Tak.

Morgenen gryer.

Udenfor kan jeg høre vindens susen i de regnvåde træer. En enkelt fugl forsøger forsigtigt at få sin stemme hørt, men lyden blæser væk, og den opgiver hurtigt til fordel for læ og fødesøgning.

Det har regnet i nattens løb. Ikke nær så voldsomt, som da jeg gik hjem fra generalforsamlingen i vores lokale brugs i aftes, hvor styrtsøerne af småhagl og kolde regndråber gjorde udsigten gennem mine briller besværlig, og gennemblødte mit tøj.

Men nok til, at jeg kan se fugleklatterne på min terrasse er vasket væk. Og åbenbart fra den helt rigtige retning, så mine køkkenvinduer er klare nok til at jeg kan se verden udfolde sig.

For præcis et år siden havde jeg svært ved at se noget som helst klart. Det var solskin, den dag, men jeg ænsede det ikke. Alt, jeg opfattede den morgen, var en altfortærende følelse af at være færdig.

På bunden. Ikke istand til at kunne fortsætte.

Mør.

Alle mine undskyldninger var brugt. Alle mine desperate bestræbelser på at opfinde nye muligheder for at fortsætte, var holdt op med at virke. Og mit liv, som jeg kendte det, var holdt op med at eksistere.

Jeg var endelig blevet ædru.

For et år siden i dag, klokken 07:50, startede min vej mod et bedre liv. Et ædru liv, hvor jeg dag for dag kunne leve.

Og en dag ad gangen har det bragt mig frem til min første gentagelse af netop dén dag, hvor alle mine forsvar faldt, og jeg accepterede at vise mig selv som jeg er.

Accepterede hvad jeg er, og fik mod til at søge hjælp til at leve med det.

For dén dag, fandt jeg visdom til at kende forskellen på, hvad jeg kunne ændre, og hvad jeg ikke kunne.

Jeg tager 24 timer mere.

Ædru.

Tak.