Andre Sider af mig

lørdag den 29. april 2017

Bolleproblemer.


Kender I Den Indre Husmoder, der dukker op i os mænd, når vi er blevet alene, og gerne vil kunne klare det hele selv ? Hende, der kigger med over skulderen og hvisker små råd i ørerne på os, når vi forsøger os ud i de forskellige huslige sysler, livet kan være så fyldt af ?

Det gør jeg.

Og jeg har fundet ud af, at det ikke altid er bedst at lytte til hendes hviskende stemme. Prøv bare at hør her:

Jeg havde bestemt, at jeg i anledning af min årsdag, ville bage nogle boller. Og ja, kære læser, du havde sikkert troet, at titlen på indlægget handlede om noget helt andet. Det gør det ikke. Det handler udelukkende om, hende der D.I.H., og at bage boller.

Nu var det sådan, at den eneste mulighed jeg havde, var at bage nogle koldhævede boller, der ville være færdige en gang sent på eftermiddagen - og det var jo her og nu, jeg havde behov for netop dén succes.

Her hviskede D.I.H. mig ind i øret for første gang i dag. "Tag dog den der pose med færdigmel til landbrød", hviskede hun, "Og bland så bare din gamle banan ind i melet, når du har tilsat tørgæren og vandet. Du kan jo altid tilsætte mere almindeligt mel, hvis det bliver nødvendigt."

Som hvisket, så gjort.

Nu er det sådan, at en banan tilsætter en hulens masse ekstra væske, så da jeg havde brugt min nyindkøbte genbrugshåndmixer i sådan cirka et kvarters tid, måtte jeg indse, at der skulle mere mel til.

Straks startede hun sit hviskeri igen. "Mel på bordet, unge mand. Dejen oveni, og så hedder det knofedt, knofedt, knofedt."

Det tog mig omkring 10 minutter at få dejen til at hænge nogenlunde sammen, samt slippe mine hænder, der på det tidspunkt havde en umiskendelig lighed med The Blob fra fortidens gyserfilm.

Til gengæld var det forholdsvis let at få 10 ganske nydelige boller sat på bagepladen, og overdækket med et af mine få viskestykker, så de kunne hæve i fred.

Og så skulle der ryddes op imens. Det betød, at det der bord, der nu lignede en slagmark med mel og dejrester overalt, skulle renses - og straks var hun der igen.

"Hvis du nu tager støvsugeren, så har du 1,2,3, alt melet væk, og kan tørre bordet af med et snuptag," hviskede hun inciterende i mit venstre øre. Jeg kiggede på bordet - overdækket bageplade med boller til venstre - melkaos til højre - og besluttede mig til at følge hendes råd.

Den slags idéer kan være utroligt dumme at følge. Men for at du, kære læser, skal kunne få det fulde udbytte af resten af historien, er der lige noget du skal vide først.

Jeg har, siden min forhenværende forlod mig, været nødt til at nøjes med min lille campingvognsstøvsuger, når jeg skulle have renset mit gulv etc. for snavs og den slags. Hvilket også har været godt nok, for den er en hyggelig lille fætter, der klarer arbejdet med brummen og flid - og med poser, der koster spidsen af en jetjager.

Så da en kær veninde tilbød mig en "rigtig" støvsuger - en Miele med hele 1600 W sugeeffekt - takkede jeg naturligvis glad, og tog imod.

Begynder du at få billedet nu, kære læser ?

Støvsugeren sat til - check - kun slangehoved - check - sat på fuld effekt - check - tænd og støvsug - ch.............

Det tager sådan en supersuger cirka 2,5 sekunder at sluge et viskestykke. Lyden er ret skræmmende, kan jeg fortælle dig, og synet af bollerne - der i parentes bemærket jo stadig havde været noget klistrede, da viskestykket blev lagt over dem, og derfor hang lidt fast - nu drøøøøønende rundet på bordpladen, gjorde ikke oplevelsen mindre skræmmende.

Jeg forsøgte febrilsk både at stoppe støvsugeren - (ved benyttelse af min højre fod) - fange bollerne - (her kommer venstre hånd ind i billedet) - og forsøge at hive viskestykket ud af støvsugerslangen - (her var det så, at jeg gjorde den fejl, at forsøge at bruge tænderne til at bide fast i den snip, der dog stadig hang ud af slangemundingen).

Jeg har gebis i overmunden..........

Lyden af mine flaprende læber, på vej ned i slangen for at indhente viskestykket,  min i gulvet desperat tappende fod, der forsøgte at ramme stopknappen, viskestykkets skingre hvæsen i slangen, og klong'et, der fremkom da mit gebis forsøgte at bane sig vej ned til alt det andet i støvsugerslangen, blev alt sammen ledsaget af fuldstændigt uforståelige forbandelser, hvisket ud af mundvigen.

Så hende der D.I.H. - Din Indre Husmoder - har ikke altid ret i det hun hvisker i dit øre, kære læser.

Nogle gange gør hun det sikkert kun for at få sig et billigt grin.

Der blev dog rent - til sidst - viskestykket kom ud igen - og gebisset på plads, så der kunne smages på de faktisk temmeligt store boller, da de var færdige i ovnen.

Støvsugeren ? Den trænger til en ny pose, og en gennemgribende rensning. Der er mel overalt i og på den.

Men bollerne var gode.

Tak.


Morgenen gryer.

Udenfor kan jeg høre vindens susen i de regnvåde træer. En enkelt fugl forsøger forsigtigt at få sin stemme hørt, men lyden blæser væk, og den opgiver hurtigt til fordel for læ og fødesøgning.

Det har regnet i nattens løb. Ikke nær så voldsomt, som da jeg gik hjem fra generalforsamlingen i vores lokale brugs i aftes, hvor styrtsøerne af småhagl og kolde regndråber gjorde udsigten gennem mine briller besværlig, og gennemblødte mit tøj.

Men nok til, at jeg kan se fugleklatterne på min terrasse er vasket væk. Og åbenbart fra den helt rigtige retning, så mine køkkenvinduer er klare nok til at jeg kan se verden udfolde sig.

For præcis et år siden havde jeg svært ved at se noget som helst klart. Det var solskin, den dag, men jeg ænsede det ikke. Alt, jeg opfattede den morgen, var en altfortærende følelse af at være færdig.

På bunden. Ikke istand til at kunne fortsætte.

Mør.

Alle mine undskyldninger var brugt. Alle mine desperate bestræbelser på at opfinde nye muligheder for at fortsætte, var holdt op med at virke. Og mit liv, som jeg kendte det, var holdt op med at eksistere.

Jeg var endelig blevet ædru.

For et år siden i dag, klokken 07:50, startede min vej mod et bedre liv. Et ædru liv, hvor jeg dag for dag kunne leve.

Og en dag ad gangen har det bragt mig frem til min første gentagelse af netop dén dag, hvor alle mine forsvar faldt, og jeg accepterede at vise mig selv som jeg er.

Accepterede hvad jeg er, og fik mod til at søge hjælp til at leve med det.

For dén dag, fandt jeg visdom til at kende forskellen på, hvad jeg kunne ændre, og hvad jeg ikke kunne.

Jeg tager 24 timer mere.

Ædru.

Tak.


fredag den 28. april 2017

Forår starter med R........


........ som i Regnvejr.

Mine vinduer er våde igen. Lange regndråbespor hænger nedad dem, og gør udsigten besværlig. Samt giver småting et lettere futuristisk udseende, når deres refleksioner fordrejes gennem dråbernes bløde genspejlinger.

Mine fjerede morgenvenner skutter sig i læ under hækken, og holder sig tilbage fra at hente andet end det mest nødvendige føde fra de krummer, jeg lagde på terrassen i går. Kun vipstjærten går uanfægtet på græsplænen og snupper uforsigtige insekter, der troede regnvejret beskyttede dem mod at ende i en fuglemave.

Det er morgen. Samt dagen, hvor min sidste druktur startede, og min sidste blackout rev timer ud af min hukommelse. For sidste gang.

Og dagen før dagen, der betød en fuldkommen omvæltning i mit liv.

Hvor langt er jeg kommet siden ? Hvor meget har jeg fået fuldendt, af de løfter jeg gav mig selv ? Er jeg helbredt eller kører mine sygdomme stadig på højeste blus ? Er mine tankemåder stadig de samme, eller hænger jeg fast ?

Og har jeg tilgivet ?

Alt sammen noget, jeg vil bruge dagen i dag på at reflektere over, og finde ud af at sætte ord på. Ord, jeg kommer til at dele med jer, kære læsere. Men allerførst vil jeg bruge dagen på at se, om Systemet stadig mener jeg skal bruge af min ikke-eksisterende økonomi, og møde op i Projektcenteret.

