Berøringsangst.

Udenfor mit stuevindue hvirvler snefnuggene rundt i en inciterende flamenco. Lidt ned, lidt op - og så en hvirvlende rundtur gennem den frostkolde luft. Min varmepumpe kæmper med den stadige tilførelse af nye, frækt drillende fnug, der uimponeret af pumpens berøringsangst lægger sig præcis hvor det passer dem.

Og når jeg så vælger at bevæge mig ud i det vældige, vilde, voldsomme, vidunderlige snefog, så kærtegner fnuggene isnende sødt mine kinder, mens den vind der er deres usynlige dansepartner, blidt blæser frost i mine øjenbryn.

Men ingen af dem - hverken fnuggene eller vinden - har nogen former for berøringsangst overfor mig - overfor mine sygdomme.

Overfor min kræft.

Frygten for at det smitter, ligger ikke i et snefnugs DNA eller en vinds ophav. Ingen af dem regner med at slibe kræftceller af huden på mig - eller bære metastaser rundt i universet, så andre kan fange dem på frostbidte kinder - og blive smittede.

For kræft smitter ikke. Kræft kaster sig ikke over de stakkels uskyldige, der måtte have valgt at besøge mig i min eremitagebolig. Stedet, hvor min medbeboer er nøjagtig lige så uimponeret overfor både min kræft, som han også gennem mange år har været overfor  min alkoholisme.

For kræft smitter ikke. De vildtvoksende celler, der opstod i min lunge og min prostata, kæmper sig ikke vej ud gennem kød og hud, for at ligge på lur efter uskyldige besøgende, så disse senere kan lægges under et vildt brummende apparat, der kaster celleskadende stråler efter de uretmæssige indtrængere.

For kræft smitter ikke. Husk det nu - kræft smitter ikke........

Men - uanset hvor mange gange jeg fortæller mig selv denne, åh så indlysende sandhed - ligger der åbenbart stadig én eller anden ubevidst angst, blandt de, der ikke er ramt. En angst for, måske at blive den første, der modbeviser, at Kræft Smitter Ikke.......

Eller også er det bare angsten for, måske at skulle se ind i øjnene på et væsen, der pludselig har mulighed for at "kende sit endegyldige tidspunkt".

For...........

Det, der til gengæld smitter, er smil. Og dansende latter. Og glæden ved at drikke en kop kaffe - sammen. Glæden ved at hygge i et varmt hjem, mens snefnug danser deres egen glædesdans i et fog af vintervejr - sammen.

......................... min lille missemand nusser blidt mit ene ben med sin pande, og blinker kærligt til mig. Som ville han gøre mig klar over, at alt er, som alt skal være. For bare vi er sammen, han og jeg, gør de manglende besøg - den ubevidste berøringsangst - og de skjulte blikke, ikke det store.

Men savnet er der.

Og lige nu - hvor sneen blæser rundt i min have, og ned fra mit tag - kan jeg sagtens gøre som jeg plejer, og tage det hele En Dag Ad Gangen.

I Sindsro.

Op mæ' sig....

Spaghettisovsen bobler tyk, rød, kødfuld, og krydret i gryden, mens de italienske glutenstænger gennemtæves af det kogende vand, og duften af tomater, oksekød, chili, samt alskens varmegivende krydderier, snor sig gennem luften, lovende velsmag og velbehag.

 Misseprutten vimser om benene på mig, mens han småsnakkende anmoder om en skålfuld føde - eller, hvis nu at te' som altså farmand skulle ha' napset endnu en fed mus,  som den i går aftes, der forsøgte at gnaske sig gennem skraldespandens rester fra dagen, og ikke bare kyler den ud af hoveddøren, mens han mumler "God Jul, lille ven", så ville han da så inderligt gerne lege lidt "Hvem spiser hvem" med den.

Og ganske stille og roligt lusker humøret op på "Tåleligt", hvor det let dirrende falder til ro, mens endnu en omgang ilninger sitrer gennem min efterhånden godt prøvede krop.

Nej - jeg er ikke på toppen endnu - langtfra. Jeg har stadig masser af minutter og timer, hvor selvsamme humør forsøger at begrave sig under det løse gulvbrædt ovre i højre hjørne af stuen, mens det knurrende bander over livets mangfoldige forsøg på at udrydde sig selv.

"Ikke på min vagt," kan jeg så næsten høre det sige," fanneme ikkenikkenej !". Hvorefter det river sig løs af de sorte antihumørfingre, og sætter kløerne i den nærmeste af mine skuldre. Her har det så siddet - time efter time, minut efter minut - mens det småbandende afventede bedre vejr.

Sådan et vejr kan man frembringe - eller  j e g  kan ihvertfald - ved at kaste mig over velsmagens mangefacetterede håndbog (det er nu nok nærmest erindringens mangefacetterede velsmags håndbog), og kæle for det dårlige humør med lidt af dét, der kan få livet på benene igen.

For er der én ting, der kan gøre - om ikke helbredet, men så humøret - bedre, så er det når jeg tilbereder min mad. Og efterfølgende sætter den til livs, med saligt lukkede øjne.

Aaaahhhh......

Jeg ved jo godt, at det tager tid for kroppen at komme sig, efter dele af den er blevet smadret til atomer af strålingen - og jeg ved også godt, at det tager lige så lang, måske endda længere, tid, for sindet at falde til ro igen. Men jeg har opdaget, at bare jeg tillader mig selv at holde fast i øjeblikket, accepterer at det forrige minut aldrig kommer tilbage, og at lige om lidt er fuldstændig ukendt - så er det helt iorden at svede som et svin, aflevere gødning som en gravid malkeko, samt stønne som et urenoveret damplokomotiv fra forrige årtusinde.

For roen finder sin egen vej ind i øjeblikket, og lader mig acceptere det hele ganske som det er, med en viden om, hvad der kan ændres og hvad der ikke kan.

Sådan er det jo - Livet. Når jeg altså bare tillader mig selv at leve det.

Èn Dag Ad Gangen.

Det står ikke ligefrem i kø......

 .......... for at komme ud.

Overskuddet.

Det der fantastiske, der gør at kroppen nærmest summer af energi, og hjernen slår krøller på sig selv, for at få lov til at fortælle løsningen på Livet, Universet, og Alt Det Dér. Det, der gør at kroppen valser spændstigt afsted med lette, nærmest luftige, skridt.

Nope - nul - nej -og sletallerdeles ikke.

Det kunne ellers være så godt med bare en bette lille smule af det lige nu. Hvor kroppen nærmest bumper henover gulvet med fødderne slæææbende efter sig, og hovedet gang på gang på gang oplever smertefulde trigeminusneuralgiske jag gennem det ene øjenbryn - lige over det øje, der vælger at flyde over med væske af den slags, der danner hinde på øjeæblet......

En mund, der holder åbent for at lade lungerne forsøge at slå langelandsrekorden i hastig vejrtrækning -  og en stædigt vedholdende "reparationsfeber", der ændrer nætternes normalt lisefyldte genoprettelsessøvn til et mareridtsfyldt marathon gennem opvågninger ad libitum.

Så Nej - overskuddet er ikke til stede.

Og så alligevel.

For - når alting falder sammen, og kroppen nægter at være med - kan jeg ikke lade være med at brase, stege, kokkerere, krydre - og guffe i mig, heftigt nydende de kreationer, mine anstrengelser medfører.

Godt nok betyder det så, at jeg ikke har flere skeer (følg link'et) tilbage bagefter. Og at jeg kan se frem til timevis af absolut nulpunktsaktivitet, mens jeg prøver at samle energi sammen til - nå ja - at leve.

Noget, der af en eller anden grund lykkes igen og igen - heldigvis. For det vil aldeles ikke passe mig særligt godt - og sikkert heller ikke hverken hr. Lucifax eller min vidunderpragtfulde bonusfamilie - hvis alle mine ske-forbrugende og kreationsfrembringende aktiviteter kun havde ét mål :

Opbrugelsen af resten af dét, der er mig.

Rolig nu - det er helt sikkert det manglende overskud og den kraft- og sikkert også forhåbentlig kræft-ædende febrile del af mig, der jamrer løs.

For er der noget jeg er god til, så er det at jamre - NOT !!!

Ikke tale om, at jeg vil lade det manglende helbred og det manglende overskud nedlægge mig. Ikke tale om, at jeg efter at have nedlagt mit misbrug og været ædru i ni år og otte måneder(-ish), vil lade noget så simpelt som bivirkninger efter nedkæmpelse af "små" kropsmæssige vildvoksere, være andet end bump på en vej, der sikkert snart bliver væsentligt glattere at bevæge mig på.

Men for f*****, hvor er det dog ind i mellem svært.

Så det er heldigt, at jeg gennem de tidligere nævnte år og måneder (-ish) har lært netop dét, der gør det hele værd.

At tage En Dag Ad Gangen - i Sindsro.

Og Sindsro - gi'r overskud.

Mens jeg venter på......

 Nej, det er ikke Godot, jeg venter på. Ham holdt folk op med at vente på for mange år siden.

Næh, det er såmænd bare telefonen, jeg venter på. Den skal nemlig gerne ringe her klokken fjorten halvtreds, hvor en ansigtsløs læge vil orientere mig om, hvad "man" har besluttet at tilbyde mig behandlingsmæssigt. Der er nemlig blevet afholdt konference om mig og min prostataknude, efter at jeg for cirka fjorten dage siden blev afvist til braky-terapi af Herlev sygehus.

Det havde jeg allernådigst fået mulighed for at blive indstillet til, efter af der - igen cirka fjorten dage tidligere - var afholdt en konference om mig og min prostataknude.

En konference, hvor jeg bagefter fik at vide, at  a l t  var på bordet. Braky, stråling, operation, hormon, og så videre. Og hvor jeg af den storsmilende læge blev fortalt, at såfremt jeg ikke blev godkendt til braky-terapi - skulle jeg gennem minimum 20 strålebehandlinger på OUH - og det ville man skam starte så hurtigt som muligt.

Men åbenbart er noget ændret - for nu sidder jeg og venter på besked fra en konference, der blev afholdt for tre dage side, og som - mente sekretæren - skam var nødvendig, for "man" skulle liiiige kigge mine skanninger igennem igen.

Hun blev en anelse mobset, den søde sekretær, da jeg fredeligt fortalte hende, at godt nok vokser prostatakræft langsomt (efter sigende), men den vokser.

Egentlig har jeg allermest lyst til at sige til dem, at de kan stoppe det hele op hvor solen ikke skinner, og lade mig og min bette klump passe os selv. Men - det er ret ildeset selv at ville tage kontrol over sit eget liv og sin eventuelle snarlige død. 

