Tidsforstoppelse.

 Tiden er noget mærkeligt noget. 

Den kryber op på mig, som et tæppe af velbehag, men efterlader mig svedig og urolig med alle sanser hvirvlende rundt i en karrusel af "var, er, kan blive". På en måde virker det, som om de tre dele af tid - fortid, nutid, og fremtid - har slået sig sammen i et kartel af minder, handlinger, og mulige konsekvenser.

 Tidligere reaktionsmønstre, nuværende mangel på samme, og en viden om vejen, der kan gåes hvis det "nu", der har hængt fast i mig det sidste stykke tid, får lov til at selvdetonere.

Suk.

Normalt glider nu'et over i fortid helt af sig selv. Uden nogen form for beklagelser over at gi' slip i mig, bliver mine nu-handlinger til en del af de minder, fortiden indeholder, og falder helt automatisk ned i de kasser, de enkelte handlinger høre hjemme i.

"Har gjort, og kan ikke ændre", "kan ændre ved ikke at gøre det samme igen", "kaffen smagte godt", "dér fløj lige en fugl forbi", og "hvor jeg dog elsker det bette kræ", er alle sådanne enkeltdele af de handlinger, begivenheder, og situationer, der de tretusindetrehundredeogtreogtredive dage, har nøjedes med at aflevere højst et let fornærmet halvvådt suk, når den fortidskasse de skulle ned i, blev nået.

Men ikke nu.

Nu står der en hel flok af dem der brokker sig over alt muligt, mens de nægter at forsvinde ned i de kasser, jeg gennem tiden har lært at fortid hører hjemme i. Højlydte beklagelser over mine - efter deres mening - manglende aktioner, manglende omsorge, manglende anerkendelse. Og det, selvom jeg dagligt tager dem op - én ad gangen - og nusser dem i nakken, mens jeg brummer beroligende ord og forsigtigt tjekker dem med Sindsro, Mod, og Visdom.

Jeg har rent ud sagt fået forstoppelse, har jeg. Og hvad kan jeg så gøre ved dét.......

Her klokken tidlig morgen er der kun én behandling af en sådan tidsbegivenhedsforstoppelse. Et laksativ bestående af lige dele erkendelse, accept, og højlydt udtale af de mere negative ting til de mennesker, der eventuelt er involveret. Samt en åben erkendelse af, at jeg kun er et menneske, med fejl, mangler, og tidligere tiders dårligdomme i bagagen.

Laksativet skal så tages lige så mange gange det er nødvendigt, for at få flow i nutidens strømning ned i fortidens parkeringskasser. Så fremtidens endnu ukendte begivenheder, øjeblikke, samtaler, og muligheder, kan få plads til at udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af dén her ædru alkoholiker, der én dag ad gangen bli'r ældre og ældre.

Hvilket er helt iorden - det dér med at blive ældre. Det er jo en naturlig del af dét, at være et fysisk væsen - at kroppen lige så stille sætter hastigheden ned, og forbereder sig på at holde op med at fungere. 

Jamen............. dén kasse har jeg jo slet ikke fået forberedt endnu. Kassen, hvor minderne om kroppens tidligere duelighed kan parkeres. En kasse, hvor der er to rum, at parkere tingene i - det ene et "Kan jeg ikke ændre, og må acceptere i Sindsro", og det andet et "Kan jeg godt ændre, hvis jeg bare tager mig sammen og finder Mod til at gøre det". Og begge rum afhængige af, at der er et filter at skylle tingene ned gennem.

Et Visdomsfilter, der kan hjælpe med at kende forskel.

Men allerførst skal jeg ha' fjernet den klistrede knude af uforløsthed, der ligger og blokerer for det naturlige glid fra nutid til fortid. Ha' taget fat i de ting, jeg åbenbart ikke har opdaget da de gemte sig i hjørnerne af overgangen mellem nu og da. Ha' indfriet de løfter, jeg kan, og opløst dem, jeg ikke kan indfri.

Så mens jeg snupper endnu en slurk af min " det her er alt for tidligt"-morgen te, hælder jeg lige så stille den første pose af mit nyblandede laksativ ned i koppen - bare rolig, det er forholdsvis smagsfrit - og forbereder mig på det sug, der eventuelt kan komme, når mængden af ophobet nutid pludselig får mulighed for at falde ned på plads.

Hvorefter jeg bare skal huske at "fylde efter" med lige dele af alt det, der normalt er en integreret del af min dag - af min nutid.

Sindsro, Mod - og Visdom til at kende forskel.

Og huske på, at den "sult", jeg eventuelt kommer til at føle, kun er et minde om fortidige måder at behandle den slags begivenheder på - med et opløsningsmiddel, der endte med at fjerne mig fra mig selv, og ødelagde lige så store dele af min omverden, som det ødelagde mig.

Et minde, der husker mig på hvem jeg er i dag.

Og det' jo ikk' så ring' endda.