Så regnvejret udenfor, der skaber grobund for vækst på markerne, og blomster på planterne, kommer til at skabe baggrund for dagens timelange rejse mod kanten af kommunen. Og mens vinduesviskerne på den bus, jeg kommer til at køre med, rytmisk fjerner dråberne, vil jeg huske på, at selvom foråret starter med R, som i Regnvejr, starter det også med R.......

....... som i Ro. Sinds Ro


torsdag den 27. april 2017

Ting tager tid.


Dengang der var rigtige skrivemaskiner til, som jeg kunne sætte mig ved og benytte til at få mine tanker nedfældet på papir, var den største bekymring at rende ind i en skriveblokering.

Jeg kunne sidde i timevis og glo på det forbistrede hvide A4-ark - angst for at påbegynde defloreringen af papirets jomfruelighed med den første sætning. For var den forkert eller lød ad helvede til, når jeg læste den op igen - kunne jeg smide papiret væk. Hvilket ikke passede mig og min indre gnier.

Alligevel voksede bunken bag mig af sammenkrøllede A4-ark nærmest altid eksponentielt. Hvilket gjorde, at det endelige resultat - den færdigt beskrevne A4-side - blev behandlet med så meget større respekt, og lagt nænsomt i bunken af andre færdigskrevne sider..

Indtil jeg pludselig var nødt til at rive hele bunken af papirer til mig, for febrilsk at gennembladre dem, indtil jeg havde fundet netop dén side med dét ord eller dén sætning, jeg var i gang med at henvise til på det ark, der sad i maskinen.

Hvoefter jeg risikerede at opdage, at jeg huskede forkert, og måtte skrive indtil flere sider om, samt lade de nu ubrugelige sider dumpe over i bunken af sammenkrøllede fejlslag.

I dag er det noget nemmere.

Den lille sorte streg blinker varmt og venligt på skærmen foran mig, når jeg tænder for min pc.

Inviterer mig til at nedfælde mine tanker i fred og ro, og med mulighed for øjeblikkelige rettelser, hvis der skulle være tasteleif eller usammen hængende sætninger.

Og bag mig er der tomt og rent. Intet knitrende, krøllet papir, der fylder og får skrivepladsen til at ligne en skribents arbejdsområde. Ingen "døde" tanker, der aldrig vil komme til læseres øjne. Ingen fornemmelse af præstation, for der er intet fysisk resultat at kigge på.

Jeg skal heller ikke længere bøvle med forlæggere, redaktører, eller den slags meningsforstyrrende meningsdannere. Et lille vip med min højre pegefinger på musetasten, når jeg er tilfreds med dagens resultat - og verden kan læse mine udgydelser.

Hvis de altså har lyst.

Et eller andet sted er det netop lysten, der mangler som ingrediens i alt det her. Det er blevet så ganske nemt ikke bare at kaste sine tanker ud til hele verden, men også at lukke øjnene for de tanker andre kaster ud. Nettet flyder over med betragtninger, blog's, tanker, meninger, ideologier etc., som alle ønsker din og min opmærksomhed.

Så jeg - og nok også du, kære læser - grovsorterer i mængden af læsbare ting, inden vi sætter os til at læse et eller andet. For derefter måske at glemme, hvad det var vi læste, og lade det falde tilbage i nettets hvirvel af tal og bogstaver.

Det var nu nemmere, dengang skrivemaskinen var alle skribenters kæreste eje. For når man havde afleveret sine udgydelser til et forlag, og dette havde valgt at udgive dem - resulterede de i en fysisk genstand, der kunne tages i hånden og benyttes efter behag.

En bog. Et værk. En manifestation, af de tanker, man havde brugt talløse døgn og uendelige mængder A4-ark på at nedfælde, og som en eller anden nu (forhåbentlig) brugte penge på at erhverve, så den kunne tages med hjem og blive læst i fred og ro. Indtil siderne i den havde æselører, og sliddet på den resulterede i revner på forsiden, og knæk i ryggen.

Men den var altid nem at finde igen i bogreolen.

Nu er bogreolen afløst af mapper i roddrevet, og de skrifter, der er hentet hjem fra nettet, er gemt under Dokumenter. Med det resultat, at man med tiden har svært ved at finde frem til lige netop dét skrift, der indeholdt det man ledte efter, i den voldsomme mængde informationer, man har lagret på sin personlige computer.

Så derfor gemmer man til sidst intet på pc'en mere. Det er jo nemmere at lede på nettet, der ganske bekvemt husker alt for den enkelte, og hvor alt huskes til al tid.

Indtil nogen bestemmer, at det der er skrevet, eksempelvis af skribenter som jeg, ikke bør komme til borgeres kendskab mere.

Og sletter det fra nettet.

Den slags Orwell'sk sindssyge kan faktisk godt opstå. Bare tænkt på bogafbrændingerne op til anden verdenskrig, hvor utallige forfattere fik brændt deres udgivne værker, fordi de var farlige for systemet. Og hvor det, at skrive mod systemet, blev bedømt som landsforræderisk.

Alligevel overlevede disse forfatteres bøger. I enkeltkopier, gemt hos borgere, der hyldede den frie tanke, den frie ytring. Og blev en del af det samfund, vi har i dag.

Det samfund, hvor tanker udgivet på nettet kan slettes. Helt og fuldt slettes, så ingen risikerer at skulle læse dem nogensinde igen.

Puha - jeg tror nok, at dagens indlæg pludselig gik hen og blev lidt anderledes, end jeg havde tænkt, da jeg satte mig ved putteren, og kiggede på den vennesælt blinkende sorte streg på skærmen. Men i det mindste gav det plads til nogle tanker, der måske kommer til at forme de næste dages indlæg.

Samt plads til at spekulere på, om jeg eventuelt burde finde en gammel Remington, med intakte farvebånd, og en ordentlig stak jomfrueligt hvide A4-ark.

Og give mig til at skrive, som jeg oprindeligt gjorde. Tastetryk for tastetryk med sort tryksværte lade mine tanker, meninger, og idéer stå, hvor de hører hjemme.

I et manuskript, der kunne indsendes i kopi til et forlag, og måske være godt nok til at komme til din kendskab, kære læser. Selvom det ville tage tid - vel omkring et år fra tanke til det færdige resultat kunne købes og læses af dig.

Ville det gøre noget ?

Altså andet, end at lade din og min meningsudveksling være adskilt af den tid, det derefter ville tage dig at reagere med et indlæg i din avis omkring tåbelighederne i det, jeg netop havde fået udgivet.

Men hva' - ting tager jo tid.

Jeg tror jeg prøver det.

tirsdag den 25. april 2017

Uchiyama Sencha.


Natmørket har sænket sig udenfor. Mine morgenfløjtende vingevenner tier stille nu, og gemmer sig let forpjuskede i grene og buske, inden et tiltrængt hvil begyndes. Og den første af forhåbentlig mange kopper grøn uchiyama sencha the er næsten drukket.

Igennem længe har jeg kunnet mærke, at min krop havde påbegyndt endnu en degenererende cyklus, hvor vægten gik op, blodtrykket steg, trætheden sænkede sig over mig, og humøret gik ned. Så derfor besluttede jeg for nogle dage siden, at gå igang med endnu en udrensning af kroppen, og samtidig forsøge at sætte min dagligdag på plads igen.

Herunder også de nok så berømte 6 daglige måltider, der skal medvirke til at holde min forbrænding igang, og mit tarmsystem i top.

Væk er kaffen igen. Væk er de småhyggelige måltider med det lille ekstra swung, der smagte så godt. Væk er det hvide sukker.

Og ind kommer salaten, frugterne, det grove rugbrød (som fra nu af bliver hjemmebagt), ingefæren, grøntsagerne, og den grønne the........

Grøn japansk uchiyama sencha the.

Tilberedt, som var det en japansk the-ceremoni, jeg skulle igennem, samt fremstillet og nydt kopvis. Med indlagt rensning af thepotte imellem hver kop.

Det er faktisk rigtigt hyggeligt, sådan at bruge al den tid på hver enkelt 2,5 dl friskbrygget the. Og jeg opdager, at lige så snart jeg har drukket den første kop, dukker sulten op i maven - et ganske godt tegn på, at der er sat gang i forbrændingen igen, selvom det ikke er lang tid siden, jeg spiste sidste lille måltid.

Ikke fordi jeg tror, at der nu pludselig vil rasle kilo af mig, men tanken om det hjælper med til at holde fast i intentionerne - og fortsætte det gode arbejde. Så kan det forhåbentlig også hænde, at mine forskellige sygdomme enten holder op med at udvikle sig - eller endnu bedre - begynder at fade ud.