Suk.

Jeg ved det godt - det er min egen frustration der taler højt, arrigt, og inderligt inde i mig. Men et eller andet sted nyder jeg faktisk, at den gør det - og at jeg kan  l a d e  den gøre det. Noget, jeg i min aktive periode aldeles ikke kunne. For dengang var alle typer frustrationer kun beregnet på én ting - at finde hurtigste vej ned i flasken.

Jo, jeg er godt klar over, at det ikke er særligt sundt for mig, at gå rundt og være frustreret. Det påvirker ikke bare sindet, men faktisk også kroppen. Og kan på den måde medvirke til endnu hurtigere vækst i både min prostatakræft og min lungekræft.

Og det kan jeg jo ikke ha' - ka' jeg vel ?

Aaaarhhhh - for sgudafandenoghelvedeogmøgogsnotogpisogpapir altså !

Jeg kigger på klokken, og er helt overbevist om at tiden er gået i stå. Alt bevæger sig med dovendyrshastighed, og selv et pindsvin i hi bevæger sig hurtigere end viserne på det ellers så trofaste og pligtopfyldende ur.

Hvor der normalt ville lyde et tik tik tik tik tik, virker det som om uret modstræbende lader enkelte tiiiiik..................tiiiiiiik........................tiiiiiik ramle ud i et totalt trægt univers, fyldt med frygt, angst, håb, bæven - og en bevidsthed om, at der snart bør ske et eller andet.

Naturligvis kan jeg skære mit "En Dag Ad Gangen" ned til "Et Øjeblik, Et Sekund Ad Gangen", og på den måde lade mit sædvanlige litanie lyde indtil flere gange efter hinanden.

Sindsro, Mod. Visdom.

Og det gør jeg da også - men det ændrer ikke ret meget på den uro, der valser rundt inde i kroppen, og som truer med at lade en endnu større uro valse rundt i alt, jeg laver. Men det tillader jeg ikke.

Jeg gentager - Det Tillader Jeg Ikke !!

For uanset hvilken besked, jeg får når telefonen endelig ringer - så kan jeg først gøre noget, når jeg har hørt den. Først tage stilling, når mulighederne er blevet præsenteret for mig. En stillingtagen, der indebærer fuld accept af eventuelle konsekvenser.

Og er der noget, jeg er ved at være fuldbefaren i - så er det Accept.

Både af negative og af positive konsekvenser, af de valg jeg har truffet gennem livet. For det eneste, jeg kan - er at Acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, Ændre de ting jeg kan - og finde Visdom til at kende forskel på de to.

Så det gør jeg.

Hjernemylder - mylderhjerne.

I fjernsynet er der halvtreds forskellige varianter af grå, og på den stofbetrukne kontorstol ligger den feline variant af samme farve, bare i sin dybeste mørke version, og snorker blidt, mens den sorteste sorte mentale sky langsomt driver rundt i stuen og tilføjer sin helt egen klang af tanketorden og bekymringslyn.

Inde i min hjernebark vælter den ene ordtsunamiskylle efter den anden ud mellem de snart alt for overarbejdede tankeceller i bølger af skumdansende fremmedord. Braky, kurativ intenderet, intraduktale karcinomer, symfyseinterferenser, mitiografi, og andre lægelige litanier, hopper fra bølgetoppene som små dråber, der hurtigt opsluges igen af det fremvældende mylder.

Og egentlig kan det hele beskrives med ganske få ord. To og to - og med punktum imellem, så de står så fuldstændigt skræmmende, som de er født til at være.

Min Kræft. 

Min Angst. 

Min Frygt.

Min Bekymring.

Toordssætninger, der i deres enkelthed fuldt ud beskriver alt det, det her indlæg er fyldt af. Og som også er starten på alle de nødvendige tanker, handlinger, og konsekvenser, der står parat til at skubbe alt andet til side, og springe ind på førstepladsen - ind, og stå helt dér fremme, hvor jeg er hamrende pinenødt til at tage dem alvorligt, og udføre dem.

Mit hoved føles, som er det ved at koge over. Helt på samme måde, som dengang jeg var aktiv, og på vej ned i den nærmeste flaske.

For det var jo på dén måde, jeg før i tiden ville have "løst" det hele. Ved at flygte fra det, og gemme mig i den nærmeste sø af øl, mens jeg desperat forsøgte at manipulere alt og alle omkring mig til at tage ansvaret fra mig, og bestemme hvad jeg nu skulle gøre.

Men de dage er ovre for længst. De måder at re-agere på blev sendt ind på et sidespor uden mulighed for at kunne vende tilbage til det spor, jeg lige siden har tøffet videre i livet på. For de og den måde at leve på, har intet at gøre i den verden, jeg gennem mere end ni år har kaldt - og stadig kalder - min.

Alligevel dukker ëkko'erne af fortidens aktionsmåder op inde i min hjernebark, og får lagt en fedtet film af selvfed bekymringsangt over det hele. En lille djævelsk hvisken af ord, der allesammen indeholder promiller, og som tigger om at blive revet over på hovedsporet igen.

Og muligheden for at kunne vurdere mig selv og mine kræftknuder - (er I klar over, hvor svært det er bare at  s k r i v e  ordet?) - sagligt, vurdere de muligheder jeg har for behandling, vurdere den tid jeg måtte have tilbage hvis, såfremt, i fald..................

Den mulighed er så svær at få taget frem i lyset, at jeg må bruge alle mine mentale kræfter på at sørge for den ikke glider ud af hænderne på mig.

Men jeg holder fast på den, gør jeg. Griber den i et knugende favntag, mens jeg indædt mumler at det er  m i t  liv, og at jeg og jeg alene er den, der kan tage stilling til, hvordan jeg accepterer mine kræftknuder, hvordan jeg får dem ændret, hvis jeg kan -  og hvordan jeg finder den viden, der gør at jeg kan beslutte mig.

Suk.

På kontorstolen er husets feline overhersker vågnet, og strækker sig velbehageligt. Uvidende om dagen imorgen, og ubekymret om dagen i går - bare tilfreds i nu'et. En enkel, lille handling, der på én gang sætter mine omkringsigvæltende katastrofetanker i relief, og får mig til at huske på, at også jeg, bør nøjes med at leve her og nu.

For det er jo alt jeg kan - i dette liv. Om det næste bli'r anderledes ved jeg jo ikke - måske bli'r det et liv i et univers, hvor tiden ikke er en konstant, men en evig vælten rundt mellem for- nu- og fremtid. Og hvor der på dén måde bli'r mulighed for at lære, hvordan det ville være, ikke at skulle bekymre sig om andet end  n u .

Hvilket jeg ellers har taget tolv trin hen imod at kunne allerede her - og nu.

I Sindsro.

Dagen før dagen, hvor..........

 ........... jeg får afgørelsen, og endegyldigt finder ud af om jeg kan, må, og skal.

Og ja - jeg er en anelse småbekymret - sådan bare lige af den slags, hvor der ligger en lille kugle af et eller andet, og rumler hvileløst rundt nede i mavesækken, mens den ellers så fornuftige aftensmad forarget rykker ud til siderne for at give den plads at rotere på.

Det er lige før, at jeg kan høre æblestykkerne fra min mega-gedeoste/æble/tomat-og-andet-godt-salat, spidst hviske til hinanden, at det dog ligegodt er det værste, de har været ude for, siden dengang den blomst de udviklede sig fra, blev voldtaget af en forbipasserende bi af ukendt køn.

Og mens de, samt de let itustykker tyggede salatblade, fortsætter med at være så forargede, at de sammen med mavesyren højst sandsynligt vil udvikle gas nok til at drive det nærmeste kraftværk i mindst en time - så samler den rullende bette kugle materiale nok til at kunne udvikle sig til en direkte angst.

Hvis altså ikke det lige er fordi jeg heldigvis er istand til at bruge mit faste aftenlitani, som beroligende middel.

At acceptere det, jeg ikke kan ændre.

Det er nu alligevel ret åndenødsskabende, at jeg på den måde pludselig føler frustrationer vælde op i mig. Over kræftknuderne - se, jeg  k a n  godt sige det: kræft, kræft, kræft..... - over den kommende behandling af prostatakræften (hvis det altså bli'r godkendt), over den måske afsluttede behandling af den minimale lungekræftknude, over køreturen til Herlev i morgen, over udsigten til endnu en gang at skulle gennemføre en flow-test, over..........

Jeg kunne blive ved -  for et eller andet sted har de bettelille små frustrationer, jeg gennem så mange år har gjort  mit bedste for at udtvære, udviske, udradere, fundet plads til at næres af uvisheden over det ukendte, der sker både i min krop og udenfor den.

Og det føles nærmest som om det hele er en endelig lakmusprøve på det livsmod, jeg fandt niogtyvende april tyveseksten. Det livsmod, der lige siden har været en sart stærk og rolig baggrund for hele den udvikling, jeg og mit sind har gennemgået på daglig basis.

At finde mod til at ændre det, jeg kan.

Der var bare aldrig nogen, der fortalte mig at den fremtid, jeg naturligvis intet aner eller anede noget om, pludselig skulle indeholde noget, der har fået dele af min krop til at voldformere sig selv - skjult, uanet, uset, og uden nogen hverken ydre eller indre tegn, der kunne have advaret mig på forhånd. Bare - så jeg i det mindste havde haft muligheden for selv at ha' dukket op ved lægen med en bekymring om, at et eller andet var galt.

Det hører så til blandt de ting, jeg ikke kan ændre - for det er fortid, og dermed allerede sket. Så det må jeg finde ro i kroppen til at acceptere.

Det' sgu svært, det her.

Jeg ved jo godt, at den sidste del af mit aftenlitani - Visdom til at kende forskel - er indlagt, banket ind som stålsøm, automatintegreret - i den konsultation på Herlev Sygehus, jeg er så hvileløst urolig for her og nu. 

For netop dét, kan jo være en del af de ord, lægens mund verbaliserer i morgen eftermiddag. 

Forskellen.

Endnu ikke med prædikatet Liv eller Død - men med muligheden. Endnu ikke med udsigten til Kort eller Lang - behandlingsmulighed. Endnu ikke med nogen som helst viden om noget andet end - at jeg er urolig og bekymret.

Suk.

Sådan er der jo så meget, jeg ikke har nogen som helst mulighed for hverken at vide noget om, eller kunne påvirke. Og det eneste, jeg med sikkerhed kan - er at gentage mit aftenlitani igen og igen.

Sindsro, Mod, Visdom.

