Andre Sider af mig

søndag den 30. september 2018

Når hjertet står stille.......


....... kan du høre dit vingeslag.

Kender I det ? 

At noget pludselig giver en helt anden mening, end den man regnede med ? Sådan har jeg det med mærkedage i øjeblikket - de der dage, tidspunkter, øjeblikke i livet, som vi mennesker med største flid sætter som afgørende punkter i det liv, vi lever. 

Jeg har mange af dem - startende helt fra min egen fødsel - den begivenhed, der vel egentlig for os allesammen er den mærkedag, vi sætter højest - vores fødselsdag. Efterfulgt af resten af familiens fødselsdage - søskende, forældre, børn, kærester, koner, vovser, katte, og så videre.

For ikke at tale om bryllupsdage, eksamensdage, flyttedage - og de mere generelle såsom højtidsdage, nytårsdage, "den dag barnet tabte sin første tand"-dage, og alle de andre mærkværdige, men år efter år gentagne dage der tilsammen udgør mærkerne i det liv, jeg lever og har levet indtil nu.

Men - ingen af dem er så vigtig for mig, som den mærkedag, der gør det muligt for mig at kunne fejre alle de andre stadigvæk - min Ædruelighedsdag.

For uden den, ville jeg med stor sandsynlighed slet ikke have været tilstede til at kunne huske, tænke på, tænke over, og glædes over alle de mærkedage, der kommer væltende ind fra højre i løbet af året.

Og jeg ville have været præcis som hovedpersonen i Dorthe Gerlach's sang "Inger's Ting" - et bortpustet minde, hvis mærke på tilværelsen hurtigt visnede væk. En skygge af noget, der om hundrede år måske allerhøjest vil være en spændende historie i familiesagaen, om det sorte får, man altid advarer sine børn mod at efterligne.

Dén tid kommer, det ved jeg godt. Vi skal jo allesammen igennem dét, at erkende vores egen forsvinden fra eksistensen som en givet slutning på et liv, der startede med vores første mærkedag. 

Spørgsmålet er bare, hvordan vi vil blive husket bagefter - når hjertet står stille.

Om der vil blive fortalt hviskende historier om druk, svigt, retssager, skænderier og bristede hjerter - eller om der vil kunne fortælles om et liv gået galt, der nåede at blive rettet op igen, inden glemselens vinde blæste asken væk og lod minderne ligge tilbage.

Det giver min Mærkedag mig muligheden for - time for time, dag for dag, måned for måned, og år for år. Og hver gang jeg minder mig selv om det spand af tid, der er gået siden jeg blev ædru - hvad enten det er tanker tilbage til første gang, jeg gik i behandling, eller minder fra da jeg endelig blev helt mør og valgte ædrueligheden - så glædes jeg samtidig over, at jeg har muligheden for at kunne nå at rydde op i mit liv, inden det bli'r til et minde, om noget, der var. 

Det vil jeg gøre - Én Dag Ad Gangen.

tirsdag den 18. september 2018

Time Out.


Pludselig begynder alt igen at gå i tomgang.. 

Dagene ligner hinanden, begivenhederne gentager sig selv, ordene lyder ens, og altings forskellighed fader lige så stille ud, inden den forsvinder med et næppe hørligt suk og et sæbeboblebristende plop.

Selv vejret virker som en gentagelse, når jeg betragter det gennem mit let nussede og endnu ikke vaskede vindue her, i den gamle skole - hvor gentagne pling fra min mobil samtidig minder mig om, at jeg igenigen har nye mails, nye beskeder, nye notifikationer, nye facebook-indlæg, som jeg absolut ikke kan leve uden at skynde mig at læse, og som jeg har læst så uendeligt mange gange før.

Og når jeg så interagerer verbalt - somme ville sige snakker med folk -  fine ord, han kan, ham dér - kan jeg høre ordene gentage sig selv i en uendelighed af sætninger, der allerede har været sagt til bevidstløshed, så mange andre steder, på så mange andre tidspunkter, til så mange andre.

