Andre Sider af mig

mandag den 11. september 2023

Kig ud af vinduet......

 .... sagde Kamilla, mens hun mingelerede elegant rundt med sit staffeli, og arrangerede de pensler hun ville bruge net og nydeligt.

Hun havde inviteret mig til at få lavet et portræt, til en senere udstilling af netop portrætter i hendes atelier. Så jeg var stået tidligt op, for at begive mig ind til storbyen fra den bettelille men utroligt hyggelige by, jeg bor i. Ok - helt så lille er den nok ikke, der er både skole, efterskole, købmand og brugs. 

"- Så kom ikke her, og kald mig lille," kan jeg høre byen brumme halvfornærmet. Den bli'r nu nok go' igen - det plejer den at gøre, når man har drillet den lidt. Den er nemlig dejlig, er den...........

Men det var jo ikke dét, jeg ville udtrykke i det her indlæg. Det var det dér, med at tage ind og få malet sit portræt, af en utroligt dygtig malende kunstner, der stod på det tankemæssige tapet og ventede på at blive beskrevet.

Så jeg starter lige én gang til - med den dér "Kig ud af vinduet"-sætning, som den go'e Kamilla lagde ud med at sige, da hun havde fået placeret mig i en lænestol, der stod på et par paller. Sådan bare, for at få portrætofferet - læs, Mig - op i en højde, hvor selv dværge kan kigges ind i øjnene.

Nu har jeg jo lært fra barnsben af, at være høflig overfor kvinder, og for det meste gøre hvad de beder om. Nu og da. En gang imellem. Hvis det nu lige passer ind i det hele.

Så det gjorde jeg - kiggede ud af vinduet - og lige ind i mit sind........

Derude - på den anden side af den del af det vindue, jeg blev bedt om at kigge ud af - stod et træ med mørkegrønne blade, og fyldte hele synsfeltet. Og kastede ansigter i hovedet på mig. Ansigter, der jo slet ikke er der, men som min krøllede hjerne får associationer til, når den automatisk og distræt "pakker" linier, farver, strukturer, blødheder sammen.

Og her må jeg så nok hellere fortælle, at jeg har "noget" med linier, strukturer, farver, tredimensionelle blødheder - der går nemlig kun et par sekunder, mens jeg sidder i tavshed og kigger - hvorefter der dukker ansigter op blandt de grønne blade. 

Alle mulige ansigter.

Ikke på én gang, men stille og roligt - nogen gange afløsende hinanden, som var det en film jeg sad og kiggede på - og nogen gange i ryk, som så jeg dem gennem et Camera Obscura.

Og jeg nyder det.

For alle disse dyr, mennesker, skabninger, fantasivæsner, tillader min fantasi at gå i overdrive, og danne historier, beretninger, manus'er, filmforløb - alt sammen uden nogen form for lyd, men med utroligt mange dejlige "gensyn" af noget eller nogen, jeg har set før.

Dér var en ræv - og en øgle, næh det var bare munden - men dét der er da Dobby, husalfen fra...... og Sauron...... og en ugle..... og en  dinosaur, eller noget der ligner, lignede, har lignet, ...... er væk igen.....

Og ovenover dem alle, troner dét, jeg har valgt som fokusobjekt, så jeg kan sidde stille mens Kamilla arbejder på livet løs - og Daði Freyr hyggesynger Skiptir Ekki Mali i baggrunden - et stenroligt ulvehoved, der stirrer mig lige tilbage i øjnene, fra det, der vel egentlig bare var to huller i et bladhang mod en lys baggrund - men som i sammenhængen med alle linierne, blødheden, farverne, og strukturerne, blev netop dét - et ulvehoved af smukkeste slags.

Åndeløst visende mig, hvad jeg havde brug for at se.

Så i samtlige de seks timer - også lidt i de pauser, vi trods alt holdt ind imellem - det tog for Kamilla at "fange" billedet af mig på lærred - vekslede alle mulige billeder af alle mulige - og umulige - dyr og væsner gennem bladhanget på dét træ, jeg var fanget af at kigge på.

