Diverticulus intestinis plurali

Nøgne rækker de mod himmelen - træernes mange udposninger. Hver enkelt snoende sig i kantede retninger mod den verdenstop, der skulle give dem lys, væde, varme, liv.

Som blege tarme i et forhistorisk uhyre, gemmes de i mørke, gråhed, slaskethed og stilstand. Og er ikke det, de kunne være.

Fulde af grønt. Fulde af liv. Hjemsted for fugles trillende, kvidrende, fløjtende morgensange. Egerns lystfulde hormonspring, og kattes morgenjagt på fjerklumpende lækkerbidskner.

Det eneste grønt, der findes på dem, er henfaldets sygelige svampe, og vinterkæmpende snylteplanter.

Og hvis nu - hvis nu - hvis NU - dagene fortsatte deres længde og aldrig vendte tilbage mod lyset igen - aldrig tildeltes mere og mere dag, så var verden virkelig på vej mod det eneste, sådant kan føre til.

Udslettelse. Glemsel. Ophør af eksistens.

Men midt i det hele kæmper en spire - en lille bleg og blød hvid spire, der ikke ved at alt går mod destruktion - for at komme frem i lyset. Suger til sig af blodfattige stråler fra en bag de grå skyer gemt sygeligt gul sol, og tror på det. 

Tror på tilværelsens gentagelser. Tror på vækstens vidundere. Tror på forårets komme.

Tror på, at alt nok skal blive godt igen, og at intet vil være som det var - igen.......

Og udposningerne fyldes med livgivende, rensende væske. Grenspidserne sprækker af grønhed og uimodståelig vækst, og kaster vinterens slaskethed til side. Æder løs af gråhedens mørke, og omsætter det, der var dødt, til nyt liv. Sætter brunfarvede knopper, der allerede fra start synes bristefærdige af lyst, af vækst, af formål, af liv.....

Og vækker mig.

Flår uimodståeligt i mit eget sygnende, gråbrunfarvede, slaskende hylster. Prikker til det, der var på vej mod al sygeligheds endepunkt. Peger på de sprækspændte overflader, og hvisker uimodståeligt stille, og dog spædt gennemtrængende.

"Du kan........"

Og jeg lytter. Med ører, der før visnede hen på et kranie uden fremtid. Øjne, der kun så alt forfalde og intet vokse, men som nu ser spæde knopper på selv den mindste gren. Og en hjerne, der trods sin egen indadvendthed, og fatalistiske accept af egen mortalitet, pludseligt føler spæde strømme af impulser risle gennem nedlukkede knudepunkter.

Smerte, hvor ingen var. Ømhed, hvor intet føltes. Vækst, i det, der var stoppet af propper og henfald.

.......... og på mit havehegn spiser en overvintrende solsort en regnorm, inden den med et svirp af halen sætter af, og flyver videre mod det forår, der snart vil komme.

Bare man ta'r Én Dag Ad Gangen.