Andre Sider af mig

tirsdag den 24. oktober 2023

At leve.....

 

..... i en kulisse.

Sådan kan det føles ind imellem, når jeg som enlig, ædru alkoholiker, med nul familiekontakt, og en forhistorie med konstant flytteflugt i baghovedet, sidder i det hjem, jeg har brugt syv år og to flytninger på endelig at have sat sammen - og pludselig tænker, at der er alt for lang tid mellem de gange, hjemmet bli'r brugt til andet end madlavning og opbevaring.

Opbevaring af det, der var tilbage efter utallige års giftigt liv, giftigt levned, og giftigt alt muligt andet. Det, der ikke nåede at blive fjernet, efter jeg kom hjem fra behandling, og hun, der skulle have været resten af mit livs undskyldning for at drikke, stak af med det hele.

Egentlig nød jeg ekkoet i de tomme rum, dengang. Nød, at have muligheden for at kunne bygge mit liv op igen fra bunden - bare rigtigt, denne gang. Bygge det op, én dag ad gangen. Bruge et par år på at tænke over hvordan fremtiden mon kunne se ud. Eller retter HVOR fremtiden kunne se ud.

Og flytte.

Næsten så langt væk, som det var muligt. Ned til en ø, jeg aldrig havde troet ville aspirere til at være beboelsessted for mig. Men som på utroligt kort tid blev det hjem, jeg altid havde savnet, og altid havde sørget for ikke at komme i nærheden af.

Det trygge, sikre, rolige sted, hvor dagene kunne indtages alene, men aldrig ensomt. Hvor det eneste, der ville kunne ændre noget, ville være sygdom.

Og den slags skal man jo aldrig forsværge, vel ?

Bum - og så var mine muligheder for at klare mit nye hjem forsvundet igen. Ind i de tåger, indtil flere blodpropper hensatte min ædru alkoholikerhjerne i, og ud af de tanker jeg ellers var begyndt at flirte med, om nydelser, rejser, hygge, restituering.

Kort sagt efterladende mig med alle muligheder for at daske direkte tilbage som hovedperson i Tour de Flaskehals. Og efterladende mig siddende i - efter en livsnødvendig lynflytning til en væsentlig mindre bolig - en lænestol uden andet at se frem til, end mikroovnsmiddage og uendelige dårlige tv-serier.

Men lige så langsomt voksede der nu alligevel noget frem, jeg ikke havde turde håbe på. Jeg opdagede, at jeg stadig havde min Sindsro som anker, og min ædruelighed som bolværk, mod alt det, der bare tiggede mig om at falde i igen. Samtidig med, at hjemmet - det nye, altså - begyndte at ligne noget, jeg kunne tillade mig at betragte som mit, og som værende et sted, hvor nyt måske kunne tænkes at opstå.

Kulissen ? Altså den, jeg nævnte i starten ? Det er den, jeg sidder i lige nu, hvor lampelyset falder blidt på min venstre side, mens mikrofonen, jeg normalt bruger til mine podcasts skygger en anelse for den, og rummets dunkelthed lader ane de hylder, med bøger, film, og musik, der fylder væggene.

Og hvor de chiliplanter, jeg har taget ind til overvintring, pynter i vindueskarmen, mens min hjerteven renser pels i den lænestol, han har annekteret som sin egen.

Dét - er den kulisse jeg lever i. Den kulisse, der gi'r mig mulighed for, og lyst til, at udtrykke mig på skrift og i podcasts. Og den kulisse, der på daglig basis hjælper mig til at holde fast i den ene enkle levemåde, der er virksom for mig. 

At være ædru - fireogtyve timer ad gangen.


Morgener......

 

..... kan være mærkelige.

Især dem, der starter før Fanden får sko på. Eller - sko og sko - mon ikke den herre mere benytter sig af klovformede overtræksting, hvis han endelig skulle ville have noget på de der sorte gedeklove, han efter sigende er udstyret med.

Under alle omstændigheder hygger han sig sikkert i sin satinlagen belagte seng, med en enkelt hundjævel eller to, her hvor mine øjne har været åbnet i snart to timer, uden mulighed for at kunne opdage bare en enkelt bettelille mulighed for at falde hen i Morpheus arme igen.

