteren sær.

 

Sneen vælter ned over lille Langeland, og dækker alle skarpe hjørner. Store, uimodståelige fnug klæber sig fast til alt, kaster eventyr over mine buske, og giver en mulighed for et blødere syn på alting. Den hvidgør det sortbrændte, dækker de rådnende blade, og danser en inciterende dans henover firmamentet. 

Og pludselig går det op for mig, at et sådant snevejr mangler inde i min bevidsthed. Et snevejr, der ville kunne dække de skarpe hjørner, og karske situationer, der gennem de sidste dage er opstået i lille Langelandske mig.

Hjørner - begivenheder langt væk fra de bløde bøller på øen. Kanter - øjeblikke opstået af andres uforståelige handlinger. Nøgenheder - ord der ikke skulle, men heller ikke kunne, være hverken sagt eller usagt.

Og fremfor alt, så ville et indre snevejr kvæle de harske lyde, der uafbrudt dukker op i alle de feed - alle de statusopdateringer - alle de tweets, jeg får klasket lige i fjæset, hvergang jeg forsøger at orientere mig om verden og dens udseende.

Suk.

Jeg skulle meget hellere nøjes med at orientere mig om, hvad der sker her på den lille, dejlige ø, jeg for snart 3 år siden valgte at flytte ned til. For, som alle ved, så afspejler det store sig ikke altid i det små - vi har ingen orangehårede på øen, og underholder heller ingen patriotiske oprørere - og så havde jeg sluppet for at måtte høre megalomaner bræge om valgsnyd og tyverier - hyle om alle andres fejlbarlighed og egen storhed - råbe om hjælp til at tage det tilbage, "de andre" har stjålet - opfordre til oprør og revolution. Kup, kup, kup, kup............ 

Jeg havde undgået dét, der nu bør dækkes af et indre snevejr. Og istedet fået klukkende bekendelser fra sandet - hvæsende småuenigheder fra øens tre største byer - og klarsyn i massevis fra et utal af mennesker, med evner til samme. Alt sammen noget, der ville lande blødt og behageligt i snedynerne, og hverken vælte præsidenter eller statsministre, men give mig mulighed for at føle mig tryg - og dermed mere sikker.

Men vigtigst af alt, så havde jeg undgået alt det had, der truer med at forpeste min dagligdag, ødelægge min sindsro, og forstyrre min hjernes ellers så fremragende (host) deduktive evner. Det had, der kan risikere at lægge ikke bare lille Langeland, men hele verden øde.

Alt sammen på grund af én megaloman, og hans manglende evne til at erkende, hvornår slaget er tabt.

Jeg ved det godt - det er normalt ikke min største force at stille mig selv og min lille bag i klaskehøjde - men det er nu engang det, jeg gør lige nu. Også selvom det er første gang i bloggens historie (feel free to browse and check), at noget sådant sker.

Men mens I sidder og tygger på de bitre kendsgerninger fra den anden side af det store vand, og afventer kommende dages mulige begivenheder, vil jeg lade snevejret sænke sine fnug over Langeland og over mit sind - og i fred afvente morgendagens komme. 

Det kan jo kun blive bedre, når bare jeg nøjes med én dag ad gangen.

Når man bare eksisterer.......

 ......... er det svært at føle sig levende.

Morgenerne er mange gange de værste. De der begyndelser på endnu en dag, hvor alt står som ensformig grød, og bare venter på at glide trægt ned gennem dagsopfattelsens spiserør. Hvor jeg ikke ved, om det er mandag eller fredag - helligdag eller hverdag - og hvor månedens navn staves med ulæselige bogstaver.

I radioen hører jeg studieværten vrinske et påtaget glædeligt "Velkommen til den her helt fantastiske, men hamrende svære dag, der med garanti vil vælte dig ned i et sort hul, hvis du ikke holder hårdt fast i dig selv." Og selv om jeg ved, at jeg sagtens kan klare endnu en dag i livet som alkoholiker - endnu en dag i blodproppernes efterdønninger -  er der altid et eller andet, der gi'r mig knopper allerede fra morgenstunden.

Knopper, der med største sandsynlighed kun gør min dag sværere, og som uafbrudt vælger at lægge sig præcist dér, hvor jeg havde tænkt mig at gå. Parat til at vælte mig ind i nærmeste selvhadende, selvbeklagende, tørdrikkende opfattelse af Livet, Universet, og alt det dér.

Kun de stadigt opdukkende daglige lyspunkter holder mig oprejst. Smilene, de pludselige komplimenter, overraskelserne, hvad enten disse er økonomiske eller menneskelige - alt er det med til at jeg dagligt vågner med et smil på læben, og en lyst til at kaste mig ind i det, der ved første øjekast hele tiden kunne se umuligt ud.

Livet.

Det er det, der gør alting værd. Dét, der hiver mig op ved hårrødderne, når savnet af mine børn bli'r for stort. Dét, der gør den hundrede procent manglende familie acceptabelt, og viser mig at min fortid ikke er farlig, sålænge jeg accepterer det, jeg ikke kan ændre, og ændrer det, jeg kan.

Så er aftenens tiende trin en daglig glæde, der viser mig at Visdom kan komme gennem erkendelse og accept.

......... men for pokker, hvor kan det være svært at føle sig levende, når grøden ubønhørligt omslutter benene, truer med at dække hele kroppen, og kvæle mig i tanketomme gentagelser af tidligere tiders fejltagelser, som kun den indre viden kan lægge låg på eller opløse i splintrende ingenting. Blæst væk af tidens afstand, og gjort tandløse af erkendelsernes og acceptens gentagelser.

De erkendelser, der dagligt gør mig istand til at kunne acceptere at jeg ikke kan ændre min fortid, og at min fremtid kun er de næste fireogtyve timer - for længere kommer jeg aldrig til at kunne se.

Måske er det godt sådan. 

Måske er det det, der skal bringe mig helskindet der hen, hvor end det nu er jeg skal hen, i sidste ende. Og måske er det det, der er medvirkende til, at de fireogtyve timer, jeg dagligt står i, er mere end i orden, og indtil nu mere end fyldt med håb om en fremtid, hvor livsglæden stråler højest.

Det er mit liv. 

De næste fireogtyve timer.