.... dukkede de op. Nyfødte, nye, og aldrig før tænkte eller følte. Angstens små, skræmte, tanker. Der alle som én hylede blindt op om smerte, død, og eksistensens ophør.
Dengang - for over tre et halvt år siden.
Og hver gang et nyt sted siden - i grundlaget for min eksistens, grundlaget for erindringerne om alt, jeg havde været, og håbet om alt, jeg kunne, ville, måtte være - blokeredes, blev der født flere af dem, og de der allerede myldrede hylende rundt i min opfattelse af mig selv, blev stærkere.
De ville så gerne. Ønskede så meget. Forlangte - at overtage, bestemme, være virkelighedens ansigt. Men jo længere væk, jeg kom fra disse første skræmselsproducerende, angstinducerende tanker -jo mere faldt de til ro, disse første glimt af noget, der kunne være sket.
Men som ikke skete.
Og hver gang nye, svagere versioner af de oprindelige hjernevridende hyl om hjælp, dukkede op - hver gang en TCI eller en TIA meldte sin ankomst, var der flere og flere af de første, der klappede nykommerne på skulderen og sagte hviskede: "Rolig nu - han overlevede os - så han skal nok også overleve jer."
De faldt aldrig helt til ro, disse sidstfødte. Men de trak sig tilbage til den del, hvor kun tinnitus opstår, og hvor tanker kun høres af tanker. Dér, hvor frirummet for angsten byder på stofbeklædte omgivelser, nyangst ikke slår sig på, kan de sidde i sociale rundkredse og dele deres bekymringer, dele hvordan de kom levende gennem dem, med andre nyangst, der en ad gangen træder indenfor - nu og da.
Ind imellem er der altid nogen af dem, der hviskende peger over i det fjerneste hjørne, og med frydefuld gys i stemmen fortæller, at dén der sidder dér - er den Oprindelige Angst.
Dén - der var der fra starten. Den første - den uhåndgribelige - Angsten for ikke at være her mere.
Og de vil hviske, at den er blevet Omfavnet - den er blevet Set.
Dét, al angst frygter mest, og samtidig higer mest efter - at blive anerkendt, accepteret, omfavnet. Og den forsvandt ikke. Den opløstes ikke i mørke forventningers støvskyer. Lagde ikke længere basis for fremtidige uvirkeligheder, eller gjorde frygten for døden stærkere, mere virkelig.
Men den gjorde erkendelsen af at leve Livet på Livets Vilkår mulig. Erkendelsen af, at slutningens sikre stopklods godt kunne være nu - men lige så godt kunne være imorgen - eller dagen efter, eller......
Og den blev den ven, der gennem kampen ud af lammelser, smerteløshed, og alt det andet, holdt mig oppe, mens dens omfavnende eksistens gjorde sit til at vække erkendelsen af Livets Nødvendigheder - at Leve, at Huske, at Være - mens den næppe hørligt hviskede, at sålænge jeg kunne høre dén - var jeg stadig i live.
Bare Én Dag ad Gangen.