Han er sikkert også hamrende ligeglad, ham der Morpheus. For hvad skulle han da også bruge en hvileløs, selvplagende, og dødirriteret Nyctophil til, når natten stædigt nægter at tillade så meget som et strejf af den kommende dæmring, til at forsøde den tomgang, min hjerne næsten automatisk er faldet hen i, denne morgen.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kunne da bare have vendt mig om på den anden side, og søgt tilbage til de der drømme, der kælede for mine sanser med pirrende, lokkende, dragende billeder af både den ene og den anden lækkerhed - præsenteret for mig på fade garneret med små buketter krølsalat.

Mad, naturligvis. Hvad troede du måske ? Blondiner, rødhårede, og brunetter, med lokkende øjne og sensuelle læber? Dén tid er overstået, og "bli'r nok aldrig fundet", som Nanna sang det i Buster . Og skidt da også pyt med det, jeg vil hellere ha' en kop kaffe - eller en kop grøn morgente, som den jeg lige nu sidder og nedsvælger i spandevis.

Lidt fornøjelse skal der vel være, ved at stå op så gudsjammerlig tidligt.

Især, når det meste af vågenheden skyldes de fire poter, missemanden blidt brugte til at vandre hen over min mødige krop, inden han lagde sig med hovedet så tæt på mit, at jeg tydeligt kunne høre hans morgenbrummende spinden.

En spinden, der var den afsluttende lyd i en drøm, hvor jeg var tæt på at vinde Den Store Bagedyst, og bare lige skulle ha' pisket den håndmalkede fløde til skum, inden jeg skulle præsentere dommerne for min nyeste kreation - æblechililagkagen.......

Den var sikkert blevet et hit - men det finder jeg aldrig ud af, for det bette potedyrs insisterende spinden vækkede mig som sagt, og lod håndfløde være håndfløde, og drøm være drøm.

Normalt ville jeg så bare være trillet ud i køkkenet, og halvsovende præsentere rovdyret for en pose vådmad, af den slags han elsker. For derefter at falde omkuld inde i stuen, under indtil flere tæpper, og genoptage den somnium interruptus, der havde vist så lovende takter.

Men nej.

Det var så ikke lige i dag, dét skulle ske. For alene det, at stå ud af sengen, satte mine morgentanker så meget igang, at kun en kande sencha uchiyama kunne sørge for de ikke løb helt løbsk. Den slags evner har den lækkert smagende japanske gudedrik åbenbart i sine gener, for hver gang jeg sætter læberne til den første morgenkop af den, falder alt i mig til ro, og tillader alskens filosofi at dukke op på den indre samtaleskærm.

Hvorefter jeg kan sidde dér, og småhygge klokken fæces om natten, med Morgenklubben på P4 kørende i baggrunden, og lyden af tændernes gumlen på det kernefyldte rugbrød i forgrunden. Og miauwdyrets kælne næsedutten på mine bare ben, når han sådan bare lige vil berette, at det er NU han skal udenfor og fortsætte sin træning i "Hulgravning for enkeltkat" - uanset om det er på netop denne tid af døgnet, at småsultne ræve og andre lignende rovbæster ligger på lur efter uskyldige tanketomme feline kælepotter.

Han burde ellers have lært det, efter sit sidste natlige møde med Mester Mikkel. Det efterlod et femkronestort - godt og vel - område uden pels på hans ene hofte, og et tandkantet hul lige dér, hvor det sikkert ikke gør ret godt.

Men hva' - det er jo indtil flere daaaaage siden, så det sker nok ikke igen.

Suk.

Jeg er en kylling, når det kommer til den bette pelsknold - det ved jeg godt. For naturligvis skal han da have lov til at kunne gå ud og forrette sin nødtørft, som det så sagligt hedder, mens jorden stadig er til at grave i, og efterårsfede mus nærmest tigger om at få lov til at blive spist bagefter. Så betyder det mindre, at jeg sidder hvileløst ventende på hans genopdukken ved havedøren, i uskadt tilstand. Det er jo HANS liv, og en del af aftalen mellem ham og jeg er, at dét må han leve, som det passer ham bedst.

Til gengæld fylder han min hverdag og mit liv med så meget tillid og kærlighed, at jeg til tider næsten ikke kan rumme det, og bare lykkeligt smilende lader det strømme henover mig. 

