Andre Sider af mig

søndag den 31. januar 2021

Morgentrivia

 

Søndag morgen - eller rettere formiddag - og jeg kigger ud på et snedækket scenarie, hvor mine solsorte skændes med de små spurvefugle og grossenollikere om den mad, der er til rådighed. 

Kulden har sat sig i mine knogler, og fået min venstre arm til at flamme op i et heroisk forsøg på, endnu en gang, at overbevise mig om, at det er dén, der sætter dagsordenen, når det drejer sig om at tro det er sommer og stærk sol.

Det er det ikke.

Men bare mine nerveender, der stadig ikke ved hvornår det er varmt og hvornår det er koldt - og som derfor vælger at mene det er hammervarmt, selvom overfladen på huden er isnende kold.

Mit øje drypper igen - det højre, altså. Siden jeg for snart mange måneder siden gik igang med at behandle det med Kloramfenikol, har det haft en tendens til at ville gøre opmærksom på sig selv, gennem dråbeafsætninger i vipperne.

Ret irriterende, faktisk.

Samtidig er smertenerveenderne i min venstre underarm gået på overarbejde. De "summer", som om de alle sover og ikke lige gider vågne igen.  

Æv.

Men kaffen er god - P8 Jazz hyggeligt - og selv en viden om, at jeg glemte mine aftenpiller igår, kan ikke fjerne min glæde over at være til. 

Glæde over, at kunne sidde her og eksistere på tværs af - og på trods af - de forsøg livet gjorde for at fjerne mig fra tilværelsen, sidste år. 

Glæde over, at kunne sidde og bande over den stank af Teatræolie, der kommer fra min indsmurte venstre albue, hvor den begyndende psoriasis har sørget for store, ømme, flagende tørre hudstrimler. 

Glæde over, at vide jeg aldrig bliver kureret for min afhængighed - at vide, jeg stadig ikke snakker med mine børn - at vide, min livreddende kat stadig er hos min veninde - at vide, det stadig er nødvendigt med hjemmehjælp.

For så længe jeg ved alt det, så er jeg i live, og så er der håb.

Så trods alt - så glædes jeg - over alt, både godt og skidt -  Én Dag Ad Gangen.


onsdag den 20. januar 2021

Diverticulus intestinis plurali

Nøgne rækker de mod himmelen - træernes mange udposninger. Hver enkelt snoende sig i kantede retninger mod den verdenstop, der skulle give dem lys, væde, varme, liv.

Som blege tarme i et forhistorisk uhyre, gemmes de i mørke, gråhed, slaskethed og stilstand. Og er ikke det, de kunne være.

Fulde af grønt. Fulde af liv. Hjemsted for fugles trillende, kvidrende, fløjtende morgensange. Egerns lystfulde hormonspring, og kattes morgenjagt på fjerklumpende lækkerbidskner.

Det eneste grønt, der findes på dem, er henfaldets sygelige svampe, og vinterkæmpende snylteplanter.

Og hvis nu - hvis nu - hvis NU - dagene fortsatte deres længde og aldrig vendte tilbage mod lyset igen - aldrig tildeltes mere og mere dag, så var verden virkelig på vej mod det eneste, sådant kan føre til.

Udslettelse. Glemsel. Ophør af eksistens.

Men midt i det hele kæmper en spire - en lille bleg og blød hvid spire, der ikke ved at alt går mod destruktion - for at komme frem i lyset. Suger til sig af blodfattige stråler fra en bag de grå skyer gemt sygeligt gul sol, og tror på det. 

Tror på tilværelsens gentagelser. Tror på vækstens vidundere. Tror på forårets komme.

Tror på, at alt nok skal blive godt igen, og at intet vil være som det var - igen.......

Og udposningerne fyldes med livgivende, rensende væske. Grenspidserne sprækker af grønhed og uimodståelig vækst, og kaster vinterens slaskethed til side. Æder løs af gråhedens mørke, og omsætter det, der var dødt, til nyt liv. Sætter brunfarvede knopper, der allerede fra start synes bristefærdige af lyst, af vækst, af formål, af liv.....

Og vækker mig.

Flår uimodståeligt i mit eget sygnende, gråbrunfarvede, slaskende hylster. Prikker til det, der var på vej mod al sygeligheds endepunkt. Peger på de sprækspændte overflader, og hvisker uimodståeligt stille, og dog spædt gennemtrængende.

"Du kan........"

Og jeg lytter. Med ører, der før visnede hen på et kranie uden fremtid. Øjne, der kun så alt forfalde og intet vokse, men som nu ser spæde knopper på selv den mindste gren. Og en hjerne, der trods sin egen indadvendthed, og fatalistiske accept af egen mortalitet, pludseligt føler spæde strømme af impulser risle gennem nedlukkede knudepunkter.

Smerte, hvor ingen var. Ømhed, hvor intet føltes. Vækst, i det, der var stoppet af propper og henfald.

.......... og på mit havehegn spiser en overvintrende solsort en regnorm, inden den med et svirp af halen sætter af, og flyver videre mod det forår, der snart vil komme.

Bare man ta'r Én Dag Ad Gangen.


onsdag den 13. januar 2021

Når vinteren er nær, bliver digteren sær.

 

Sneen vælter ned over lille Langeland, og dækker alle skarpe hjørner. Store, uimodståelige fnug klæber sig fast til alt, kaster eventyr over mine buske, og giver en mulighed for et blødere syn på alting. Den hvidgør det sortbrændte, dækker de rådnende blade, og danser en inciterende dans henover firmamentet. 

Og pludselig går det op for mig, at et sådant snevejr mangler inde i min bevidsthed. Et snevejr, der ville kunne dække de skarpe hjørner, og karske situationer, der gennem de sidste dage er opstået i lille Langelandske mig.