Lige indtil mit blik, der ellers har flakket en anelse forvirret rundt i universet, lander på den i kontorstolen roligt slumrende Lucifax, og krystalklart minder mig på, at eftersom jeg intet kan gøre ved fremtidige hændelser - uanset hvilken slags eller eventuel indvirkning på mig og mit liv - så kan jeg lige så godt nøjes med at trække vejret dybt, nusse det slumrende rovdyr nænsomt i nakken - og vælge at stole på Livets evne til at gøre dét, der er nødvendigt for at leve.

Også selvom jeg ikke ved, hvad det så er. For bare dét, at den er dér - Livet evne til at gøre det nødvendige - vil til alle tider være mere end nok.

Hvorefter jeg pludselig opdager, at det ikke længere "bare" er en hvileløs urolighed, der drøner rundt inde i mig - men også en spændt erkendelse af, at Livet - selv når det gør ondt - er en spændende og lærerig tilstand.

Én dag ad Gangen.

Hvis ikke............

 ................ du ta'r din sygdom alvorligt, så vil dén tage dig, alvorligt.

Den er værd at spekulere over, den dér sætning. Både som gammel sproglærer - for den viser hvor stor betydning et komma kan have. Men også som sygdomsramt, for netop dér er den en del af virkelighedernes virkelighed - uanset hvilken sygdom, jeg lider af.

Dem har jeg - som I sikkert ved - en del af. Sygdomme - der kan tage mig ganske grufuldt alvorligt. Ikke bare kan mine rebelske knuder i lunge og prostata gøre gevaldig skade på min krop og mit liv - endda i sidste ende slukke det, hvis ikke jeg gør noget ved dem - de kan også i det ganske skjulte snige min anden livsfarlige sygdom ind fra sidelinien.

Den dér nærmest altoverskyggende, ødelæggende, organsmadrende, hjernedestruerende, dødelige misbrugsdims, der før i tiden nærmest bestemte alt i mit liv.

Min alkoholisme - eller, for at bruge et mere ligefremt sæt ord - min indre trang til at vælte sprut ned i halsen, for at kunne opnå få øjeblikkes salig fred for alt det, der plejede at pine både mit indre og mit ydre. For det vanvittige ved dén sygdom er, at når først jeg starter - kan jeg ikke stoppe.

Eller - jeg vil ikke. 

Og mens jeg så vælter mig rundt i såret selvmedlidenhed og skamfuld erindring om alt det, jeg har ødelagt omkring mig - ødelægger sprutten lystigt løs på de organer, den kommer i nærheden af........

Hvilket er ganske forståeligt - det er jo et opløsningsmiddel i sin essens, som kroppen til en vis grænse godt kan nedbryde til lidt mere ufarlige stoffer. Men ikke uden at C₂H₆O har sørget for at påvirke sind, hjerne, fysik - og alt det dér udenom.

Til gengæld er behandlingen af mit misbrug både ganske enkel - og ganske besværlig. For, til forskel fra behandlingen af mine forskellige vildtvoksende knuder ( hvilket bli'r med braky-terapi, hvis jeg bli'r godkendt), så skal jeg "bare" undlade at indtage den første drink, første øl, første "whatever-alkohol".

Nemt, ikk'?

Både og, vil jeg sige. 

For selvom jeg lader den første stå, så er der jo det dér med tankerne. De irriterende små hviskende hjerneforstyrrere, der nærmest uundgåeligt summer rundt i skallen på mig, og forsøger at få mig "tilbage på sporet" igen. For - så kan jeg jo undlade at tænke på alt det, der ellers piner mig - undlade at tage stillling til de mere alvorlige dele af livet - og undlade at huske på alt det, jeg har været skyld i, gjort eller undladt at gøre, alle de skader jeg har påført mig selv og andre, gennem hele mit aktive liv.

Rolig nu - jeg er på ingen måde på vej ind i et tilbagefald. Ej heller har jeg hverken større eller mindre trang til mit (tidligere) favoritstof, eller foretaget mig noget, der kan være farligere for mig, end det livet giver mig til hverdag.

Og nej - det er ikke hverken fordi jeg er blevet hellig, frelst, salvelsesfuld, eller lignende mærkværdigheder. Jeg bruger bare mit fællesskab med andre ædru alkoholikere som basis i mit liv, og som samtalevæg når der er brug for det.

For selvom jeg er ædru på tiende år, er jeg nøjagtig lige så langt fra den første, som den ny-ædru, der stadig har sidste aftens tømmermænd hængende bag hjerneskallen. Og er hverken profet, guddommelig, eller hellig mystiker.

Jeg er bare ædru, og har erkendt at ord der udtales, kan gøre mindre skade end ord der ikke gør. At dét, at tale sammen - at række ud efter andres erfaringer - kan være livsberigende. Og hjælpende.

Igen - rolig nu - jeg ved godt, at det at sige at jeg er alkoholiker ikke er dét, der bringer mig på rette vej. Men at jeg minder mig selv på det dagligt, er med til at holde den flaske væk, der ellers kunne vælte hele læsset - og dermed med til at jeg kan tage Én dag ad gangen igen og igen.

Jeg har ikke løsningen - eller det gyldne snit - eller hvad der nu for den enkelte er den bedste vej til erkendelsen af sygdommen. Og den "version" af sygdommen, jeg har - er i allerhøjeste grad min egen. Også selvom den ligner alle de andres til forveksling - for den er min variant - og måden jeg holder mig ædru på, er min vej.

Du må da gerne have det lige som mig - for selvom du har det på samme måde, så vil det være din vej og din sygdom. Selvom jeg gerne deler af mine erfaringer, vil jeg på det kraftigste anbefale dig kun at tage dét, du kan bruge - og smide resten væk.

For selv i en sygdom så alvorlig som alkoholisme, er vi forskellige mennesker. Ramt af det samme, ja - og istand til at gøre brug af hinandens forskellige erfaringer og fejltagelser. Noget, der netop er medvirkende til at gøre fællesskabet mellem os, der er ramt af sygdommen, så stærkt og brugbart. 

Og medvirkende til, at vi altid kan komme tilbage til fællesskabet efter et tilbagefald - for der er altid én, der har haft det lige som os, været på samme sted som os, og reageret på samme måde.

Så skulle du, kære læser, have behov for at række ud efter støtte til at erkende din egen sygdom, er der altid ører i fællesskabet, der er villige til at lytte og dele egne erfaringer. Du skal bare tage det dér "farlige" første skridt selv.

I Sindsro.

Midt nat...............

 ...... eller næsten tidlig morgen.

Der er mange måder at beskrive klokken hverken aften, nat eller morgen på.  Og som nyctophil burde jeg være ikke bare i besiddelse af de første hundrede måder at gøre netop dét på, men også i besiddelse af en eller anden form for afslappethed, når jeg sidder og nyder det fløjsbløde mørke, en sådan "midt i det hele" nat indeholder.

Hvis altså ikke det var fordi jeg er blevet underrendt af min krop, der vil blæse højt og flot på, at tidspunktet er et af mine nydelsesøjeblikke. Og har valgt at sætte gang i en Robinson-dyst værdig produktion af sved, hedeture, og ømme muskler.

Suk.

Jeg kan da godt lige citere fra bivirkningskataloget - altså det, der grumt og ligefremt opremser de forskellige muligheder for protonkanonmål som jeg - men det vil nok bare være nemmere at remse op hvad jeg  i k k e  er ramt af. Smerter i spiserør, strålepneumonitis (fedt ord, ik'?), og kvalme.

Men ellers rammer resten ganske godt plet.

Jeg er træt, har feber - eller noget, der ligner - og føler det som om jeg har gået ti omgange mod Muhammad Ali. Hvis altså der er nogen, der kan huske ham.

"Sting like a bee, and dance like a butterfly."

Hæh - lige her og nu kan det mest undersættes til "Stinker som en bæ, og kan slet ikke danse" - men det er sikkert kun en overgang. En af den slags, jeg om x-antal tid vil smile overbærende af, og kun huske de helt specielle højdepunkter fra.

Herunder, at min bette missemand - mit livs Lucifax - nærmest krøb helt ind i mig, storspindende og varm, sikkert for at forsøge at afhjælpe mine pludselige temperaturspring, og ganske givet for at trøste med al den kærlighed hans lille missekrop kan udstråle.

Jeg elsker sgu det bette kræ..............

Egentlig er det underligt, hvad jeg lægger mærke til, når jeg sådan ganske pludseligt er nødt til at afbryde min skønhedssøvn - i mit tilfælde mere søvn end skønhed. For mens jeg stod og kiggede mat og vattet ud af mit køkkenvindue, traskede en natmørk vagtlæge forbi - åbenbart efter at have besøgt min søde nabo.

Og straks myldrede de mærkeligste tanker frem i mig.

Var det derfor, jeg vågnede? Fordi hun havde brug for hjælp ? Kunne han ikke lige have kigget ind til mig - sådan, to for en's pris agtigt ? Skal jeg gå ind og kigge til hende ? Eller skal jeg bare vælte kraftesløst om i kontorstolen, og hælde en liter kaffe indenbords.........

Den slags tanker kan fylde så meget, at jeg slet ikke når at reagere på nogen af dem, før der er gået så meget tid at det kan være lige meget. Og jeg så finder mig selv siddende ved tastaturet - godt i gang med at jamre løs over den uretfærdige verden, der åbenlyst ikke under mig en fredfyldt nat med paradisagtige drømme om god mad, søde kvinder - smukke kvinder -, og temperaturer af den slags en krop i natlig tomgang helst skal have - så er der sikkert en god grund til det.

Men hva' - det er vel slet ikke så slemt endda, når missemanden ved siden af mig har beslaglagt mine lammeskindsfutter, og storspindende ser ud til at huske mig på, at livet ikke er det værste. jeg har.

Bare jeg husker på at leve det én dag ad gangen - og uanset hvor svært det kan være lige her og nu, at finde frem til den nødvendige sindsro, så stadig vide at den skam er der. Lige til at tage fat i og bruge som førstehjælp mod det, jeg ikke kan lave om på.

At min krop reagerer ganske naturligt på dét, jeg har budt den. Dét, der åbenbart er nødvendigt for at slippe af med de sorte "pletter", der ellers troede de kunne bestemme det hele. Så på samme måde, som jeg har haft taget fat i de sorte "pletter" i mit sind og min fortid, og ladet realiteternes klare lys gennemstråle dem, med efterfølgende kraftige reaktioner fra mig selv og min omverden - vil jeg lade protonkanonens gennemstråling af de fysiske "pletter", og de bivirkninger der måtte komme, glide ind under accepten, erkendelsen, og forståelsen.

