Sneen vælter ned over lille Langeland, og dækker alle skarpe hjørner. Store, uimodståelige fnug klæber sig fast til alt, kaster eventyr over mine buske, og giver en mulighed for et blødere syn på alting. Den hvidgør det sortbrændte, dækker de rådnende blade, og danser en inciterende dans henover firmamentet.
Og pludselig går det op for mig, at et sådant snevejr mangler inde i min bevidsthed. Et snevejr, der ville kunne dække de skarpe hjørner, og karske situationer, der gennem de sidste dage er opstået i lille Langelandske mig.
Hjørner - begivenheder langt væk fra de bløde bøller på øen. Kanter - øjeblikke opstået af andres uforståelige handlinger. Nøgenheder - ord der ikke skulle, men heller ikke kunne, være hverken sagt eller usagt.
Og fremfor alt, så ville et indre snevejr kvæle de harske lyde, der uafbrudt dukker op i alle de feed - alle de statusopdateringer - alle de tweets, jeg får klasket lige i fjæset, hvergang jeg forsøger at orientere mig om verden og dens udseende.
Suk.
Jeg skulle meget hellere nøjes med at orientere mig om, hvad der sker her på den lille, dejlige ø, jeg for snart 3 år siden valgte at flytte ned til. For, som alle ved, så afspejler det store sig ikke altid i det små - vi har ingen orangehårede på øen, og underholder heller ingen patriotiske oprørere - og så havde jeg sluppet for at måtte høre megalomaner bræge om valgsnyd og tyverier - hyle om alle andres fejlbarlighed og egen storhed - råbe om hjælp til at tage det tilbage, "de andre" har stjålet - opfordre til oprør og revolution. Kup, kup, kup, kup............
Jeg havde undgået dét, der nu bør dækkes af et indre snevejr. Og istedet fået klukkende bekendelser fra sandet - hvæsende småuenigheder fra øens tre største byer - og klarsyn i massevis fra et utal af mennesker, med evner til samme. Alt sammen noget, der ville lande blødt og behageligt i snedynerne, og hverken vælte præsidenter eller statsministre, men give mig mulighed for at føle mig tryg - og dermed mere sikker.
Men vigtigst af alt, så havde jeg undgået alt det had, der truer med at forpeste min dagligdag, ødelægge min sindsro, og forstyrre min hjernes ellers så fremragende (host) deduktive evner. Det had, der kan risikere at lægge ikke bare lille Langeland, men hele verden øde.
Alt sammen på grund af én megaloman, og hans manglende evne til at erkende, hvornår slaget er tabt.
Jeg ved det godt - det er normalt ikke min største force at stille mig selv og min lille bag i klaskehøjde - men det er nu engang det, jeg gør lige nu. Også selvom det er første gang i bloggens historie (feel free to browse and check), at noget sådant sker.
Men mens I sidder og tygger på de bitre kendsgerninger fra den anden side af det store vand, og afventer kommende dages mulige begivenheder, vil jeg lade snevejret sænke sine fnug over Langeland og over mit sind - og i fred afvente morgendagens komme.
Det kan jo kun blive bedre, når bare jeg nøjes med én dag ad gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar