Bolleproblemer.

Kender I Den Indre Husmoder, der dukker op i os mænd, når vi er blevet alene, og gerne vil kunne klare det hele selv ? Hende, der kigger med over skulderen og hvisker små råd i ørerne på os, når vi forsøger os ud i de forskellige huslige sysler, livet kan være så fyldt af ?

Det gør jeg.

Og jeg har fundet ud af, at det ikke altid er bedst at lytte til hendes hviskende stemme. Prøv bare at hør her:

Jeg havde bestemt, at jeg i anledning af min årsdag, ville bage nogle boller. Og ja, kære læser, du havde sikkert troet, at titlen på indlægget handlede om noget helt andet. Det gør det ikke. Det handler udelukkende om, hende der D.I.H., og at bage boller.

Nu var det sådan, at den eneste mulighed jeg havde, var at bage nogle koldhævede boller, der ville være færdige en gang sent på eftermiddagen - og det var jo her og nu, jeg havde behov for netop dén succes.

Her hviskede D.I.H. mig ind i øret for første gang i dag. "Tag dog den der pose med færdigmel til landbrød", hviskede hun, "Og bland så bare din gamle banan ind i melet, når du har tilsat tørgæren og vandet. Du kan jo altid tilsætte mere almindeligt mel, hvis det bliver nødvendigt."

Som hvisket, så gjort.

Nu er det sådan, at en banan tilsætter en hulens masse ekstra væske, så da jeg havde brugt min nyindkøbte genbrugshåndmixer i sådan cirka et kvarters tid, måtte jeg indse, at der skulle mere mel til.

Straks startede hun sit hviskeri igen. "Mel på bordet, unge mand. Dejen oveni, og så hedder det knofedt, knofedt, knofedt."

Det tog mig omkring 10 minutter at få dejen til at hænge nogenlunde sammen, samt slippe mine hænder, der på det tidspunkt havde en umiskendelig lighed med The Blob fra fortidens gyserfilm.

Til gengæld var det forholdsvis let at få 10 ganske nydelige boller sat på bagepladen, og overdækket med et af mine få viskestykker, så de kunne hæve i fred.

Og så skulle der ryddes op imens. Det betød, at det der bord, der nu lignede en slagmark med mel og dejrester overalt, skulle renses - og straks var hun der igen.

"Hvis du nu tager støvsugeren, så har du 1,2,3, alt melet væk, og kan tørre bordet af med et snuptag," hviskede hun inciterende i mit venstre øre. Jeg kiggede på bordet - overdækket bageplade med boller til venstre - melkaos til højre - og besluttede mig til at følge hendes råd.

Den slags idéer kan være utroligt dumme at følge. Men for at du, kære læser, skal kunne få det fulde udbytte af resten af historien, er der lige noget du skal vide først.

Jeg har, siden min forhenværende forlod mig, været nødt til at nøjes med min lille campingvognsstøvsuger, når jeg skulle have renset mit gulv etc. for snavs og den slags. Hvilket også har været godt nok, for den er en hyggelig lille fætter, der klarer arbejdet med brummen og flid - og med poser, der koster spidsen af en jetjager.

Så da en kær veninde tilbød mig en "rigtig" støvsuger - en Miele med hele 1600 W sugeeffekt - takkede jeg naturligvis glad, og tog imod.

Begynder du at få billedet nu, kære læser ?

Støvsugeren sat til - check - kun slangehoved - check - sat på fuld effekt - check - tænd og støvsug - ch.............

Det tager sådan en supersuger cirka 2,5 sekunder at sluge et viskestykke. Lyden er ret skræmmende, kan jeg fortælle dig, og synet af bollerne - der i parentes bemærket jo stadig havde været noget klistrede, da viskestykket blev lagt over dem, og derfor hang lidt fast - nu drøøøøønende rundet på bordpladen, gjorde ikke oplevelsen mindre skræmmende.

Jeg forsøgte febrilsk både at stoppe støvsugeren - (ved benyttelse af min højre fod) - fange bollerne - (her kommer venstre hånd ind i billedet) - og forsøge at hive viskestykket ud af støvsugerslangen - (her var det så, at jeg gjorde den fejl, at forsøge at bruge tænderne til at bide fast i den snip, der dog stadig hang ud af slangemundingen).

Jeg har gebis i overmunden..........

Lyden af mine flaprende læber, på vej ned i slangen for at indhente viskestykket,  min i gulvet desperat tappende fod, der forsøgte at ramme stopknappen, viskestykkets skingre hvæsen i slangen, og klong'et, der fremkom da mit gebis forsøgte at bane sig vej ned til alt det andet i støvsugerslangen, blev alt sammen ledsaget af fuldstændigt uforståelige forbandelser, hvisket ud af mundvigen.

Så hende der D.I.H. - Din Indre Husmoder - har ikke altid ret i det hun hvisker i dit øre, kære læser.

Nogle gange gør hun det sikkert kun for at få sig et billigt grin.

Der blev dog rent - til sidst - viskestykket kom ud igen - og gebisset på plads, så der kunne smages på de faktisk temmeligt store boller, da de var færdige i ovnen.

Støvsugeren ? Den trænger til en ny pose, og en gennemgribende rensning. Der er mel overalt i og på den.

Men bollerne var gode.