Men ulvehovedet blev hængende, og dissekrerede mit sind med et blik, der varmede, glædede, og gjorde mig godt til mode. Og først, da sidste strøg var sat, og hun var tilfreds, den nu glødende og let malingramte kunstner med det glade smil og de strålende øjne - slap det mig.

Lige indtil jeg havde vendt hovedet, og kiggede på det færdige resultat. På det portræt, formiddagen og et stykke af eftermiddagen var gået med at kreere.

Og dér var de igen - øjnene, der havde stillet mit sind åbent foran mig, og bedt mig acceptere den ro, der  var i dem.

Den Sindsro, der nu roligt og sårbart kiggede fra lærredet og ud i verdenen.

Livet er dejligt.




søndag den 10. september 2023

For det var den morgen.......

 .......... vi alle forsvandt.

Natten havde været underlig. Fyldt med modsætninger, kontraster, uvirkeligheder. Dagfugle, der sang og pippede af karsken bælg - natfugle, der holdt mund og hoppede bedrøvede omkring. Pindsvin, der sad ved siden af rødpelsede ræve - insekter, der dansede fandango i fuldmånens svage lys. 

Varme luftstrømninger blandede sig med kolde, mens polarlys blinkede over Bjæverskov, og en enlig ulv hylede natsonater på Langeland. Og alt var anderledes.

Den morgen vi alle forsvandt.

Tegnene havde været der gennem længere tid. Miljøets katastrofale sammenbrud, som naturen nægtede at tage alvorligt. De hyppige jordskælv, ingen gav oliefelterne skyld for. Iskapperne, der ikke længere gad være kolde, og gletcherne der alle emigrerede til bedre steder.

Og de små, gnistrende, sporadiske udbrud af ren, uforfalsket sol, vores stjerne nu og da kastede ud i universet. I vores retning. 

Vi så dem godt. Vi katalogiserede dem, talte dem, gav dem lange og svært udtalelige navne, mens vi med vigtige udtryk i ansigterne hviskende delte vores helt egen sidste, og aldeles uendeligt vigtige opdagelse om dem - skælvene, udbruddene, anomalierne. 

Og vi beundrede dem.

Lige indtil den morgen vi alle forsvandt.

Den morgen, hvor der i vores lille obskure hjørne af en spiralarm i den galakse, vores stjerne lystigt strålede i, i et kort og flygtigt øjeblik skete noget, ingen andre steder i Universet egentlig lagde mærke til.

Og hvorfor skulle de også det.

For det lillebitte øjeblik, hvor stjernen bøvsede kraftfuldt nok til at svitse de tre første planeter sortbrændte, gav ikke lys nok til at blive bemærket som andet end et gammaglimt, af andre solsystemers eventuelle planetære stjernekiggere.

-Interessant -  ville de nok sige mens de kløede sig i hvad de nu end havde som hoved med hvad de nu end havde som gribeapparater.

Den morgen vi alle forsvandt.

Måske kunne vi have gjort noget - flygtet til Mars, bygget underjordiske skjulesteder som glimtet ikke kunne svitse, opfundet en solglimtsudbrudsdæmper, eller noget andet lignende.

Men det gjorde vi ikke. Vi havde alt for travlt med heller ikke at gøre noget ved det miljø og den natur, der smuldrede omkring os. Alt for travlt med at finde nye måder at kvæste, ødelægge, dræbe hinanden på. Alt for travlt med at forklare alt, beskrive alt. Og alt for travlt til at høre, hvad der var ved at ske.

Den morgen vi alle forsvandt.

Blev vi savnede - derude i det uendelige Univers - i de uendeligt mange Multivers - i alle de dimensioner, vi delte "plads" med ? Græd de over os, alle de fem, ti, tyve-fingrede, hvide, blå, grønne eksistenser ? Var der øjne, der løb over af vædske på utallige planeter ?

Den morgen vi alle forsvandt.

Nej, for de kendte os ikke. Vi var jo bare lige dér - i udkanten af en obskur galakses ene spiralarm. Ikke synlige - ikke hørlige - ikke............ eksisterende.