Alt virker, som om det er gået istå på samme sted og tid. 

Som om den eksistens, jeg lever i, er stivnet midt i et skridt på livets vej, og nu tøver med at sætte foden ned på mindernes cykelsti.

Selv min dagligt besøgende fasan opfører sig, som var han deltager i et anmelderrost friluftsteaterstykke, og leverer de samme skogrende vræl som sidst, inden han sniger sig den samme vej som vanligt, frem til den mad, jeg som altid har startet dagen med at lægge på samme sted på havetrappen.

Og kaffen er ens - og cornflakesene knaser med samme lyd - og blodtrykspillerne stadig umulige at synke - og morgengurkemejepillerne smager ubeskriveligt - og Nyhederne er de samme som i går - og P4 spiller Nephew - igen........

Selv mine natlige mareridt hilser venligt genkendende på hinanden, når de hjemmevant vandrer gennem mit sovende jeg - efterladende den nøjagtigt samme fornemmelse, den nøjagtigt samme duft, af genkendelse, gentagelse, genkaldelse, genoplevelse, gen..........

Mon ikke det snart er på tide, at jeg kaster ketcheren og anmoder dommeren om en Time-Out, så jeg kan få vejret igen, og være parat til næste sæt i livets evige skæbnekamp ? 

Ikke at jeg dermed har tænkt mig at kaste alle gentagelser væk, kværne alle genkaldelser, glemme alle genoplevelser - der er stadig en del af dem, jeg aldrig vil kunne leve uden. Den gentagne Sindsro, den genkaldte Ædruelighed, den genlevede Kærlighed - alle har de deres faste plads i min hverdag.

Men alt det andet skal jeg have kastet op i luften - med lukkede øjne, tilstoppede ører, og ryggen vendt til, så jeg ikke ser hvor de lander. Så dagene kan blive nøjagtigt lige så spændende og ukendte, som jeg føler de bør være - ordene ligeså nye og interessante, som de sætninger de skal bo i antyder muligheden for - og altings forskellighed nøjagtigt ligeså righoldig og mangefarvet, som livet giver det plads til.

Så kan jeg leve igen - Én Dag Ad Gangen.

onsdag den 12. september 2018

Som man sår........


Dagene bliver kortere og kortere i øjeblikket. Ikke fordi det er noget nyt - det gør de jo altid på den her årstid.

Sådan bare - lidt efter lidt - minut for minut - time for time, mens nætterne bliver længere, mørkere, koldere, og meget mere gennemtrængende. Allerede nu kan jeg se, hvordan morgenens lys ligeså stille fader ud, og får sværere og sværere ved at vinde frem.

At der så samtidig er overskyet udenfor, så solens ellers så varme efterårsstråler pænt må vente på den anden side, inden de måske allernådigst får lov til at smække et par forkølede glimt ind i mine øjne, gør jo ikke situationen bedre.

Og egentlig burde jeg heller ikke sidde her og halv-brokke mig over mørket og den i horisonten lurende vinter. Jeg, som af natur er natteelskende nyctophil, burde om nogen juble over de der sen-lyse morgener, hvor jeg stadig har mulighed for at se stjernerne - hvis altså ikke nogle irriterende skyer dækkede for dem.

De giver nu en vis tristhed indvendig, skyerne.

Uanset hvor dejligt det er at se, hvordan jorden, træerne, og planterne suger til sig af den væde de giver, og som vi har manglet i løbet af de sidste måneder, så ligger der en dårligt skjult mulighed for at lade min iboende tristesse - min aldrig særligt fjernt liggende depression - finde vej frem til overfladen igen.

Hvilket den - ganske som sidste år, året før, og alle årene før igen - så næsten helt automatisk gør.

Ikke med trommer og trompeter - ikke buldrende og tromlende alt andet ned, som jeg ellers har været vant til det før i tiden, men nok nærmere sådan ........ bagholdsagtigt snigende.