I Sindsro.

Jeg har ikke brug ......

.... for vrede.

.... for magtesløshed.

.... for negativitet.

.... for angst.

Alle disse ting, som jeg tidligere drak på - tidligere gjorde mit bedste for at få til at opstå, så jeg kunne se frem til endnu en dag, en aften, en uge, en måned - eller mere - i flaskernes tegn. Alle disse ting, som jeg har bekæmpet, anerkendt, undgået, set i øjnene, vidst var farlige for min ædruelighed.

Alle disse fortidslevninger, jeg har levet i skyggen af uden at vide, de kunne opstå igen. Og vokse til frygtindgydende højder, i løbet af - ikke måneder, ikke uger, ikke dage - men bare i løbet af nogle få timer, hvor jeg pludselig følte afgrunden snublende nær.

Igen.

For når jeg kigger tilbage i mit liv - tilbage til dengang før var nu - og tænker over hvad det egentlig var, der fik mig til at vælte hovedkulds ned i opløsningsmidlet selvom jeg havde været ædru i flere år. Tænke over, hvad der også var med til at rive tæppet væk under fødderne på mig, dengang - så var det jo ikke kun min manglende lyst og evne til at ville være ædru for min egen skyld, og ikke for andres - men også netop dé fire dæmoner, der bare lå i baggrunden og ventede på at slå til.

Det var så også dét, de gjorde. 

Dengang.

Efter længe at have sneet sig rundt i mit sind, og ledt efter de huller der var nødvendige for dem - lod jeg dem slå hårdt og skånselsløst til. 

For jeg vidste ikke bedre.

Men denne gang - i dag - har de ikke sneget sig rundt i mit sind og ventet på at kunne slå til - ventet på, at vreden, magtesløsheden, negativiteten, angsten, skulle dukke op i mig og lade frustrationernes galde vælte op i halsen på mig.

Og det  var bare en lille ting - at min havemand, der ellers har været så trofast som få, pludselig svigtede mig uden forklaring to dage i træk. Ikke reagerede på sms'er eller opringninger. Ikke reagerede på voicemails. Ikke........

Dagen før jeg skal under kniven for at få taget små klumper ud af min prostata. Dagen før, at jeg frygter alt kan gå galt. Dagen før sortheden står parat til at slå til.

Jeg havde ellers forberedt mig på morgendagen, så godt som jeg følte jeg var istand til. Med dybe tanker, samtaler, beroligelser, og selvforkælende adfærd - så jeg imorgen tidlig ville kunne smile til en kronhjort og fløjte til en stær, mens den helt sikkert venlige og rare flex-chauffør ville samtale mig gennem hele turen ind til den kirurgiske afdeling der venter på mig.

Snuble, sagde det bare............

Og pludselig kunne jeg føle alt det, jeg hverken har brug for eller råd til, vælde frem som et kildevæld i et udtørret skovbryn. Men ikke med friskt, klart vand - med klumret, beskidt, galdefyldt bræk. Pludselig følte jeg, at jeg stod på en ganske tynd afsats, der stille og ondskabsfuldt smuldrede under mine fødder, så jeg om ganske ganske snart ville vælte ned i - ikke flaskerne, for dem ville der stadig være et stykke vej hen til - men ned i alle de dér modbydeligheder, der uundgåeligt før i tiden ville have forlangt at blive skyllet væk med mit yndlingsopløsningsmiddel - alkohol.

Skræmmende.......

Og først hér - timer efter de første vrede tanker, den første negativitet, angst, og magtesløshed var væltet frem - begynder jeg at bruge alt det, jeg har lært af at være blevet ædru for min egen skyld, som middel mod den grumsede, grågrønne og brækfyldte flodbølge, min helt egen privatpersonlige Limpopoflod forsøgte at nedlægge mig med.

Det tog bare ét enkelt ord, at få fred nok i sindet til at opløse den, og få tid til at tænke situationen igennem.

Sindsro.

Bare tanken alene var nok til at få de nødvendige følelser på plads, og gennemgå det, jeg ved jeg er nødt til i en sådan situation.

Mod.

Som nødvendigvis må findes, for at ændre det eneste, jeg  k a n  ændre i dén her hvirvelvind af tankemylder - og acceptere, at det ikke lige blev denne gang, jeg fik sat styr på hverken vildtvoksende have eller de ting, jeg ikke har kontrol over.

Visdom.

Og så forsøge at finde ud af, om der er sket noget med min havemand, eller om han bare er for flov over ikke at have husket mig, ikke have kommet, og ikke have givet besked. På en dag, hvor regelmæssighed og first things first var sat i højsædet, fordi jeg på dén måde håbede på at kunne overstå morgendagen mentalt på forhånd.

Men jeg kan ikke bestemme over imorgen. Ikke bestemme over, hvad der kan ske, hvad der vil ske, eller hvilke konsekvenser, der vil dukke frem af morgendagens biopsi.

Så nu sidder jeg "bare", med en udefinerbar angst som jeg er nødt til at tage livtag med, indtil morgendagen er overstået - og indtil resultaterne fra dét, der skal ske, ligger parat på lægens bord.

Og nej - det er ikke min havemands skyld, at jeg har det sådan. Det er min egen. For det er kun mig, der er ansvarlig for alt i mit sind. Ansvarlig for at finde og give mig selv dét, der skal til.

Sindsro.

Én dag ad gangen.

Tre små ord.

 Pludselig sidder jeg og spekulerer på, om der er noget galt med mig. 

Altså - ud over de dårligdomme, der er kommet helt af sig selv med tiden - og udover den dér irriterende nodulus, der har valgt at tage sæde i min ene lunge.

Jeg har nemlig hverken råbt, skreget, tudet, eller banket hænderne til blods i afmagt, efter jeg har fået serveret dommen for et par dage siden.

"Du har kræft."

Tre små ord, der siges at have enorm indvirkning på os mennesker - og som kan få os til at gå helt bersærk, når det går op for os at vi ikke lige har kontrol over dén del af kroppen, men at den selv bestemmer hvor vildt, voldsomt, og vanvittigt den har tænkt sig at vokse. Ord, der efter alt hvad jeg har hørt og læst, får folk til at ændre livsretning, indstilling, følelser, og så videre, og så videre.

Men - ikke endnu.

Istedet er jeg bare nærmest følelsesløs. Som om det ikke har den store betydning for mig, at jeg i værste fald kunne miste livet til den dér grimmernikkel. Og uroen inden i mig, føles nærmere som om den hænger sammen med min - bekymring? - over ikke at have reageret, som jeg eller altid er blevet fortalt eller har set, at folk gør.

Med afmagt - fortvivlelse - og til sidst accept.

Måske hænger det sammen med, at jeg allerede er i besiddelse af en potentiel livsæder - en mulig dræber, af de værste - min afhængighed, min alkoholisme. Og måske hænger min manglende bekymring også sammen med den sandhed, jeg efter at have følt dyb afmagt, dyb fortvivlelse, og regulær dødsangst, over at være alkoholiker, endelig opdagede.

At jeg er nødt til i Sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Og finde Mod til at ændre dem, jeg kan.

Og nej - jeg har ikke glemt Visdommen, der skal til for at kunne kende forskel - for den er jeg i fuld gang med at finde frem til, med dygtige lægers hjælp. Læger, der meget gerne skulle kunne acceptere at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske i mit forløb sammen med dem. Og som under ingen omstændigheder får lov til at tage magten over mit eget liv fra mig - hvad jeg ellers har hørt mange steder skulle være noget, der er nogle af dem der forsøger at gøre.

På den måde er det vel også meget nemmere, for sådan en sundhedsperson, at kunne planlægge sin hverdag og sit arbejde. Bare patienten gør, hvad der bli'r sagt - så ender det sikkert som lægen har tænkt sig.

Men det er jo ikke lægen, der skal styre. Han skal udøve sit erhverv, og ud fra patientens ønsker, søge at ende dén uholdbare situation, sygdommen har sat patienten i.

Alt andet lige - så er det dét, jeg føler sker i øjeblikket. At jeg bli'r hørt - at jeg bli'r anerkendt - og at min selvbestemmelse fuldt ud eksisterer uden at blive forsøgt ændret.

I guder, hvor er det rodet, det her. 

Gående fra at være bekymret over ikke at være bekymret - til knurrende at hvæse "Selvbestemmelse!" ud over læger, der sikkert kun vil mig det bedste, og som kan udstyre mig med den Viden, der skal til for at jeg kan finde ud af, hvad jeg vil.

Men måske er det netop dét, der er  m i n  måde at reagere på, da jeg hørte den søde, velartikulerede, og dybt professionelle læge sige de tre ord, jeg nævnte tidligere.

"Du har kræft."

For hvor roligt, jeg end reagerede, da hun sagde dem, så agerede jeg efterfølgende overfor ikke bare mig selv, men også mine nære og kære, med stentordnende skråsikkerhed - Jeg bestemmer selv, hvad der skal ske ! Og det, der skal ske, er det, der skal ske.

Eller...........

Selvom jeg føler, at jeg er klar på at acceptere det, jeg ikke kan ændre - i Sindsro - så har jeg en fornemmelse af, at der allerinderst inde sidder en lille mig, og venter på at kunne vaske angsten og usikkerheden væk med en omgang tårer.

For uanset hvor stærk, afklaret, eller sindsrolig man (jeg) er, så er det altid iorden at have - og at vise - følelser omkring det.

Phew........

Egentlig skulle det her blogafsnit have handlet om alt det, der er sket de sidste dage. Altså alt det, der ikke er nævnt ovenfor - skanningerne, undersøgelserne, turene med Flex, og alt det dér. Men da det ikke - sidder jeg og føler lige nu - vil have nogen form for plads i dét, jeg endte med at skrive - bli'r det til en anden god dags skriblerier.

For gode dage er det, jeg håber at have i udsigt.

I Sindsro.

Hallo, derude.........

 Jeg er blevet set......

I ved, sådan rigtigt gammeldags  s e t. På en måde, som jeg i min nuværende tilstand af følelsesløshed ikke havde regnet med ville kunne ske. På en måde, som fik fugten frem i øjenkrogene, og næsten på magisk vis genskabte tilliden til sundhedssystemets ansatte.

Ok, måske er det at tage munden for fuld. Især efter de seneste to ugers besøg på et af landets efter sigende mest kompetente sygehuse. Et sted, der de sidste fem år har set mig med jævne mellemrum, og taget sig godt af mig på ét område.

Nemlig de gange jeg enten har haft en stædigt fastsiddende blodprop i hjernen, eller en mere flyvsk og forbipasserende en af slagsen. Godt nok har der ingen været de sidste - bank under bordet - to år, men det gør jo ikke dén afdeling ringere.

