Morgengrød.

 Ind i mellem bli'r det hele til grød. Alt flyder sammen, og dagen virker som en gentagelse af en gentagelse af en gentagelse...... Hele tiden det samme som dagen før.

Den type grød flyder klægt. 

Altslugende og umuligt at stoppe vælder den ind over de tanker, idéer, og lyster, der måtte være dukket op siden missemanden lavede det samme hop som i går - fra vindueskarmen ned på min mave, for at vække mig så han kunne få mad. Og hoppet i går var det samme som dagen før, dagen før, dagen før........

Udenfor vågner naturen som den plejer, lyset bryder frem på vanlig vis, og alt er (næsten alt) som altid. Alt gentager sig (næsten alt), som det har gentaget sig på efterhånden ufatteligt mange morgener. Uanset tidpunkt, årstid, humør, selskab, så gentager det sig på en måde, der kan føles krybende klam og kvart depressiv.

Uf.

For det er til tider frustrerende at sidde med dén fornemmelse i kroppen, og føle sig på vej ned i den klæge gentagelsesgrød.  Og føle den lukke sig over hovedet på mig, kun tilladende små bobler af trods stige op til overfladen, og briste mens de lukker et i boblen indeluttet næppe hørligt "jeg vil ikke !!!!!!", ud i den gentagelsesklamme morgenluft......

Arghhhhh..........

Lige indtil min indre sorthumorist slår til igen, og foreslår mig at drysse lidt kanelsukker og en håndfuld friske bær på grøden, for - som den afslappet tilføjer - "så glider lortet nok nemmere ned."

Og pludselig gør det ikke noget, at alting har en tendens til at gentage sig - dag efter dag - når bare det er gentagelser af den slags, min Sindsro kan kapere, og min ædruelighed kan vokse med.

Skidt pyt, at Lucifax endnu en gang slår luften ud af mig, ved at lande med alle fire poter strakt lige frem på min mave. Skidt pyt, at han igenigen forsøger at tænde lampen, så jeg kan forstå at han mener jeg skal op - lige nu, og lige med det vuns - for som madslave er det jo min pligt, at sørge for hans kongelige højhed får sin morgendavre hurtigst muligt.

Og skidt pyt, at kaffelavning, madsmøring, næsesmøring, pillespisning, morgenavislæsning, og alt det andet, der sker fra jeg vågner og langt op af formiddagen - virker som en carboncopy af gårsdagens, overgårsdagens, og overoverover (eller hvor mange det nu kan være) gårsdagens start på dagen.

Når bare dén ene af dem, der virkelig betyder noget, er der fra starten.

At vågne ædru - og fortælle mig selv at jeg tager de næste fireogtyve timer mere på samme måde.

Så er Livet alt værd - Én Dag Ad Gangen.