Også selvom han egentlig er hovedgrunden til min tidlige opstandelse, og nærmest automatisk baggrund for en senere lur på sofaen.

Og med de ord, er den sidste kop sencha nedsvælget - Luskefisen indenfor dørene igen - og morgenrugbrødet trillet ned i mavesækken. Jeg mangler bare at huske mig selv på én ting, inden jeg triller hen under tæpperne - jeg kan næsten høre dem kalde  - nemlig at minde mig selv på det vigtigste af alt. Dét, der er Alpha og Omega i alle mine dage - alle totusindesyvhundredefireogtredive, der er gået siden den niogtyvende april totusindeogseksten.

At jeg er ædru - Én Dag Ad Gangen.


søndag den 22. oktober 2023

Dagene er fyldt.............

 

.......... med ventetid.

Altså ikke den dér ventetid, når bommene går ned og jeg er nødt til at slukke motoren på bilen, fordi det varer mindst 5 minutter inden toget kommer. Og heller ikke den der ventetid, der opstår når jeg sidder ved lægen i mere end 5 minutter efter den tid, jeg ellers havde fået, og stadig ikke er kommet ind. Eller ventetiden, i køen ved kasseapparatet, hvor kunden foran mig, har en top på indkøbsvognen Himmelbjerget ville misunde.

Og heller ikke den ventetid, der er fra nu'et til det øjeblik jeg ikke skal være her mere. Den nyder jeg skam på daglig basis - sådan, én dag ad gangen.

Næææh, det er den ventetid, der helt automatisk er blevet en del af min hverdag, siden mine sygdomme slog sig sammen, og aftalte at hjælpe hinanden med at få mig til at sætte farten ned.

Det var nu - i al fairness sagt - mest min KOL og mine propper, der aftalte tingene uden min viden. Min alkoholiker mente, den selv kunne klare fartnedsættelsen en enkelt dag ad gangen, og min alder fnøs irriteret over de der opkomlinger, der mente de vidste bedre end sådan en halvfjerdsårig samling højintelligente celler, med et helt livs erfaring i bagagen.

Min KOL var ligeglad - og mine propper hellbound on change. Så eftersom KOL'en styrede lungerne, og propperne havde kontrol over egne eftervirkninger - kunne de sådan set sætte al den dagsorden, de ville.

Og det gjorde de.

Så derfor er mine dage fyldt med ventetid, der aldrig har været der før. 

Pauser, der ganske naturligt bli'r skubbet ind hvor der før var uafbrudt aktivitet. Alene det, at gå i bad, bli'r på den måde at sammenligne med afbrudt samleje - hvad dét så end er, når dén slags har været en saga blot de sidste snart 4 år - hvor en pause på mindst 5 minutter er nødvendig mellem klargøring af badeværelset og selve badet.

Alene fordi, mester KOL triumferende gør opmærksom på nødvendigheden af at inhalere noget muskelberoligende ilt, i en siddende position - indtil puls og åndedrætsfrekvens er "nede på normal igen".

Samt når en vandretur i naturen - hvilket lige nu betyder ned til fællesskraldespandene og hjem igen - næsten automatisk indeholder et "stående hvil". Eller som det hedder, hvis man bor i en storby, "udøvelse af vindueskiggeraktivitet." I begge tilfælde betyder det, at både KOL'en og propperne lige sætter systemet på Stand-By, mens iltniveau og puls når vanligt stade.

Eller ved gåtur til Brugsen - eller bussen - eller hvor det nu kan være, at jeg forsøger at træne mig selv til at kunne nå hen, uden afbrydelser......

Suk.

Til gengæld har jeg genopdaget nydelsen ved at bruge den pludselige "ekstra" tid, til at kigge mig omkring og nyde naturen. Og så samtidig lade min hjerne ordekvilibrere ad libitum. For på dén måde at ha' noget til blog og Podcast senere hen.

Og således også lige her og nu - hvor jeg sidder og udnytter pausen mellem klargøring til, og udførelsen af, det bad, jeg skal have i dag. At jeg så samtidig har fået sat en vask sengetøj over, gør kun pausen mere nødvendig.

Heldigvis.