Lurende bag de morgensøvnige træers dødsmærkede blade, snigende sig op gennem de solhungrende græsstrås desperate forsøg på at nå himlen inden efteråret kvæler dem og frosten svider dem, gemmer den sig i skyggerne og bag hvert eneste udskudte løfte til mig selv.

Alle hverdagens selvforsikrende udsagn om, at jeg nok skal nå det hele. At både opvask, tøjvask, gulvvask, vinduesvask, og alle de andre vaske, bare lige skal overståes - om lidt - indeholder dens små, piggede frø.

Og alle ønskerne om, at få ryddet op overalt så der kan se bare nogenlunde ud, hvis der skulle komme gæster,  om bare lige at kunne ........ det hele, fremviser sprækkerne og de snigende rødder fra den første spirende, nedturselskende plante.

Og hvis jeg så fortsætter med at vande dem med mørke tanker om fremtiden, gøde dem med dunkle angste, og finpudse dem med vrede idéer - alt det, jeg var så god til før i tiden - så vil de ende med at kunne sætte åndeløst skrækindjagende smukke, sortdepressive blomster, der stinker af nederlag, manglende håb, fejl, og død.

Ikke ligefrem blomster, jeg på nogen måde har lyst til at stille i vaser rundt omkring i mit lille, rodede, nussede, og efterhånden let surtduftende forsøg på at skabe et hjem. Men ikke desto mindre kan jeg allerede nu ane konturerne - lugte de første irriterende strejf - og mærke, hvordan deres mulige fremtidige indtog vil kunne påvirke mig.

Men jeg ved også, at det altid er mørkest lige før daggry. At hverken fortvivlelse, sorte tanker, duften af nederlag eller stanken af mulige tilbagefald, vil kunne overleve dagens frembrud bare jeg lader lysets skarpe stråler påminde mig om virkeligheden bag det hele.

Den virkelighed, der dagligt fortæller mig, at jeg lider af en sygdom, der vil kunne besætte hele mit sind, hele min krop, hele min hverdag - hvis jeg bare gemmer alt indvendig, og ikke lader noget komme frem - ikke lader alt hvad jeg gør, gennemstrømme af det ædruelighedens lys, jeg har nydt godt af de sidste ottehundredeseksogtres dage.

Jeg ved, at min sygdom er livsvarig. Jeg ved, at den altid vil stå på spring. Jeg ved, den aldrig er længere væk, end den næste genstand, den næste depression. Jeg ved, at jeg er spydspidsen i min egen kamp.

Men i guder, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lægge mine våben, og at der ikke fandtes mørke dage.

Især, fordi jeg har valgt at leve mit liv som jeg gør - én, og kun én, dag ad gangen.

Men jeg ved det godt - jeg har jo lært det på den hårde måde -  at det er det, livet består af for os alle sammen - varierende mængder af lyse og mørke dage - af glæde og sorg - af nedture og opture.

Tilsammen er det en stor del af det, der er med til at gøre mig til menneske - gør mig til et levende, empatisk væsen, og give mit liv mening.

Så netop derfor er jeg - som livsvarigt syg - nødt til på daglig basis at vælge, hvordan de næste fireogtyve timer skal være. Om jeg skal vælge at være ædru - eller vælge at lade min sygdom gå i udbrud.

Og hvor underligt det end lyder, så er begge valg lige gyldige - har lige meget ret til at blive truffet - lige meget mulighed for at kunne gennemføres - Én Dag Ad Gangen.

Dén tanke - og dén alene - gør valget nemt for mig.

Jeg hedder Per - og jeg er Ædru Alkoholiker.

søndag den 2. september 2018

Frit faldende farligheder.


Ud af højtalerne strømmer ordene i en sang, jeg aldrig har hørt før. En ung kvinde synger om totusinde meter i frit fald, og mener at hun trods manglen på faldskærm hverken er bange eller svimmel.

