Vi er ikke.....................

.............. børnebogsfigurer.

Egentlig skulle det her have været en historie om, hvor meget jeg og min bette Lucifax efterhånden ligner Peddersen og Findus - I ved, den der svenske børnebogsserie om en ældre, fuldskægget mand, og hans finurlige kat.

Men da jeg ikke er svensk, og Lucifax er sort/hvid - og uendeligt meget mere intelligent og fræk end Findus - kan det jo aldrig komme til at ske. Sammenligningen, altså. For historierne er da meget hyggelige at læse, mener jeg at kunne huske. Det er nemlig en hel del år siden, jeg sidst havde fat i dem.

Det ville vel også bare have været en undskyldning for ikke at tage fat på det, der roterer rundt under kasketten i øjeblikket. 

Det der ...... stress. Eller hvad det nu er. For måske er det slet ikke stress, bare en endnu ukendt måde at reagere og leve på - en måde, jeg ikke har været i nærheden af siden før mine blodpropper i '20. Dét, at brænde så intenst for noget, at det næsten fylder hele dagen.

For det er sådan jeg har det, med det arbejde jeg lægger på den lokale radiostation, jeg hver evig eneste søndag sender minimum 2 timer fra. Timer, der tager mig det meste af ugen at planlægge, for der skal interviewes en gæst til den ene time - Hvad Laver Du På Langeland ? - og skrives speaks til de Nyheder, der skal komme i begyndelsen af time 2, og til de arrangementer, der skal nævnes i løbet af den resterende tid. Og laves podcasts, og kaffe, og, og, og  ............

På en eller anden måde er det lykkedes mig, at sætte farten op igen. Fra det rolige, afslappede og let tilbagelænede flegma, der ellers har været kendetegnet for mig gennem flere år - til et jag, jag, jag, jeg slet ikke har nogen form for interesse i, skulle komme til at overtage mine dage.

De dage, jeg normalt har levet én af gangen, men som jeg lige her og nu til min gru opdager, er begyndt at flyde ud over mere end bare de fireogtyve timer, jeg har holdt mig til i snart syv år.

Og når jeg så opdager, at dét at sidde lige så stille i min have, og bare nyde at være til, pludselig føles som en tilsneget gave, der skubber andre aktiviteter længere ud - så er det, at jeg må til at spekulere alvorligt over, om jeg er hoppet på glidebanen igen, og har retning mod Det Store Grimme Alkohul i den nærmeste flaske.

Suk.

Har de ikke-misbrugsramte det på samme måde ? Bliver de også overvældet af stress og jag, og føler sig fortabte ? Og holder de det bare for dem selv uden at dele det med andre ?

Selvbesvarende spørgsmål, jeg ved det godt. For naturligvis har alle mennesker muligheden for at have det på dén måde. Og muligheden for at gå ned i flammer, når det sker.

Det er bare min fornemmelse, at det sker hurtigere, og mere voldsomt, for alle os, der er ramt af misbrugets forbandede sygdom. Og at jeg - vi -  er nødt til at være mere på vagt, mere åbne og ærlige, hurtigere reagerende, end "de andre".

Jeg - vi - dør nemlig mere sandsynligt af det, da det udløser den underliggende sygdom og lader mig - os - konservere os i den sprut, der smager så helvedes godt, og samtidig så helvedes dårligt, at vi på kort tid ikke har nogen vej tilbage.

Ja, ja, ja - jeg ved det godt. Stress k a n være livsfarlig for ikke-misbrugere også. Blodpropper, overvægt, dårlig søvn, depressioner og mørke tanker - det er risikoen for alle, der på den ene eller den anden måde bliver ramt af det. 

Og død.

Om det så er fordi, jeg som behandlet misbruger har lært lettere at kunne se faresignalerne - det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at jeg har lært at råbe Ulv, masser af timer før den dukker op - før den æder mine Sindsrolige får, basker mine Modige fårehunde, og fratager mig min ellers så velkendte Viden.

Så bremsesporene bag mig bliver dybere og dybere, jo mere jeg forsøger at balancere det dér skræmmende Liv, jeg med åbne øjne og gysende formodninger er hoppet ned i igen.

Det Liv, der samtidig giver mig så meget, og forkæler den del af mig, der skamløst nyder at være til. For jeg elsker det sgu - Livet.

Én Dag Ad Gangen.

Knock, knock ....................

Who's there ? ............

Stress............ 

Who's stress........... 

You's stress.....................

Og pludselig gik det stærkt.

Alting stod skarpere - klarere - synligere. Og strålede med en feberhede, der åndeløst søgte at hæve min vejrtrækning - gøre mig forpustet - og samtidig gøre mine ord kortere, mine sætninger mere komplicerede.

For alt skulle kunne forståes hurtigere - læses hurtigere - glemmes hurtigere. 

Og universet satte hastigheden op, så timernes langsomme fremmarch gik over i løb, indtil minutterne lignede sekunder, og dagene flimrede forbi.

Hurtigerehurtigerehurtigerehurtigere................

Fuldstændigt som tidligere, hvor mængden af opgaver, jobs, forventninger, jeg tog på mig, dag for dag blev mere og mere uudholdelige, og mere og mere uundværlige.

Sådan er det, når jeg stresser.

Når den gamle pleaser i mig igen dukker op til overfladen, og kun kan sige "Ja" og "Det skal jeg nok", indtil stemmen der siger det er tyndere en hvisken fra en morgensøvnig snegl, og intet længere behøver siges - for alle regner alligevel med.........

Med hvad ? Med at jeg bare fylder på og på og på, indtil læsset af aftaler, bekræftelser, opgaver og selvudslettende virkelighed, knækker nakken på kamelen ?

