Andre Sider af mig

søndag den 29. oktober 2017

Undren på en mærkedag.


Er min ædruelighed i fare ?

Hver eneste gang, jeg deltager i et AA-møde, er noget af det første, der bliver spurgt om i gruppen, om der er nogen, der føler deres ædruelighed truet. Hvilket er en vidunderlig måde, at få mig til at spekulere på, om den nu også er det - min ædruelighed.

Og hver gang jeg så gør det, går mine tanker automatisk  på langfart. De skal hele vejen omkring de mange gange, jeg før i tiden røg i tilbagefald, fordi jeg ikke tog faresignalerne alvorligt, og undlod at handle på dem. 

De skal ned og mærke efter, i det jeg, der fødtes gennem min erkendelse af min sygdom for atten måneder siden, for på den måde at finde ud af, om der er oversete faresignaler eller andet, der kan sætte min ædruelighed i større fare, end den normalt er.

For jo - min ædruelighed er i fare - dagligt.

Min ædruelighed er såmænd ikke så særligt forskellig fra alle andre ædru alkoholikeres ædruelighed. Men den har dét ene specielle kendetegn, at den er min og ingen andens. Den er opstået på baggrund af det liv, jeg har levet - de fejl, jeg har begået - og de valg, jeg har truffet.

Den fødtes første gang i 1987, hvor den kom til verdenen som en sart, svagelig skabning, der ikke magtede fuldt ud at tage sig selv alvorligt, fordi den ikke blev anerkendt som det, den var - den eneste vej ud af alt det, der var forkert i mit liv - alt det, jeg havde gemt indvendigt, og ikke villet anerkende eller se i øjnene.

Og fordi den ikke tog ordentlig næring til sig, sygnede den hen - og døde efter nogle få års eksistens.

Et dødskamp, der blev trukket ud i efterfølgende pinefulde år, hvor endnu flere mure blev bygget,  endnu flere fejl begået, og endnu flere løgne brugt, som værn mod selverkendelsen og virkeligheden.

År, hvor en falsk ædruelighed så dagens lys. Hvor det, at "være ædru", blev brugt som et mantra, der skulle beskytte mod nysgerrige spørgsmål og undersøgende blikke. Hvor undskyldninger blev brygget, og flytteflugt blev en del af livet.

År, hvor mennesker blev såret, og familie spredt for alle vinde.

Indtil den endelige erkendelse vågnede, da min bund endelig blev nået - og jeg var mør.

Da fødtes den på ny. Da så den igen dagens lys, som den havde gjort første gang for så mange år siden. Men ikke klynkende og skrigende, som dengang. Ikke desperat gribende efter muligheden for at blive brugt som undskyldning, og som værn mod livet.

Men født, med er klar erkendelse af det eneste sande. At jeg er alkoholiker, og ikke kunne klare mit eget liv.

Det er ikke farefrit, det liv, min ædruelighed er blevet født ind i. Det er fyldt med daglige fristelser og faldlemme - daglige muligheder for at falde tilbage til alt det, der var før - daglige sten at snuble over - men også daglige muligheder for at erkende, acceptere, og ændre.

For kun gennem det, at jeg dagligt skal holde min ædruelighed for øje, og hjælpe den gennem alle de farer, et liv som ædru alkoholiker udsætter den for, kan jeg finde frem til den person, min ædrueligheds fødsel har givet mig mulighed for at blive.

Ædru, ærlig, levende, elskende.

Med mod til at ændre de ting, jeg kan. Sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre. Og muligheden for Visdom til at kende forskellen.

Så jo, min ædruelighed er i fare - dagligt. Farer, som Fællesskabet med alle jer andre, er medvirkende til at opdage, før det er for sent, så jeg kan handle på dem.

For kun gennem handling, skabes forvandling.

Og selv den mindste handling, er et skridt mod den nødvendige forvandling til det menneske, jeg inderst inde ved, jeg kan blive til. Et ædru væsen, der søger erkendelsen af egne fejl - både de fortidige, og de daglige - for derigennem at kunne ændre disse, såfremt det er muligt.

Men kun én dag ad gangen.

fredag den 27. oktober 2017

Dén tid på året


I kender det godt, gør I ikke ? Året går sin vante gang - tiden løber uforstyrret afsted - og pludselig er det igen "Dén tid på året...... ".

Dén tid, der altid kommer, og som kan indebære så mange forskellige ting, og hvor forklaringerne på, hvad "Den tid på året..." er, som altid egentlig er mange.

Spændende lige fra den periode, hvor jeg - som altid - ryger ned i en mørke-depri - til perioden, hvor kroppen er fyldt af hormoner og lysten til at forelske, forføre, og drømme, er i højsædet.

Eller den periode, hvor natten er så kort, at solskoldningerne slet ikke kan nå at falde til ro, inden en ny soldag brænder flere celler af i overhuden.

For ikke at tale om den periode, hvor sneen daler blidt, og stearinlysenes gyldne glans varmer mere end kroppen.

Men det er slet ikke nogle af de tider på året, der her er tale om. Tværtimod er der tale om en tid, jeg næsten ser frem til med større glæde, end så mange andre tider.

For det er "Den tid på året", hvor velsmagende, sammenkogte efterårs- og vinterretter begynder at sætte deres præg på madlavningen. Og i dag er det Brunkålens tid.......

Hele huset fyldes af den der specielle, let sødlige kålduft, der fremkommer, når den finsnittede kål under ganske svag varme falder sammen, og blandes med det sukker og det kød, jeg denne gang har valgt at tilsætte det, der er en af mine yndlingsretter.

I duften fra gryden kan jeg ane den allehånde, og de friske timiankviste, jeg har tilsat for omkring tre timer siden, mens velsmaget fra de tilsatte laurbærblade efterhånden trænger ind i både kød og kål.

Og mens glæden over snart at kunne sætte en svingende portion brunkål med det hele til livs breder sig i kroppen, kan jeg samtidig mærke, hvordan jeg ganske ubevidst er begyndt at omstille mig til den kommende kolde vintertid.

Den tid på året, hvor vi alle både sukker efter de små frækt dansende snefnug, og samtidig håber, der ikke kommer ret mange af dem. For sådan er det jo - vi vil gerne nyde synet - og samtidig helst undgå arbejdet, med at fjerne sneen igen.

Før i tiden var "Den her tid på året...." også samtidig startskuddet til, at jeg kunne begynde på de mere kraftige typer drikkevarer. Mørkt, skummende øl, med masser af procenter, og kradsende hjemmelavede bittere eller kryddersnapse, der alle havde én eneste egenskab til fælles.

De kunne tilbyde mig den flugt, jeg så desperat ledte efter - og gøre det på en samfundsaccepteret måde. For ingen fed mad, uden en snaps. Ingen brunkål uden en god, kraftig øl. Og intet samvær i den kolde tid, uden "noget at varme sig på".

Det gjorde man jo, når det var "Den tid på året...".

Faktisk var jeg sidste år en lille smule bekymret, da det gik op for mig, at jeg var på vej ind i "Den tid...". For, hvad nu hvis jeg ikke kunne spise alle de der gode, kraftige retter, uden samtidig at savne drikkevarerne, der altid havde hørt med tidligere ?

Ville jeg så falde tilbage igen ?

Jeg ved nu, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om dén sammenhæng - her, på "Den tid af året...". For gennem det, at leve ædru, er jeg kommet i besiddelse af en ekstra ingrediens, der siden jeg blev mør, og gik i behandling, har kunnet tilføje dén ekstra velsmag, der er nødvendig,  til alt jeg kokkerer herhjemme.

Og som gør det hele ganske vidunderligt velsmagende, uanset om jeg drikker mælk, saft, vand, eller lignende, ved siden af.

En ingrediens, hvis ærlige velsmag, og Sindsrolige krydring, jeg aldrig vil kunne leve uden - én dag ad gangen.

Ædruelighed.

Den er nem at tilsætte en hvilken som helst ret - også "Denne tids...." velsmagende brunkål etc., og findes lige ved hånden - parat til at blive drysset ud over ikke bare den forhåndenværende ret, men hele dagen.

Og gud, hvor den smager godt.

Så om lidt, hvor kålen er færdig, og rugbrød samt sennep parat, vil jeg med løs hånd strø så meget, som det er muligt, af dette vidunderlige krydderi ud over min tallerken, og ønske jer allesammen et Velbekomme - på "Dén her tid, på året......"

Aaaaatjuuuuu.

torsdag den 26. oktober 2017

Bag horisonten gemmer sig.....


..... mulighedernes nye horisonter.

Morgenen glider stille forbi mine øjne. Undskyldende sniger lyset sig ind, mumlende indtil flere dårlige bortforklaringer for den sene ankomst, mens det med elegante smågnistrende spark sender nattens mørke på vej mod senere genopstandelse.

Og dagen indtager mig, i al sin elegante skønhed.

Endelig er jeg ved at være så nogenlunde på mærkerne igen, efter tirsdagens udflugt mod mulige nye horisonter. En rejse ud i mulighedernes land, med samtidige kampe mod et vejrsystem, der havde sat sig som mål, at gennemtæske mig med vand, mens det sørgede for modvind fra alle retninger.

Med det resultat, at mine lægmuskler og mit fordøjelsessystem, brugte hele onsdagen på at protestere mod, hvad der åbenbart såes som værende utilbørlige angreb på begge. Lægmusklerne, fordi de havde været tvunget til at kæmpe med at få mig bragt opad det meste af to kilometer, ad en lettere hullet landevej, i en strid modvind, og med regnen piskende ind gennem kanvasstoffet i mine bukser - og den indre klump madbearbejdningsrør, fordi den deraf følgende afkøling intet godt havde gjort for dem.

Tværtimod havde afkølingen medbragt en hidtil ukendt mulighed for at træne i hurtigløb til toilet - en af de nye olympiske discipliner, såvidt jeg husker.

Men rejsen var det værd.

Et stykke tid før udflugten ind i den mulige nye horisont, havde jeg opdaget et opråb på nettet, fra et ungt, nyt kollektiv, der søgte medkollektivister. Alder, køn, og erfaring underordnet.

Hvilket lød ganske interessant, min nuværende situation taget i betragtning, og med min tidligere erfaring med at bo i kollektiv i baghovedet. Så derfor - efter behørig invitation fra kollektivet - tog jeg afsted tirsdag eftermiddag, for at opleve hvordan et år totusindeogsytten-kollektiv mon var, og begynde spekulationerne over, om det ville være noget for mig at kaste mig ud i - igen.

Uden at afsløre noget - de skønne unge mennesker i kollektivet skal naturligvis have førsteretten på at bestemme, om jeg vil være et værdifuldt aktiv for stedet, og jeg selv skal også lige have fuldstændigt fintænkt min egen position - så må jeg indrømme, at det spæde kollektiv, derude på kanten af Mols, har alle mulighederne for at kunne blive et stærkt, aktivt, grødefyldt bosted, for en mangfoldighed af mennesker.