Den morgen........

Alt, hvad der hørtes, var lyden, da vores stjerne, vores sol - det, der havde givet os liv i så universelt kort tid - havde svitset klumpen, vi kaldte Jord.

Ups - sagde den.


lørdag den 9. september 2023

Dagens første minutter......

 ......... kravler forvirrede afsted, mens de undrer sig over at jeg stadig er vågen. De har ingen muligheder for at vide, at kombinationen af spænding og voldsk ømme rygmuskler, så godt som altid er istand til at gøre natten hvileløs, og søvnen til et fremtidsønske.

For jo - gu' Helgoland gør det ondt i de muskler mine lunger støtter sig til. De muskler, jeg gang på gang får at vide, bare skal masseres på plads. Hver gang lille heltemodige jeg forsøger at bibringe min lokale, men godt uddannede, specialist i almen medicin, viden om min krops forskellige skavanker, samt disses udvikling til energikrævende torturspecialister, ender jeg med en henvisning til en eller anden specialist udi præcis dén muskel, eller præcis de knogler, der nu lige har valgt at stå i forgrunden denne gang.

Suk.

Det var nu så hyggeligt, dengang ham man gik til, bare hed læge. Og ikke havde noget imod at udtale sin klippeklare mening om ondets rod - samt vidste alt om, hvordan man slap af med den sygdom, forvridning, betændelse, eller hvad det nu var, i løbet af for det meste forholdsvis kort tid.

I dag er der månedsvis af ventetid. Ugevis af efterbehandlinger. Og timer fyldt med venten i umage stole på specialiserede hospitalsafdelinger, der alle ligger langt nok væk til at virke eksotiske. Hvorefter alle de kloge menneskers meninger og konstateringer uger senere bliver udtalt af min lokale almen praktiserende medicinspecialist, med den sædvanlige startsætning: "Ahhh, jeg tænkte nok, at det var dét, der var i vejen."

Så kunne han da for søren ha' sagt det, inden hele rundturen startede. Og jeg havde sluppet for nætter med smerte, dage med venten, måneder med bekymringer - og startet behandling, mens en sådan stadig virkede.

Suk igen.

Bare rolig - jeg har stadig til gode, at få hæftet en eller anden stærkt behandlingskrævende, og måske endda mortal, sygdom på alle mine mærkværdige symptomer - så de ender sikkert med bare at være"noget".............. I ved, af den slags der har sit helt eget kapitel i Håndbog for Yngre, Forvirrede Læger, og som patienten - bette lille ynkelige mig - godt kunne have ladet være med at forstyrre med.

Han har jo vigtigere ting at gøre, ham mester doktorfidusen.

Suk igen igen.

Men det er jo sikkert nok bare den dér voldsomt varme nattemperatur, som endnu en gang gør det umuligt at falde i søvn, og får rygsmerterne til at træde endnu mere frem. Det gør det sikkert heller ikke bedre, at jeg har vendt og drejet mig  nogle hundrede gange i sengen mens jeg i tankerne finpudsede alt dét, jeg så vældigt gerne vil ha' skal ske, når morgendagens møde med muntre medmennesker og masser af mad, løber af stablen.

Det er altså godt  nok længe siden, jeg har været så spændt på noget, og ikke har kunnet fortælle nogen om det, fordi det ville tage glæden væk. 

Så bli'r det, der skulle have været en nat fyldt med hvile, hurtigt til en hvileløs nat. 

Heldigvis er der en form for trøst tilgængelig, for sådan én som mig. Det hedder Vieux Porche, og er en godt moden camenbert, der sagtens kan nedsvælges i rene bidder. Og som efterlader en god, skarp smag på tungen, der er istand til at fjerne min opmærksomhed fra den ellers så gennemtrængende avshed i ryggen.

Her er det så, at jeg - heltemodigt, for sådan er jeg jo - beskedent skulle have nævnt, at "vor gode ven Valdemar" altid påpegede at imorgen er der atter en dag. Men........... det kan jeg jo ikke, for imorgen ER ikke en hvilken som helst dag.