Sådan var det - før jeg fandt ud af at gøre alting én dag ad gangen - én ting ad gangen. Og før jeg lærte at sætte min indre pleaser på plads, og planlægge med både hjerte og forstand.

Før jeg lærte at sige Nej.

For - bare det, at jeg sætter mig ned og tænker tingene, opgaverne, kravene igennem gør, at jeg kan filtrere det hele gennem det klæde af fintmasket Sindsro, der giver mig mulighed for at finde det Mod, og den Visdom, et velgennemtænkt Ja eller et lige så godt gennemtænkt Nej kræver, for at kunne trække vejret roligere, langsommere, mere befriende normalt.

Men jo længere der går, fra den dag jeg valgte at sætte hælene i jorden, og begyndte kampen mod afhængigheden - en kamp, jeg kun kan vinde på daglig basis ved at give slip og acceptere - jo nemmere føles det bare at gi' los, og lade alt det dér hurtigchams overtage igen, indtil hastigheden ned gennem flaskehalsen overstiger lysets, og den brændende fornemmelse af "det eneste stof, der kunne gøre hastigheden langsommere, og kravene nogenlunde acceptable"  rammer mine forsvarsløse smagsløg.

Én dag ad gangen gør det samme. 

Klapper hastigheden én på bærret, og gør mit Jeg istand til at slukke flammerne, og se verden i dén hastighed, og dét lys, der er bedre end alt det, der i fortiden lod min hulemand overtage og bevidstløst fortsætte den årelange ødelæggelse.

Én dag ad gangen. Ét øjeblik ad gangen. Én opgave - et løfte ad gangen.

Mens en rolig vejrtrækning i pausen mellem opgaverne urokkeligt tillader Sindsroen at finde frem til dét, jeg ikke kan ændre - Modet, til at ændre det jeg kan - og Visdommen, til at forstå den nødvendige forskel derimellem.

Så kan stress blive dét, der ses inden det kommer, og roligt bekæmpes mens det er her. Og tages ubekymret afsked med, når det naturligt forlader mig.

For dét gør det - hver gang nu. 

Uanset hvor meget det vælger at hive, slide, og flå i mig, vælger jeg at børste det hen i det hjørne, hvor det hører hjemme. Så langt væk, at dets jamrende krav om hurtig handling og øjeblikkelig overgivelse, lyder som en tegnefilm på speed, hvor musen tæver katten, og Roadrunner endnu engang får Coyote til at fremstå som en udbrændt skygge af sig selv.

Og dét, er jo ikke så værst, vel ?

03:18

 Udenfor er mørket totalt. Alt og alle gemmer sig, mens månen har slukket for lyset.

Det eneste, der bevæger sig rundt i den natsorte have, er lydene fra de dyr der desperat søger at gemme sig for rovjagende sultplagede to- og firbenede. Puslen i græsset, spinkle knaselyde fra buskenes grene - og pludselig................

Skriget fra en tyst svævende natugle, der kalder på sin mage.

Og i det fjerne lydene, der kun høres fordi alt er stille - rævens tænder, der hapser endnu en bid  natmad, grævlingens snøften, mens den leder efter lækkerier i den let fugtige jord, vingeslagene fra den før så skrigene natugle, efter den har slukket livslyset for endnu en mus.

Jeg hapser mig også en bid natmad - her hvor klokken stædigt fortsætter sit uendelige korstog mod tidens stilstand. Eller rettere - en slurk varm breakfast-tea, der sørger for at mine stadig søvntunge øjne kan åbnes længe nok til at se, hvordan kanten af det totale sorte begynder at flosse, og tillade enkelte ganske svage lysstråler fra den kommende dag at slippe igennem.

Ikke mange, for natten bestemmer stadig alt. Og våger over sine beboeres muligheder for fodertid.

Pludselig rumler min mave fornærmet - Er det da kun natdyrene og huskatten, der skal fodres på det her ukristelige tidspunkt ? Eller kunne du måske forledes til at fatte, at også Jeg har behov ? Jeg, din trofaste mave, som du gennem årene har budt så meget, pint så meget, plaget så meget med udrensninger, pulvere, kikkertbesøg, og alt muligt andet ? Jeg har behov, har jeg !

Og ude fra køkkenet hører jeg den spinkle stemme, fra gårsdagens ekstra, og ekstra møre, kalvekotelet, indsmigrende fortælle mig hvor meget godt den ville kunne gøre for "den stakkels mave" hvis jeg bare skar den i tynde stykker og serverede den på et godt stykke brød med tandsmør.........

Udenfor i haven bli'r der tavst. Som lyttede alle de før så aktivt jagende og spisende natdyr til debatten mellem min mave, jeg, og den kolde men saftigtmøre kotelet. De eneste, der hviskende blander sig, er de snu rotter, der skynder sig at tilbyde væddemål på udfaldet - Odds 3 for 1 på at mennesket er stålsat nok til at holde sig fra natsmovsning. 8 for 1 på, at koteletten æder Ham - og 1,5 for 1 på at han knækker og smovser.......

Godt de kun vædder kerner, for alle de, der troede jeg var stålsat - tabte......

Og mens lydene udenfor igen stille hvisker frem, nyder jeg den nu tyndt udskårne kote-ganske-let på smør med brød under - og beslutter mig til at dette slet ikke er den værste måde at indlede endnu en dag på.

For sådan er det jo for os alle - natdyr, nyctofile, sovende katte, og andre der klokken 04:00 er lysvågne og ser lyset bryde nattens fløjl.

Bare én dag ad gangen.