Og hvem ved - måske endda arnestedet for megen god kunst og musik.

Men som sagt - jeg er på vej til at være ovenpå igen - rent fysisk -  efter turen, besøget, og hjemrejsen gennem et naturforrevet Djursk landskab, der lod vinden tude i trætoppene, og regnen danse fandango over ben, marker og veje.

Og sidder i skrivende stund med øjnene på mine små fjerede venner, der som vanligt ivrigt pikker alle de korn, frø, og krummer op, som jeg har spredt til dem udenfor mine vinduer. Hvilket vel heller ikke er helt så galt, og nok også temmelig kraftigt medvirkende til den "genopbygning" mine arme, plagede lægmuskler har måttet stå model til siden tirsdag.

Afslapning - og tilbagevenden til livet.

For indrømmet - jeg bliver ikke yngre, og må jo derfor acceptere, at min krop selv sætter sine begrænsninger, samt ubønhørligt tvinger mig til at overholde disse, såfremt jeg skulle være tåbelig nok til at tro, at jeg stadig er ung og livlig.

Så finder jeg nok også ud af - i løbet af de næstkommende dage - om min livsaften skal tilbringes i et kollektiv blandt ligesindede, eller om skæbnen har andre overraskelser i ærmet.

Bare jeg husker, at tage det hele - én ting ad gangen, én dag ad gangen.

I Sindsro.

mandag den 23. oktober 2017

Traditionsbunden selvstændighed.


Nætterne er ved at være lange igen.

Hvilket jeg normalt plejer at sætte stor pris på - jeg er jo et natelskende væsen - nyctophil som bare fa'en - men i øjeblikket lader det kun til at fylde mig med hvileløshed. Mine morgener drejer væk fra den ellers faste rutine - faste tradition - med tidlig opstandelse, morgenmad, morgenthe/kaffe, og blogskrivning - og begynder at bliver mere urofyldte, mere angstprovokerende. Noget, som også er begyndt at tage mig længere tid end vanligt at få taget fat på, og bekæmpet.

Og alt sammen måske bare fordi jeg ikke har fået styr på min bopælssituation endnu.

Hvilket er lidt træls, for jeg savner de helt rolige morgener, hvor jeg kan sidde og nyde dagen begynde i fred og ro, og hvor livet kan få lov til at krybe ind under huden  i små, varmende mundfulde.

Jamen kan jeg så ikke bare se at få sat styr på den der bopælsting, spørger du. Og du har sikkert helt ret - det er nok dét, der skal til for at få toget på sporet igen. Dét, der kan sørge for at jeg ikke skal bekymre mig, ikke skal vade hvileløst ventende rundt, ikke skal føle tilbagefaldet komme nærmere og nærmere.

Er det ikke ?

Nej - det er alt sammen gammel adfærd, der dukker op i al sit grimme væsen, og forsøger at få bragt mig hen i en situation, hvor jeg kan give mig selv muligheden for - og lov til - at hoppe ud fra 10-meter vippen, og styrtdykke ned i et berusende, boblende ocean af iskold hvidvin, skumfyldt specialøl, 50-årige singlemalts - samt surtsmagende æblesnaps, morgener med bræksmag i munden, black-outs ad libitum, kreditorer bankende på døren, ugentlige fogedretsager, stenlever, og uigenkaldeligt ødelagt helbred.

Og så hjælper det ikke noget som helst, at jeg forsøger at glatte det hele ud, med tanken om at bedemanden i det mindste vil være nybarberet og professionelt ked af det.

Næh, at jeg ikke har løst min bopælssituation endnu, er kun et symptom på den sygdom, jeg lider af - at jeg er alkoholiker. Og kun ved at erkende dette på daglig basis, kan jeg søge frem mod en løsning - ikke bare på min boligsituation, men på mange andre for min ædruelighed lige så potentielt farlige situationer.

En løsning på det, der hedder  Mit Liv, og på hvordan jeg skal leve det - ædru.

En af de måder, jeg søger den erkendelse på, er ved at være åben, ærlig - og helt offentlig omkring det, at jeg er alkoholiker.

På den måde føler jeg, at jeg kan medvirke til ikke bare at erkende min egen situation og min egen sygdom, men måske også hjælpe andre, med samme sygdom, frem mod en erkendelse af, at ingen af os er alene.

At vi alle har muligheden for at række ud, og søge den hjælp der skal til, for at vi kan indrømme overfor os selv - og senere forhåbentlig overfor andre - nøjagtig hvordan det er og hvordan det var, fat med os.

Indrømme, at vi er alkoholikere, at det er en livsvarig, uhelbredelig sygdom, der når den først er brudt ud aldrig kan puttes tilbage i flasken igen. Og at vi kun kan søge at blive raske, ved at undlade at tage den første.

Det kan da godt være, at jeg efter nogens mening bryder med AA's principper om anonymitet, ved at være åben og offentlig omkring min sygdom. Men eftersom det at være offentlig er det, der medvirker til at jeg forsat kan holde mig ædru fireogtyve timer ad gangen, accepterer jeg gerne andres måde at opfatte det på.

Vi har jo hver vores vej ud i ædrueligheden - hver vores måde at indtage den livsnødvendige medicin på, så vi kan opretholde den erkendelse, der bragte os tilbage til livet, og gav mulighed for at leve det gode.

