Morgener......

 

..... kan være mærkelige.

Især dem, der starter før Fanden får sko på. Eller - sko og sko - mon ikke den herre mere benytter sig af klovformede overtræksting, hvis han endelig skulle ville have noget på de der sorte gedeklove, han efter sigende er udstyret med.

Under alle omstændigheder hygger han sig sikkert i sin satinlagen belagte seng, med en enkelt hundjævel eller to, her hvor mine øjne har været åbnet i snart to timer, uden mulighed for at kunne opdage bare en enkelt bettelille mulighed for at falde hen i Morpheus arme igen.

Han er sikkert også hamrende ligeglad, ham der Morpheus. For hvad skulle han da også bruge en hvileløs, selvplagende, og dødirriteret Nyctophil til, når natten stædigt nægter at tillade så meget som et strejf af den kommende dæmring, til at forsøde den tomgang, min hjerne næsten automatisk er faldet hen i, denne morgen.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kunne da bare have vendt mig om på den anden side, og søgt tilbage til de der drømme, der kælede for mine sanser med pirrende, lokkende, dragende billeder af både den ene og den anden lækkerhed - præsenteret for mig på fade garneret med små buketter krølsalat.

Mad, naturligvis. Hvad troede du måske ? Blondiner, rødhårede, og brunetter, med lokkende øjne og sensuelle læber? Dén tid er overstået, og "bli'r nok aldrig fundet", som Nanna sang det i Buster . Og skidt da også pyt med det, jeg vil hellere ha' en kop kaffe - eller en kop grøn morgente, som den jeg lige nu sidder og nedsvælger i spandevis.

Lidt fornøjelse skal der vel være, ved at stå op så gudsjammerlig tidligt.

Især, når det meste af vågenheden skyldes de fire poter, missemanden blidt brugte til at vandre hen over min mødige krop, inden han lagde sig med hovedet så tæt på mit, at jeg tydeligt kunne høre hans morgenbrummende spinden.

En spinden, der var den afsluttende lyd i en drøm, hvor jeg var tæt på at vinde Den Store Bagedyst, og bare lige skulle ha' pisket den håndmalkede fløde til skum, inden jeg skulle præsentere dommerne for min nyeste kreation - æblechililagkagen.......

Den var sikkert blevet et hit - men det finder jeg aldrig ud af, for det bette potedyrs insisterende spinden vækkede mig som sagt, og lod håndfløde være håndfløde, og drøm være drøm.

Normalt ville jeg så bare være trillet ud i køkkenet, og halvsovende præsentere rovdyret for en pose vådmad, af den slags han elsker. For derefter at falde omkuld inde i stuen, under indtil flere tæpper, og genoptage den somnium interruptus, der havde vist så lovende takter.

Men nej.

Det var så ikke lige i dag, dét skulle ske. For alene det, at stå ud af sengen, satte mine morgentanker så meget igang, at kun en kande sencha uchiyama kunne sørge for de ikke løb helt løbsk. Den slags evner har den lækkert smagende japanske gudedrik åbenbart i sine gener, for hver gang jeg sætter læberne til den første morgenkop af den, falder alt i mig til ro, og tillader alskens filosofi at dukke op på den indre samtaleskærm.

Hvorefter jeg kan sidde dér, og småhygge klokken fæces om natten, med Morgenklubben på P4 kørende i baggrunden, og lyden af tændernes gumlen på det kernefyldte rugbrød i forgrunden. Og miauwdyrets kælne næsedutten på mine bare ben, når han sådan bare lige vil berette, at det er NU han skal udenfor og fortsætte sin træning i "Hulgravning for enkeltkat" - uanset om det er på netop denne tid af døgnet, at småsultne ræve og andre lignende rovbæster ligger på lur efter uskyldige tanketomme feline kælepotter.

Han burde ellers have lært det, efter sit sidste natlige møde med Mester Mikkel. Det efterlod et femkronestort - godt og vel - område uden pels på hans ene hofte, og et tandkantet hul lige dér, hvor det sikkert ikke gør ret godt.

Men hva' - det er jo indtil flere daaaaage siden, så det sker nok ikke igen.

Suk.

Jeg er en kylling, når det kommer til den bette pelsknold - det ved jeg godt. For naturligvis skal han da have lov til at kunne gå ud og forrette sin nødtørft, som det så sagligt hedder, mens jorden stadig er til at grave i, og efterårsfede mus nærmest tigger om at få lov til at blive spist bagefter. Så betyder det mindre, at jeg sidder hvileløst ventende på hans genopdukken ved havedøren, i uskadt tilstand. Det er jo HANS liv, og en del af aftalen mellem ham og jeg er, at dét må han leve, som det passer ham bedst.

Til gengæld fylder han min hverdag og mit liv med så meget tillid og kærlighed, at jeg til tider næsten ikke kan rumme det, og bare lykkeligt smilende lader det strømme henover mig. 

Også selvom han egentlig er hovedgrunden til min tidlige opstandelse, og nærmest automatisk baggrund for en senere lur på sofaen.

Og med de ord, er den sidste kop sencha nedsvælget - Luskefisen indenfor dørene igen - og morgenrugbrødet trillet ned i mavesækken. Jeg mangler bare at huske mig selv på én ting, inden jeg triller hen under tæpperne - jeg kan næsten høre dem kalde  - nemlig at minde mig selv på det vigtigste af alt. Dét, der er Alpha og Omega i alle mine dage - alle totusindesyvhundredefireogtredive, der er gået siden den niogtyvende april totusindeogseksten.

At jeg er ædru - Én Dag Ad Gangen.