Morgentrivia

 

Søndag morgen - eller rettere formiddag - og jeg kigger ud på et snedækket scenarie, hvor mine solsorte skændes med de små spurvefugle og grossenollikere om den mad, der er til rådighed. 

Kulden har sat sig i mine knogler, og fået min venstre arm til at flamme op i et heroisk forsøg på, endnu en gang, at overbevise mig om, at det er dén, der sætter dagsordenen, når det drejer sig om at tro det er sommer og stærk sol.

Det er det ikke.

Men bare mine nerveender, der stadig ikke ved hvornår det er varmt og hvornår det er koldt - og som derfor vælger at mene det er hammervarmt, selvom overfladen på huden er isnende kold.

Mit øje drypper igen - det højre, altså. Siden jeg for snart mange måneder siden gik igang med at behandle det med Kloramfenikol, har det haft en tendens til at ville gøre opmærksom på sig selv, gennem dråbeafsætninger i vipperne.

Ret irriterende, faktisk.

Samtidig er smertenerveenderne i min venstre underarm gået på overarbejde. De "summer", som om de alle sover og ikke lige gider vågne igen.  

Æv.

Men kaffen er god - P8 Jazz hyggeligt - og selv en viden om, at jeg glemte mine aftenpiller igår, kan ikke fjerne min glæde over at være til. 

Glæde over, at kunne sidde her og eksistere på tværs af - og på trods af - de forsøg livet gjorde for at fjerne mig fra tilværelsen, sidste år. 

Glæde over, at kunne sidde og bande over den stank af Teatræolie, der kommer fra min indsmurte venstre albue, hvor den begyndende psoriasis har sørget for store, ømme, flagende tørre hudstrimler. 

Glæde over, at vide jeg aldrig bliver kureret for min afhængighed - at vide, jeg stadig ikke snakker med mine børn - at vide, min livreddende kat stadig er hos min veninde - at vide, det stadig er nødvendigt med hjemmehjælp.

For så længe jeg ved alt det, så er jeg i live, og så er der håb.

Så trods alt - så glædes jeg - over alt, både godt og skidt -  Én Dag Ad Gangen.