Trin på vejen.

Silende regn udenfor, og en følelse af tilbagevenden til et efterår, jeg troede var overstået indvendigt. Selv her, hvor der snart er gået et år siden jeg valgte livet fremfor mørket, kan småtingene bringe mig på en tidsrejse tilbage.

Pludselig spiller radioen den melodi, jeg igennem talløse år havde som synonym for kærligheden mellem hende og jeg. Og alle billederne begynder at svirre forbi på min nethinde.

Hverdagene. Ferierne, Oplevelserne.

Elskoven. Kyssene. Omfavnelserne.

Skænderierne. Drukturene. Slagsmålene.

En vild forvirring af billeder, der sammen danser til tonerne af en forgangen kærligheds melodi. Og bringer nye billeder frem, der bare har lagt i venteposition i min hjerne.

Hånden, der griber efter glasset. Lyset i hendes øjne, der skifter fra indbydende til forsvar, for derefter kun at udstråle kulde. Vejen hjem fra alle drukstederne. Sammen.

For at ende med det første billede af dem alle. Da jeg vendte mig om, og kiggede ind i hendes øjne for første gang.

Alt sammen ledsaget af den sang, jeg i årevis farvede med kærlighedens magt og energi.

Jeg ryster mentalt mit hoved, for at se om der kan rasle flere billeder frem. Billeder, der måske kan hjælpe mig med at finde ud af, hvorfor det gik så galt.

Dengang.

Men det eneste jeg får ud af mine bestræbelser, er en konstant lyd af klirrende flasker, og knust glas, der knaser under mine mentale fodtrin hen mod forståelsen.

Pludselig åbner en luge i min hukommelse, og ud vælter der billeder af alle slags. Fra nu. Fra før, Fra alt, hvad jeg gennem tiden har holdt af, alle, jeg gennem tiden har elsket, og alt, jeg siden barndommen har gjort galt.

Billeder, af kvinder jeg har elsket, og som jeg stadig elsker i dybet af min sjæl. Billeder af venner, jeg har mistet, og som jeg stadig savner dybt. Billeder, af de børn, jeg er ophav til, og som jeg savner højere end noget andet.

Og endeligt, da mængden af billeder aftager, mens et sidste smukt mindebillede af min mor langsomt daler ned i bunken, føler jeg en revne åbne sig ind til et område, jeg havde glemt eksisterede.

Ud gennem revnen dumper let brændte billeder, sodsvedne og forsøgt revet i småstykker utallige gange, for derefter at have været gemt i det fjerneste lager i min hukommelse.

Billeder af det, der blev gjort. Og fortiet.

Billeder af de begivenheder, der farvede mit sind, og dannede basis for mit liv.

Billeder af det barn, den teenager, og den mand, der var en gang.

Billeder af de mennesker, der var til stede, da alting ændrede sig, og retningen i livet blev sat.

Billeder................................................. af mit 4.de Trin.