Og ja, du læste rigtigt - m u l i g h e d for at leve det gode. For det er ikke på nogen måde en naturlig, gudgivet ting, at jeg kommer til at leve det gode liv, hvis jeg bare indrømmer at jeg er alkoholiker. Der skal mere til, inden jeg kan komme til at gribe om roden til det gode liv, og holde fast i den.

Holde så fast, at den kan vokse i mig, og med tiden lade hele det gode liv blive en stadig voksende del af mit jeg.

Og for mig, er noget af vejen derhen, altså det at være åben og offentlig. At give dig mulighed for at læse om mine fejl og mangler, dele mine lykkelige stunder med dig, og blotlægge mit sinds inderste håb og frygt for dit øje.

Pyyyyha - bloggen bliver godt nok lidt lang i dag - eller er det bare mig, der synes det ? Under alle omstændigheder vil jeg bryde den af nu - og sætte mig til at tænke højlydt over de muligheder, der ligger foran mig, for at kunne vedholde min ædruelighed og komme videre i mit liv.

Og bare rolig - jeg skal nok nøjes med at hviske - så naboerne ikke opdager noget, og min anonymitet dermed er udenfor al fare - de næste fireogtyve timer.

lørdag den 21. oktober 2017

Suk.


Kære alle jer, jeg kender - alle jer, jeg ikke kender - og alle jer, der tror I kender mig.

 Jeg ved godt, at jeg er blevet lidt sær - lidt introvert - i min socialsfære og omgangskreds. Jeg ved også godt, at det måske ikke lige harmonerer med, at jeg deler alt på Facebook Offentligt, og ikke kun blandt de nærmeste venner.

Men der er en grund til alt.

Min introverthed - det, at jeg holder mig meget for mig selv, og ikke rigtigt søger kontakt med andre i Real LIfe - har intet at gøre med mine sygdomme. Tværtimod ville disse måske endda nå frem mod bedring hurtigere, hvis jeg var mere udadvendt socialt.

Men den har med mig at gøre. Den mig, jeg stadig er i gang med at forsøge på at finde ud af, og som indeholder alt det, jeg var og gjorde igennem et efterhånden langt liv.

Og den har at gøre med den sårbarhed og de sår, jeg er blevet bibragt. Ikke bare siden jeg gik i behandling sidste år, men i høj grad også dem, jeg har fået gennem livet.

Burde jeg så ikke holde mig helt for mig selv på de sociale medier også ? Nedskære mit engagement på Facebook og Blogger, og vente på at sårene de heler, inden jeg står frem - igen ?

Sætte mine konti til udelukkende at kunne ses af de aller-aller-nærmeste venner ?

Nej, kære allesammen - det bør jeg ikke. For kun gennem det, at være åben overfor omverdenen - helt åben - kan jeg vise, at de angreb, der er foretaget mod min person og det liv, jeg lever, er forkerte.

Kun ved at nægte at blokere nogen som helst på Facebook, kan jeg vise de mennesker, der har blokeret mig på deres FB, at selvom de har noget at skjule, har jeg intet.

På de sociale medier kan jeg vise styrke - og sårbarhed. Klarhed - og tvivl. Erkendelse - og forvirring. Og derigennem forsøge at bygge det Jeg op, der skulle have været på plads for mange år siden.

Men fysisk socialt halter det - nok fordi vi alle mest har nok i os selv, og helst ikke vil involvere os i andre. Det kunne jo være farligt, ikk'?

Lige nu ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre, såfremt jeg fik besøg. Om jeg skulle glædes over besøgets ankomst, eller se frem til dets afslutning.

For jeg falder sammen, i øjeblikket. Reduceres til en ikke-betydende klump liv, hvis største fordel er evnen til at sætte bogstaver sammen til ord, og ord sammen til sætninger.

Og jeg føler, at jeg udraderes. At jeg stille, og næsten umærkeligt, visker billedet af mig selv ud, uden at vide om det er muligt at tegne et nyt.

Uden at vide, om dette nye billede vil være ægte, og kunne ses af andre for hvad det er, og hvad det var. Åbent, ærligt, og ligefremt.

Det er vist det, man kalder Ensomhed.

fredag den 20. oktober 2017

Undskyldninger, forklaringer, og fortællinger.


Det er gået op for mig, at der er mange stadier på min vej mod det ædru, gode liv. Stadier, der hver for sig indeholder meget forskelligt, men som alle er bundet til en enkelt ting - Ærlighed.

Herunder naturligvis også alle de undskyldninger, forklaringer, og fortællinger, jeg kan og skal være parat til at foretage af et ærligt hjerte. Og som dermed gerne skulle være medvirkende til at rive endnu flere fastgroede reaktionsmønstre fra hinanden, og skyde flere højtflyvende bortforklaringer ned fra den Sindsroens himmel, der med mellemrum viser sig i min hverdag.

Det er ikke alt, der kan ærligt undskyldes og forklares. Der findes utallige begivenheder og reaktioner i mit liv, der kun kan fortælles, og hvor intet andet har nogen effekt. Kun fortællingen, ærligt fremlagt overfor de mennesker, der har været ramt, indeholder en blank erkendelse af at det skete, og hvad der skete.

Intet Hvorfor, intet Hvordan - kun den sårbare fortælling, med alle enkeltheder blotlagt. Uden bagtanker, selvretfærdiggørelser, og anklager. Eller bønner om forståelse og tilgivelse, for disse er ikke mine at bede om.

Kun med Håb.

