Som man sår........

Dagene bliver kortere og kortere i øjeblikket. Ikke fordi det er noget nyt - det gør de jo altid på den her årstid.

Sådan bare - lidt efter lidt - minut for minut - time for time, mens nætterne bliver længere, mørkere, koldere, og meget mere gennemtrængende. Allerede nu kan jeg se, hvordan morgenens lys ligeså stille fader ud, og får sværere og sværere ved at vinde frem.

At der så samtidig er overskyet udenfor, så solens ellers så varme efterårsstråler pænt må vente på den anden side, inden de måske allernådigst får lov til at smække et par forkølede glimt ind i mine øjne, gør jo ikke situationen bedre.

Og egentlig burde jeg heller ikke sidde her og halv-brokke mig over mørket og den i horisonten lurende vinter. Jeg, som af natur er natteelskende nyctophil, burde om nogen juble over de der sen-lyse morgener, hvor jeg stadig har mulighed for at se stjernerne - hvis altså ikke nogle irriterende skyer dækkede for dem.

De giver nu en vis tristhed indvendig, skyerne.

Uanset hvor dejligt det er at se, hvordan jorden, træerne, og planterne suger til sig af den væde de giver, og som vi har manglet i løbet af de sidste måneder, så ligger der en dårligt skjult mulighed for at lade min iboende tristesse - min aldrig særligt fjernt liggende depression - finde vej frem til overfladen igen.

Hvilket den - ganske som sidste år, året før, og alle årene før igen - så næsten helt automatisk gør.

Ikke med trommer og trompeter - ikke buldrende og tromlende alt andet ned, som jeg ellers har været vant til det før i tiden, men nok nærmere sådan ........ bagholdsagtigt snigende.

Lurende bag de morgensøvnige træers dødsmærkede blade, snigende sig op gennem de solhungrende græsstrås desperate forsøg på at nå himlen inden efteråret kvæler dem og frosten svider dem, gemmer den sig i skyggerne og bag hvert eneste udskudte løfte til mig selv.

Alle hverdagens selvforsikrende udsagn om, at jeg nok skal nå det hele. At både opvask, tøjvask, gulvvask, vinduesvask, og alle de andre vaske, bare lige skal overståes - om lidt - indeholder dens små, piggede frø.

Og alle ønskerne om, at få ryddet op overalt så der kan se bare nogenlunde ud, hvis der skulle komme gæster,  om bare lige at kunne ........ det hele, fremviser sprækkerne og de snigende rødder fra den første spirende, nedturselskende plante.

Og hvis jeg så fortsætter med at vande dem med mørke tanker om fremtiden, gøde dem med dunkle angste, og finpudse dem med vrede idéer - alt det, jeg var så god til før i tiden - så vil de ende med at kunne sætte åndeløst skrækindjagende smukke, sortdepressive blomster, der stinker af nederlag, manglende håb, fejl, og død.

Ikke ligefrem blomster, jeg på nogen måde har lyst til at stille i vaser rundt omkring i mit lille, rodede, nussede, og efterhånden let surtduftende forsøg på at skabe et hjem. Men ikke desto mindre kan jeg allerede nu ane konturerne - lugte de første irriterende strejf - og mærke, hvordan deres mulige fremtidige indtog vil kunne påvirke mig.

Men jeg ved også, at det altid er mørkest lige før daggry. At hverken fortvivlelse, sorte tanker, duften af nederlag eller stanken af mulige tilbagefald, vil kunne overleve dagens frembrud bare jeg lader lysets skarpe stråler påminde mig om virkeligheden bag det hele.

Den virkelighed, der dagligt fortæller mig, at jeg lider af en sygdom, der vil kunne besætte hele mit sind, hele min krop, hele min hverdag - hvis jeg bare gemmer alt indvendig, og ikke lader noget komme frem - ikke lader alt hvad jeg gør, gennemstrømme af det ædruelighedens lys, jeg har nydt godt af de sidste ottehundredeseksogtres dage.

Jeg ved, at min sygdom er livsvarig. Jeg ved, at den altid vil stå på spring. Jeg ved, den aldrig er længere væk, end den næste genstand, den næste depression. Jeg ved, at jeg er spydspidsen i min egen kamp.

Men i guder, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lægge mine våben, og at der ikke fandtes mørke dage.

Især, fordi jeg har valgt at leve mit liv som jeg gør - én, og kun én, dag ad gangen.

Men jeg ved det godt - jeg har jo lært det på den hårde måde -  at det er det, livet består af for os alle sammen - varierende mængder af lyse og mørke dage - af glæde og sorg - af nedture og opture.

Tilsammen er det en stor del af det, der er med til at gøre mig til menneske - gør mig til et levende, empatisk væsen, og give mit liv mening.

Så netop derfor er jeg - som livsvarigt syg - nødt til på daglig basis at vælge, hvordan de næste fireogtyve timer skal være. Om jeg skal vælge at være ædru - eller vælge at lade min sygdom gå i udbrud.

Og hvor underligt det end lyder, så er begge valg lige gyldige - har lige meget ret til at blive truffet - lige meget mulighed for at kunne gennemføres - Én Dag Ad Gangen.

Dén tanke - og dén alene - gør valget nemt for mig.

Jeg hedder Per - og jeg er Ædru Alkoholiker.