Til søs at stå......... tredie omgang

Tredie kapitel

(for nye læsere - her finder du de to foregående kapitler - Det gode skib "Jeg" og  Overstyrmanden )

Maskinrummet

De tommetykke tove pulserede svagt, mens de bragte det gode skib "Jeg"' 's brændstof frem til indsprøjtningsstudserne. En kompliceret, og for alle andre end maskinmesteren fuldstændig uforståelig proces, der i bund og grund var rygraden i skibets liv. 

Stærkt svedende fór han rundt, denne let undersætsige og overvægtige maskinmester, som folkene kun kendte under øgenavnet Sækken. En mavesur, galdespyende mand, hvis største bedrift var, at have bragt maskinen gennem det liv, den havde levet siden sine første celledelinger.

For levende, det var maskinen.

En selvudvidende, energifrembringende råvarekvaser, hvor kun den rette behandling af de enkelte dele kunne sikre kraft nok til resten af Skibets liv. Og Sækken var den eneste, der kunne det, der skulle til. Blande råvarerne med de nødvendige komponenter, og få et produkt sendt videre ned gennem forbrændingen, så Bundholdet til sidst kunne skovle de stinkende rester ud gennem affaldshullet.

Han vidste, at såfremt han blandede forkert, eller ikke holdt øje med de galdegrønne Blærerøve, der hang og ventede lige efter indsprøjtningen, ville alt han havde blandet blive smadret til ukendelighed, og de tolvfingrede Tynderter ville ikke kunne suge nogen form for energi ud af produktet.

Gysende huskede han sidst, det skete. Energiniveauet var sunket til alarmerende depressive dybder, hovedpumpen havde skruet trykket vanvittigt i vejret, for at kunne levere bare den mindste smule energi til Skibets enkeltdele, og både kaptajn og overstyrmand havde været hensat i en nærmest katatonisk rasende stilstand, der endda havde fået selv ham, til at fejlfungere.

Store huller var opstået på væggene i maskinrummet, og Blærerøvene var begyndt at fejle i en sådan grad, at selv Tynderterne var blevet forvirrede, og Bundholdet nærmest druknede i de brådsøer af tyndtflydende affald, der var kommet ud af det hele.

Det havde taget lang tid, inden selv de mest nødvendige reparationer var blevet gennemført, og han vidste, at han til stadighed måtte holde øje med den tynde overflade, der omgav ham på alle sider, for at forhindre den i at briste igen

Men han var klar.

Klar til at sørge for veltrimmet energi til skibet, og alle på og i det. Det eneste, der ville kunne sætte en kæp i hjulet, var Rålangerne. De, som skulle sørge for, at der var nok råvarer om bord, og lange det videre til maskinrummet.

Seks gange om dagen sørgede de for, at der blev kastet råvarer ned til Sækken, så han kunne levere det færdigblandede brændstof videre. De fleste gange ikke mere, end hvad der lige skulle bruges for at holde skibet kørende, men to af gangene med mængder nok til også at skabe det overskud, der skulle til for at bringe skibet gennem natten.

Han havde lært at lytte til den mumlende snak, der altid ledsagede Rålangernes arbejde, og ved at blande den med Tynderternes og Blærerøvenes skænderier med Bundholdet, kunne han med rimelig sikkerhed vide, hvordan skibet havde det. Og om der var problemer forude.

Hvilket han nu vidste, at der var.

Det var ikke skibets huggen i brådsøerne, der havde bragt ham på sporet. Det var den hvislende lyd af Systembådens tov, og knaldet, da overstyrmanden skød den Systemkrage, der næsten havde fået tovet til at briste, blandet med en kraftig nedgang i kvaliteten af de varer, Rålangerne havde smidt ned til ham de sidste dage, der havde fået ham til at forstå, at skibet var i problemer.

Den mumlende snak igennem hele maskinen om retningen mod Hjemløshedsklipperne, havde nu ikke gjort tingene bedre. Flere gange de sidste uger havde han i ren afmagt fået blandingsforholdene sat helt forkert, og hørt hvordan Bundholdet havde bandet over ham, når Tolvere og Tyndere havde været nødt til at aflevere tyndtflydende affald til dem. Igen......

Han havde forsøgt at få kaptajnen i tale flere gange. Men indrømmet, ingen af hans stærkt sure rørmeddelelser havde ændret på noget. Kvaliteten på den Nådegave, Systembåden lod dem få, lod stadig meget tilbage at ønske, og muligheden for at Rålangerne kunne holde deres seks afleveringer om dagen til Sækken, var nu næsten ikke-eksisterende.

En skræmmende tanke ramte Sækken, og fik ham til at krympe sig kraftigt. Hvis ikke Hjemløshedsklipperne flåede livet ud af Skibet, så lod det til at det ville kunne forsvinde i de Sultsumpe, han vidste lå bag de truende klipper.

Bare de dog for pokker snart kunne se land igen, så der kunne skaffes nye forsyninger ombord. Men den nærmeste Arbejdshavn lå vist stadig godt gemt bag de Depressive Tågebanker, der som altid drev rundt omkring Systembåde. 

Og Kap Håbet Er Godt var endnu ikke sigtet..........

( ja ja, jeg skal nok sørge for at fortsættelsen snart kommer - både Udkiggen, Systemeren, og skibets læge, mangler stadig at blive hørt )