Andre Sider af mig

onsdag den 30. august 2023

Fra et hjørne i min hjerne......

 .... dukkede de op. Nyfødte, nye, og aldrig før tænkte eller følte. Angstens små, skræmte, tanker. Der alle som én hylede blindt op om smerte, død, og eksistensens ophør.

Dengang - for over tre et halvt år siden.

Og hver gang et nyt sted siden - i grundlaget for min eksistens, grundlaget for erindringerne om alt, jeg havde været, og håbet om alt, jeg kunne, ville, måtte være - blokeredes, blev der født flere af dem, og de der allerede myldrede hylende rundt i min opfattelse af mig selv, blev stærkere.

De ville så gerne. Ønskede så meget. Forlangte - at overtage, bestemme, være virkelighedens ansigt. Men jo længere væk, jeg kom fra disse første skræmselsproducerende, angstinducerende tanker -jo mere faldt de til ro, disse første glimt af noget, der kunne være sket.

Men som ikke skete.

Og hver gang nye, svagere versioner af de oprindelige hjernevridende hyl om hjælp, dukkede op - hver gang en TCI eller en TIA meldte sin ankomst, var der flere og flere af de første, der klappede nykommerne på skulderen og sagte hviskede: "Rolig nu - han overlevede os - så han skal nok også overleve jer."

De faldt aldrig helt til ro, disse sidstfødte. Men de trak sig tilbage til den del, hvor kun tinnitus opstår, og hvor tanker kun høres af tanker. Dér, hvor frirummet for angsten byder på stofbeklædte omgivelser, nyangst ikke slår sig på, kan de sidde i sociale rundkredse og dele deres bekymringer, dele hvordan de kom levende gennem dem, med andre nyangst, der en ad gangen træder indenfor - nu og da. 

Ind imellem er der altid nogen af dem, der hviskende peger over i det fjerneste hjørne, og med frydefuld gys i stemmen fortæller, at dén der sidder dér - er den Oprindelige Angst.

Dén - der var der fra starten. Den første - den uhåndgribelige - Angsten for ikke at være her mere.

Og de vil hviske, at den er blevet Omfavnet - den er blevet Set. 

Dét, al angst frygter mest, og samtidig higer mest efter - at blive anerkendt, accepteret, omfavnet. Og den forsvandt ikke. Den opløstes ikke i mørke forventningers støvskyer. Lagde ikke længere basis for fremtidige uvirkeligheder, eller gjorde frygten for døden stærkere, mere virkelig.

Men den gjorde erkendelsen af at leve Livet på Livets Vilkår mulig. Erkendelsen af, at slutningens sikre stopklods godt kunne være nu - men lige så godt kunne være imorgen - eller dagen efter, eller......

Og den blev den ven, der gennem kampen ud af lammelser, smerteløshed, og alt det andet, holdt mig oppe, mens dens omfavnende eksistens gjorde sit til at vække erkendelsen af Livets Nødvendigheder - at Leve, at Huske, at Være - mens den næppe hørligt hviskede, at sålænge jeg kunne høre dén - var jeg stadig i live.

Bare Én Dag ad Gangen.


mandag den 28. august 2023

En Anderledes Dag


Morgenen var god. Mest af alt fordi natten endelig havde forbarmet sig over mig, og afleveret syv timers søvn - helt klar til nydelse og brug - lige dér, på hovedpuden.

De føltes dejlige, gjorde de. Og helt aldeles uden nogen af de halvstressende drømme, der den sidste uges tid har haft for vane, at efterlade mig træt, søvnsavnende, og forvirret. For godt nok er jeg ramlet ind i et skrivestop, der gør fortsættelsen af bogen om "Rejsen til Fae" svær at komme igang med.

Men som en kollega udi det fabulerende univers mindede mig på - så skal det nok komme, når Tiden er til det, og Musen maser sig indenfor igen. Ingen fejl på dét.

Så egentlig var det en god dag at vågne op til - en dag, hvor intet ku' gå...........

Ups.

Ind imellem skal jeg huske på, at jeg har en underliggende bette ting - et par stykker, faktisk - der just ikke melder sin ankomst på forhånd, men som helt pludseligt - ud af det blå - og uden nogen anden forvarsel, end den pludselige hastighedsnedsættelse Livet kaster over mig - og den enorme, langsomme, altoverskyggende grød, min hjerne bare lige opdager den er fyldt af.

Hjernetræthed.

Eller, som det jo egentlig er - hjerneskadetræthed. Den tilstand, der er en del af de betingelser, mine blodpropper i hjernen efterlod, da de - måske fornærmede over ikke at vinde - trak sig tilbage og forlangte at jeg skam selv måtte sørge for at - prøve på at - forsøge på at - komme tilbage til det liv, de så abrupt havde afbrudt.

Hvis så bare den var ens, den dér hjernetræthed. Så jeg havde bare lidt mulighed for at kunne forberede mine omgivelser på, at jeg nok ville være anderledes i et stykke tid. Og bare den så kunne bringes til at afsætte et fast antal tid, så jeg vidste at "om x timer er det forbi igen".

Men nej.

Den dukker frem på de mærkeligste måder - efter helt tilfældige og næsten aldrig ens påvirkninger eller begivenheder. Og varer indtil det passer den at forlade mig igen. En time, et døgn, et par dage - jeg ved aldrig hvor lang tid den varer, eller hvordan den viser sig overfor andre.

For det meste når jeg at krybe i ly, og være eremit i den tid, det nu ta'r. Men ind imellem ligger der begivenheder, der bare skal tages hensyn til, eller besøg, der ikke kan aflyses. 

Og det eneste, jeg kan - er at sige, at "Jeg er anderledes i dag.", og samtidig vifte let afvisende med hænderne, inden jeg endelig kan lukke døren og være den eremit jeg er nødt til.

Sådan også i dag, hvor jeg vistnok kom til at fornærme en virkelig god ven, fordi jeg ikke kunne sige andet, og ikke kunne rumme noget som helst. Og bare håber på, at det går over igen - og at den damp, jeg næsten kunne se vedkommende lukke ud gennem ørerne, ikke gør skade på venskabet.

Ét venskab tager dog aldrig skade. Ellere rettere - ét forhold. Det er det, der er mellem min hjerteven Lucifax - min bette missekat - og jeg. 

Han ved nemlig - og føler det før jeg selv lægger mærke til at det er på vej - hvornår HST'en træder igennem. Og er straks helt henne i min nærhed - beroliger mig, holder respektfuld afstand imens, og sørger for hele tiden at sende kærlighed i bunkevis til mig. Katte gør den slags, når de lige så stille lukker øjnene mens de kigger på dig, og sagte spinder imens.

Han kan tage toppen af sådan en Anderledes dag. Gøre mig istand til ubevidst at forstå, at det vil være forbi igen på et tidspunkt - og forstå, at det er helt iorden bare at være mig, helt alene.

Men efter over tre et halvt års liv sammen med HST'erne, er jeg godt nok ved at være tyndslidt når de dukker op. Resten af tiden, er jeg jo mere og mere på vej mod dét, jeg havde og var før syttende januar tyvetyve. Og mere og mere glad for de ting, jeg undervejs har besluttet mig for at være nødt til, for ikke at opleve flere propper.

Selvom - indrømmet - mine beslutninger ind imellem kan skræmme mig. Nok fordi de sætter mig i situationer, hvor jeg absolut ingen kontrol har over det, der sker. Men bare må stole på, at Livet bringer mig derhen, hvor jeg skal være. Og selvom det var en anelse skræmmende, på en eller anden måde, at stoppe med dét, jeg både tidligere har levet af og undervejs i livet har haft som altoverskyggende fritidsbeskæftigelse - så var det mest skræmmende ikke at stoppe - det mest skræmmende var at starte på noget, jeg altid har haft sat som et absolut.

At skrive.

Og lige dér - rammer det så allerhårdest, når jeg pludselig rammes af HST og på ingen måde er istand til at udtrykke mig, som jeg ellers normalt gør - velformuleret og med masser af ord, smil, og dertil hørende automatisk kropssprog. Hvorefter jeg står nærmest som en zombie, fattig på ord, uden smil og varme i stemmen, og med et kropssprog der har sit eget liv.

Det er grumskummelt, er det..........