For egentlig er det lidt en "blessing in disguise", at jeg på dén måde har fået udstyret mine dage med pauseknapper af den mere nødvendige slags. Det gi'r mig muligheden for at sidde stille, nyde P8-Jazz, og samtidig skønmale ord på det lærred, min bette putter så gavmildt fremviser ved at enkelt tryk på en knap.

Og selvom svimmelheden, der helt naturligt opstår når iltniveauet falder under det acceptable, ta'r sin tid at komme igennem, så ændrer det intet ved nydelsen i, at mine dage er blevet fyldt med ventetid.

Det er jo kun - Én Dag Ad Gangen.


fredag den 13. oktober 2023

Flue

 

Diamantøjne glimtede i det begyndende lys. 

Melodiske vibrationer omgav ham, mens hans mange ben hang struktureret under ham, og de næsten ikke synlige vinger bar ham frem. Gennem æteren. Mod målet, alle af hans slags var født til at søge.

 Dråben. 

Stedet, hvor foreningen af megastort og megalille ville behøve netop hans uendeligt vigtige, katalyserende enhed. Dén, der hængende fra hans ansigt, ville kunne blande dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og i et glimt ville alt være anderledes.

Det var den viden, den  saga, hans mor havde hvisket til æggene, mens hun sirligt placerede dem, hvor de ville udvikles bedst. Og det ønske, hun efterlod dem med, mens de langsomt voksede sig store nok til at bryde frem.

Det højeste mål. Dråben.

Her til morgen havde han spottet den. Et næsten usynligt glimt i en vildfaren lysstråle havde ændret hans normalt planløse flugt gennem æteren, og sendt ham på en direkte kurs mod alt det, han aldrig havde turdet håbe på.

Nirvana. Guddommelighed. Skabelsen af dét, alt handlede om for ham.

Åndeløst vibrerede den i hans ansigt, katalysatoren. Fyldt til randen med det, der indtil nu havde været halvirriterende kreationer, fyldt med en overvældende vigtighedsfølelse, han havde understøttet med opsamlede vækstmedier, de kunne trives i.

Indtil dråben var i sigte.

Det var den nu. Hastigt voksede den i størrelse, tusind gange gengivet i diamantfacetterne i hans øjne. Ivrigt strakte han vedhænget frem mod den - parat til at gøre sit, til skabelsen af dét, alt eksisterede for.

 Blandingen af dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og det glimt, der ville gøre alt anderledes.

Og i et jubelknusende øjeblik, da vedhænget ramte dråben, skete det. Universets vægt trykkede, maste, kvaste ham til dét, han havde levet for. Efterlod resterne af ham, med den lyd han havde fået hvisket ville opstå i samme sekund . Tordnende ramte den hans døende fatteorgan :

Adr, en flue. Hvad hylan skal dén i min øjenkrog. Dø, kreatur, dø !!!

Morgengrød.


 Ind i mellem bli'r det hele til grød. Alt flyder sammen, og dagen virker som en gentagelse af en gentagelse af en gentagelse...... Hele tiden det samme som dagen før.

Den type grød flyder klægt. 

Altslugende og umuligt at stoppe vælder den ind over de tanker, idéer, og lyster, der måtte være dukket op siden missemanden lavede det samme hop som i går - fra vindueskarmen ned på min mave, for at vække mig så han kunne få mad. Og hoppet i går var det samme som dagen før, dagen før, dagen før........

Udenfor vågner naturen som den plejer, lyset bryder frem på vanlig vis, og alt er (næsten alt) som altid. Alt gentager sig (næsten alt), som det har gentaget sig på efterhånden ufatteligt mange morgener. Uanset tidpunkt, årstid, humør, selskab, så gentager det sig på en måde, der kan føles krybende klam og kvart depressiv.

Uf.

For det er til tider frustrerende at sidde med dén fornemmelse i kroppen, og føle sig på vej ned i den klæge gentagelsesgrød.  Og føle den lukke sig over hovedet på mig, kun tilladende små bobler af trods stige op til overfladen, og briste mens de lukker et i boblen indeluttet næppe hørligt "jeg vil ikke !!!!!!", ud i den gentagelsesklamme morgenluft......

Arghhhhh..........

Lige indtil min indre sorthumorist slår til igen, og foreslår mig at drysse lidt kanelsukker og en håndfuld friske bær på grøden, for - som den afslappet tilføjer - "så glider lortet nok nemmere ned."