Til gengæld har mine besøg på en helt anden afdeling - i en ligeså dødalvorlig anledning - just ikke været af den mere beroligende eller omsorgsholdige slags. Selvom personalets professionelle standard ganske givet er stor og effektiv, så burde man måske inddrage patienten - mennesket - bag den mulige diagnose, på en mere varm måde.

Pyt.

Den type brok skal afleveres det sted, hvor den er opstået. Så det bli'r den, når den endelige dom skal høres.

Den tid, den sorg.

Men glæden ved - ganske pludseligt - at blive set og taget om, skal råbes ud fra hustagene og gøres til genstand for al den smilende, krammende, glædesfyldte opmærksomhed, som det er muligt.

Forhistorien indeholder også, at jeg - sådan rent en passant - fik at vide, at eftersom min bette, og for os mænd faktisk ret uundværlige, prostata nok lige krævede min egen læges opmærksomhed, da en del af den lyste op som et juletræ den fireogtyvende december ved PET-scanningen -  men at jeg sandelig selv måtte sørge for at kontakte denne og aftale en tid til undersøgelse - en undersøgelse, som kunne have været udført samtidig - og blodprøver, der også kunne have været taget samtidig med besøget på det her megastore sygehus med mange ansatte.

Og ingen melding om, hvorvidt det skulle ske hurtigt, eller om det kunne/skulle vente til efter der var kommet klarhed over min bette lungenodulus's syn på virkeligheden.

Så det var med en vis følelsesløs træthed i sindet, at jeg ringede til klinikken, for at høre om jeg kunne få en tid. Hvorefter jeg blev blæst bagover, af den sygeplejerske, der tog telefonen.

Hun verbalkrammede, ordvarmede, og forsikrede mig om, at ikke bare kunne jeg få en tid, men også en tid nærmest her og nu, og afsluttede samtalen med et "Pas nu godt på dig selv", der gjorde mine ellers så tørre øjne ganske mosefugtige i krogene.

Og fik mig til igen at føle, at jeg er meget mere end det nummer i rækken på dagens opgaver, jeg de sidste tre gange har følt mig på OUH.

Jeg kunne nærmest føle, hvordan sætninger sagt af sekretærer, sygeplejersker og behandlere på afdelingen, der tager sig af mit "problem" - opløstes i varm luft, hvorefter jeg kunne vinke Farvel til dem.

Væk røg "Det bruger vi ikke her" og andre undvigende sætninger. Væk forsvandt den manglende observans af min bekymring for min underliggende og altid til stede værende sygdom, alkoholismen, og min bekymring for hvilke stoffer, der ville blive brugt under bedøvelse, og som jeg da også bagefter følte abstinenserne fra.

Og væk røg mit sortsyn, der ellers havde sat sig gevaldigt på sendefladen i TV-Ugly. Pludselig kunne jeg smile igen - grine, og lave (dårlige) sorte vittigheder, og ganske som jeg plejede før opdagelsen af den dér nodulus, samtale med vildt fremmede - for en fremmed er jo kun en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Jeg tror forresten at jeg omdøber min bette nodulus til Line - med fornavn Nodu, og forlanger at få den støbt ind i plastic, såfremt de vælger at fjerne den - hvilket jeg så absolut vil foretrække fremfor de to andre alternativer - for derefter at præsentere den for eventuelle nysgerrige, som "Min ven, Noduline".

Bare fordi, det var det helt rigtige menneske, der tog imod min opringning - og reagerede menneskeligt.

Så nu er jeg noget mere fortrøstningsfuld, med hensyn til morgendagens invasive aktiviteter, og vil forlange - nej nok nærmere stille og roligt fortælle - at jeg ønsker at blive holdt orienteret under hele processen - og får fortalt hvad der bruges til bedøvelse, samt hvilke eventuelle indvirkninger netop dét stof kunne tænkes at have på mig.

Men mest af alt - vil jeg tage det hele med Sindsro, og ændre det, der ændres kan. 

For dét Mod har jeg.

*Brokkeri On*

 Kender I det ?

At man pludselig opdager at man har 

.... brug for at lange formålsløst ud efter alt det dér, der står ansigtsløst truende i horisonten ?

.... brug for at råbe, skrige, og bruge sprogets allerværste gloser.

.... brug for at svovle, bande, græde, ryste.

.... brug for at blive krammet, nusset, kysset, elsket.

.... brug for at få at vide, at de har taget fejl, at de er nogle inkompetente halvhjerner, at det hele er noget skidt, møg, lort, røv, og alle mulige andre sikkert aldeles ikke beskrivende ord, for det der sker omkring én her og nu.

Sådan har jeg det her til morgen.

Efter at have forsøgt at "samtale" med en lægesekretær på den afdeling, der har lagt en behandlingsplan for mig, for at få tilsendt samme behandlingsplan på e-boks, og opleve at blive affejet med et "Det bruger vi ikke her.", og blive fortalt at jeg skal nøjes med de få stykker papir, jeg fik udleveret ved den oprindelige samtale for nogle dage siden.

En samtale, der skulle have været med en læge, men som var med en sygeplejer, der efterfølgende beskrev samtalen på sundhed.dk i et notat, der er fyldt med stavefejl, opfattelsesfejl, og lignende. Et notat, der ifølge førnævnte lægesekretær ikke kan ændres - for hun "kan da sagtens forstå, hvad der står."

At blive talt ned til, når jeg står i opstarten af et behandlingsforløb af en potentiel livstruende sygdom, er just ikke befordrende for tilliden mellem behandlersystemet og patienten.

Suk.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kan da bare tage fat i  min Sindsro, og Acceptere det, jeg ikke kan ændre - finde Mod, til at ændre det, jeg kan - og søge Viden, til at kende forskel.

Men - er det udelukkende det, jeg har brug for ? Eller har jeg også brug for at blive forstået, når jeg er usikker - forklaret, når jeg er i tvivl - hjulpet, når jeg har brug for hjælp ?

Åååhr, for sgu da fanden - jeg er frustreret - og bange. For sæt nu de overser noget. Sæt nu, jeg endnu en gang bli'r udsat for behandlere, der tager fejl ? Sæt nu, der ikke kan gøres noget, fordi de glemmer et eller andet.

Sæt nu..............

Inde i mig er der en følelse af afmagt, jeg ikke kan lide. En afmagt, overfor min egen krops vildskud, og de mulige konsekvenser. Ikke fordi jeg på nogen måde er bange for eventuelt at skulle afsted - hvis det er det, jeg skal, så er det det, jeg skal - men fordi jeg gerne vil være sikker på at alt går som det skal.

Og samtidig en følelse af, at være sat udenfor  - at få frataget kontrollen over eget liv, egen krop. Med en efterfølgende manglende mulighed for selv at kunne bestemme, hvad der skal ske.

I det notat, den samtalende sygeplejer har lagt ind på sundhed.dk, står der at der er givet Informeret Samtykke. Men det er en sandhed med store modifikationer, for jeg blev ikke spurgt, om jeg ville igennem de procedurer, der lå i den foreslåede behandlingsplan. Det blev bare lagt frem som et - "Det her er det, vi gør." 

Indrømmet, jeg kunne da bare have slået hælene i og bedt om at tale med en læge istedet for en sygeplejer - bedt om at få uddybet den foreslåede plan mere - krævet at blive spurgt, om det var det jeg ville - men jeg var nærmest mentalt følelsesløs og nærmest lammet, til samtalen. Samtidig med, at den indre autoritetstro lynende hurtigt sprang til, og overtog.

Jeg havde jo sikkert nok alligevel accepteret det hele, hvis jeg var blevet spurgt - men det blev jeg ikke.

Så nu sidder jeg her - frustreret, angst, vred, såret, knotten på "det hele" - uden at kunne definere "det hele" som andet end de personer, jeg har været i kontakt med på sygehuset. Og føler mig tabt på gulvet - igen igen.......................................

Det her blogindlæg har da vist udviklet sig til en bevidstløst langen ud - men det var det, jeg havde brug for, så "so be it".

Der var én, der engang fortalte mig, at Livet er den eneste sygdom, vi er hundrede procent sikre på at dø af, så derfor bør vi leve det som om hver eneste dag er den sidste.

Jeg vælger nu at leve det, som om hver eneste dag er den første - i ædruelighed.

Fortsættelsen ? Det bli'r en Accept, et Mod, og en Visdom - så jeg kan fortsætte resten af i dag med en måske skrøbelig Sindsro i kroppen, men en nødvendig og kærlig én af slagsen.

*Brokkeri Off*

Tidsforstoppelse.

 Tiden er noget mærkeligt noget. 

Den kryber op på mig, som et tæppe af velbehag, men efterlader mig svedig og urolig med alle sanser hvirvlende rundt i en karrusel af "var, er, kan blive". På en måde virker det, som om de tre dele af tid - fortid, nutid, og fremtid - har slået sig sammen i et kartel af minder, handlinger, og mulige konsekvenser.

 Tidligere reaktionsmønstre, nuværende mangel på samme, og en viden om vejen, der kan gåes hvis det "nu", der har hængt fast i mig det sidste stykke tid, får lov til at selvdetonere.

Suk.

Normalt glider nu'et over i fortid helt af sig selv. Uden nogen form for beklagelser over at gi' slip i mig, bliver mine nu-handlinger til en del af de minder, fortiden indeholder, og falder helt automatisk ned i de kasser, de enkelte handlinger høre hjemme i.

"Har gjort, og kan ikke ændre", "kan ændre ved ikke at gøre det samme igen", "kaffen smagte godt", "dér fløj lige en fugl forbi", og "hvor jeg dog elsker det bette kræ", er alle sådanne enkeltdele af de handlinger, begivenheder, og situationer, der de tretusindetrehundredeogtreogtredive dage, har nøjedes med at aflevere højst et let fornærmet halvvådt suk, når den fortidskasse de skulle ned i, blev nået.

Men ikke nu.

Nu står der en hel flok af dem der brokker sig over alt muligt, mens de nægter at forsvinde ned i de kasser, jeg gennem tiden har lært at fortid hører hjemme i. Højlydte beklagelser over mine - efter deres mening - manglende aktioner, manglende omsorge, manglende anerkendelse. Og det, selvom jeg dagligt tager dem op - én ad gangen - og nusser dem i nakken, mens jeg brummer beroligende ord og forsigtigt tjekker dem med Sindsro, Mod, og Visdom.

Jeg har rent ud sagt fået forstoppelse, har jeg. Og hvad kan jeg så gøre ved dét.......