Håb om, at kunne leve mit liv fireogtyve timer ad gangen, bedre end jeg gjorde som aktiv misbruger. Ærligere, klarere, og parat til at kunne indrømme mine fejl, så snart jeg begår dem, og søge tilgivelse for dem, hvis en sådan er mulig.

Hvis ikke jeg vil kunne finde tilgivelse, da at leve med dem for øje, så jeg ved hvordan jeg undgår at begå dem igen.

Tidligere gemte jeg alle mine fejl og karakterbrister bag en mur af bortforklaringer, løgne, himmelråbende undskyldninger, og hyggeligt krydrede bedtime stories - alt sammen beregnet på aldrig at vise hvem jeg var, og hvad jeg indeholdt - aldrig at vise eller fortælle, hvordan mit liv havde udfoldet sig.

Jeg gemte alt bag den mur, for ingen måtte få at vide, at jeg ikke var det menneske allesammen så. Ingen måtte opdage, at jeg ikke kunne klare alt, at jeg ikke var Guds gave til en undrende menneskehed.

Ingen - og da især ikke jeg selv - måtte finde ud af, hvad der var sket for mig.

Undervejs mistede jeg alt. Familie, venner, sikkerhed, økonomi, job - og selvrespekt. Jeg lærte at hade mig selv for de ting, der var sket, og nægtede at tilgive nogen som helst for noget som helst. Jeg flygtede med jævne mellemrum til nye omgivelser, nye omgangskredse - for på den måde kunne jeg sørge for at ingen ville kunne krydse alle mine brændte broer tilbage til den, jeg havde været.

Ingen ville kunne se mig - for den jeg var, var ikke værd at se.

Den flamme blafrer stadig inde i mig - et sted dybt nede i mit jeg, hvor den forsøger at tage næring fra de uafklarede begivenheder, jeg endnu ikke har fundet fra min fortid - og lagt frem.

Men flammen bliver mindre, for hver gang jeg kaster en spandfuld ærlighed og åbenhed ned over den. Hver gang jeg blankt erkender, overfor rette vedkommende, nøjagtig hvordan det var fat med mig, og hvad jeg har begået overfor ham/hende/dem, slukkes endnu en del af den hadets og uærlighedens flamme, der har brændt i så mange år.

Og som gennem hele mit liv - fra den første skamfulde oplevelse som barn - har gjort alt, hvad den kunne, for at gemme alle mine hemmeligheder, alle mine skrækkeligt ensomme sårbarheder - i et morads af gentagelser og selvhad.

Mit håb er, at jeg med tiden vil kunne slukke flammen helt. At jeg vil kunne give slip på alle de gemte hemmeligheder, uærligheder, og bedrag, jeg har levet på hele mit liv. Og derigennem finde frem til, hvem jeg i virkeligheden er, så jeg kan leve de forhåbentlig endnu mange år, jeg måtte have tilbage, ædru og ærlig.

Se dét, er en fortælling, jeg glæder mig til.

onsdag den 18. oktober 2017

Efterårsudsalg - på Erkendelsernes holdeplads.


Det er ved at gå op for mig, at erkendelser findes i mange forskellige størrelser. Og i mange prislag - fra de ganske gratis, til de totalt ubetalelige.

Samtidig dæmrer det for min alkoholiske hjerne, at en del af det, jeg gennem det sidste snart halvandet års tid har kaldt er-kendelser, nok nærmere er gen-kendelser. Og at disse muligvis har skygget for min umiddelbare opfattelse af min egen situation.

Den, der ikke bare handler om, at jeg er alkoholiker, og ikke kan tåle at bruge nogen former for stoffer - dette være sig alkohol eller andet euforiserende eller stemningsændrende stof. Eller for den sags skyld alt muligt andet, der kan bringe mig ind i en verden af selvbedrag, hemmeligheder, og løgne.

Men  handler om, at min oprindelige erkendelse - at jeg er alkoholiker - er den erkendelse, jeg må acceptere som det grundlag, mit liv må og skal dreje sig omkring.

Den var ikke gratis, den erkendelse. Rent faktisk har det kostet mig så godt som alt, hvad jeg havde før jeg fandt frem til den. Helbred, familie, forhold, job, omgangskreds, venner - og meget, meget mere. Så meget, at jeg ind imellem har kunnet føle mig som en ludobrik - slået tilbage til Start, og med alle brikker inde i Hjem igen.

Men lige så negativt dyr, den erkendelse har været - lige så ubetaleligt vidunderligt rigt har det været at finde den, og erkende at det var det, der skulle til, for at jeg kunne få mulighed for at leve det gode liv.

En mulighed, jeg stadig har, selvom den i øjeblikket ser ud til at ligge lidt længere væk, end den ellers har gjort de sidste snart 18 måneder.

For den der store, vidunderlige erkendelse, jeg ramte i et splitsekund niogtyvende april sidste år, har samtidig evnen til at kunne dække for andre erkendelser, hvis ikke jeg er vågen og opmærksom. Det er nemlig ganske nemt, at "nøjes" med at kaste et jublende "Jeg Er Alkoholiker" ud i universet, og dække sig bag ved Sindsro-bønnen, i en manglende erkendelse af, at intet kommer af sig selv, og at der skal arbejdes med tingene for at den nødvendige forvandling kommer til at ske.

Og kun gennem arbejdet med enkeltdelene i erkendelsen af, at jeg er Alkoholiker, og ikke kan klare mit eget liv, kan jeg komme frem til de for mig her og nu nødvendige erkendelser.