At jeg så lige har haft lidt dage med nærmest tvungent ophold i hjemmet og under dynen, på grund af netop min mave og mine tarme, betyder mindre. Det er jo hvad der kan ske.

Hovedsagen er, at jeg kan begynde at føle mig selv som værende mere tilstede, end jeg har været længe - på trods af jævnlige dyk ned i den totale træthed og den fuldstændige tankesløvhed.  Bare jeg kan huske mig selv på de to ting, der betyder mest for mig i disse dage - den, der altid er der; min ædruelighed - og den, der opstår på lørdag; min mærkedag.

Begge dele når jeg kun, ved at tage én dag ad gangen, og huske på hvor jeg var, da jeg var aktiv alkoholiker. Og helt ærligt - både af hensyn til min krop og min psyke:

Hellere grøn the, end grøn Tuborg.

Træthed.


Udenfor mine vinduer er himlen blå, solen skinner på min nyklippede græsplæne, og den fastboende vipstjærtefamilie søger efter føde mellem de korte græsstrå. En solsort og en stær starter et skænderi over nogle krummer, mens en hundelufter distræt vinker en hilsen ude fra parkeringspladsen

Det er morgen, og dagen er begyndt igen.

For nogle øjeblikke siden gik det op for mig, at det var flere dage siden jeg sidst havde haft fat i min blog, uden at jeg egentlig kunne sætte ord på hvorfor. Var det min maves genfundne evne til at blæse sig op og brokke sig, min konstante træthed, eller bekymringernes vægt, der havde fået min opmærksomhed væk, og bremset min lyst ?

Der var tomhed indeni hovedet, da jeg sad og forsøgte at finde frem til grunden til min skriveblokering. Min nære vens forsøg på at stoppe sit liv blev også taget med ind i overvejelserne, selvom netop sådan en begivenhed måske ville have kunnet få mig til at sprøjte følelser og ord ud gennem fingerspidserne.

Men nej.

Uanset hvad jeg lod mine tanker analysere, kunne jeg ikke få øje på nogen enkelt grund til at have holdt flere dages pause fra skriveriet. Så jeg må slå mig til tåls med, at skriveblokeringer også kan opstå ud af ingenting, og sætte midlertidige grænser for mine udfoldelser.

Og som jeg sidder med min breakfasttea og min A38, mens morgenen endnu en gang udfolder sig foran mine øjne, går det op for mig, at der måske også er noget andet på færde.

En hvileløshed, opstået fra mine efterhånden mere og mere desperate forsøg på at holde fast i den verden, der eksisterede før jeg blev alene. Kampene for at kunne forblive i min bolig, på trods af sygdom og dårlig økonomi. Den pludseligt opståede bunke af rykkere, der ikke var der for nogle måneder siden, hvor hvert enkelt brev lover bål og brand, og samtidig lokker med alle paradisets glæder, bare jeg skynder mig at betale.

Samt en viden om, at det hele lakker mod enden. Sygdom, bopæl, økonomi - alt er bare erkendelser på vejen mod et nyt liv.

En håbløshed, der til tider har truet med at tage magten fra mig, og en gennemført træthed breder sig stille i mit sind. Og det går op for mig, at selvom jeg lige er stået op, har jeg allerede mest af alt lyst til bare at gå i seng igen, og lade verden fortsætte hen over hovedet på mig.

Alle mine muskler og led er trætte. Mine øjne hænger næsten nede på hagen, og mit hoved er fyldt med vat. Ikke en gang den stærke breakfasttea synes at kunne vække mig. Og pludseligt begynder også fuglenes ellers hyggelige småskænderier udenfor at lyde skingre og irriterende.

Følelsen af utilstrækkelighed og ubrugelighed besætter mit jeg, og efterlader kun plads til en enkelt tanke, mens jeg træt går ind på sofaen for at hvile mig.

Jeg er ædru.

lørdag den 22. april 2017

Natteelsker.


Jeg har fået visitkort. Altså sådan nogen, jeg kan dele ud med rund hånd, og på den måde gøre opmærksom på at jeg eksisterer, og at mine udgydelser herinde på bloggen gør det samme.

Det er et ganske nydeligt kort, med både nickname og yndlingssentens påtrykt, og de mere almindelige ting, såsom email og telefonnummer. Samt den ene ting, der hver gang jeg afleverer et af dem, får spørgsmål til at blomstre op som krokus af en forårsskovbund.

"Den der type skribent, du er - hvad er det ???" "Nyctohva'forno'et ?"

Rent faktisk er der flere, der spørger ind til netop dét, end hvorfor jeg har det nickname, jeg nu engang valgte tilbage i starten af min i-netaktive periode.

Det er jo også en smule specielt, det der med at være Nyctophil - og så alligevel ikke. For på en eller anden måde tror jeg, at de fleste af os er netop dét - Nyctophile.

Natte-elskende. Elskere af natten.

Der er ingen form for seksuel observans i at være Nyctophil. Selvom der naturligvis findes nogen, der "tænder" på natten, og finder tilfredsstillelse i bare at v æ r e i natten. De er vistnok ikke ret mange.

Men alle os, der elsker når natten falder på, og finder nydelse i at være vågne, når alt er sort udenfor, og stjernerne sagte blinker på den fløjsblanke nattehimmel. Eller indsuger spændingen, der opstår når et natligt tordenvejr skaber vilde øjeblikke af forandring på og i det ellers kulsorte udenfor.

Vi er i sandhed Nyctophile.

Personligt strækker jeg definitionen lidt videre, ved at erklære at jeg er Nyctophil Skribent, og dermed slår fast at jeg allermest inspireres til mine skriblerier i forbindelse med natten. Og helt nøjagtigt er der tre tidspunkter af natten, der inspirerer mig mest.

Skumring - midnat - og gry.

I skumringen finder jeg ind til de følelser, der kan opstå når ting nærmer sig deres afslutning. Og forsøger at beskrive disse med al den ømhed og vildskab, jeg kan få frem i mine tanker. Hvorimod midnats sorte dybde minder mig om alt det, der i min fortid uendeligt væltede alt hvad jeg gjorde og alt hvad jeg sagde.

Alt det, min sygdom står som dyb eksponent for. Her finder jeg dybest ind til det, jeg ikke anede havde eksisteret, og forsøger famlende at sætte ord sammen, der kan beskrive den virkelighed, der  var engang.

Gryet, derimod, er min egen mulighed for, gennem oplevelsen af den nye dags snarlige frembryden fra nattens mørke, at kunne finde håb for fremtiden og kærlighed til nutiden.

Og jeg er dybt taknemlig for, at jeg har disse tre muligheder for at kunne udtrykke mig - bare fordi jeg elsker natten med alle dens facetter.

Det kunne jo have været meget værre.

Jeg kunne have været Nyctophob - skrækslagen for natten - og have lagt rystende angst i min seng om natten, frygtende alt muligt slemt ville ske - eller Nyctoman - besat af natten - og som en anden vampyr aldrig have været vågen om dagen, kun søgende nattens ensomhed og skyet andre mennesker.

Men nej, jeg er til fulde Nyctophil Skribent. Og hvadenten du, kære læser, har noget imod det eller ej, så vil jeg uimponeret og stadig fortsætte med at dele de skriblerier, min Nyctophili medvirker til at frembringe, her i bloggen.

Igen og igen.

fredag den 21. april 2017

Bagefter.


Ind i mellem bliver jeg mindet om, at livet er temmelig forgængeligt. At det har evnen til at kunne stoppe ganske pludseligt, og bare efterlade et tåget minde, et aftryk, der langsomt driver bort i vinden.

Hvilket altid får mig til at spekulere på, hvilket aftryk jeg selv kommer til at efterlade, når min tid i denne eksistens er overstået. Bliver det kærlige tanker, der bliver sendt mod mit minde, eller vil det være eder og forbandelser, der kommer til at forfølge mit flygtende spøgelse ?

Jeg kender mange, der næsten automatisk siger, at bare det ikke er ligegyldighed, de efterlader som minde, bare der i det mindste bliver tænkt på dem, så er de glade. Og jeg kan på en eller anden måde godt forstå dem.

Men så længe det er op til de mennesker, der bliver efterladt når jeg fortsætter til den næste verden, at definere hvilket minde, jeg efterlader mig, vil jeg kæmpe for at det bliver godt.

Ikke fordi, jeg har et eller andet ønske om, at efterlade nogen voldsom stor arv - hverken økonomisk eller mentalt - eller efterlade et eller andet litterært storværk, der vil kunne forandre verden. Ej heller har jeg nogen tanker om, at der vil skulle være landesorg eller 2 minutters stilhed, når jeg om forhåbentlig mange år efterlader min krops hylster og søger videre.

