Kig ud af vinduet......

 .... sagde Kamilla, mens hun mingelerede elegant rundt med sit staffeli, og arrangerede de pensler hun ville bruge net og nydeligt.

Hun havde inviteret mig til at få lavet et portræt, til en senere udstilling af netop portrætter i hendes atelier. Så jeg var stået tidligt op, for at begive mig ind til storbyen fra den bettelille men utroligt hyggelige by, jeg bor i. Ok - helt så lille er den nok ikke, der er både skole, efterskole, købmand og brugs. 

"- Så kom ikke her, og kald mig lille," kan jeg høre byen brumme halvfornærmet. Den bli'r nu nok go' igen - det plejer den at gøre, når man har drillet den lidt. Den er nemlig dejlig, er den...........

Men det var jo ikke dét, jeg ville udtrykke i det her indlæg. Det var det dér, med at tage ind og få malet sit portræt, af en utroligt dygtig malende kunstner, der stod på det tankemæssige tapet og ventede på at blive beskrevet.

Så jeg starter lige én gang til - med den dér "Kig ud af vinduet"-sætning, som den go'e Kamilla lagde ud med at sige, da hun havde fået placeret mig i en lænestol, der stod på et par paller. Sådan bare, for at få portrætofferet - læs, Mig - op i en højde, hvor selv dværge kan kigges ind i øjnene.

Nu har jeg jo lært fra barnsben af, at være høflig overfor kvinder, og for det meste gøre hvad de beder om. Nu og da. En gang imellem. Hvis det nu lige passer ind i det hele.

Så det gjorde jeg - kiggede ud af vinduet - og lige ind i mit sind........

Derude - på den anden side af den del af det vindue, jeg blev bedt om at kigge ud af - stod et træ med mørkegrønne blade, og fyldte hele synsfeltet. Og kastede ansigter i hovedet på mig. Ansigter, der jo slet ikke er der, men som min krøllede hjerne får associationer til, når den automatisk og distræt "pakker" linier, farver, strukturer, blødheder sammen.

Og her må jeg så nok hellere fortælle, at jeg har "noget" med linier, strukturer, farver, tredimensionelle blødheder - der går nemlig kun et par sekunder, mens jeg sidder i tavshed og kigger - hvorefter der dukker ansigter op blandt de grønne blade. 

Alle mulige ansigter.

Ikke på én gang, men stille og roligt - nogen gange afløsende hinanden, som var det en film jeg sad og kiggede på - og nogen gange i ryk, som så jeg dem gennem et Camera Obscura.

Og jeg nyder det.

For alle disse dyr, mennesker, skabninger, fantasivæsner, tillader min fantasi at gå i overdrive, og danne historier, beretninger, manus'er, filmforløb - alt sammen uden nogen form for lyd, men med utroligt mange dejlige "gensyn" af noget eller nogen, jeg har set før.

Dér var en ræv - og en øgle, næh det var bare munden - men dét der er da Dobby, husalfen fra...... og Sauron...... og en ugle..... og en  dinosaur, eller noget der ligner, lignede, har lignet, ...... er væk igen.....

Og ovenover dem alle, troner dét, jeg har valgt som fokusobjekt, så jeg kan sidde stille mens Kamilla arbejder på livet løs - og Daði Freyr hyggesynger Skiptir Ekki Mali i baggrunden - et stenroligt ulvehoved, der stirrer mig lige tilbage i øjnene, fra det, der vel egentlig bare var to huller i et bladhang mod en lys baggrund - men som i sammenhængen med alle linierne, blødheden, farverne, og strukturerne, blev netop dét - et ulvehoved af smukkeste slags.

Åndeløst visende mig, hvad jeg havde brug for at se.

Så i samtlige de seks timer - også lidt i de pauser, vi trods alt holdt ind imellem - det tog for Kamilla at "fange" billedet af mig på lærred - vekslede alle mulige billeder af alle mulige - og umulige - dyr og væsner gennem bladhanget på dét træ, jeg var fanget af at kigge på.

Men ulvehovedet blev hængende, og dissekrerede mit sind med et blik, der varmede, glædede, og gjorde mig godt til mode. Og først, da sidste strøg var sat, og hun var tilfreds, den nu glødende og let malingramte kunstner med det glade smil og de strålende øjne - slap det mig.

Lige indtil jeg havde vendt hovedet, og kiggede på det færdige resultat. På det portræt, formiddagen og et stykke af eftermiddagen var gået med at kreere.

Og dér var de igen - øjnene, der havde stillet mit sind åbent foran mig, og bedt mig acceptere den ro, der  var i dem.

Den Sindsro, der nu roligt og sårbart kiggede fra lærredet og ud i verdenen.

Livet er dejligt.