Ind imellem virker det så, som om jeg lige får lov til at have en time eller to, hvor alt næsten er normalt igen, for derefter at drøne ned i trætheden påny. Således også i dag - hvor jeg i skrivende stund er så tæt på at være mig selv igen - og hvor jeg bare var nødt til, at nedfælde det her - inden hjernen igen blev umedgørlig.

Jeg må tage det med Sindsro - og En Dag Ad Gangen -  og bare acceptere, at det er Livet på Livets Vilkår.

Det gør jeg så.


torsdag den 24. august 2023

Slaget om Graderne

 Det er ikke altid lige let, at falde i søvn når soveværelset føles som en sauna på speed, og mund, hals, samt læber, føles som var de igang med at blive sandblæst midt i Sahara. Og uanset hvor meget, der forsøges på at afkøle ben og krop - ved at drøne dynen til side og høfligt anmode missemanden om at flytte sit otte tusinde grader varme korpus fra den skulder, han annekterede i det øjeblik den trætte krop havde ramt de lagner, der føles som var de flydende lava - så bliver disse kropsdele ved med at afgive imaginær damp, i så rigelige mængder at islandske varme kilder virker dybfrosne ved siden af.

Og så siger min altid så venlige temperaturmåler på natbordet endda, at der kun er behagelige toogtyve sensommergrader i soveværelsets sikkert ganske natkølige omgivelser.

Der må da mangle et nul, i dén måling.

Men nej - det er min krop, der endnu en gang denne sommer vælger at starte kampen mellem højre og venstre sides opfattelse af tingenes tilstand.

 Det, der har været så ganske dagligdag siden den sidste prop for mere end tre år siden satte sig fast i hjernestammen, og lavede uorden i min ellers så snusfornuftige hjernes mulighed for at tolke signalerne fra netop venstre side - fjernede den direkte smerteopfattelse i samme  side, og lod de små meteorologer, der ganske givet drøner rundt i den grå grød og afgør hvordan "vejret" er for sådan en stakkels, plaget krop, være ude af stand til at tolke kulde som kulde og varme som varme - men som, når det drejer sig om min venstre side, tolker det direkte modsat.

En kold vind på venstre arm opfattes som en blid tropisk sommerbrise - og et varmt pust på venstre ben som en arktisk storm. Når altså de signaler, der n å r frem til den grå grøds vejrtroldmænd, overhovedet bliver tolket.

Og her i en sensommernats ellers så underskønne og vidunderfulde mildhed, vælger min krop så en gang i mellem - sådan cirka 3-4 gange hvert år -  at lade venstre og højre side indlede  en genoplevelse af den amerikanske borgerkrig, for at få ret til at bestemme om der er enten ubehageligt varmt, eller mildhedsskabende og søvninducerende køligt.

Varmen vinder hvergang.

Så derfor sidder jeg endnu en gang her - foran skærmens kølige blå skær ( Juhuuu, der er noget der er køligt !), med havedøren åbnet på vid gab så der kan være mulighed for at eventuelle natkølige småpust kunne overtales til at smyge sig om venstre kropssides vægelsindede varme - og så der muligvis - mu lig vis - kan være chance for at "venstre" hejser det hvide flag og overgiver sig til "højre's" opfattelse af temperatursituationen - og dermed måske, muligvis, og ka' da godt vær' - gi'r Morpheus chancen for at lulle min nu stærkt træthedsramte, og snart halvfjerdsårige krop -  ind i det søvnens rige, hvor varme kun er lig med badeture i tropiske drømme, og ikke en vulkanfølt opfattelse af "venstre". 

Men nej - ingen Elleman'ske beslutninger i min "venstre" - og ingen pludselige genoprettelser af tingenes tilstand i den grå grød, der ligger på den anden side af de forkludrede nerveledningsveje, jeg i så mange år har knoklet med at få til at fatte virkeligheden på virkelighedens vilkår.

Så jeg gør som jeg plejer - lader Livet bestemme - og køler læber, mund, og hals med køleskabskold vædske - samtidig med, at den åbne havedør giver mulighed for natkølighedens snartfrosne fingres virtuose titusindmetersløb op og ned af mine bare ben og min ublufærdige præsentation af den hud, der lægger kampplads til "Slaget om Graderne".

