Og stadig venter han.

 En svær ting at tage fat på - den der Tilgivelse.

For hvornår ved man den er ægte ? Hvornår får man lov til at føle den der klump løsne sig fra hjertet, og falde væk ? Eller lettelsen over endelig at kunne give slip ? Glæden over ikke længere at have skygger dansende i hjerne, hjerte, og sind ?

Jeg ved det ikke. 

Men jeg ved, at jeg pludselig opdager en hård klump siddende ekstremt fast i mit hjerte. En benægtende dæmon, der når der bliver pillet ved den, skriger : "Jeg vil ikke !". En klump, der også har fundet sin faste plads i sindet, og som min hjerne knapt nok tør røre ved, af angst for de trusler om tilbagefald, den hvæsende, hvislende, giftspyttende søler mig ind i, hver gang jeg vender mig om og kigger den ind i øjnene.

Jeg kan se hadet i den. Uforstanden, stivnetheden, krampagtigt holdende fast i de samme tanker - de samme minder. Spillende dem igen og igen på erindringens mest lasede lærred. Hele tiden pegende på de samme hadefulde ord, spyttet hen mod mine ører - dengang.

"Jeg sørger for, at de hader dig for evigt. Jeg ta'r dem fra dig."

Det er nemmere at søge tilgivelse, for det jeg har medført af sorg, vrede, lukkethed, had, etc., end det er at give tilgivelse til de, der har gjort mig ondt. Men alligevel er jeg nået langt ind i rækken af mennesker, der skadede mig, sårede mig, uforstandigt og tankeløst, og har fået tilgivet dem, hvad enten de var døde eller levende. 

Og så - ganske pludseligt - er jeg ramlet lige ind i den ene undtagelse, der bekræfter det hele. Bekræfter, hvor svært alt kan være. Og som sætter spørgsmålstegn ved samtlige de tilgivelser, jeg har kæmpet med de sidste år.

Er de rigtige ? Er de virkelige ? Er de noget som helst værd ? Eller er de ligesom mange af de tilgivelser, hvor jeg ikke helt ved sandhedsværdien i de sagte ord ? Dem, der blev givet mig med nedslagne øjne og valne stemmer, og hvor jeg inderst inde godt vidste, at der var større frelse i den erkendelse - den undskyldning - jeg gav, end i modtagelsen af den ? 

Det er altid sværere at give, end at få.

Jeg er bare nødt til det. Nødt til at få taget fat i det, der hver evigt eneste dag stikker hovedet frem, og hvæser at de aldrig kommer tilbage. At hævnen fra dengang stadig har magt over mig, og sætter dagsordenen for mit liv.

,For selvom Sindsroens Accept er den største del af mit forsvar mod min Afhængighed, så er der én ting, jeg aldrig vil acceptere, og som jeg altid vil have Mod til at kæmpe for at ændre, hvad enten der er Visdom i det eller ej. Èn ting, jeg aldrig giver slip på, så længe jeg lever, ånder, og eksisterer.

Mine børn.

Men hvor vil jeg dog gerne have lov til at kunne give slip på den klump - den stenhårde, uforsonlige, hadende klump - der holder fast med kløerne krampagtigt fæstnet i alt, jeg er. 

Og tilgive.

Det siges, at alt kommer til den, der venter længe nok. Der kræves bare tålmodighed. Og Sindsro til at acceptere, at der på min epitaf kan komme til at stå :

"Og stadig venter han."

Én dag ad gangen.