Og pludselig gør det ikke noget, at alting har en tendens til at gentage sig - dag efter dag - når bare det er gentagelser af den slags, min Sindsro kan kapere, og min ædruelighed kan vokse med.

Skidt pyt, at Lucifax endnu en gang slår luften ud af mig, ved at lande med alle fire poter strakt lige frem på min mave. Skidt pyt, at han igenigen forsøger at tænde lampen, så jeg kan forstå at han mener jeg skal op - lige nu, og lige med det vuns - for som madslave er det jo min pligt, at sørge for hans kongelige højhed får sin morgendavre hurtigst muligt.

Og skidt pyt, at kaffelavning, madsmøring, næsesmøring, pillespisning, morgenavislæsning, og alt det andet, der sker fra jeg vågner og langt op af formiddagen - virker som en carboncopy af gårsdagens, overgårsdagens, og overoverover (eller hvor mange det nu kan være) gårsdagens start på dagen.

Når bare dén ene af dem, der virkelig betyder noget, er der fra starten.

At vågne ædru - og fortælle mig selv at jeg tager de næste fireogtyve timer mere på samme måde.

Så er Livet alt værd - Én Dag Ad Gangen.

onsdag den 4. oktober 2023

BimmeLiBum

 

Så ramte det igen. 

Og den onde-brand-høvle-mig for fuld skrue. Midt i mine forberedelser til aftenens helt sikkert totalt lækre omgang forloren hare, næsten som de laver den på Valdemarsro. Ud af det blå, uden nogen former for forvarsel lukkede min hjerne for sin rationelle del, og overlod styringen til impulserne. 

I ved, alle de der, der helst skal holdes en anelse i ave, for ikke at ødelægge, fornærme, eller gøre ondt.

Rent faktisk er det ved at være næsten to år siden, min bette plagede hjerne for første gang lukkede ned for al rationalitet, og efterlod mig uden at vide hvad der skete. Og kun et års tid siden sidst.

Den gang troede jeg fuldt og fast på, at det var en hjerneblodprop mere, der var på vej. 

Og det var først da det begyndte at dæmre for mig, at der var noget andet galt - mest fordi jeg pludselig begyndte at reagere vældigt kraftigt på alt, bandede og svovlede mens øjnene lynede og stemmen blev hæs af arrigskab - og min nu indespærrede rationelle hjernedel nærmest tiggede mig om at tage tøjlerne igen, at jeg med møje og besvær fik sat mig ned og forsøgt at tænke mig om.

Og fik fundet ud af at "smelte" de to dele sammen igen. Med efterfølgende ulidelig træthed og sløvhed i alt, hvad jeg foretog mig - nærmest som en god omgang hjernetræthed af den slags, jeg havde prøvet mange gange siden mine propper i tyvetyve.

Denne gang var det dog anderledes. 

Jeg var igang med at finde løg, der skulle hakkes og i farsen. Og fumlede - pludseligt, og helt uden grund - så meget med løgene at de spredtes over gulvet, og jeg stod med de to sidste tiloversblevne i hånden. De blev tyret ned i gulvet, mens jeg råbte ukvemsord på nok de første seks til otte forskellige sprog, og mine øjne lynede værre end det værste tordenvejr.

Hurtigt skyndte jeg mig at samle dem op igen, og lod min nu extremt hurtigkørende hjerne fortælle mig, at den var gal igen-igen. Og at jeg nok burde gøre som sidste gang, og bare sætte mig ned, indtil alt var normalt igen.

Men........ det lavede jo ikke maden færdig, vel ?

Så mens jeg  m e g e t  langsomt ordnede efter mit tantrum, og ganske ganske forsigtigt fik hakket løget, brugte jeg al den koncentration, jeg kunne finde - jep, ikke alverden, det indrømmer jeg - på at få så meget på plads i min turbulente hjernekiste, så det kunne lykkes mig at lave den forlorne hare færdig, og putte ind i den (heldigvis nået før knoppen gik BUM) forvarmede ovn.

Hvorefter det bare hed nedsidning, hjernetømning, og ro på, ro på, ro på......

Og her sidder jeg så.