Her klokken tidlig morgen er der kun én behandling af en sådan tidsbegivenhedsforstoppelse. Et laksativ bestående af lige dele erkendelse, accept, og højlydt udtale af de mere negative ting til de mennesker, der eventuelt er involveret. Samt en åben erkendelse af, at jeg kun er et menneske, med fejl, mangler, og tidligere tiders dårligdomme i bagagen.

Laksativet skal så tages lige så mange gange det er nødvendigt, for at få flow i nutidens strømning ned i fortidens parkeringskasser. Så fremtidens endnu ukendte begivenheder, øjeblikke, samtaler, og muligheder, kan få plads til at udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af dén her ædru alkoholiker, der én dag ad gangen bli'r ældre og ældre.

Hvilket er helt iorden - det dér med at blive ældre. Det er jo en naturlig del af dét, at være et fysisk væsen - at kroppen lige så stille sætter hastigheden ned, og forbereder sig på at holde op med at fungere. 

Jamen............. dén kasse har jeg jo slet ikke fået forberedt endnu. Kassen, hvor minderne om kroppens tidligere duelighed kan parkeres. En kasse, hvor der er to rum, at parkere tingene i - det ene et "Kan jeg ikke ændre, og må acceptere i Sindsro", og det andet et "Kan jeg godt ændre, hvis jeg bare tager mig sammen og finder Mod til at gøre det". Og begge rum afhængige af, at der er et filter at skylle tingene ned gennem.

Et Visdomsfilter, der kan hjælpe med at kende forskel.

Men allerførst skal jeg ha' fjernet den klistrede knude af uforløsthed, der ligger og blokerer for det naturlige glid fra nutid til fortid. Ha' taget fat i de ting, jeg åbenbart ikke har opdaget da de gemte sig i hjørnerne af overgangen mellem nu og da. Ha' indfriet de løfter, jeg kan, og opløst dem, jeg ikke kan indfri.

Så mens jeg snupper endnu en slurk af min " det her er alt for tidligt"-morgen te, hælder jeg lige så stille den første pose af mit nyblandede laksativ ned i koppen - bare rolig, det er forholdsvis smagsfrit - og forbereder mig på det sug, der eventuelt kan komme, når mængden af ophobet nutid pludselig får mulighed for at falde ned på plads.

Hvorefter jeg bare skal huske at "fylde efter" med lige dele af alt det, der normalt er en integreret del af min dag - af min nutid.

Sindsro, Mod - og Visdom til at kende forskel.

Og huske på, at den "sult", jeg eventuelt kommer til at føle, kun er et minde om fortidige måder at behandle den slags begivenheder på - med et opløsningsmiddel, der endte med at fjerne mig fra mig selv, og ødelagde lige så store dele af min omverden, som det ødelagde mig.

Et minde, der husker mig på hvem jeg er i dag.

Og det' jo ikk' så ring' endda.

Krøller eller ej..........

 Lad mig starte det her blogafsnit med noget fuldstændig indlysende - det faktum, at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Hvilket måske får dig, kære læser, til at sidde og ryste lidt på hovedet mens du tænker, at det er selvindlysende for en mand født i nittenhundredetreoghalvtreds. Og skulle den form for logik ikke være nok, så er alene det, at jeg snart fylder tooghalvfjerds, endnu en sten i den enestående sandhed - at jeg er enoghalvfjerds år gammel.

Det var så det indlysende. Næsten......

For det er lige så indlysende, at jeg samtidig - på det her nøjagtige tidspunkt, hvor mine småfedtede fingre lystigt taster løs på tastaturet - er otte år, trehundredefireoghalvtreds dage, sytten timer, og tyve minutter gammel....

Og hvordan kan jeg så logisere mig frem til sandheden i dét udsagn ? Jo, det er nemlig lige så indlysende for en mand, der blev genfødt den niogtyvende april totusindeogseksten klokken syv halvtreds. Præcis.

Men hvorfor i alverden har jeg behov for at præcisere de to fakta så nøjagtigt ? Hvorfor denne pludselige lyst - denne frembrusende og uimodståelige omgang "hallo sifon - du er her skam stadig." ?

Måske fordi det daglige liv - de daglige minut for minut forbipasserende livsøjeblikke - på en eller anden måde har sat farten mere op, end jeg faktisk bryder mig om.

Fra starten af mit nyfødte liv - dengang tilbage i tyveseksten - har jeg utroligt bevidst levet én dag ad gangen. Vel vidende, at dagen igår er væk, og ikke kommer igen - dagen imorgen kommer måske ikke - og kun dagen idag, i det helt præcise nu jeg sidder i, kan leves fuldt ud.

Det har haft den effekt, at jeg har kunnet koncentrere mig om alt det, der betyder noget. Én ting ad gangen, ét øjeblik ad gangen. Og blive færdig - så færdig som det er muligt for mig i nu'et - med hvad end jeg beskæftigede mig med.

I fred og ro.

Men de seneste måneder virker det, som om de ting, jeg beskæftiger mig med - uanset om de er kortlivede eller langlivede - har fundet ud af at sætte farten op, og forsøge at løbe fra mig.

Dagens fireogtyve timer begynder at virke som var de kun .... tyve, måske? Nogen gange længere, nogen gange kortere. Men aldrig "kun" fireogtyve. Og jeg kan ligefrem høre dem sprutgrine, når de overhaler mig, mens jeg desperat forsøger at nå dem allesammen - én ad gangen - samtidig......

Resultatet ?

At dagen krøller sammen på midten, og lader øjeblikkene slippe ud gennem de revner og rifter, der opstår når dagen krøller. Som stivet papir - hvis ellers nogen kan huske dén slags. Man kaldte det 00, og det gjorde ikke altid godt at bruge det, når bagdelen skulle renses for eventuelle efterladenskaber. 

Men det kunne krølle.

Lave de mest underlige og visuelt udfordrende knæk, revner, og rifter, der kunne få fantasien i topgear hos en præpubertær teenager. Hvorefter tiden - og det er jo dén, der er i tale her, er det ik'? - blev underligt flydende, mens tankernes frie flugt blev kaleidoskopisk regnbuefarvede.

Solrigt regnbuefarvede - præcis som de har været igen siden den morgen i totusindeogseksten, der om elleve dage er ni år væk. Og som stoppede med at være solrige og farvede, dengang jeg plumpede ned i det sprutfyldte kar, der ætsede alle farver og soltanker itu, mens jeg langsomt sank ned mod bunden.

Dengang begyndte dagene også at krølle - lang tid før karret åbnede sig foran mig - og jeg troede, at det bare var sådan det skulle være. Indtil det var for sent.

Nu ved jeg, at dagene godt må krølle - tiden godt må sive ud gennem hullerne, knækkene, og rifterne, i de krøllede dage. Bare jeg husker at nu'et er hér - at igår  ikke kan ændres men kun accepteres - og at imorgen er den drøm, sjælen håber på, når nattrætte øjne inviterer søvnen indenfor.

De må forresten godt være krøllede, mine dage. Og Tiden må godt løbe stærkere end godt er, bare jeg husker på at vi fanger hinanden, Tiden og jeg, når det bliver sengetid og det nødvendige trin bliver taget.

For så kan jeg parkere tankerne, farverne, krøllerne, idéerne, og alt det andet fra den dag, der ligger bag mig, præcis dér hvor det hører hjemme.

Som en naturlig del af det liv, der dag for dag er mit.

I Sindsro.

Jeg trænger.....

 ...... ikke til hverken kaffe, sandkage, eller boller, som Fru Murermester Jessen ellers så åndfuldt udtrykte det. 

Men til nogen, der nusser mit hår, klapper mig trøstende på ryggen, og blidt mumler et: "Så så - det går over igen."

Og ikke bare på én måde - I ved, den dér sædvanlige, der opstår når feberen raser, øjnene blankes, og stemmen lyder som et grødet jordskælv. Den har ellers væltet min krop fra midt på natten, hvor mit immunforsvar kaldte til angreb på hvad-det-nu-end-er, der har invaderet mit vakkelvorne system, og fyrede op under kedlerne - med ømme muskler og led, samt underlige uddunstninger og mærkværdige smage til følge.

Selv min kaffe smager af det, der kan lugtes når de lokale bønder plastrer de stadig frosne marker til med våde rester fra svine- og koproduktionen.

Æv.

Men jeg trænger også til at høre nogen, der lige som jeg er fortvivlende klar over, at verden endnu en gang er ramt af fascismen og nazismens dødelige svøbe. Klar over, at en magtliderlig narcissistisk megaloman, sammen med en uduelig svindler, der lever på andres opfindelser - er på vej til at slå sig sammen med en vodkatyllende diktator, for at dele verden i to store, grove klumper.

Det kan godt være, at min feberrasende hjerne er dumpet ned i en sortseende, ildelugtende version af den verden, jeg rent faktisk håbede på var nogenlunde i orden. Men - det kan da ikke kun være mig, der ser verdens realiteter i klarhedens grå lys ?

Der må da være flere, der er ved at fatte at den dér "Oogie frem Muskogie", har alt for meget magt. Og at han - sammen med sin "Pal" The Dictator of The Chained States of America - i store grove klumper river  det væk, der tidligere var alt, hvad der stod imellem krig og fred.

Min feberhede hjerne strømmer over med det ene utiltalende billede efter det andet. En valgt - det påstår de da - halvhjerne, der er ude af stand til at fatte virkeligheden, og hvis mor menes at have sagt : ""Ja, han er en idiot helt uden almindelig fornuft og ingen sociale færdigheder, men han er min søn. Jeg håber bare, han aldrig går ind i politik. Han ville være en katastrofe."

Og uanset om hun har sagt det eller ej - så er det glasklart ramt lige i bullseye. 

Og billeder af en X-ejer, der raser mod alle de, der afslører hans løgne. Kalder højtuddannede og intelligente mennesker for alt muligt svinsk - uden at opdage, at ordene rammer ham selv som en boomerang.

Eller billeder af et Kina, der lige så stille udvider sine påvirkningsområder, og tilbyder os alle de varer, som fanatikeren i "Guds eget land" pludselig mener skal plastres til med uhyrlige afgifter. 

For ikke at tale om grå/hvide billeder af svampeformede skyer, der "puffer op" overalt i horisonten, såfremt knaldperlerne på begge sider af Atlanten får magt, som de har agt.

Jamen for pokker da...............

Indrømmet - jeg er sortseer lige nu. Men for første gang i mit liv - og jeg har skam været sortseer før i det her liv - virker det som om mine sorte syner har en egen evne til at blive virkelighed. Helt uden nogen form for hjælp fra mig eller mine medbeboere her på planeten.

