......... er det svært at føle sig levende.
Morgenerne er mange gange de værste. De der begyndelser på endnu en dag, hvor alt står som ensformig grød, og bare venter på at glide trægt ned gennem dagsopfattelsens spiserør. Hvor jeg ikke ved, om det er mandag eller fredag - helligdag eller hverdag - og hvor månedens navn staves med ulæselige bogstaver.
I radioen hører jeg studieværten vrinske et påtaget glædeligt "Velkommen til den her helt fantastiske, men hamrende svære dag, der med garanti vil vælte dig ned i et sort hul, hvis du ikke holder hårdt fast i dig selv." Og selv om jeg ved, at jeg sagtens kan klare endnu en dag i livet som alkoholiker - endnu en dag i blodproppernes efterdønninger - er der altid et eller andet, der gi'r mig knopper allerede fra morgenstunden.
Knopper, der med største sandsynlighed kun gør min dag sværere, og som uafbrudt vælger at lægge sig præcist dér, hvor jeg havde tænkt mig at gå. Parat til at vælte mig ind i nærmeste selvhadende, selvbeklagende, tørdrikkende opfattelse af Livet, Universet, og alt det dér.
Kun de stadigt opdukkende daglige lyspunkter holder mig oprejst. Smilene, de pludselige komplimenter, overraskelserne, hvad enten disse er økonomiske eller menneskelige - alt er det med til at jeg dagligt vågner med et smil på læben, og en lyst til at kaste mig ind i det, der ved første øjekast hele tiden kunne se umuligt ud.
Livet.
Det er det, der gør alting værd. Dét, der hiver mig op ved hårrødderne, når savnet af mine børn bli'r for stort. Dét, der gør den hundrede procent manglende familie acceptabelt, og viser mig at min fortid ikke er farlig, sålænge jeg accepterer det, jeg ikke kan ændre, og ændrer det, jeg kan.
Så er aftenens tiende trin en daglig glæde, der viser mig at Visdom kan komme gennem erkendelse og accept.
......... men for pokker, hvor kan det være svært at føle sig levende, når grøden ubønhørligt omslutter benene, truer med at dække hele kroppen, og kvæle mig i tanketomme gentagelser af tidligere tiders fejltagelser, som kun den indre viden kan lægge låg på eller opløse i splintrende ingenting. Blæst væk af tidens afstand, og gjort tandløse af erkendelsernes og acceptens gentagelser.
De erkendelser, der dagligt gør mig istand til at kunne acceptere at jeg ikke kan ændre min fortid, og at min fremtid kun er de næste fireogtyve timer - for længere kommer jeg aldrig til at kunne se.
Måske er det godt sådan.
Måske er det det, der skal bringe mig helskindet der hen, hvor end det nu er jeg skal hen, i sidste ende. Og måske er det det, der er medvirkende til, at de fireogtyve timer, jeg dagligt står i, er mere end i orden, og indtil nu mere end fyldt med håb om en fremtid, hvor livsglæden stråler højest.
Det er mit liv.
De næste fireogtyve timer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar