Flygt, skreg.........

........ orkerne, men Rastaan brugte sine Warlock-kræfter på at udslette dem. En efter en.......

Min verden er i disse dage fyldt med underlige væsener. Orker, Warlock's, Mage's, Undead, Druid's, samt en uendelig mængde mærkværdige dyr og hadefulde ondskabens kreaturer. Alle har de kun ét mål i min tilværelse, udover at forsøge at slå mig ihjel på talløse måder.

At sørge for en flugtvej fra alt det, der plager mig, bekymrer mig, og stresser mig. Samt give mig muligheden for, på en fuldstændig tilladt måde, at kunne få afløb for eventuelle voldelige tendenser, uden at der udøves skade på noget virkeligt, levende væsen.

Det er der så sandelig også brug for i øjeblikket.

Med en lægeligt bekræftet depression af den dybere slags, og med en økonomi, de færreste ville kunne overleve at have, kan ikke engang morgenens glædesstrålende triller af lyd fra de lokale fugle, eller naturens hastige ændring frem mod forårets grønfarvning af alt, give mig kræfter til at løfte det slør af mørke, jeg har hængende ned over hovedet.

Der er dog to ting, der kan hæve sløret, og lade mig se og opleve, hvor vidunderlig verden kan være, når bare man kigger ordentlig efter.

Den ene er WoW - World of Warcraft - og alle de magiske muligheder spillet byder på. Her kan jeg strejfe rundt som hæslig dværg, majestætisk druide, snerrende warlock, eller udød blodelf - og drømme mig til en verden, hvor guldet ligger for enden af næste quest, og evnerne styrkes jo længere jeg spiller.

En flugt fra virkeligheden, kan jeg høre dig sige. Og jeg kan kun nikke bekræftende til dét udsagn, men tillader mig alligevel at hoppe ind i Rastaan, Lhunaria, og alle de andre figurers verden, når livet begynder at blive bloddryppende hårdt.

Sådan en mulighed vil jeg til enhver tid påstå, at vi alle har behov for - så kan den være nok så fordummende og tidsrøvende, når bare den giver mulighed for at kunne trække vejret frit i et stykke tid, og komme til kræfter inden virkelighedens næste slag rammer.

Den anden ting, der kan hæve sløret og give mig følelsen af at leve, er min kontakt med dig, kære læser. Det, at kunne blotlægge mig selv og mine tanker, næsten på daglig basis, og dermed tillade andre at få indsigt i, hvem jeg er og hvad der får mig til at eksistere, er lige så vigtigt for mig, som selve det, at trække vejret.

Og skulle jeg være nødt til - eller blive tvunget til - at indskrænke denne mulighed, ved at lægge bånd på de ting, jeg skriver, og de ting jeg ytrer mig om, så tror jeg at jeg ville visne og forsvinde, ned i en glemselens brønd hvor alt er ligegyldigt og intet betyder noget.

Så jeg kæmper - på alle de fronter, jeg kan komme til. Både med sagsbehandlere og andre orker, der angriber mig på usaglige og unfair måder, og med sygdomme, der kan være af begge verdener. Jeg hæver min stav - hvad enten denne indeholder blæk eller magi - og lader den lyne.

Igen og igen.

Nogle gange rammer jeg, andre gange ryger lynet forbi, eller blækket er spildt. Men jeg kæmper - og dét er det vigtigste.

Og pludseligt opdager jeg, at jeg har lyst til at gøre andet, end at sidde indendørs og synke ned i mørket. Opdager, at der er en græsplæne, der skal slåes, roser der skal renses, gulve, der skal vaskes, og tøj der skal ditto.

Hvorefter jeg ser, at stærene og solsortene rent faktisk hopper rundt i mit lange græs, og ivrigt æder hvad de finder, Ser pusleriet i min kvasbunke - der forresten også trænger til at fjernes - og beslutter mig til at vente indtil pindmor og pindunger har forladt bunken for i år.

Og tænker ved mig selv, at så er kampen på de forskellige fronter, ikke helt forgæves.

Jeg snupper lige 24 timer mere.........