Alt er åbenbart lagt i hænderne på en håndfuld selvtilstrækkelige, magtliderlige, egoistiske narcissistiske megalomaner, der ikke ser ud til at ville stoppe, før de er de eneste der er tilbage.

Så jeg trænger - både til at blive nusset igennem min hastigt forværrende influenza - eller hvad det nu så end er for en bette virusfyr, der har invaderet min krop - og til at kunne være en del af den eneste bevægelse, der vil kunne redde os alle fra Idioternes Fremmarch før det er for sent.

Men det er det sikkert nok allerede.

Det eneste, jeg kan gøre for mig selv lige nu - udover at drikke masser af vand og sørge for at min krop får nok af råvarer til energifremstilling - er at huske på, at jeg lever NU.

Og at jeg ikke kan gøre noget ved det, der allerede ER sket, men skal finde modet til at gøre noget ved det, der KAN ske.

I Sindsro.

Igentagelser

Lyden af ingenting farer buldrende gennem rummet, og lander så tyst som nattens snestorm i kaotisk orden. Den ensomme alenehed har bidt sig fast i mine knæhaser, og larmer med tusinde stemmer fra hjørnet hvor telefonen ligger tømt for strøm. 

Jeg ser ingen - og ingen ser mig. 

Tågede billeder af fortidens ansigter passerer stumfilmsramt i sort/hvide gentagelser af alt det, der ikke kan ændres - med enkelte fuldfarvefede enkeltheder, der godt kunne blive anderledes, strålende ind i den fremtid, der først er nu....... Og nu....... Og nu.......... Og..........

Men klaveret spiller, og pianisten ændrer dygtigt tonerne - alt efter cinematografens opblæste gengivelser på sindets hvide skærm.

Tungsindet falder dybt, ind i mellem. Og fylder mig med vemod, over alle de mistede øjeblikke - alle de tabte glæder og sorger, der kunne have været til, hvis bare.......

Men "hvis bare..." betyder anderledeshed. "Hvis bare...." betyder simpelhed i et liv, der måske havde til formål at  v æ r e  forvirret, rodet, til tider beskidt, til tider rosenrødt, og til tider sjælsskrigende ondt.

Ville jeg gøre det anderledes, såfremt jeg fik chancen for at starte forfra i den samme krop, samme sted, samme tid, samme forældre ? Det er faktisk et ufatteligt svært spørgsmål at stille sig selv, når klokken næsten er midnat, og snefaldet udenfor tystner alt til. Men nu er det stillet, så jeg kan lige så godt svare på det.

Det er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville. For intet af det, der har været de højeste lyspunkter i det liv, jeg indtil nu har levet, ville være sikker på gentagelser. Måske ville anderledes valg betyde, at de børn, jeg er far til nu, slet ikke ville blive undfanget. Eller måske ville det være andre kvinder, andre børn, andre udfordringer.

Nej, ikke måske. Men helt sikkert. Og det ville jeg - den jeg, jeg er nu - helt givet hade. Hvis jeg altså lige vidste, at det var en "rematch", jeg var igang med. 

Det værste ville nok næsten være, at alt dét, der har ført mig hen til her og nu, ville forsvinde - og så ville jeg aldrig stå i den situation, jeg stod i, og som medførte at Lucifax kom ind i mit liv. 
Og så stor en kærlighed, som jeg føler for den bette bandit, ville jeg aldrig kunne undvære i en gentagelse - eller nyfortolkning - af det her liv.

Så forhåbentlig tager jeg det alt sammen med mig, når jeg engang trækker stikket - alle de gode, onde, grimme, smukke, underfulde, negative, opmuntrende, etc. etc. etc., minder. For alt har sin ret, i den her surrealistiske sammensmeltning af krop, sind, og sjæl.

Dét  h a r  jeg da lært.

I Sindsro.

Håb

 De sidste dage rinder langsomt ud, og tyvefiretyve kaster yndefuldt de tilbageværende slør - et ad gangen. Et år, der kun eksisterede én dag ad gangen, men som lod mig fastholde min ædruelighed på bedste måde - og på den eneste måde, der virker for mig.

I eftertænksomhed - og i stadig refleksion over det liv, jeg levede som aktiv. Første gang jeg gik i behandling, landede jeg "på den anden side" stålsikkert klar på, at jeg havde kigget på alt dét, jeg havde været en del af - alt det dårlige, onde, skidte, og alt det (eller den smule) gode, der også havde været.

Men jeg tog fejl.

For - dag for dag - er jeg blevet klar over, siden jeg valgte at blive ædru, at der er så meget mere at gå i dybden med - at erkende, acceptere, og søge Sindsro på - helt tilbage fra dengang mine fejl begyndte at påvirke mit liv og min omverden.

Ikke sådan, at jeg render febrilsk rundt og dybt bukkende mumler undskyldninger ad libitum. Men på en sådan måde, at jeg dagligt er taknemlig for de refleksioner, der tillader mig at finde hjørner i min tilværelse, hvor jeg skadede mere end jeg gavnede. Hjørner, jeg gi'r mig selv lov til at gå hen i, for at finde ud af om jeg skal gå direkte til de mennesker, der var involveret, og gøre det godt igen. Eller om jeg derved vil skade dem eller andre.

Hva' så med det år, der kommer, spørger nogen - måske dig, kære læser, eller en eller anden anden, der tilfældigvis er faldet over den her krølle på tilværelsen.

Ja, hva' så ?

Normalt ville det være startskuddet til en hel flok nytårsforsætter, af typen "Ska' la' være med ditten og datten - Ska' holde op med dette og hint - Ska' absolut starte på at være bedre, større, mindre - Fred på Jord og i pengepungen velbehag", eller lignende velmenende fraser. Men eftersom ingen af dem på nogen måde harmonerer med det, jeg allerhelst vil, har jeg tænkt mig at lade dem ligge og surmule ovre i deres helt eget hjørne.

Og istedet Håbe.

Håbe, at jeg Én Dag Ad Gangen vil kunne fortsætte min ædruelighed.

Håbe, at dem der er en del af mit nuværende og tidligere liv, vil kunne komme tættere.

Håbe, at den krig, der truer i horisonten, bli'r en fuser.

Håbe, at Lucifax og jeg vil møde vore udfordringer med åben pande.

Håbe, at Sindsro, Mod, og Visdom, vil fylde mit liv.

Og Håbe - at jeg kan række hånden frem, såfremt nogen be'r om hjælp, og støtte hvor støtte er nødig.

                                                                                    Tak.

Vinter på vej

 Melankolsk melder mørket sin ankomst. Sænker sig sagte over hverdagen, og ændrer alt omkring mig. Rutiner ramler raslende sammen, og erstattes af håbløshedens heftige helvede i et saftspændt sekunds salighed.

Sommeren er væk - overstået - forsvundet i en stadig svagere hvisken om solrige dage med spændende oplevelser - efterladende  mindet om dengang alt startede tidligere, og morgenfuglenes sang indrammede duften af udsprungne blomster.

Stille siler de sidste ting, der kunne have forsødet mørkeperioden, væk. Forsvinder i glubske pludselige udgifter, der dagen før ikke havde gang på jord. Det grønne adgangssignal til kontanternes paradis, bliver langsomt rødere og rødere, indtil det desperat blinker et Bliv Væk -  Adgang Forbudt - Næste Måned, Næste Måned, Næste Må.......

Og vindens tuden i de bladløse grene stiger i farlighed, mens deprimeringssignalerne dobbelt proportionelt følger trop. Hylende en triumferende angebssonata, der tidligere havde fået mig til at smide mig ned med struben blottet, og kun én desperat tanke i hovedet :

Så tag mig dog - gør dit arbejde færdigt - flå mig, flæns mig, riv mig i småstykker, og kast resterne hen i det hjørne, hvor flasken står.

Dengang........

Dengang, hvor jeg var aktiv, og en vintermåneds anstrengte økonomi havde fået mig til at love hele  min omverden guld og grønne skove, bare jeg liiige kunne låne til næste måneds udgifter..... Og næste igen.....igen.....igen......

Dengang, hvor jeg lukkede øjnene for det, der var primus motor i min måde at leve på. Og i min måde at ødeleve på. Og gjorde min vinter til et mål for alt negativt, der kunne tænkes i min lille, syge hjerne.

Men idag.........

Idag, hvor jeg er ædru fireogtyve timer ad gangen, ser jeg min vinter komme som en påmindelse om, at foråret altid er på vej. At hvilke  problemer, jeg end måtte have, er det kun mig selv, der kan løse dem. For det er kun mig selv, der har skabt dem.

Ja, min økonomi er ad pommern til. Som den altid er, når vinteren melder sin ankomst. Denne gang måske en bid værre, end vanligt - men sålænge jeg kan klare mine månedlige udgifter hver den første, så klarer jeg nok også at der kan være minus på kontoen sidst på måneden. 

Et minus, den kommende måneds indkomst stadig kan dække, og som bli'r mindre og mindre for hver måned, der går.

Så det er med fortrøstning, jeg kigger frem til solrige dage med spændende oplevelser -hvor alt starter tidligere, og morgenfuglenes sang indrammer duften af udsprungne blomster igen.

Og jeg ved, at sålænge jeg gør det Én Dag Ad Gangen, så kommer de dage igen. Måske endda før jeg havde forventet dem.

I Sindsro.

.... ser du mig i hjørnet fuld af nullermænd.

 

Sveddråberne triller klamkildrende langsomt ned over bakkenbarternes fortvivlede forsøg på at holde kindsinderne fri for fedt og snavs. Udenfor har guldsmede, der normalt holder til i  områder med varmeflimrende hede og lyng i massevis, valgt at anse mit lille frimærke af en have for acceptabelt område, og nyder varmegraderne samt solens ubarmhjertige stråler.

Indenfor - bag de nedrullede sorte gardiner - myldrer alskens tanker rundt i den hjerne, der har gemt sig i en kranieomhyllet bageovn, og akkompagneres af de sagte plask, de nedrullende sveddråber laver, når de rammer tastaturkanten.

Endnu en sommer, af den slags der før i tiden ville have været omkranset af kølig hvidvin og let frostramte øldåser. Og samtidig en af den slags somre, jeg ikke har haft den tvivlsomme fornøjelse at ramle ind i, siden mit inderste jeg råbte STOP med al den smerte, det var umuligt at holde tilbage.

Eller sagt på en anden måde - jeg oplever min Sindsro i hedehot stormvejr, mit Mod under angreb fra alle sider, og min mulighed for Visdom visnende som en chiliplante efter flere ugers tørke.