Den slags storladne tanker vil jeg lade politikere og andre megalomane eksistenser forsøde deres hverdag med. Og i stedet håbe på, at når tanken om mig strejfer mine efterkommere - hvad enten disse er udsprunget af mine egne lænder eller har andet ophav - så vil man med et stille smil mindes alle mine eskapader, alle mine up's and down's - ja, mindes hele mit liv med varme i øjnene, mens der bliver sagt de for os alle så rigtige ord:

Han var nu ikk' så ring' endda.

Så vil jeg kunne hviske et "Tak i lige måde" tilbage fra den åndeverden, jeg måske er i, og på den måde fuldende den cirkel, der blev startet ved min fødsel.

Dystre tanker ? Det synes jeg ikke. Men tanker, der sætter den hverdag, der omgiver mig, i relief, og lader mig huske på, hvad der er vigtigt i livet.

Kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg tror lige, at jeg snupper 24 timer mere sammen med jer allesammen.

onsdag den 19. april 2017

Mørket viger.


Med et næsten søvnigt blink tænder gadelamperne udenfor. Deres skarpe skær breder sig over den natmørke verden, og vækker tankernes himmelflugt.

Fuglene er nu ligeglade. De har alligevel sunget morgensang for mig den sidste halve time, og gjort deres for at sørge for at min alt-for-tidlige morgen bliver startet ordentligt op.

Nu begynder det naturlige lys at brede sig i horisonten. Den der svage lysning, der bringer løfter om et snarligt gensyn med solen. Med mindre denne altså har valgt at være gemt bag en sky idag, hvilket den med mellemrum synlige måne ser ud til at love.

Jeg er hverken blevet vækket af en drøm eller har haft andre dybt tvingende grunde til at være vågen på det her ukristelige tidspunkt af døgnet. Ej heller har min tidlige opdukken til overfladen noget at gøre med min erklærede nyctophili, eller andre lignende natteelskende tendenser.

Den eneste grund er, at min krop bare vågnede.

Lige på én gang. Sådan..... pliiiiing........ og så var jeg vågen og lå og gloede op i loftet. En ret irriterende beskæftigelse, når jeg nu gerne ville have sovet indtil vækkeuret kunne opfylde sit løfte om at rive mig ud af Morpheus arme.

Men ikkenikkenej.

Jeg skulle absolut vækkes en time tidligere, og tvinges til at være vidne til morgenens fremmarch på himlen og fuglenes dødirriterende morgenkoncerter.

Hvilket forresten ikke er så irriterende alligevel. De små fjerede bæster har jo en tendens til at kunne bringe morgenglæde i mit sind, når jeg hører deres glade triller gennem det morgenåbne vindue.

Og når nu cornflakesene er sprøde, mælken er kold, og kaffen skoldende sort, så er det vel i orden at sidde stille og nyde. Selvom der kun er gået 5 1/2 time siden jeg lagde mig på sengen og faldt i søvn, og egentlig havde forventet at have sovet mindst en time mere, kan jeg nok lige overkomme at lade morgenen krybe indenfor i sindet på sin helt egen, rolige måde.

Bare sådan.

Aaaahhhh, hvor smager kaffen godt, og hvor er livet egentligt skønt i al sin uventede foranderlighed.

lørdag den 15. april 2017

Til søs at stå......... tredie omgang

Tredie kapitel

(for nye læsere - her finder du de to foregående kapitler - Det gode skib "Jeg" og  Overstyrmanden )

Maskinrummet

De tommetykke tove pulserede svagt, mens de bragte det gode skib "Jeg"' 's brændstof frem til indsprøjtningsstudserne. En kompliceret, og for alle andre end maskinmesteren fuldstændig uforståelig proces, der i bund og grund var rygraden i skibets liv. 

Stærkt svedende fór han rundt, denne let undersætsige og overvægtige maskinmester, som folkene kun kendte under øgenavnet Sækken. En mavesur, galdespyende mand, hvis største bedrift var, at have bragt maskinen gennem det liv, den havde levet siden sine første celledelinger.

For levende, det var maskinen.

En selvudvidende, energifrembringende råvarekvaser, hvor kun den rette behandling af de enkelte dele kunne sikre kraft nok til resten af Skibets liv. Og Sækken var den eneste, der kunne det, der skulle til. Blande råvarerne med de nødvendige komponenter, og få et produkt sendt videre ned gennem forbrændingen, så Bundholdet til sidst kunne skovle de stinkende rester ud gennem affaldshullet.

Han vidste, at såfremt han blandede forkert, eller ikke holdt øje med de galdegrønne Blærerøve, der hang og ventede lige efter indsprøjtningen, ville alt han havde blandet blive smadret til ukendelighed, og de tolvfingrede Tynderter ville ikke kunne suge nogen form for energi ud af produktet.

Gysende huskede han sidst, det skete. Energiniveauet var sunket til alarmerende depressive dybder, hovedpumpen havde skruet trykket vanvittigt i vejret, for at kunne levere bare den mindste smule energi til Skibets enkeltdele, og både kaptajn og overstyrmand havde været hensat i en nærmest katatonisk rasende stilstand, der endda havde fået selv ham, til at fejlfungere.

Store huller var opstået på væggene i maskinrummet, og Blærerøvene var begyndt at fejle i en sådan grad, at selv Tynderterne var blevet forvirrede, og Bundholdet nærmest druknede i de brådsøer af tyndtflydende affald, der var kommet ud af det hele.

Det havde taget lang tid, inden selv de mest nødvendige reparationer var blevet gennemført, og han vidste, at han til stadighed måtte holde øje med den tynde overflade, der omgav ham på alle sider, for at forhindre den i at briste igen

Men han var klar.

Klar til at sørge for veltrimmet energi til skibet, og alle på og i det. Det eneste, der ville kunne sætte en kæp i hjulet, var Rålangerne. De, som skulle sørge for, at der var nok råvarer om bord, og lange det videre til maskinrummet.

Seks gange om dagen sørgede de for, at der blev kastet råvarer ned til Sækken, så han kunne levere det færdigblandede brændstof videre. De fleste gange ikke mere, end hvad der lige skulle bruges for at holde skibet kørende, men to af gangene med mængder nok til også at skabe det overskud, der skulle til for at bringe skibet gennem natten.

Han havde lært at lytte til den mumlende snak, der altid ledsagede Rålangernes arbejde, og ved at blande den med Tynderternes og Blærerøvenes skænderier med Bundholdet, kunne han med rimelig sikkerhed vide, hvordan skibet havde det. Og om der var problemer forude.

Hvilket han nu vidste, at der var.

Det var ikke skibets huggen i brådsøerne, der havde bragt ham på sporet. Det var den hvislende lyd af Systembådens tov, og knaldet, da overstyrmanden skød den Systemkrage, der næsten havde fået tovet til at briste, blandet med en kraftig nedgang i kvaliteten af de varer, Rålangerne havde smidt ned til ham de sidste dage, der havde fået ham til at forstå, at skibet var i problemer.

Den mumlende snak igennem hele maskinen om retningen mod Hjemløshedsklipperne, havde nu ikke gjort tingene bedre. Flere gange de sidste uger havde han i ren afmagt fået blandingsforholdene sat helt forkert, og hørt hvordan Bundholdet havde bandet over ham, når Tolvere og Tyndere havde været nødt til at aflevere tyndtflydende affald til dem. Igen......

Han havde forsøgt at få kaptajnen i tale flere gange. Men indrømmet, ingen af hans stærkt sure rørmeddelelser havde ændret på noget. Kvaliteten på den Nådegave, Systembåden lod dem få, lod stadig meget tilbage at ønske, og muligheden for at Rålangerne kunne holde deres seks afleveringer om dagen til Sækken, var nu næsten ikke-eksisterende.

En skræmmende tanke ramte Sækken, og fik ham til at krympe sig kraftigt. Hvis ikke Hjemløshedsklipperne flåede livet ud af Skibet, så lod det til at det ville kunne forsvinde i de Sultsumpe, han vidste lå bag de truende klipper.

Bare de dog for pokker snart kunne se land igen, så der kunne skaffes nye forsyninger ombord. Men den nærmeste Arbejdshavn lå vist stadig godt gemt bag de Depressive Tågebanker, der som altid drev rundt omkring Systembåde. 

Og Kap Håbet Er Godt var endnu ikke sigtet..........

( ja ja, jeg skal nok sørge for at fortsættelsen snart kommer - både Udkiggen, Systemeren, og skibets læge, mangler stadig at blive hørt )

Trin på vejen.