At mit helbred holder mig tilbage - og at jeg derfor må gøre noget ved det.
At min økonomi er ikke-eksisterende - og at jeg må indrette mig efter det.
At min bopæl smuldrer omkring mig - og at jeg derfor må flytte.
At min alder bliver brugt som undskyldning - også af mig selv.
At jeg er ved at blive ubevægelig - igen......

Vejen hen mod alt det, jeg dermed er nødt til at tage fat på, vil naturligvis være brolagt med små-erkendelser, af den ganske gratis slags - og større erkendelser, der kan komme til at gøre ondt på mange forskellige måder. Måske endda komme til at koste mere, end jeg tidligere har følt mig villig til at betale - men tidligere havde jeg jo heller ikke erkendt, at jeg led af sygdommen.

Ligesom erfaringer, kan de være dyrekøbte, erkendelserne. Men de kan også komme ganske gratis farende forbi, og med et hvirvlende vindpust af nyt liv puste alt det omkuld, jeg bygger op af undskyldninger og bortforklaringer. Og vise mig, at jeg for at kunne bygge noget vedvarende, først skal sørge for at mit fundament er i orden.

Det fundament, der består i at være ædru fireogtyve timer ad gangen, og leve livet på livets betingelser.

Og dén erkendelse - skal jeg tage på daglig basis. For så bliver den med tiden ganske gratis, og lige så naturlig som det, at trække vejret.

mandag den 16. oktober 2017

Problemer.......


..... er kun opgaver, jeg er uvenner med, og fremmede er kun venner, jeg endnu ikke har mødt.

Udenfor bilruden flyder aftenen afsted, mens Fyn forsvinder i baggrunden. En dejlig weekend er overstået, og trætheden ligger i kroppen som en varm, snurrende fornemmelse af velbehag og udmattelse.

Samtidig ved jeg, at de næste dage vil komme til at foregå i nedsat tempo, fordi min krop ikke helt er, hvad den har været. Men det er en billig pris at betale, for at have været med til fejring af min ven, og møde nye, spændende mennesker - nye, mulige venskaber.

Samt genoptage samværet med gamle venner, der ikke har været i nærheden i årevis - hvilket altsammen gør livet lysere, mere farverigt, og mere spændende.

Dejligt.

Lige indtil jeg finder mig selv på vej hjem fra det hele, med snuden rettet mod andre, mulige nye venner, af den mere spidsfindige slags. Venner, hvis største kvalitet er, at de højst sandsynligt river min tilværelse op med rode, og sender mig i nye, og ukendte retninger.

Mine problemer - der jo kun er opgaver, jeg endnu ikke er blevet venner med.

Jeg ved - og da især efter denne weekend i venskabets tegn - at jeg kun har få dage tilbage til at finde ud af, hvordan jeg får ekspederet mig selv videre i livet, uden at skabe uro og ballade i den kreds af mennesker, der omgiver mig her på Djursland.

Ekspederet mig selv hen til et nyt sted, der endnu ikke har noget navn, og som endnu ikke er fundet. Men som forhåbentlig har mulighed for at lade mig blive venner med nye aspekter af den tilværelse, jeg har været en menneskealder om at gennemleve.

Og måske endda med mulighed for at kunne lade de erfaringer, jeg har opsamlet gennem tiden, komme andre til gode.

Jeg gruer nu lidt for det.

Alt det der, med at skulle pakke, og dernæst flytte, har for mig altid indeholdt muligheden for uafsluttede ting, der har kunnet plage og pine mig i lang tid efter. Muligheden for at efterlade indtryk, der ikke altid har været til min fordel, og gæld, der ikke har kunnet indfries.

Men hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om, at kunne komme videre i det liv, jeg søsatte den niogtyvende april sidste år, og på den måde komme til fuldt ud at leve - og ikke bare eksistere - ædru, så er det på tide, at jeg børster mine hænder, fejer fortiden hen, hvor den hører hjemme - og finder det sted, hvor jeg kan gro og vokse nu.

Eg sætter jo bedst agern, når træet har nået  en vis alder - og det egetræ af styrke, der er vokser inde i mig, hungrer efter at kunne slå rod et blivende sted, hvor det kan sprede sine grene skyggefuldt dækkende, stormbeskyttende brede, og grønspættet kølende, over sin endelige habitat.

Og måske endda efterlade et varigt minde, i hukommelsen på den skov af liv og kreativitet, der omgiver mig. Et minde, der længe efter min egs forfald kan varme, på mange andre måder end kun som ved på hukommelsens bål.

Så jeg vil tage fat, og de næstkommende dage finde ud af de fire h'er, der står forude - hvorhenne, hvornår, hvorfor, hvordan, og finde ud af at blive venner, med de problemer, det hele kommer til at indeholde, så de kan blive opgaver, og løses med Sindsro, Mod, og Visdom.

En opgave ad gangen - en dag ad gangen - for kun gennem handling skabes forvandling.

fredag den 13. oktober 2017

Dette er morgenen før......


...... dagen, hvor jeg endnu en gang får mulighed for at rejse et smut ud i den verden, der omgiver mig. Rejse afsted, til en af den slags begivenheder, hvor glæden over livet er i højsædet.

Jeg har en god ven og kammerat, som jeg har omtalt nogle gange her på bloggen. En tysk-dansk-fynsk livskunstner, der har været en del af mit liv gennem de sidste snart 14 år, og hvis glæde og umiddelbarhed, jeg håber aldrig at skulle undvære.