En tekststump fra en af tidens velspillende melodier, danser fandango henover ømme hjernevindinger - gentagende, gentagende, gentagende - 

Hvis du var et barn, var jeg bare et tøjdyr
Der ender under sengen når du ikke gider lege mere
Og snart, når du rydder op igen
Ser du mig i hjørnet fuld af nullermænd.

- gentagende, indtil det går op for mig, at det er min ædruelighed der prøver at få mig til at forstå, at det barn jeg inderst inde aldrig holder op med at være, er tæt på at få den til at - igen - blive plastret til  med undskyldninger, der alle kun har ét mål - flaskehalsens køligtlokkende vej ned i det helvede, et fuldt flammende udbrud af den sygdom jeg aldrig slipper af med, altid er, og altid vil være.

Hvorfor, spørger du, hvorfor ?

Fordi jeg satte mig selv i en situation, hvor jeg var nødt til at acceptere at give slip på noget, jeg ingen magt havde over. Men............ dén historie må jeg lige udfolde for dig, for at du har en idé om dét, der marter mig - eller ihvertfald har muligheden for at kunne. Så her kommer den :

Jeg var ude at køre en tur i min kabinescooter - du ved, dén med det det beskedne navn lillekræ - og havde nydt roen på en bænk i nærheden af Ristinge havn - inddrukket de smukke syner, der dannes over vandet når man bare gi'r sig tid til at se dem. Og ladet min hjerne rense sig selv for skidt og møg - tankestrimler af den slags, der helst skal forvises - venligst, men bestemt - fra hukommelsens i forvejen godt opfyldte annaler.

Og da jeg så kørte hjemad - afslappet, nydende turen - opdagede jeg pludselig en lille klump "noget" midt på landevejen tredive/fyrre meter længere fremme. En klump, der viste sig at være en lille, stivnetskræmt, forpjusket killing, der ikke så ud til at være andet end 9-10 uger gammel.

Det bette pus sad bare dér - midt på landevejen - og anede ikke hvad det skulle gøre. Pelsen strittede i ujævne klumper på den, og alt i den viste - at den havde givet op. 

Min første tanke var, at den ville blive kørt over af den første bil, der måtte komme - at den nok allerede havde været nær ved netop dét - at miste livet under et hjul - og rent automatisk kørte jeg ind til siden, hoppede ud af mit eget lillekræ, og samlede det her bette kræ op i min ene hånd.

Større var den ikke, den bette, end at jeg kunne have det meste af den i én hånd, så jeg satte mig varsomt ind i scooteren igen, mens jeg mumlede små, beroligende lyde til den. Jeg kunne mærke knoglerne gennem den tynde hud, og så at begge øjne var fyldt med pus og næseborene med snavs.

Indtil dette tidspunkt havde jeg kun tanke for, at få sat det bette kræ i sikkerhed i græsrabatten, men så løftede den hovedet og kiggede mig i øjnene med en desperat bøn om hjælp.

Og jeg var solgt.

Lang historie kort - jeg puttede den ind til mig, og kørte hjem med den - pludrende babysprog til den i én uafbrudt beroligende - håbede jeg - omgang kakofoni, mens jeg spekulerede som en gal på, hvad jeg kunne gøre for kræet. Enden blev, at jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse, og aftalte med dem at de ville komme og hente det bette pus, og køre det på Internatet i Ejby.

Men inden da - inden der rullede en Falckbil op for at hente og aflevere - nåede "den" at snuppe en del af mit hjerte, med det resultat, at jeg havde stærke problemer med at aflevere ham - for det var en han, var det - til den sikkert nok aldeles professionelle, og sikkert også dyrevenlige, Falckmand.

Pludselig kørte tanker om aflivning uden grund, forsøgsdyr, pinsel og kattegråd, rundt i hjernen på mig. Og jeg var så godt som sikker på, at Falckbilen ikke ville køre ret langt væk, før den ville stoppe og en - sikkert velmenende - aflivning ville blive sat igang.

Jeg tror, at Falckmanden pludselig har set mig blive mindst to meter højere og bredere, mens jeg brugte tid på at fortælle ham, at jeg "Godt vidste, hvor han skulle hen og aflevere missen, og havde aftalt at jeg kunne ringe næste formiddag og tjekke hvordan den bette havde det." Sandsynligvis også afleveret med en flere oktaver dybere, rumlende stemme, og advarende blikke.

Inderst inde var jeg lillebitte, ked af det, og sikker på at jeg havde begået en fejl ved ikke at sørge for han var blevet tjekket af min egen dyrlæge, og budt velkommen som nyeste medlem af familien.

Lucifax havde jo allerede snuset til ham, og tilkendegivet at han ikke var en trussel. 

Men hverken dét, eller de halve til hele timer jeg nåede at sidde med ham i favnen, hvor han tillidsfuldt puttede sig ind til mig og faldt i søvn efter at have spist vådfoder og drukket vand, var grunden til min pludseligt så stormomblæste Sindsro.

At Give Slip - det var dét, der pillede ved min ædruelighed, og bankede mig bag ud af dansen.

For da jeg sad senere samme aften - fortvivlet og ked af det - gik det op for mig, at netop dét at give slip, var noget jeg ikke havde haft SÅ tæt inde på livet, siden jeg blev ædru. Jo, jeg havde da givet slip på mit forhold, min bolig, min landsdel - alt det, der havde været en del af mit liv som alkoholiker i så mange år.

Men at give slip på et levende væsen, der i så ubetinget grad havde sat al sin tillid - al sit håb om hjælp - på mig, og endda havde vist mig, at det stolede på mig uden begrænsninger.....................

Det havde jeg ikke været igennem i mit ædru liv.

Dét var hårdt, at finde ud af. Og endnu mere hårdt at acceptere og anerkende, uden at lade de undskyldninger, der før havde en tendens til at klæbe til mig, som nullermænd til en forladt bamse, få mulighed for at rive tæppet væk under mig.

Det er stadig lidt sårbart for mig, at tænke på. Men i det mindste ved jeg nu - for naturligvis ringede jeg, med en bævende frygt for at få at vide, at han ikke klarede den - at Mogens (jep, det har Internatet døbt ham) er sat i behandling, og at der er store chancer for at han klarer sin besværlige indgang til Livet.

Så om to uger ringer jeg endnu en gang til de søde mennesker på Internatet , og håber at få at vide, at den bette kæmper er kommet så vidt, at vi kan begynde at snakke adoption. Og ja, jeg ved godt at en mand i min alder (suk - selvpåført aldersracisme), og med mine skavanker, måske ikke lige har brug for endnu et dyr at passe. 

Men ved I hvad - dét ta'r jeg op med min Sindsro, når jeg når dertil.

Og det gør jeg - En Dag Ad Gangen.

Minderne, har man da lov at ha'.....

 .... dem kan de aldrig, nej aldrig ta'.

Jo ældre, jeg bli'r - jo mere går det op for mig, at der kun er én ting, der kan fjerne minderne om det liv, jeg har levet, de ting jeg har gjort, og de begivenheder jeg har været en del af. Eller som har været en del af mig.

Tiden.

Den dér store, skånselsløst fremadskridende bandit, der sekund for sekund bringer mig længere væk fra begyndelsen, og tættere på afslutningen. Og som blindt hugger mindebilleder, mindedufte, og mindelyde i stykker, hvorefter de synker ned, ned, ned - i den dybeste glemsels mørke.

Indtil nu er det lykkedes mig at "fange" dem, når de er på vej nedad, og smide dem tilbage på plads igen - kun lettere skadet af Tidens Tand, og mange gange lettere rosenrødt farvede når de lander på den plads, samme Tand søgte at rive dem ud af.

Og pludselig genhuskes nådesløs ondt som værende "ikke så slemt endda", og pinligheder som "det var sgu da egentlig lidt sjovt". Mens alle de go'e af slagsen sommerfugleforvirrede flakser rundt mellem hinanden frygtsomt hviskende "Se mig, se mig - jeg er da værd at huske, er jeg ikke ?"

Kattekløer på lårbasser blander sig med smagen af Althea-bolser, mens øjeblikke af lykke forgæves søger ind under huden igen, for at fremkalde den samme gnistrende fornemmelse af helhed, de forlod da lykke fandt sit U, og holdt op med at være så forbistret dejligt.

Men jeg har stadig lov til at ha' dem - minderne.

Det er bare spørgsmålet, hvad jeg vil bruge dem til. For det er dæleme svært ind imellem, at holde balancen mellem lige dele lykkelige minder og lige dele grimme. 

At huske det, jeg gjorde før, under, og efter en periode med druk - og opveje det med børnefødsler, bryllupper, og forelskelser - eller mindes billederne af hænder, der er de forkerte steder på min eller andres kroppe - og opveje det med fælles nydelser og gnistrende glade øjne.

Det er svært - men det er en del af det, der er den mig der har valgt at være accepterende af hele den fortid, der var mig, for at kunne inkludere den i den smule fremtid, der stadig er tilbage til mig.

Mange af minderne sidder nu ganske hårdt fast, og nægter at lade TidsTanden gnave i sig. Råber "La' Vær'", når Tidens kridhvide Babytand forsøger at splintre dem til fragmenter, der kan accepteres af helheden.

Nægter at glemmes, for de har en klar opfattelse af, hvad deres formål er, og hvad der vil ske hvis de forsvinder. Kræver, at blive husket, for derigennem at kunne hjælpe mig til at holde mig klar af min sygdom - den sygdom, de var så integreret en del af at få til at gå i udbrud.

Gang efter gang.

Men mest af alt nægter de at glemmes, fordi de frygter at jeg så vil glemme mig selv, før det endeligt er Tid til Det.

Det, som Tidens Tand har som endemål - det, som gør at Tiden aldrig får en tyver af Tandfeen, for Tiden taber først Tænderne, når der ikke er mere Tid tilbage - for mig...........

Vi har lavet en aftale - Tiden og mig. Hvis jeg nøjes med Én dag, Én time, Ét minut, Ét sekund, ad gangen, så vil Tiden søge at lade dem vare så længe det er muligt. Men dét der med at huske den Tid, der allerede ER gået - det er mit eget problem - min egen opgave - for Tidens Tænder har fra starten af fået én fast opgave.

At være dén, der husker, mens jeg glemmer det hele - ord for ord, minde for minde.

Så, kære Tid - 

Husker du - de glæder, som vi sammen fandt?
Husker du - de tanker som os sammen bandt?
Hver en dag, og hver en time har jeg talt
Glemmer du, så husker jeg alt............

I Sindsro.