Det er jo - som også tidligere nævnt - dagen, hvor mødet med muntre medmennesker og masser af mad, gerne skal udfolde sig for mine spændte øjne på en måde, der forsikrer mig om - at dagen nok ikke lige går hen og bli'r glemt foreløbig.

Faktisk ville jeg ønske, at jeg kun var omkring 10 år gammel lige nu. For så kunne jeg tillade mig at hoppe op og ned i spændt forventning, med et strålende smil på læberne - og aldeles ingen avs nogen steder.

Den sku' lige med, sku' den. 

Suk - nok en gang.

Jeg tror lige, jeg sætter mig til at se en eller anden dødkedlig film - måske den om en rumænsk tobaksarbejders hverdag i 1920'erne. Den er nemlig i sort/hvid, uden undertekster, og 4 ½ time lang, hvilket forhåbentlig kan medvirke til en form for indslumring, inden jeg skal op for at forberede afgangen til storbyen, og alle de knus og kram og kærlighed, jeg glæder mig til at dele ud af.

Mon ikke jeg har brokket mig nok nu ? For så kan jeg vel tillade mig at huske på, at det hele skal tages En Nat Ad Gangen i øjeblikket. En Indian Summer-nat, vel at mærke.

Jeg synes også, jeg kan høre Lucifax kalde inde fra soveværelset. Så - Let me bid thee a fair Good Night, and a pleasant journey through Dreams of Good and Happy.

Nat Nat - altså.......


torsdag den 7. september 2023

Sensommersol i September

 Og nej.

Det her indlæg kommer aldeles ikke til at handle om, hvor smukt alt ser ud i det vildtfarvede efterårs strålende sol. Ikke til at lovsynge den længe efterlyste Indian Summer, eller hæst hviskende afsløre kærlighed til kryb og kravl af alskens slags. Ej heller kommer det til at indeholde pral af tomater på størrelse med minibaguettes, eller stolthed over den righoldige mængde chili på planterne i haven.

Nul. Ikke nikke nej. No way. Som i aldeles overhovedet ikke.

Til gengæld kommer det til at indeholde sennats frustrationer over temperaturer, og nyctofile betragtninger af apnø'ens evne til igenigen at drøne alle former for søvn langt ud over landets grænser. Og let kærlige suk over missek.......

Læs du nu bare videre, så får du det hele at vide, gør du.

Det er nemlig slet ikke morgen endnu - langtfra endda. Klokken er kun sådan lige omkring halvtre, og jeg har kastet håndklædet i ringen - accepteret at jeg har tabt slaget om Morpheu's arme - og sidder med en kande grøn te og låget skruet af min honning. 

Det er nemlig det eneste, der du'r, når natten ikke vil nøjes med at være en del af mine drømme, men forlanger at blive taget alvorligt - og for en gangs skyld få lov til at vise mig, hvad den indeholder.

Det er jo også ved at være længe siden, den sidst fik lov til at nyde mit og missekreaturets selskab.

Han er slet ikke glad for det, ham pelsbolden. Og viste med al ønskelig tydelighed, hvad han mente om mit opstandelse klokken alt for tidligt, da han mødigt slæbte sin krop ud i køkkenet, hvor jeg var igang med at lave teen, og lod den dumpe ned på gulvet mens de søvnige øjne og det medfølgende gab undertregede, hvor ugerne han havde skippet søvnen.

For min skyld. Selvfølgelig kun for min skyld. For når Far er oppe, skal "man" jo holde ham med selskab - hvilket sletter ikke har noget at gøre med muligheden for en "tidlig nat"-snack til en heltemodig missemand.

At den tidlige natnydelse så udelukkende skyldes min pludseligt manglende evne til at snorke igennem i et fireogtyve grader varmt soveværelse, hvor ikke en gang et åbent vindue skaber forskel. Samt apnø'er, der får verdensmesterskabet i "hold vejret under vand" til at ligne en lokal hyggegruppe - toethalvt til tre minutter stykket, og masser af dem i de tre timer, det lykkedes mig at tilbringe under dynen - er vel kun en biting for en normalt natelskende nyctofil.