Og gør jeg det bare ét øjeblik, et minut, en time ad gangen - bli'r der da sikkert plads til at fylde stue og soveværelse med sagte snorkende brummen af velvære, fra ikke bare min tålmodige Lucifax, men også min egen indre vibrafon, inden længe.

Dén melodi, vil jeg se frem til......


fredag den 18. august 2023

Natten kaldte, og jeg svarede....

 ...... både og, altså.

For det er jo ikke sådan, at jeg rejser mig op i sengen, og knalder hælene sammen mens jeg saluterer en honnør afsted, mod den mørke nat, jeg som Nyctophil som hovedregel er så begejstret for. 

Nok nærmere sådan, at jeg - når natten har kastet tilpas mange inciterende drømme i hovedet på mig - stønnende, og med øjnene hængende nede på bugen (jep, det er en bug, for det ligner den. Get over it), langsomt rejser mig og går ind bag den ellers så søvntidsslukkede skærm, for at kaste bogstaver op på den - og håbe på at de giver mening, når den go'e kraftige breakfast-tea, jeg nærmest bevidstløst slubrer i mig, har givet mine øjne tilpas meget overskud til også at læse dét, jeg har skrevet.

Nogle si'r, at at rejse, er at leve. Vrøvl og humbug - næsten. For, at Læse er at Leve. Synes jeg sådan set, når jeg så endelig efter 3-4 timers koncentreret skrivning læser korrektur, på mine natlige udgydelser.

Og straks er de der igen - de der små bæster, der dukkede frem for mit indre, drømmende blik, og fyldte min nat (de ganske få timer, jeg fik lov til at sove - suk) med underfulde billeder, lyde, drømme, og farver. 

Med liv, der i et andet univers kunne have eksisteret med stor selvfølgelighed, og måske også havde eksistens i denne verden - hvis bare vi vidste hvor vi skulle kigge hen. Men er ikke netop dét, vores særkende ? At dét, vi ikke kan se, føle, veje, lugte, eller indtage - det eksisterer bare ikke ? Og at vi derfor i allerhøjeste grad er frarøvet muligheden for at opleve alt bedre, kraftigere, mere intenst, end vi ellers gør ?

Jeg aner det ikke.

Jeg ved kun, at min egen erkendelse af alt muligt andets eksistens, har været medvirkende til at den næppe hørlige fnisen, jeg nu og da hører ganske tæt ved det ene øre - den lette duft, at noget, der ikke er tilstede - og den dirrende dis, der kan opstå ud af det blå i mit hjem, min have, min verden - beriger min hverdag og dermed det, at være mig.

Egentlig ikke så dårligt, det dér. Også selvom mere "rationelle" vil kunne hviske medfølende til hinanden, at han da vist godt nok er en anelse bimmelim, ham, den dér skribent. Men sålænge de ellers synes om mine skriv, og uanset grunden til at de gør dette, så tager jeg med Sindsro bimmelim-betegnelsen med i den resterende del, at det liv jeg er givet denne gang.

Det kan være, det bli'r anderledes næste gang - men næste gang ved jeg jo egentlig ikke noget om, før denne gang er overstået. Og hvornår dét bli'r - har jeg endnu mindre viden om - sådan cirka. For når man som jeg, nøjes med at tage Én Dag Ad Gangen, er Dagen i Dag nok, Dagen i Går til reflektion, og Dagen i Morgen utopi - indtil den bli'r dagen i dag.

Og dét - gør Livet værd at Leve - lige netop dén ene dag ad gangen.

tirsdag den 15. august 2023

Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer......

 

.......... nope, og nej, og niks. Jeg slår kløver, gør jeg.

Kløver er kønt, si'r de. Kløver er sundt, si'r de. Lad blot din græsplæne myldre med kløver, og naturen vil elske dig, si'r de. Din have vil myldre af det liv, der aldrig findes i en 4 mm klippet plæne bestående udelukkende af almindeligt plænegræs/gramina gramina. Si'r de.

Og de har dæleme ret, har de.

Min uanseeligt lille græsplæne - måske 8 x 4 meter - har også i år fået lov til at strække sig efter lyset, og udvikle sig som den vil - I ved, Vild med Vilje-princippet.

Hvad si'r du ? Dovenskaben længe leve ? 