Flere gange gennem det halvandet år, der snart er gået siden jeg erkendte min sygdom og gik i behandling, har han været årsagen til, at min depression er lettet, og mit humør strøget til vejrs igen. Uden egentlig at gøre ret meget andet, end at eksistere, smile, lytte, og være. Og lade sit utroligt varme hjerte favne alt, hvad der havde behov for at favnes.

Herunder en til tider bitter, desillusioneret ældre mand (jeg nægter at kalde mig gammel - altså), der med mellemrum følte verdenen som værende et meget ensomt sted.

Et sted, hvor det svingende helbred og en ikke-eksisterende økonomi gjorde sit bedste for at slå bunden ud af den tilværelse, der forsøgte at komme på banen for mig.

Min ven - min livskammerat - havde hver gang han tog kontakt til mig, den ene gode undskyldning efter den anden, for at jeg skulle komme ned og bo ved ham og familien i nogle dage. Alt sammen fordi han instinktivt - tror jeg - vidste, at det var det, jeg havde brug for. At kunne komme væk fra min begyndende fastvoksning, og bruge tid på at tænke, under andre omstændigheder.

På grund af min manglende økonomi har jeg de fleste gange måttet fortælle ham, at jeg ikke havde råd til at tage afsted - hvorefter han bare er kørt op og har hentet mig.

Og hver eneste gang har jeg følt, at jeg kunne trække vejret friere, lettere, mere intenst, end jeg havde kunnet i lang tid. Hver eneste gang er jeg efterfølgende rejst hjemad, med en ny opfattelse af det, der lige havde trykket mig ned, og været på vej til at ødelægge min tilværelse.

Derfor er det med mere end største glæde, at jeg tager afsted til Fyn i dag - over til min ven, for at fejre hans runde fødselsdag. For at kunne være sammen med ham, og alle de andre af hans venner, hvis liv han har påvirket på den ene eller den anden måde, og deltage ædru i en fest der handler mere om at være glade sammen, end om alt muligt andet.

Og indrømmet - lige netop i de her dage er det, at kunne komme væk hjemmefra, guld værd. At kunne undlade at bekymre mig om ting, jeg inderst inde godt ved jeg ikke kan ændre, og være ude afstand til at ændre de ting, jeg ellers har modet til, kan måske medvirke til en reel ændring i alt det, der vælter ned over mig fra højre og venstre.

Så jeg glæder mig til at se hans smil, når han henter mig her til formiddag - for ja, han ringede og spurgte om han skulle tage mig med, når han nu alligevel skulle hente en anden gæst i Jylland. Han vidste, at min økonomi forhindrede mig i at kunne tage afsted, og at jeg derfor var på vej til at takke nej til invitationen, selvom det ville være med blødende hjerte.

Så nu har jeg pakket min taske med det pæneste tøj jeg har, puttet mine festsko i en plastpose, og sørget for at mine fjerede venner ikke lider nogen nød, i den kommende weekend. De hopper allerede nu forvirrede rundt i den store bunke frø og krummer, jeg har lagt på deres foderplads, med et blik i øjnene, der fortæller mig, at de tror de er kommet i Paradis.

Og intet kan tage den gryende glæde, jeg har i mit hjerte, fra mig. Glæden over, at have en ven der tænker uselvisk og umiddelbart, og som gerne går den ekstra mil, når der er behov for det. Glæden over, at kunne fejre ham sammen med andre glade mennesker, og vide at han er min ven.

Tak Mathias - og tillykke med fødselsdagen.

tirsdag den 10. oktober 2017

Græssets Befrielses Front.


Det knaser under fødderne, når jeg går henover min græsplæne. Den er ikke blevet slået i et stykke tid - noget, jeg har måttet acceptere på grund af mit øje - og nu er den lang nok til at kunne knase sprødt, når jeg træder på den.

Knaset skyldes frosten, der her til morgen har udstyret græsstråene med hver deres unikke karakter, og strøet en hvid, ubevægelig overflade henover det hele. Ikke nok til at dække det friske grønne helt, endnu, men nok til at få alt til at virke frosset, stivnet, fanget i et øjebliks bevægelse.

Når jeg kigger ud på den - plænen - kan jeg se hvordan varmen fra huset sammen med varmen fra de reflekterende morgensolstråler, spreder et frirum hele vejen rundt om bygningen. Et frirum, hvor græsset stadig er føjeligt og bøjeligt. Hvor vinden stadig kan få det lange græs til at danse, og solen få det til at stråle i dybe, grønne farver.

Men det er kun en stakket frist.

Inden længe vil den stadigt kortere dag og den hastigt fremmarcherende vinter kaste et ubevægelighedens klæde over alt, og fryse livet ud af de nu stadigt saftspændte, grønne strå. Og først når forårets milde vinde blæser igen, vil livet kunne finde vej ind i stråene påny.

Indtil jeg klipper knoppen af dem - igen.

Det er så det, der for græsstråene i det, jeg kalder min plæne, er betingelserne for at leve. At vokse på et begrænset område, og med jævne mellemrum få toppen kappet af, samt blive udsat for angreb af mos, myrer, biller, og andet plantegnaskende småkravl, der jo også skal have lov til at eksistere.

Men det kæmper, gør det. Forsøger at sprede sig ud over den  afmålte verden, det har vokset i hele tiden, og se, om der er noget på den anden side af hegnet, der er mere spændende at vokse i. Se, om der er noget der kan få livet til at være andet, end kontrolleret vækst og sporadisk nedsabling.

Og det vil det blive ved med, længe efter at jeg og alle andre mennesker er væk.