Silende regn udenfor, og en følelse af tilbagevenden til et efterår, jeg troede var overstået indvendigt. Selv her, hvor der snart er gået et år siden jeg valgte livet fremfor mørket, kan småtingene bringe mig på en tidsrejse tilbage.

Pludselig spiller radioen den melodi, jeg igennem talløse år havde som synonym for kærligheden mellem hende og jeg. Og alle billederne begynder at svirre forbi på min nethinde.

Hverdagene. Ferierne, Oplevelserne.

Elskoven. Kyssene. Omfavnelserne.

Skænderierne. Drukturene. Slagsmålene.

En vild forvirring af billeder, der sammen danser til tonerne af en forgangen kærligheds melodi. Og bringer nye billeder frem, der bare har lagt i venteposition i min hjerne.

Hånden, der griber efter glasset. Lyset i hendes øjne, der skifter fra indbydende til forsvar, for derefter kun at udstråle kulde. Vejen hjem fra alle drukstederne. Sammen.

For at ende med det første billede af dem alle. Da jeg vendte mig om, og kiggede ind i hendes øjne for første gang.

Alt sammen ledsaget af den sang, jeg i årevis farvede med kærlighedens magt og energi.

Jeg ryster mentalt mit hoved, for at se om der kan rasle flere billeder frem. Billeder, der måske kan hjælpe mig med at finde ud af, hvorfor det gik så galt.

Dengang.

Men det eneste jeg får ud af mine bestræbelser, er en konstant lyd af klirrende flasker, og knust glas, der knaser under mine mentale fodtrin hen mod forståelsen.

Pludselig åbner en luge i min hukommelse, og ud vælter der billeder af alle slags. Fra nu. Fra før, Fra alt, hvad jeg gennem tiden har holdt af, alle, jeg gennem tiden har elsket, og alt, jeg siden barndommen har gjort galt.

Billeder, af kvinder jeg har elsket, og som jeg stadig elsker i dybet af min sjæl. Billeder af venner, jeg har mistet, og som jeg stadig savner dybt. Billeder, af de børn, jeg er ophav til, og som jeg savner højere end noget andet.

Og endeligt, da mængden af billeder aftager, mens et sidste smukt mindebillede af min mor langsomt daler ned i bunken, føler jeg en revne åbne sig ind til et område, jeg havde glemt eksisterede.

Ud gennem revnen dumper let brændte billeder, sodsvedne og forsøgt revet i småstykker utallige gange, for derefter at have været gemt i det fjerneste lager i min hukommelse.

Billeder af det, der blev gjort. Og fortiet.

Billeder af de begivenheder, der farvede mit sind, og dannede basis for mit liv.

Billeder af det barn, den teenager, og den mand, der var en gang.

Billeder af de mennesker, der var til stede, da alting ændrede sig, og retningen i livet blev sat.

Billeder................................................. af mit 4.de Trin.



torsdag den 13. april 2017

Vås.


Udenfor falder natten på, og den svage duft af råddenskab en fjern bondes spredning af møg har frembragt, blæser forbi mine næsebor. Tankerne svirrer gennem hovedet, og bringer nye idéer, nye nederlag, nye muligheder, nye måder at opfatte verden på. Og bag dem, denne lurende viden af en eller anden art, der endnu ikke er dukket helt frem.

Tiden.

Dette mærkværdige væsen, der efter de kloges mening åbenbart kan gå begge veje, og bringe både slutninger og begyndelser på banen. Den Tid, min hjerne lige nu forsøger at få fat i, så den kan blive dissekeret, undersøgt, opklaret, og forklaret, lader til hele tiden at undslippe mine forsøg på at sætte den i relation til mig.

Jeg sad og så filmen om Stephen Hawking iaften. Og betagedes i dyb grad af mandens fantastiske måde at tænke på, samt hans uendeligt store evne til at overleve. Fordi han ville. Og hans brændende ønske om at ville forklare Tid. Et ønske, han stadig nærer, og søger at nå frem til at kunne opfylde.

Med en sygdom, der på det tidspunkt, hvor den blev opdaget, altid betød en forholdsvis hurtig død, nægtede han at anerkende det, videnskaben så som fakta, og overlevede. Ikke bare han, men også hans elskede, talte Rom midt imod, og overlevede.

En stærk kvinde - af den slags, der ikke er mange af i universet, og af den slags, jeg har ledt efter hele mit liv, og som jeg flere gange troede jeg havde fundet. Det havde jeg ikke, må jeg undrende erkende. Men jeg er jo heller ikke nogen Stephen Hawking.

Bare en skriveblokeret skribent, der sidder uforløst og famler efter ordene, mens tankerne myldrer rundt i hovedet, og som med mellemrum griber ud i blinde efter det første, det bedste ord eller sætning, der kommer farende forbi. Håbende, at netop dét ord eller dén sætning, vil kunne sætte kreativiteten i sving igen.

En forfatter, jeg tror det var George Hemmingway, sagde engang, at den  bedste måde at skrive på, var, bare at gøre det. Bare at fange de ord, der myldrede rundt i hobedet, og smide dem ned på papir.

Så skulle de nok ende med at give mening, ende med at blive til noget.

Om ikke til andet, så til natligt vås og hjernetrættende Tidsfordriv.

Det var så også det, dette her blev til - og så gik der Tid med det
.

Den lille sorte....


På skærmen foran mig står den lille sorte cursor og blinker.

Ivrigt afventende de tastetryk, der bogstav for bogstav kommer til at fylde pladsen bag den, efterhånden som den begynder at fare afsted hen langs de linier, der lige nu står tomme.

Det er mine tanker, den lille sorte streg kommer til at viderebringe. Tanker, der kan være både negative og positive, ligegyldige eller utroligt betydende, fyldt med sorg eller dryppende af glæde.

Men først og fremmest mine.

Vi har efterhånden samarbejdet længe, stregen og jeg. Og på både godt og ondt delt det liv, mit jeg gennemløber på daglig basis. Den har været udsat for meget, min lille sorte ven, og har altid taget imod alt, jeg har givet den, uden at kny. For den ved, at den bare skal ned i bunden af dokumentet - og så er det fyraften for den.

Men inden da, skal mine fingre sende den på arbejde hen over det blanke, jomfrueligt ubrugte, der før i tiden var et stykke papir, taget fra en nyudpakket bunke A4-ark, hvor skrivemaskinens taster afsatte et tryksværtesort mærke for hver fingerbevægelse.

Og det gør jeg så - sender den på arbejde, den lille sorte streg. Lader den fortælle alt det, mine øjne ser og min hjerne tænker. Historier om plænens grønne græs, og vipstjærtens dansen efter morgenmad. Om de lette vindes æggende danse forbi mine næsebor, og de dufte, de bringer med.

Berette om de dybe fald, mit sind bliver udsat for med mellemrum. Og de glædesfyldte højder, samme sind nu og da danser rundt i, når kærligheden rammer. Eller synge med på de vredladne toner, uretfærdighed kan frembringe og videresende til mine fingerspidser.

Den har skam nok at gøre, den blinkende streg. Og gør det, uden nogensinde at beklage sig eller nægte at udføre det arbejde, jeg sætter den til. Uden at vide, at den i virkeligheden er min bedste ven. En ven, der altid er der for mig, og som aldrig svigter.

Den er navnløs, denne lille sorte streg.

Og hvad skulle jeg da også kalde den, hvis den endelig skulle hedde noget. Blinky måske, på grund af dens ivrige blink og evne til hastigt at danse henover skærmen ? Eller Sambo, bare fordi den er sort ?

Nok ingen af delene. Og da især ikke det sidste, der med sikkerhed ville afføde en shitstorm af anklager for politisk ukorrekthed, racisme, kolonialisme, etc.

Havde den været rød, kunne jeg have kaldt den for Geronimo, og udstyret den med en ørnefjer på toppen. Eller jeg kunne have kaldt den Mao, hvis den havde været gul, og ladet den være hovedperson i En Lille Rød bog. Og ingen af delene ville have fremkaldt andet, end smil på mine læseres læber.

I sidste ende er den nøjagtig dét, jeg selv vælger den skal være. For bag den vælder alt det frem, jeg lader den være eksponent for. Lige indtil den endelig står blinkende stille for enden af dokumentet, og kun venter på at jeg skal trykke på "Udgiv".

Lille sorte ven, med de mange navne, og den store virkning - det gør jeg så nu.

mandag den 10. april 2017

Pludselig......


..... går det op for mig, at jeg er i fuld gang med at gennemleve det, jeg skrev om forleden dag. At jeg på den mest direkte måde, har følt konsekvenserne af at "bruge for mange skeer".