Maden er spist, opvaskemaskinen sat igang, og roen er faldet så meget over mig, at missemanden har været oppe i skødet og sove - hvilket helt naturligt hjælper med til at fjerne de sidste rester af BimmeLiBum'et. 

Det hedder det nemlig - for mig. For det er sådan det føles, når det træder igennem, og smider min rationelle del hen i et hjørne, så den ligger dér og ømmer sig uden at kunne gøre andet.

BimmeLiBum..........

Jeg kan ikke ændre at det sker, men fra gang til gang oplever jeg at det bli'r mildere og mildere - mere og mere roligt. Og tager kortere tid - heldigvis. Den efterfølgende hjerneskadetræthed er heller ikke nær så voldsk og gennemtrængende, som den ellers er. Når den altså træder frem, uden der først har været sådan en omgang.

BimmeLiBum.

Egentlig er godt smagende ord, det der BimmeLiBum. Jeg tror faktisk jeg vil øve mig lidt mere på det, så det bli'r mindre kraftigt næste gang det ikke bare skrives og siges - men sker. 

Sådan bare - En Dag Ad Gangen.

tirsdag den 3. oktober 2023

En morgenvåd missehale.......


 ............. bringer efterårets regn og rusk ind i min varme stue. Et morgentindrende mijau gør mig opmærksom på, at der skal tørres. Man er vel vanedyr, og den dér viskestykke-henover-ryg-og-nedunder-mave ting, er da ganske dejlig  når man nu har været ude i alt det dumme våde, hvis eneste fordel er, at musene ikke kan høre når man sniger sig ind på dem.

Morgenmus. 

Den slags skal der til, når Husets morgenservering er overstået, og af-niflingen vinker forude - derude, hvor de våde blade og pytterne ligger spredt som klatter fra en kælvesyg ko. Eller måske en morgensøvnig bette pip, der skuttede sig i det, den troede var sikkerhed.

Havde den da bare set, at bladene var væk fra den hæk, den gemte sig i. Men sådan er livet jo også - fyldt med munde, der skal fyldes og maver der skal mættes. Om morgenen. Og resten af dagen.

Tankerne bringer smil frem på læberne, mens morgenmuntre og morgenvåde missemand så ganske bestemmende mijau'er endnu en gang.

" Hej du, madslave - det hedder Viskestykke, Køkken, Madskål, Mere Missemad - så ganske og aldeles lige med det vuns ! "

Kattesprog er til tider ganske nemt at dechifrere, bare jeg lytter nøje efter. Hvilket jeg naturligvis gør, for ellers ender der bare to potefulde kløer i låret på mig. Ikke som straf, næ nej - man sku' jo nødig gøre "madslaven" knotten. Mere som en slags....... motivering.

Mens jeg rejser mig for at gå med i det, der åbenlyst er blevet mit hjertevæsens daglige rutine, begynder jeg at klukle ved tanken om at indføre dén type motivering på arbejdspladserne herhjemme. Man skulle jo bare lige have ansat nogle godt trænede "pladskatte", der nøje overvågede at de ansatte holdt sig til dén rutine, de blev betalt for at følge. Og som - hurtige som lynet - lod straffen falde, ved brud på samme.

To potefulde i højre lår ved små overtrædelser, og to i venstre ved større. Samt naturligvis et - kærligheds - bid, bare for at understrege alvoren.

Problemet ville jo nok være, at ikke bare ville samtlige fagforeninger - nå ja, ikke samtlige, Krifa er jo ikke en fagforening - hyle højlydt op om krænkelse af de ansattes rettigheder, men missemøjserne ville alt for let kunne bestikkes til at undlade straf.

"Et stykke med tun, tak."

Og således morgentankevrøvlende lusker jeg fredeligt ud i køkkenet efter bette pjøjsen Lucifax - og fuldfører det indlærte ritual, ved at køre en gaffel to gange rundt i den mad, han undlod at spise, da naturen og musene kaldte på ham.

For der findes intet skønnere, end de tilfredse, glade lyde fra en hjerteven, der føler sig forkælet. Og ja, jeg ved det godt - det ér ren forkælelse, og aldeles en uskik sådan at lade den bette finurlige fætter "styre" hvordan jeg skal agere, når han lige synes der skal lidt mere til.

Men hva' - det er jo kun Én Dag........... Ad Gangen.