Ja ja ja - jeg ved det godt. Jeg kaster om mig med ord og begreber, der heldigvis ikke er normalkost for alle andre. Så lad mig lige indskyde en fodnote hér - inden jeg fortsætter min uendelige klagesang på nattens præmisser.

Apnø er en sygdom, der består af lange perioder, hvor hjernen glemmer at fortælle lungerne, at de skal trække vejret. Hvilket har en tendens til at drøne mig direkte ud af en ellers måske ganske fin søvn, og ind i øjeblikke af en halvforvirret krop, der ikke kan blive enig med sig selv, om hvorvidt den skal drøne på toilettet - det ku' jo være mit medlemskab af NPK, der pressede på. 

Eller om jeg bare skal lukke øjnene igen, og sove videre.

Normalt intet stort problem - jeg er nemlig udstyret med en genial bette maske, der via en slange er forbundet med en dingenot, der konstant holder et tryk på 4-8 kg, på den luft jeg gerne skulle ha' ned i lungerne. Så hvis jeg nu skulle glemme at trække vejret, sørger den for at jeg har ilt og for at minde lungerne på, hvad deres primære opgave er.

Nemlig.

Men hvis man så sætter apnø'en sammen med overvarme dyner, svedklamme tæpper, og en stillestående luft der selv om natten ville kunne modne sydhavsfrugter på få øjeblikke - så er det, min nyctofile side slår igennem, og hiver mig ind bag skærmen med te, honning - og en morgensøvnig halvknotten missemand - ved siden af mig. 

For dét, at være nyctofil, betyder "bare" at jeg elsker natten, og ikke har noget imod at være i den, nyde den, opleve og føle den, når det nu ikke kan være anderledes.

Så derfor, kære læser, denne omgang ordskvalder på en nat, hvor jeg ellers skulle have nydt gårsdagens oplevelse af at være blevet et år ældre - noget, jeg fejrede sammen med Lucifax, der ligeledes havde årsdag - vi er nemlig født samme dag, er vi. 

Men hvor den Indian Summer, jeg ellers i årevis har efterlyst på min fødselsdag - med sol, varme, brunhedsgaranti, og lignende - sammen med min apnø gjorde den nat, jeg stadig befinder mig i til lidt af en prøvelse.

Noget, som varm Sencha Uchiyama med honning, og åbne havedøres lyttende morgenkåbenydende kig ud i mørket, gør meget ved.

Indrømmet - det havde været en større nydelse at befinde mig i en drøm, af den type hvor alting lykkes, og helten får heltinden mens universets dybere mening afsløres i technicolor og widescreen. Og hvor min bette apnømaskine lige så stille havde bragt mig helskindet frem til morgendagens sikkert solfyldte nydelse.

Men hva' - intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Og en misseprut, der insisterende stiller sig med forpoterne på mit lår - av, de har kløer, har de - med et udtryk i øjnene der siger at vi nok snart må forsøge at fange ham Morpheus igen, kan hurtigt medvirke til tastestop og sengekravling.

Samtidig må jeg erkende, at lige nu - hedder det En Nat Ad Gangen. I det mindste så længe jeg er vågen endnu.

Ned med teen - ind under dynen - og nyde natmissens morgenspinden.


onsdag den 6. september 2023

Der var ingen konfetti.....

 ...... og ingen jubel over hækken.

Postkassen havde ingen invitation til taffel på slottet, og ingen bankede på døren for at få os med til TickerTape-parade. 

Ingen piloter var stået tidligt op, for at flyve Dannebrogs-farvede kampfly over min bolig, og intet hornorkester truttede lystigt i min have, mens vi forsøgte at gnide søvnen ud af øjnene.

Selv kaffen var helt normal, og den rosmarinkrydrede fåreost smagte som den plejede, mens solen uforstyrret gjorde, som den altid har gjort på dagen i dag.

