Mørket viger.

Med et næsten søvnigt blink tænder gadelamperne udenfor. Deres skarpe skær breder sig over den natmørke verden, og vækker tankernes himmelflugt.

Fuglene er nu ligeglade. De har alligevel sunget morgensang for mig den sidste halve time, og gjort deres for at sørge for at min alt-for-tidlige morgen bliver startet ordentligt op.

Nu begynder det naturlige lys at brede sig i horisonten. Den der svage lysning, der bringer løfter om et snarligt gensyn med solen. Med mindre denne altså har valgt at være gemt bag en sky idag, hvilket den med mellemrum synlige måne ser ud til at love.

Jeg er hverken blevet vækket af en drøm eller har haft andre dybt tvingende grunde til at være vågen på det her ukristelige tidspunkt af døgnet. Ej heller har min tidlige opdukken til overfladen noget at gøre med min erklærede nyctophili, eller andre lignende natteelskende tendenser.

Den eneste grund er, at min krop bare vågnede.

Lige på én gang. Sådan..... pliiiiing........ og så var jeg vågen og lå og gloede op i loftet. En ret irriterende beskæftigelse, når jeg nu gerne ville have sovet indtil vækkeuret kunne opfylde sit løfte om at rive mig ud af Morpheus arme.

Men ikkenikkenej.

Jeg skulle absolut vækkes en time tidligere, og tvinges til at være vidne til morgenens fremmarch på himlen og fuglenes dødirriterende morgenkoncerter.

Hvilket forresten ikke er så irriterende alligevel. De små fjerede bæster har jo en tendens til at kunne bringe morgenglæde i mit sind, når jeg hører deres glade triller gennem det morgenåbne vindue.

Og når nu cornflakesene er sprøde, mælken er kold, og kaffen skoldende sort, så er det vel i orden at sidde stille og nyde. Selvom der kun er gået 5 1/2 time siden jeg lagde mig på sengen og faldt i søvn, og egentlig havde forventet at have sovet mindst en time mere, kan jeg nok lige overkomme at lade morgenen krybe indenfor i sindet på sin helt egen, rolige måde.

Bare sådan.

Aaaahhhh, hvor smager kaffen godt, og hvor er livet egentligt skønt i al sin uventede foranderlighed.