Jeg har - som de af jer, der læste lørdagens blog  ved - været afsted på besøg hos nogle nye venner, der har en varme og en indlevelsesevne, jeg mange gange savner at blive udsat for. Og jeg har nydt, at bruge lørdagen, og det meste af søndag formiddag, på at tale, snakke, hygge, le, og være alvorlig.

Lidt for meget endda.

For da jeg kom hjem til mig selv søndag middag, opdagede jeg at jeg vist havde brugt alle den weekends "skeer" i løbet af aftenen, ved at være sammen med alle de gode, nye venner, jeg kendte fra Livsstilscenteret.

Jeg væltede direkte om på sofaen - og nærmest bevidstløst forsvandt resten af søndagen for mig. I en sådan grad, at jeg først evnede at finde energi til at gå i seng midt på natten. Altså ikke, fordi jeg var pludseligt opladet af ekstra energi - men fordi jeg ikke havde så meget som bare én lille gnist af energi tilbage i kroppen, der kunne bruges på at tage tøjet af og gå i seng.

Jeg lå bare på sofaen, og stirrede tomt ud i luften, mens timerne passerede sekund for sekund, og mørkets tanker væltede ned over mig, som en syndflod af uforløsthed. Og de løfter, jeg havde givet mig selv, om deltagelse i det sædvanlige søndagsmøde i fællesskabet - forsvandt som røg for en efterårsvind.

Det ville være synd at sige at jeg så kunne sove længe derefter, for efter bare 3 timers søvn, var jeg lysvågen igen, og havde fornyede mørke tanker drønende rundt i hjernen. Med samt en pludselig krystalklar viden om, at jeg ikke var - undskyld mit franske - "fem potter pis værd".

Det tog mig mere end tre kvarter, at få skrevet og afsendt en sms og en e-mail, til de to steder, jeg er forpligtet til at give besked, såfremt jeg ikke kan møde op på det af systemet tilbudte påbud.

Femogfyrre minutter, hvor jeg gentagne gange opdagede at jeg sad og gloede på det ord, jeg lige havde skrevet, uden at fatte hvad det betød.

Hvilket har været medvirkende til at få mig til at forstå - nu, hvor der er gået en hel del timer siden imorges - at jeg i weekenden har brugt alt for mange af de næste dages "skeer". Eller, som en god ven også udtrykker det, brugt noget mere, end den enkelte dags klippekort.

Jeg er derfor, i de næstkommende dage, mere sporadisk leverende af blogindlæg herinde, kære læser. Og håber bare, at jeg kan få lært mig selv, at så længe jeg er nede i "min" depression, er der ikke særligt mange "skeer" at gøre godt med dagligt, og blive bedre til at strække dem, så de varer hele dagen.

Jamen så kunne jeg da bare lade være med at bruge energi - "skeer" - på at skrive denne blog, og bare fortsætte med at ligge og glo lige ud, kan jeg høre nogen tænke. Men nej - mit behov for at kunne holde mig bare minimalt i gang, når jeg er helt nede, bliver dækket når jeg endelig får sat mig ned ved tastaturet. Og er medvirkende til, at jeg stadig kan føle mig som et selvstændigt, tænkende væsen.

Også selvom jeg måske må låne af morgendagens "skeer" for at kunne gøre det. Samt bruge - som i dag - temmelig lang tid på at kreere dagens blog. Bare én linie ad gangen, hvorefter jeg "lukker ned" igen.

Men sålænge jeg er ædru, overlever jeg også det.

Samt muligheden for, at Systemet ikke vil anerkende mit behov for at kunne "lukke helt ned", og ikke deltage i deres tilbud.

De kan ikke slå mig ihjel - kun sulte mig.

Og jeg trænger jo alligevel til at tabe nogle flere kilo.

lørdag den 8. april 2017

Udadreagerende


Det er da det, jeg skal være.

Udadreagerende.

Hvis altså jeg kan stole på alle de forskellige eksperter, der med tiden har udtalt sig i kilometervis af bøger om, hvordan man bekæmper en depression. Eller - for nu at bruge et godt gammelt dansk ord, der betyder nøjagtigt det samme - en nedtrykthed.

Og det er vel egentlig det, jeg mest af alt er - nedtrykt.

Så jeg har vendt mig mod eksperterne, og spurgt dem, hvad jeg dog skal gøre, for at få det bedre og slippe af med den der dumme nedtrykthed

De bliver lidt tavse, når jeg bruger ordet "nedtrykt" istedet for "depressiv". Helt slemt bliver det endda, når jeg med pokeransigt fortæller dem, at det er nøjagtig det samme. Og straks haler de den ene forklaring efter den anden op af hatten, mens de bruger masser af ord på at sige, hvad jeg netop har sagt.

Jeg føler mig nedtrykt.

"Jamen der er skam forskellige grader af depression og forskellige grader af nedtrykthed, der hver for sig har forskellige behandlinger og forskellig medicin, der med garanti kan få det hele til at forsvinde, og efterlade dig med en lykkelig fornemmelse i kroppen, der ikke forsvinder før du er blevet nedtrappet af den medicin, du så har været nødt til at sluge i et halvt års tid - eller mere", udtaler de skråsikkert.

Hvorefter der bliver nikket vidende af disse hvidhårede og stålbrillebærende unika, der alle kender hver deres helt succesgaranterede behandling, som vil ende med at koste samfundet uanede mængder af penge i støtte, konsultationer, og medicintilskud.

Samtidig med, at jeg skal være "udadreagerende" i min hverdag - "udadreagerende" i mine tanker - og "udadreagerende" i mine følelser. Hvis altså disse for min mentale sundhed så uundværlige eksperter får deres vilje.

Jeg kan næsten fortvivles over hele den mængde forskelligtrettede informationer og alle de guldbelagte råd - ja, guldbelagte, for de er dæleme dyre - jeg bliver udsat for, hvis jeg nu vælger at bruge min tid på at gå "i behandling" for min nedtrykthed.

Så istedet vælger jeg, at bruge den enkle og ganske gratis behandling, livet og naturen altid tilbyder, hvis bare jeg kigger godt efter.

Doseret som medicin efter behov, og indtaget med glæde dagligt :

En halv times kiggen på det vipstjærtepar, der endnu en gang har indtaget min græsplæne, og som nu finder morgenmaden i den.

Efterfulgt af indsnusning af alle de dufte, vinden bringer med sig ind gennem mine åbne vinduer - røgduften fra naboens brændefyr, lugten af en nærliggende bondemands markspredte komøg, den kølige morgenduft af dugdråber i luften, blandet med dampen fra den kaffe, der er i mit morgenkrus.

Samt en viden om, at jeg senere, efter at have kreeret dagens blog og nydt et morgenbad, vil tage afsted på besøg hos nye venner, og dér sikkert kunne nyde samværet og varmen fra smil og latter.

Udadreagerende ? Jeps - og så har det kostet gratis........

torsdag den 6. april 2017

Pludselig ligner jeg en gammel mand.


Fedtet hår, der klasker ind til hovedbunden uden nogen form for volumen.

Halvlangt, med egne idéer om retning og krøl, på en hovedbund, der klør med jævne mellemrum.

Et ubarberet ansigt, hvor opsvulmede øjenlåg og rødfarvning af det, der skulle have været hvidt i øjet, står i skærende kontrast til den trætte hud.

Og hele tiden fornemmelsen af, ikke at have kræfter til at tage sig af det.

Ugidelighedens spøgelse, der samtidig får nullermændene til at vokse i hjørnerne, og giver uhyggelige, knasende lyde, når man går rundt i køkkenet. Lyde, der minder om de knækbrød man spiste i går - og i forgårs - og.......

Lugten, der fortæller at et bad nok ville være mere end end god idé. Samt at vaskemaskinen nok burde bruges - bare sådan for at fjerne ikke kun alt det vasketøj, der ligger i bunker, men også sætte en stopper for udviklingen af sursvedsdufte i skjorter og undertøj.

Hver gang man går forbi et spejl, bliver man næsten skræmt af det billede, der møder øjnene. En gammel, træt mand, der med slæbende skridt trisser gennem det hjem, han måske bliver nødt til at forlade inden længe.

Nu ved du, kære læser, hvorfor jeg pludselig føler mig som en gammel, grim mand, hvor kun mangelen på vorter og lange øreflipper skiller mig fra at være prototypen på en mandlig heks.

Hvor jeg dog hader, at være ramt af depression.

Hader, når det tager uendeligt lang tid at gøre, hvad jeg normalt klarede i en håndevending.