Hjørner - begivenheder langt væk fra de bløde bøller på øen. Kanter - øjeblikke opstået af andres uforståelige handlinger. Nøgenheder - ord der ikke skulle, men heller ikke kunne, være hverken sagt eller usagt.

Og fremfor alt, så ville et indre snevejr kvæle de harske lyde, der uafbrudt dukker op i alle de feed - alle de statusopdateringer - alle de tweets, jeg får klasket lige i fjæset, hvergang jeg forsøger at orientere mig om verden og dens udseende.

Suk.

Jeg skulle meget hellere nøjes med at orientere mig om, hvad der sker her på den lille, dejlige ø, jeg for snart 3 år siden valgte at flytte ned til. For, som alle ved, så afspejler det store sig ikke altid i det små - vi har ingen orangehårede på øen, og underholder heller ingen patriotiske oprørere - og så havde jeg sluppet for at måtte høre megalomaner bræge om valgsnyd og tyverier - hyle om alle andres fejlbarlighed og egen storhed - råbe om hjælp til at tage det tilbage, "de andre" har stjålet - opfordre til oprør og revolution. Kup, kup, kup, kup............ 

Jeg havde undgået dét, der nu bør dækkes af et indre snevejr. Og istedet fået klukkende bekendelser fra sandet - hvæsende småuenigheder fra øens tre største byer - og klarsyn i massevis fra et utal af mennesker, med evner til samme. Alt sammen noget, der ville lande blødt og behageligt i snedynerne, og hverken vælte præsidenter eller statsministre, men give mig mulighed for at føle mig tryg - og dermed mere sikker.

Men vigtigst af alt, så havde jeg undgået alt det had, der truer med at forpeste min dagligdag, ødelægge min sindsro, og forstyrre min hjernes ellers så fremragende (host) deduktive evner. Det had, der kan risikere at lægge ikke bare lille Langeland, men hele verden øde.

Alt sammen på grund af én megaloman, og hans manglende evne til at erkende, hvornår slaget er tabt.

Jeg ved det godt - det er normalt ikke min største force at stille mig selv og min lille bag i klaskehøjde - men det er nu engang det, jeg gør lige nu. Også selvom det er første gang i bloggens historie (feel free to browse and check), at noget sådant sker.

Men mens I sidder og tygger på de bitre kendsgerninger fra den anden side af det store vand, og afventer kommende dages mulige begivenheder, vil jeg lade snevejret sænke sine fnug over Langeland og over mit sind - og i fred afvente morgendagens komme. 

Det kan jo kun blive bedre, når bare jeg nøjes med én dag ad gangen.


lørdag den 9. januar 2021

Når man bare eksisterer.......


 ......... er det svært at føle sig levende.

Morgenerne er mange gange de værste. De der begyndelser på endnu en dag, hvor alt står som ensformig grød, og bare venter på at glide trægt ned gennem dagsopfattelsens spiserør. Hvor jeg ikke ved, om det er mandag eller fredag - helligdag eller hverdag - og hvor månedens navn staves med ulæselige bogstaver.

I radioen hører jeg studieværten vrinske et påtaget glædeligt "Velkommen til den her helt fantastiske, men hamrende svære dag, der med garanti vil vælte dig ned i et sort hul, hvis du ikke holder hårdt fast i dig selv." Og selv om jeg ved, at jeg sagtens kan klare endnu en dag i livet som alkoholiker - endnu en dag i blodproppernes efterdønninger -  er der altid et eller andet, der gi'r mig knopper allerede fra morgenstunden.

Knopper, der med største sandsynlighed kun gør min dag sværere, og som uafbrudt vælger at lægge sig præcist dér, hvor jeg havde tænkt mig at gå. Parat til at vælte mig ind i nærmeste selvhadende, selvbeklagende, tørdrikkende opfattelse af Livet, Universet, og alt det dér.

Kun de stadigt opdukkende daglige lyspunkter holder mig oprejst. Smilene, de pludselige komplimenter, overraskelserne, hvad enten disse er økonomiske eller menneskelige - alt er det med til at jeg dagligt vågner med et smil på læben, og en lyst til at kaste mig ind i det, der ved første øjekast hele tiden kunne se umuligt ud.

Livet.

Det er det, der gør alting værd. Dét, der hiver mig op ved hårrødderne, når savnet af mine børn bli'r for stort. Dét, der gør den hundrede procent manglende familie acceptabelt, og viser mig at min fortid ikke er farlig, sålænge jeg accepterer det, jeg ikke kan ændre, og ændrer det, jeg kan.

Så er aftenens tiende trin en daglig glæde, der viser mig at Visdom kan komme gennem erkendelse og accept.

......... men for pokker, hvor kan det være svært at føle sig levende, når grøden ubønhørligt omslutter benene, truer med at dække hele kroppen, og kvæle mig i tanketomme gentagelser af tidligere tiders fejltagelser, som kun den indre viden kan lægge låg på eller opløse i splintrende ingenting. Blæst væk af tidens afstand, og gjort tandløse af erkendelsernes og acceptens gentagelser.

De erkendelser, der dagligt gør mig istand til at kunne acceptere at jeg ikke kan ændre min fortid, og at min fremtid kun er de næste fireogtyve timer - for længere kommer jeg aldrig til at kunne se.

Måske er det godt sådan. 

Måske er det det, der skal bringe mig helskindet der hen, hvor end det nu er jeg skal hen, i sidste ende. Og måske er det det, der er medvirkende til, at de fireogtyve timer, jeg dagligt står i, er mere end i orden, og indtil nu mere end fyldt med håb om en fremtid, hvor livsglæden stråler højest.

Det er mit liv. 

De næste fireogtyve timer.