.............. børnebogsfigurer.
Egentlig skulle det her have været en historie om, hvor meget jeg og min bette Lucifax efterhånden ligner Peddersen og Findus - I ved, den der svenske børnebogsserie om en ældre, fuldskægget mand, og hans finurlige kat.
Men da jeg ikke er svensk, og Lucifax er sort/hvid - og uendeligt meget mere intelligent og fræk end Findus - kan det jo aldrig komme til at ske. Sammenligningen, altså. For historierne er da meget hyggelige at læse, mener jeg at kunne huske. Det er nemlig en hel del år siden, jeg sidst havde fat i dem.
Det ville vel også bare have været en undskyldning for ikke at tage fat på det, der roterer rundt under kasketten i øjeblikket.
Det der ...... stress. Eller hvad det nu er. For måske er det slet ikke stress, bare en endnu ukendt måde at reagere og leve på - en måde, jeg ikke har været i nærheden af siden før mine blodpropper i '20. Dét, at brænde så intenst for noget, at det næsten fylder hele dagen.
For det er sådan jeg har det, med det arbejde jeg lægger på den lokale radiostation, jeg hver evig eneste søndag sender minimum 2 timer fra. Timer, der tager mig det meste af ugen at planlægge, for der skal interviewes en gæst til den ene time - Hvad Laver Du På Langeland ? - og skrives speaks til de Nyheder, der skal komme i begyndelsen af time 2, og til de arrangementer, der skal nævnes i løbet af den resterende tid. Og laves podcasts, og kaffe, og, og, og ............
På en eller anden måde er det lykkedes mig, at sætte farten op igen. Fra det rolige, afslappede og let tilbagelænede flegma, der ellers har været kendetegnet for mig gennem flere år - til et jag, jag, jag, jeg slet ikke har nogen form for interesse i, skulle komme til at overtage mine dage.
De dage, jeg normalt har levet én af gangen, men som jeg lige her og nu til min gru opdager, er begyndt at flyde ud over mere end bare de fireogtyve timer, jeg har holdt mig til i snart syv år.
Og når jeg så opdager, at dét at sidde lige så stille i min have, og bare nyde at være til, pludselig føles som en tilsneget gave, der skubber andre aktiviteter længere ud - så er det, at jeg må til at spekulere alvorligt over, om jeg er hoppet på glidebanen igen, og har retning mod Det Store Grimme Alkohul i den nærmeste flaske.
Suk.
Har de ikke-misbrugsramte det på samme måde ? Bliver de også overvældet af stress og jag, og føler sig fortabte ? Og holder de det bare for dem selv uden at dele det med andre ?
Selvbesvarende spørgsmål, jeg ved det godt. For naturligvis har alle mennesker muligheden for at have det på dén måde. Og muligheden for at gå ned i flammer, når det sker.
Det er bare min fornemmelse, at det sker hurtigere, og mere voldsomt, for alle os, der er ramt af misbrugets forbandede sygdom. Og at jeg - vi - er nødt til at være mere på vagt, mere åbne og ærlige, hurtigere reagerende, end "de andre".
Jeg - vi - dør nemlig mere sandsynligt af det, da det udløser den underliggende sygdom og lader mig - os - konservere os i den sprut, der smager så helvedes godt, og samtidig så helvedes dårligt, at vi på kort tid ikke har nogen vej tilbage.
Ja, ja, ja - jeg ved det godt. Stress k a n være livsfarlig for ikke-misbrugere også. Blodpropper, overvægt, dårlig søvn, depressioner og mørke tanker - det er risikoen for alle, der på den ene eller den anden måde bliver ramt af det.
Og død.
Om det så er fordi, jeg som behandlet misbruger har lært lettere at kunne se faresignalerne - det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at jeg har lært at råbe Ulv, masser af timer før den dukker op - før den æder mine Sindsrolige får, basker mine Modige fårehunde, og fratager mig min ellers så velkendte Viden.
Så bremsesporene bag mig bliver dybere og dybere, jo mere jeg forsøger at balancere det dér skræmmende Liv, jeg med åbne øjne og gysende formodninger er hoppet ned i igen.
Det Liv, der samtidig giver mig så meget, og forkæler den del af mig, der skamløst nyder at være til. For jeg elsker det sgu - Livet.
Én Dag Ad Gangen.