Vås.

Udenfor falder natten på, og den svage duft af råddenskab en fjern bondes spredning af møg har frembragt, blæser forbi mine næsebor. Tankerne svirrer gennem hovedet, og bringer nye idéer, nye nederlag, nye muligheder, nye måder at opfatte verden på. Og bag dem, denne lurende viden af en eller anden art, der endnu ikke er dukket helt frem.

Tiden.

Dette mærkværdige væsen, der efter de kloges mening åbenbart kan gå begge veje, og bringe både slutninger og begyndelser på banen. Den Tid, min hjerne lige nu forsøger at få fat i, så den kan blive dissekeret, undersøgt, opklaret, og forklaret, lader til hele tiden at undslippe mine forsøg på at sætte den i relation til mig.

Jeg sad og så filmen om Stephen Hawking iaften. Og betagedes i dyb grad af mandens fantastiske måde at tænke på, samt hans uendeligt store evne til at overleve. Fordi han ville. Og hans brændende ønske om at ville forklare Tid. Et ønske, han stadig nærer, og søger at nå frem til at kunne opfylde.

Med en sygdom, der på det tidspunkt, hvor den blev opdaget, altid betød en forholdsvis hurtig død, nægtede han at anerkende det, videnskaben så som fakta, og overlevede. Ikke bare han, men også hans elskede, talte Rom midt imod, og overlevede.

En stærk kvinde - af den slags, der ikke er mange af i universet, og af den slags, jeg har ledt efter hele mit liv, og som jeg flere gange troede jeg havde fundet. Det havde jeg ikke, må jeg undrende erkende. Men jeg er jo heller ikke nogen Stephen Hawking.

Bare en skriveblokeret skribent, der sidder uforløst og famler efter ordene, mens tankerne myldrer rundt i hovedet, og som med mellemrum griber ud i blinde efter det første, det bedste ord eller sætning, der kommer farende forbi. Håbende, at netop dét ord eller dén sætning, vil kunne sætte kreativiteten i sving igen.

En forfatter, jeg tror det var George Hemmingway, sagde engang, at den  bedste måde at skrive på, var, bare at gøre det. Bare at fange de ord, der myldrede rundt i hobedet, og smide dem ned på papir.

Så skulle de nok ende med at give mening, ende med at blive til noget.

Om ikke til andet, så til natligt vås og hjernetrættende Tidsfordriv.

Det var så også det, dette her blev til - og så gik der Tid med det
.