Jeg har insekter, edderkopper, fugle i righoldigt mål på de dér bare 32 m². Jeg har alt det, jeg ikke ville have på en friseret plæne, der samtidig ville have kostet mig uendeligt mange gange klipning i løbet af året. 

Og jeg har kløver........ 

Masser af kløver. Blomstrende bifyldt og bredende sig over så meget af plænen, som den kan nå at indtage i løbet af en almindelig dansk sommer. Hvilket betyder, at den snart er helt og aldeles en ren kløvermark.

Hvilket jeg i allerhøjeste grad nyder, når jeg en gang imellem sætter mig ud med en kop te og nyder morgenens komme - eller ser hvordan aftensolens sidste stråler kærtegner kløverblomsterne blidt, inden solen svinder ned bag horisonten.

Så sidder jeg dér - og nyder ikke bare smagen og duften af den varme Uchiyama Sencha i mit krus, men også synet af grenene på min snart overvoksede hæk - jaja nabo, jeg skal nok nå at klippe den inden vinter - der giver ly og læ til alskens fugle, og også duften og synet af min helt egen private kløvermark, hvor de 15-20 cm høje kløvere sørger for skygge og læ nok, til at jorden de vokser i, hvert år er længere blød, længere "lækker" for de myriader af gravende og muldskabende insekter og orme, der har valgt at bo der - og dermed i endnu højere grad, end en almindelig græsplæne nogensinde kunne komme i nærheden af, er i stand til at levere protein til sultne fuglemunde.

Hygge, si'r jeg bare. Ren hygge.....

Men - inden jeg kommer alt for godt igang med at klappe mig selv på skulderen, og prise min bette haves mangfoldighed af alskens kryb og kravl - må jeg nok hellere fremdrage dét punkt, hvor den er noget af en fugtigknotten sumpdjævel.

Når den - de to gange om året, det sker - skal slåes.

Når græs og kløver bli'r så højt, at selv bænkebidere kan træne bungejump fra toppen af kløverblomsterne, og uheldige myrer styrter i døden fra spidsen af de græsstrå, der - set fra deres synsvinkel - nærmest er at sammenligne med spidsen af Mont Blanc.

Så skal det slåes. Eller rettere ryddes - jeg bruger nemlig min batteridrevne buskrydder - tak, Harald Nyhår - til at "vælte" disse uendelige mængder af sammen-, ind-, og overflettede kløveroggræs bunker, der helt åbenlyst har valgt at gøre netop dén aktivitet, så besværlig som muligt for mig.

Faktisk er jeg nødt til at nedlægge bæsterne i striber af 30 cm bredde - en stribe ad gangen - og så holde en lungehvæsende halv times pause, hvor jeg ikke bare samler vejret til næste stribe, men også får fjernet noget af alt det plantesaft og græsstrimler,  kløveren og graminagramina'erne ufortrødent kaster i hovedet på mig, mens jeg så godt som næsten metodisk - ok, måske ikke metodisk, men i det mindste noget, der kunne minde om det - fjerner det på min vej gennem dette levested for smådyr, der samtidig efterlades klippede, hakkede, og kvaste i kølvandet på den vredt snurrende klinge på mit arbejdsredskab.

Det bli'r til muld, si'r jeg til mig selv. Det bli'r til muld......

Og ta'r en sidste slurk af pauseteen, inden jeg igen skal ud og lege Tarzan i urskoven. Mens jeg samtidig - så ganske dygtigt og gennemprøvet mange gange - undlader at minde mig selv på, at hækken jo også (jaja, nabo) skal decimeres en del.

Hvem ved - måske ender dét så med, at jeg vil kunne bruge min havelåge som udgangssted, istedet for som klatrestativ for slyngplanter. Men det ser nu meget godt ud, gør det.

Så - én strimmel ad gangen - en pause ad gangen - og ihukommende, at det er nu, jeg lever - ender det hele såmænd nok med at være helt iorden. Sådan som jeg nu synes, iorden skal se ud.

Ups - dér kom lige en flue forbi, og meddelte mig at mine tomatplanter er tørstige....... Der' altid noget at gøre for en....... pensionist med skrivekløe.

Haven kalder - ha' en god dag - én ad gangen.



søndag den 13. august 2023

Der tænkes, tales, og træffes.........