Og mens min næste mundfuld morgenduftende kaffe selv foretager sin helt egen version af sangen - nul komma to meter frit fald mod mavesækken - fanges mine øjne let morgenadspredt af de mange forskellige omkringflyvende historier, der ellers er på nettet her til morgen.

......I Amerika advarer myndighederne mod at vaske og genbruge kondomer - der er billeder af en hund, der ligner et menneske - en historie om en politiker der er blevet spyttet på - og en om en kendt dansker, der skal opereres for en sjælden, sjælden lidelse.........

Jeg hælder langsomt en ny kop kaffe op, og erkender søvnigt at min morgen åbenbart er startet, og at endnu en dag skal leves.

En dag, der forhåbentlig ender med at have været helt sin egen - det er ihvertfald den indstilling, jeg beslutter at møde den med. Og selvom den måske kommer til at indeholde begivenheder, ting, og mennesker, jeg har mødt før, vil den forhåbentlig også indeholde nye tanker og nye måder at se  tilværelsen på.

Det er nu ikke fordi jeg render rundt med nogen form for dybtfølt trang til at kaste alt væk og starte forfra igenigen - been there, done that, lidt for mange gange.

Men fordi jeg har opdaget, at den verden jeg lever i, har så meget mere at tilbyde, hvis bare jeg giver mig selv lov til at kigge efter - lytte efter - smage efter - føle efter. Giver mig selv lov til at falde ud over kanten, og se det hele med en klar, åben, og ærlig indstilling.

Også selvom det ind imellem kan være ret så hårdt, samtidig at skulle være hudløst ærlig overfor ikke bare mig selv, men også overfor de mennesker, der omgiver mig.

At sige ting lige ud - i respekt, ærlighed, og kærlighed - kan til tider gøre ret så ondt. At erkende fortidige fejl og indrømme det, jeg har haft holdt skjult, har en tendens til at efterlade mig hudløs og smertefuldt klar over min fortid.

Samt stadigt klar over, at det kommer til at tage tid, før hudløshedens smertende overflade stopper med at sende pinefulde erindringer frem i hukommelsen.

Men det er en nødvendighed, hvis jeg vil lære af mine fejl.

Så jeg kaster mig ud i det - kaster mig ud i det frie fald, der på daglig basis handler om at erkende de ting, begivenheder, ord, sætninger, jeg gennem livet har brugt for at kunne skjule mig selv. Skjule, at det hele handlede om, at jeg opfandt undskyldninger, der gav mig muligheden for at kunne falde mit helt personlige frie fald uden faldskærm direkte ned i flasken igen.

Og igen. Og igen.......

Fald, der gang på gang har efterladt mig og min omverden, min familie, mine venskaber, mine muligheder, ødelagte ud over enhver forstand. Fald, jeg i dag kun kan acceptere - for jeg kan ikke ændre at de er sket -  og hvor eftervirkningerne er så ufatteligt svære at arbejde mig igennem, når jeg ind imellem føler, jeg ligger helt udsplattet på virkelighedens hårde grund.

Tankefuldt kigger jeg op fra min kaffekop, og opdager min daglige besøgsven liste sig nærmere hen mod det på havetrappen udlagte morgenfoder. Og mens han vagtsomt indtager dagens havregryn, beundrer jeg hans vingers efterårsfarver - de vinger der kan bære ham, hvis han nu skulle opdage at han pludselig var igang med et frit fald på flere tusinde meter.

Den slags har jeg ikke - vinger, altså - men jeg ved, at jeg har en faldskærm, jeg kan gøre brug af, hvis det skulle blive nødvendigt.

En faldskærm af muligheder -  af erfaringer og støtte fra alle jer, der har været igennem det samme som jeg - og som kan bære mig sikkert ned mod den faste grund igen.

Og det eneste, der kræves for at udløse den er, at jeg rækker hånden frem og erkender at jeg er alkoholiker.

Det gør jeg gerne - Én dag ad gangen.