Det eneste anderledes, var min hjerteven - min Lucifax - der morgenspindende gned sit hoved mod mit skæg. Og jeg sværger - jeg kunne høre ham spinde et :

- Go'morgen far, i dag er det vores dag.

For det er det nemlig. Vores dag.

Mit storspindende, klosporsafsættende, totaltillidsfyldte, domesticerede rovdyr fylder nemlig syv år i dag.

 Hvilket er helt utroligt, da jeg var ganske og aldeles overbevist om at han kun var ét år gammel da han ankom til huset i en vasketøjskurv, båret af den veninde der havde fundet ham hængende i sin vindueskarm, mens han skreg af sult.

Maven var tom - tarmene var tomme - og hans muskler synede af absolut ingenting. Så begge var vi enige om, at han nok var omkring et enkelt år gammel - men nej. Han havde været lukket inde i en lade eller lignende i et par måneder, efter at være stukket af fra den pasning, hans mennesker havde sat ham i mens de ventede på deres nye bolig. Der måtte nemlig ikke være kat, der hvor de midlertidigt boede.

Og så var han altså stukket af, den bette misseprut, da passerens hund havde sagt Vov til ham - cirka tre måneder før han dukkede op i vindueskarmen. Og senere altså kom til at bo sammen med mig - rettelse, JEG kom til at bo sammen med HAM.

For tag ingen fejl - hjemmet er hans og jeg er hans madslave. Samt meget mere, hvis jeg skal tolke hans måde at være sammen med mig på. Den dejlige pelsbold.

Hans mennesker - dem, han egentlig delte tilværelse med - fortalte mig, da jeg endelig fandt dem, at han var født den sjette september tyveseksten, og altså på daværende tidspunkt var lige knapt 5 år gammel.

Og i dag fylder han så syv.

To vidunderlige år, har jeg indtil nu oplevet sammen med ham. Helt fra den sky begyndelse, hvor alt hvad der var sket for ham efter han var stukket af, stadig sad i ham. Hvor hans sult oversteg hans angst for alt og alle. Hvor han for en sikkerheds skyld lige satte ikke bare tænderne, men hele gebisset og forpoternes utallige kløer i, når han var usikker på hvad der skete.

Hvor tilliden langsomt og roligt voksede frem i ham, indtil han endelig flyttede fra den fjerneste ende af sengen om natten - og op i den armkrog jeg altid lagde parat til ham. Hvor han begyndte at nusse mig, som jeg - med fare for bid og kløer - havde forsøgt at nusse ham.

Og en dag fodrede han mig. Kom ind med en mus, der stadig var levende, og lagde den for mine fødder mens han øjne sagde, at det var min. For i hans familie, skulle ingen sulte.

Fik jeg fortalt, at han fylder syv i dag ?

Han fylder min verden med kærlighed - mit liv med glæde - og mit sind med lykke, den bette prut. Selvom han efterhånden er en stor, magtfuld kat, der med panterbevægelser glider gennem det om ham liggende univers, og undervejs lærer de andre katte i nabolaget, at hér bestemmer han - så er han altid min bette prut.

Og han fortjener det alt sammen. Konfetti i luften, fly på himlen, jublende naboer, og invitation til at besøge Margrethe på slottet. Næh, hun kan komme herned, kan hun, og sige Tillykke til verdens bedste missekat. Jeg skal nok lave en go' kop kaffe til majestæten, der så samtidig meget passende kan høre hele historien om Lucifax's forunderlige vej til mig.

Og imens skal fuglene kvidre lykkeligt, solen stråle septembervarmt, og livet glædes over, at det er hans fødselsdag.

Jeg har ikke tid til at skrive mere, kære læser - jeg skal ud i køkkenet og servere en omgang morgenmad for missemand. Tun til morgen, mindre kan da ikke gøre det, vel ?

Og når jeg så har forkælet ham, ta'r jeg mig en ekstra kop kaffe mens jeg nyder det blafrende flag i flagstangen, og ikke bare glæder mig over min bette prut, men også mit eget septuagesimo anno.

Det' jo heller ikk' så ring', vel ?