 ....... beslutninger.

Svage bevægelser i grenene på de store træer udenfor fortæller mig, at der stadig er lidt vind. Duggen på mine ruder, at der er vand, solens gennembrydende stråler, at der er ild, og mine planters vækst, at der er jord.

På dén måde får min morgen besøg af alle fire elementer, mens jeg i al fredsommelighed guffer en aflang, stegt madtomat og et par skramlede æg. Hvilket jo heller ikke er at kimse af, her hvor natten endelig bragte en form for afklaring på dét spørgsmål, der har gennemsyret min propplagede alkoholikerhjerne i efterhånden mange dage.

Spørgsmålet, jeg helt sikkert har veget elegant udenom hver eneste gang det i løbet af den svundne måned er dukket op til overfladen, som en prop i et uvejrsplaget hav.

Hvad har jeg gang i?

Og hvad er det egentlig jeg vil - hvad er det, jeg kan tillade mig at definere mig selv som, uden at true min mentale og fysiske eksistens ? Hvad skal mine dage bestå af, her hvor jeg ser frem mod endnu et årti's begyndelse ?

Jeg ved det godt - en ret irriterende start på denne dags udgydelser på bloggen. Men den slags har det med helt uimponeret at mase sig frem i virkelighedens rampelys, og kræve en eller anden afgørelse.

Egentlig troede jeg, at den slags eksistentielle spørgsmål tilhørte ungdommen, og at mine åreknuder og mit skælplagede sølverhår næsten automatisk frigjorde mig fra at skulle tænke sådanne troldfyldte tanker i sene augustnætter.

Men virkeligheden har en tendens til at overhale alt andet indenom - og virkeligheden er, at jeg (hvis jeg altså kunne tænke mig at nå helskindet gennem det snart kommende årti) er nødt til at gøre det, der er bedst for mig. Dét, der er mest givtigt for mit indre væsen, og som komplementerer mit sind bedst.

For ikke at tale om, at den fabulering, det indebærer, er medvirkende til at holde den dér grå grød, min hjernekiste effektivt spærrer inde, aktiv og sprællevende, i forhåbentlig mange år endnu - bank under bordet. Og vil være væsentligt mindre stressfrembringende, end min nuværende måde at henvende mig til Livet, Universet, og Alt Det Dér på.

Så hvis der fremover er tider, hvor jeg virker til at være forsvundet ud i tågerne, og du, kære læser, begynder at undre dig over et eventuelt fravær af skriblerier fra min hånd - så skyldes det netop dét - at jeg er forsvundet i tågerne. 

Ikke virkelighedens fugtfyldte morgendugafsættende tåger, men fantasiens. 

De fabulationsfyldte skyer af inspiration, der så længe - alt for længe - har samlet sig i snart kulsorte torden-og-lyn eksistenser, og som i allerhøjeste grad trænger til at udlades, og bringes frem til beskuelse. 

Helst i farvemættet, glitrende omslag, med læsningsappetitvækkende titler på samme.

Det er jo dét, der skal til nu, for at fylde de hverdage, jeg beskrev for mange år siden. De dage, der ikke er, hvad dage har været. De dage, der allesammen er mine, og som jeg - en ad gangen - har tænkt mig at passe vældig godt på.

For så passer jeg også godt på mig selv.

Så jeg håber, kære læser (og lytter), at du vil tilgive mig mit fremtidige fravær fra det æterbårne medie, og istedet følge med mig ind i en verden befolket med alt, hvad mine tanker og fantasier kan frembringe.

Håbet er, at bare én af de bøger, jeg efterhånden har arbejdet on/off på gennem de sidste 7-8 år, vil kunne lande på hylderne - både de digitale og de fysiske - i løbet af et års tid eller to. Og måske kunne give kunstigt åndedræt til fantasien hos de, der er blevet lukket inde i et fantasiløst samfunds krævende - næh, forlangende - hverdage.

Og midlet til at nå derhen - er såmænd så simpelt, som det overhovedet kan være.

Èt ord ad gangen, én side ad gangen, én dag ad gangen.

Og livet er godt.



.......................... en lille smagsprøve. Tryk på link'et - tryk på billedet - og læs.