Hader, når mit hjem forfalder omkring mig, og jeg ikke har kræfter til at tage mig af det.

Hader, når min krop begynder at sige fra, og sætter gang i endnu en omgang forhøjet blodtryk og tarmproblemer.

Men jeg hader intet af det nok til at falde tilbage til det, jeg var før.

For jeg elsker at være ædru. Èn dag ad gangen.

tirsdag den 4. april 2017

Flygt, skreg.........


........ orkerne, men Rastaan brugte sine Warlock-kræfter på at udslette dem. En efter en.......

Min verden er i disse dage fyldt med underlige væsener. Orker, Warlock's, Mage's, Undead, Druid's, samt en uendelig mængde mærkværdige dyr og hadefulde ondskabens kreaturer. Alle har de kun ét mål i min tilværelse, udover at forsøge at slå mig ihjel på talløse måder.

At sørge for en flugtvej fra alt det, der plager mig, bekymrer mig, og stresser mig. Samt give mig muligheden for, på en fuldstændig tilladt måde, at kunne få afløb for eventuelle voldelige tendenser, uden at der udøves skade på noget virkeligt, levende væsen.

Det er der så sandelig også brug for i øjeblikket.

Med en lægeligt bekræftet depression af den dybere slags, og med en økonomi, de færreste ville kunne overleve at have, kan ikke engang morgenens glædesstrålende triller af lyd fra de lokale fugle, eller naturens hastige ændring frem mod forårets grønfarvning af alt, give mig kræfter til at løfte det slør af mørke, jeg har hængende ned over hovedet.

Der er dog to ting, der kan hæve sløret, og lade mig se og opleve, hvor vidunderlig verden kan være, når bare man kigger ordentlig efter.

Den ene er WoW - World of Warcraft - og alle de magiske muligheder spillet byder på. Her kan jeg strejfe rundt som hæslig dværg, majestætisk druide, snerrende warlock, eller udød blodelf - og drømme mig til en verden, hvor guldet ligger for enden af næste quest, og evnerne styrkes jo længere jeg spiller.

En flugt fra virkeligheden, kan jeg høre dig sige. Og jeg kan kun nikke bekræftende til dét udsagn, men tillader mig alligevel at hoppe ind i Rastaan, Lhunaria, og alle de andre figurers verden, når livet begynder at blive bloddryppende hårdt.

Sådan en mulighed vil jeg til enhver tid påstå, at vi alle har behov for - så kan den være nok så fordummende og tidsrøvende, når bare den giver mulighed for at kunne trække vejret frit i et stykke tid, og komme til kræfter inden virkelighedens næste slag rammer.

Den anden ting, der kan hæve sløret og give mig følelsen af at leve, er min kontakt med dig, kære læser. Det, at kunne blotlægge mig selv og mine tanker, næsten på daglig basis, og dermed tillade andre at få indsigt i, hvem jeg er og hvad der får mig til at eksistere, er lige så vigtigt for mig, som selve det, at trække vejret.

Og skulle jeg være nødt til - eller blive tvunget til - at indskrænke denne mulighed, ved at lægge bånd på de ting, jeg skriver, og de ting jeg ytrer mig om, så tror jeg at jeg ville visne og forsvinde, ned i en glemselens brønd hvor alt er ligegyldigt og intet betyder noget.

Så jeg kæmper - på alle de fronter, jeg kan komme til. Både med sagsbehandlere og andre orker, der angriber mig på usaglige og unfair måder, og med sygdomme, der kan være af begge verdener. Jeg hæver min stav - hvad enten denne indeholder blæk eller magi - og lader den lyne.

Igen og igen.

Nogle gange rammer jeg, andre gange ryger lynet forbi, eller blækket er spildt. Men jeg kæmper - og dét er det vigtigste.

Og pludseligt opdager jeg, at jeg har lyst til at gøre andet, end at sidde indendørs og synke ned i mørket. Opdager, at der er en græsplæne, der skal slåes, roser der skal renses, gulve, der skal vaskes, og tøj der skal ditto.

Hvorefter jeg ser, at stærene og solsortene rent faktisk hopper rundt i mit lange græs, og ivrigt æder hvad de finder, Ser pusleriet i min kvasbunke - der forresten også trænger til at fjernes - og beslutter mig til at vente indtil pindmor og pindunger har forladt bunken for i år.

Og tænker ved mig selv, at så er kampen på de forskellige fronter, ikke helt forgæves.

Jeg snupper lige 24 timer mere.........

mandag den 3. april 2017

Jeg løb tør for skeer her til morgen.


Lidt af en underlig overskrift på dagens blog, siger du nok. Men efter du har læst den, kan det være du skifter mening.

Jeg har gennem længe spekuleret over, hvordan jeg på en nem måde kunne forklare hvordan jeg har det, og hvordan min(e) sygdom(me) giver sig udtryk i hverdagen. En øvelse, mange sikkert vil give mig ret i, kan være ganske svær. Især, når man er blevet ramt af en eller flere sygdomme, der ikke altid kan ses, men som påvirker alt hvad man gør.

Så da en hjerteveninde præsenterede mig for "Historien om skeerne", var jeg solgt med det samme. 

Forfatteren til historien har en bindevævssygdom. Men uanset hvilken sygdom man lider af, vil dens effekt på hverdagen kunne beskrives via netop denne fortælling.

Historien er skrevet ud fra en samtale med en veninde :

------------------------------------------------------------------------------------

De er ude at spise sammen og under middagen tager han sin medicin. Veninden kigger på ham og ud af det blå spørger hun: “Hvordan føles det at have din sygdom?”

Han undrer sig lidt, for veninden HAR set ham tage medicin før.

Hun har set ham være nede. Græde af smerter. Være træt. Melde afbud til aftaler. Været med til samtaler hos lægen.

Så hvad mere er der at vide?

Han mumler noget om piller, undersøgelser osv., men veninden bliver ved: “Hvordan FØLES det – ikke fysisk og sådan, men hvordan føles det for DIG at være syg?”.

Han kigger sig lidt omkring og ved ikke helt hvad han skal svare. For efter års venskab kender veninden jo udmærket til den MEDICINSKE betegnelse for hans sygdomme. Men det er åbenbart ikke det, hun vil vide noget om.

Han kigger sig lidt rundt omkring på bordet, for at få hjælp til at svare på spørgsmålet, for hvordan kan man svare på et spørgsmål, som man reelt ikke selv kender svaret på?

Hvordan forklarer man en anden person, om hele dagens aktiviteter og konsekvenser og de følelser som der kommer ud af dem?

Ting som for langt de fleste mennesker er normale, kan i sygdomssituationer være som at bestige bjerge. Men  istedet for at give op lige dér og bare sige, at han ikke ved det helt nøjagtigt, fødes i det øjeblik “Teorien om skeerne”.

Han samler samtlige skeer på bordet i hænderne, og giver dem til veninden, mens han fortæller hende, at nu er det hende, der har hans sygdom.

Og forklarer hende, at forskellen mellem at være syg som han er eller rask, er det at skulle træffe valg – konstant – eller hele tiden være sig bevidst om ting, mens den raske person ikke tænker så meget over dagens valg.

Den raske person lever sin daglige “luksus” uden at skulle træffe et valg for hver enkelt detalje – og det er en gave som de fleste tager for givet. For de fleste mennesker, så er dagen fyldt med uanede muligheder når de står op. Og de har energi til at gøre lige præcis hvad de har lyst til, i lige præcis det øjeblik tanken kommer til dem.

Skeerne i venindens hænder skal illustrere dagens handlinger.

Hun bliver bedt om at holde dem således, at han kan tage dem fra hende igen, fordi de fleste af os der rammes af sygdom oplever et “tab” af et liv de engang kendte. Så når han har kontrollen med at tage skeerne fra veninden, vil veninden vide hvordan det føles, når noget andet, i dette tilfælde hans sygdom, har kontrollen over én.

Veninden forstår ikke helt hvad det går ud på. Og fortæller sig selv, at det sikkert bare er et sjovt indslag, af den slags, som de altid har, når de er sammen.

Men han er meget alvorlig og beder veninden om at tælle skeerne. Hver ske skal illustrere en handling. Og alle skeerne illustrerer dagens energi-niveau.

“Jamen jeg skal da bruge flere skeer – her er kun 12?" “Nej, dét der er hvad du får!” siger han, hvorefter veninden ser lidt skuffet ud, og så ved han at han har fat i noget af det rigtige.

“Vær bevidst om hvor mange skeer du har, og tab ikke nogen af dem – husk på at du er syg”, fortsætter han. Hvorefter han beder veninden bedt om at opremse alle de ting som hun foretager sig gennem dagen.

Straks får veninden lagt de sjove ting på bordet.

Han ryster på hovedet, og beder hende begynde forfra, samt at huske at hver enkelt ting koster en ske.

Den første opgave bliver derefter lavet om til “Jeg gør mig klar til at gå på arbejde”, hvorefter han tager en ske ud af hånden på veninden, mens han siger:  “Nej! Du kæmper for at få dine øjne op og indser at du allerede er sent på den – du sov heller ikke særlig godt sidste nat. Du kravler nærmest ud af sengen, og tvinger dig til at spise morgenmad, for hvis du ikke får morgenmad kan du ikke tage din medicin. Og hvis du ikke tager din medicin kan du ligeså godt lægge resten af dagens skeer fra dig, og i morgens skeer med!”

Han lægger skeen, han har taget, væk,  og det går op for veninden at hun ikke engang har fået tøj på endnu!

At gå i bad koster en ske.

At komme i tøjet endnu en ske, hvorefter han forklarer at det ikke altid er ligetil at komme i tøjet.

Måske gør fingrene så ondt den morgen at det at bruge noget med knapper er udelukket. Måske er der udslet der skal skjules af lange trøjer. Måske skal der gøres ekstra ud af håret, fordi det falder af. Måske tager hver enkelt bevægelse lang tid, fordi det at tænke, er besværligt.

Og så er der hurtigt gået 2 timer. Og et par skeer….

Allerede før veninden kommer på arbejde er der røget 6 skeer,  og han forklarer hende derfor at nu skal hun nøje overveje, hvordan resten af dagen skal gå.

For der er kun 6 skeer tilbage. Og når de 6 skeer er brugt, er der ikke mere energi tilbage. Nogle gange kan man godt nok “låne” af i morgens skeer, men så skal man huske på at det betyder, at man har de skeer færre dagen efter.

Samtidig vil man hele tiden skulle have i baghovedet at i morgen kan blive dagen, hvor man vågner op forkølet, eller med en anden infektion, hvor leddene går i selvsving, hovedet summer af løsrevne tanker, eller hvad kroppen nu kan finde på at præsentere én for. Det kan man ALDRIG spå om.

Så det er en god ide, at passe meget godt på skeerne.

Sammen gennemgår de resten af dagen, og veninden finder ud af, at det at springe frokost over kan koste en ske, at stå op hjem i bussen kan koste en ske, at sidde for længe ved computeren kan koste en ske.

Han tvinger sin veninde til at tænke anderledes over tingene, for det gælder om ikke at løbe for mange ærinder – der er jo også en middag til aften, der skal spises.

De taler videre om dagens begivenheder, som de forestiller sig de kunne være, og så er veninden sulten.

“Ok”, siger han, "men du har kun 1 ske tilbage. Hvis du laver mad, har du ikke energi nok til at vaske gryderne op efter dig. Og hvis du tager ud på restaurant kan du være så træt at det ikke er sikkert for dig at køre hjem”. Han forklarer også, at på det tidspunkt af dagen, er hun sikkert også så træt, at hun ikke ORKER at lave mad.

Veninden beslutter sig for suppe – det er trods alt ikke vanskeligt. Igen pointerer Christine at hun kun har én ske tilbage – og hvad skal den bruges på?

Ud at lave noget sjovt – mødes med veninder på cafe, gøre rent, vaske tøj.. men hun kan ikke gøre det hele. Hun bliver nødt til at prioritere.

Og nu forstår veninden, hvordan det er for ham, og hun spørger med tårer i øjnene : “ Hvordan kan du klare det? Hvordan kan du gøre det her hver evig eneste dag?”

Han forklarer ganske enkelt, at nogle dage er værre end andre dage, nogle dage har han flere skeer end andre. Men han ved, at han aldrig kan få det til at gå væk, han  aldrig kan glemme det, og at han
er tvunget til altid at tænke over det.

Roligt tager han en ekstra ske op af lommen og giver den til veninden, mens han siger: ” Jeg har lært at leve mit liv med en ekstra ske i lommen, man er jo nødt til at være forberedt”.

Og han fortsætter: “Det er hårdt og den hårdeste ting, jeg skal lære, er at geare ned. Selv den dag i dag kæmper jeg med det. Jeg hader at føle mig udenfor, hader at måtte vælge at blive hjemme eller undlade at lave ting som jeg gerne ville lave”.

Alt hvad der er let for andre vil for en med hans diagnose være 100 jobs i ét. Han skal holde øje med hvordan vejret er, holde sig varm, sætte en strategi som om han var på vej i krig. Hvilket netop  er forskellen mellem at være syg, som mange af dem med ikke synlige sygdomme er, og rask.

Der skal planlægges ned til mindste detalje. “Den der smukke mulighed bare at kunne GØRE uden at TÆNKE - jeg savner den frihed. Jeg savner det liv jeg havde før – hvor jeg ikke altid skulle tælle skeer”, siger han.

Da de går ud fra restauranten og giver hinanden et farvelknus, siger han, mens han stadig holder den ene ske i hånden: “Det er ok. Jeg betragter det egentlig som en form for velsignelse, fordi jeg er tvunget til at tænke over alt jeg foretager mig. Er du klar over, hvor mange skeer der går til spilde blandt mennesker? Jeg har ikke plads til spildt tid eller en tabt ske, og jeg har valgt at bruge en af mine skeer på at være sammen med dig!”

............................................................................................................................

Lang historie, men jeg håber, den kan bruges af dig, kære læser, eller af en du kender. 

Jeg har tilladt mig at ændre en smule i den oprindelige historie, for at gøre budskabet tydeligere, selvom det vel egentlig er ganske tydeligt for enhver.

Og så vil jeg nu tage mine resterende skeer - der er ikke særligt mange da jeg har været nødt til at bruge på forhånd for ikke at gå ned med flaget,  og bruge dem på at komme gennem en ellers solbeskinnet dag. 

I håbet om, at der er en ny omgang skeer til mig i morgen.

lørdag den 1. april 2017

Temperaturen stiger.................


 ................... langsomt udenfor, mens fuglene åbenlyst mærker foråret strømme igennem sig, og fylder verden med den ene mere pragtfulde sang efter den anden.

Udenfor mine vinduer er der ikke en vind, der rører på sig. Alting virker, som venter verden bare på at jeg skal begynde at leve igen.

Det er vel også på tide, at se om verden er værd at springe ud i, og opgive den håbløse kamp mod et system, der ikke er gearet til mangekantede mennesker, men kun vil acceptere, hvad der kan passe ned i de på forhånd lavede huller.

Alle andre må forberede sig på at skulle kæmpe.

Det er bare ikke altid muligt. Især ikke, når de der mørke huller viser sig i horisonten, og får tankerne til at være mere klistrede end sirup, og mere selvødelæggende end Donald Trump. Eller er det omvendt ?

Under alle omstændigheder er jeg nødt til at prøve at lægge mine våben, og undlade kampen. Ellers er jeg bange for, at jeg ender med at systemet klipper mig i småstykker, for at få mig passet ned i deres huller. Og med den alder jeg har, er det sikkert også snart på tide at holde op med at tænke oprørstanker,

Og overgive sig til trøstesløsheden........................

Mens jeg sidder og skriver denne dags klumme, lytter jeg adspredt til de sange, jeg har lagt links til ovenfor. Og smiler sagte, mens det går op for mig, at gnisten aldeles ikke er slukket i mig endnu. At jeg stadig ikke er blevet bøjet på plads i konformitetens hellige navn.

Jeg skal stadig have undersøgt, om verdenen er værd at springe ud i, men der er da masser af tegn på at det netop er det, den er, verdenen.

Værd at springe ud i. Igen.

Og lade mig fange af alle de vidunderlige følelser, der forhåbentlig ligger og venter på mig. Drikke af kærlighedens kilder, og spise venskabets brød i selskab med ligesindede.

Så selvom det hele med jævne mellemrum ser håbløst ud, og den verden, der omgiver mig virker som ville den helst kaste mig ud i et frit fald, er jeg ikke slået tilbage til start igen. Og mine tanker kan stadig finde vej gennem det morads af håbløshed, der ind i mellem fylder min hjerne og mit sind.

Muligvis vil der nu og da gå længere tid mellem de nye indslag her i bloggen - tid, jeg sikkert bruger på at bekæmpe den indvendige trøstesløshed - men, kære læser, der skal mere end et rigid system til at stoppe mig med at plante mine sprogblomster mellem dine ører.

Jeg håber, du har nydt al den musik, jeg har link'et til i dag. Den er der naturligvis også en mening med - som alt i tilværelsen.

God weekend.