Ja faktisk vil det måske endda give græsset bedre vilkår, såfremt vi nu skulle få hen og forsvinde, vi mennesker. Så var der da i det mindste ikke længere plantegifte, plæneklippere, og underlige krav om længde, farve, og form, at skulle bekymre sig om.

Jeg tror faktisk, jeg vil starte en bevægelse, der skal have til formål at give det grønne græs bedre betingelser - bedre liv - fri for menneskets indblanding i, hvordan det skal leve. Skrive indlæg i aviserne, og holde foredrag om det skammelige i, at vi mennesker undertrykker en levende organisme på det grusomste.

Oprette landsindsamlinger til fordel for GBF - Græssets Befrielses Front - og stille op til Folketinget, så jeg med tiden kan blive Græsminister, og sørge for ordnede, frie forhold, for vore grønne venner.

Forbyde brugen af græs på foldboldplæner - støtte fremstillingen af kunstgræs istedet - bekæmpe fremstillingen af maskiner til automatisk græsforkortning - forlange at køerne bliver fodret med majs istedet for græs - og fremlægge love, der tillader græsset at vokse, nøjagtigt hvor det vil, og hvornår det vil.

Uden at skulle trampes på af tunge fødder, og voldtygges af dyre- eller insektkæber.

Jeg vil sætte nye livsbetingelser for græsset - dette, af mennesket og andre levende væsener, gennem så mange æoner af år, misbrugte og nedvurderede levende, organiske væsen.

Dét vil jeg - det lover jeg hermed...........

..................... eller også skulle jeg bare nøjes med at gøre det, jeg er bedst til - at være ædru de næste fireogtyve timer, og lade livet udfolde sig indeni og udenfor - på livets betingelser.

lørdag den 7. oktober 2017

Meteorologerne siger..........


............. at det bliver regnvejr i dag.

Så er det da godt, at husene er hule, og at det mest holder sig udendørs, det der vejr. Og så længe det ikke er regnvejr indvendig i mig, og mit sind undgår alt for meget af livets tristesse - må det gerne rive, ruske, regne udenfor, så jeg kan tillade mig at læne mig tilbage, og nyde synet af naturens storslåethed.

Eller tage godt med tøj på, og begive mig ud i det.

Ud, og få ansigtet vasket af regnen, ørerne blæst rene af vinden, og hjernen renset af de skyer, der jager henover himlen. Slippe for at skulle forholde mig til andet, end det næste skridt på vejen gennem uvejret, og samtidig sende varme smil til de mennesker, jeg møder undervejs, gemt under deres paraplyer og med forjagede ansigter, som var vejret deres helt personlige straf.

Måske kan jeg så få et smil - først tøvende, siden måske mere strålende - tilbage, der kan gemmes i mit sinds skatkiste, og tages frem senere til afslappet nydelse. På den måde, vil et tilfældigt møde i regnen - en dans forbi dråberne - kunne medvirke til opblødning af tristheden, hvis den skulle komme forbi senere på dagen.

En bortjagning af mørket, der jo altid står parat til at true og dømme, hvis ikke jeg holder mine mål og min Sindsro for øje - dét ville sådan et mødes smil, fundet ude i naturens vilde regn og rusk, kunne hjælpe med.

Alene tanken om det, tænder varmen i mit sind og børster morgenens spindelvæv væk fra min søvnramte hjerne. Og bringer samtidig lysten til at gøre netop det - at gå en tur ude i naturen - tættere på overfladen, tættere på realiseringen.

At det så samtidig vil være en god idé rent motionsmæssigt, er jo kun en ekstra bonus oveni alle de andre - herunder den, der hedder at fylde det tomme køleskab igen.

Så det tror jeg, at jeg vil senere på formiddagen - og helst inden den regn, meteorologerne har lovet, vælger at komme forbi.

Men skulle regnen alligevel komme, mens jeg slentrer afsted derude - og det gør den jo nok - så agter jeg at tage den én dråbe ad gangen - glemme at revolution i Danmark har ringe kår under regnvejr - og nyde at jeg har mod til at leve.

torsdag den 5. oktober 2017

Jamen altså.........


Ind i mellem må den der vidunderlige Sindsro godt nok stå på mål for ret mange uventede begivenheder. Og angrebene på den, kan derfor nærmest varieres i det uendelige - hvilket de fleste af os nok har oplevet, at de så også bliver.

Livet er jo Livet, og skal leves på dets egne betingelser.

Og normalt - hvis der da findes sådan noget - ryster jeg enten blidt på hovedet, smiler en kende, eller vælger at kæmpe, når min Sindsro er truet.

Selv føler jeg, at jeg efterhånden er godt på vej til at lære, i hvilke situationer jeg skal hente løvens kraft og brøle højlydt, og hvornår jeg skal lade duens milde kurren følge accepten af tingenes tilstand.

Med undtagelse af det der, med de rent helbredsmæssige udfordringer. De har det med at få min Sindsro sat på alvorlige prøver ind i mellem.

Hvilket hele situationene med mit opererede højre øje demonstrerer ganske tydeligt.

Ikke fordi det er særligt udfordrende, at gå igennem de operationer der er foretaget - de var spøjse, og det var noget af et bask i maven, at finde ud af der havde været en blodprop i synsnerven, ganske kort tid før operation nummer to.

Men de blev udført af dygtige specialister, og jeg er ganske tryg ved at have dem i ryggen gennem det forløb, der gik i gang lige efter operationen og opdagelsen.

Så selvom min Sindsro på operationsdagen dirrede en del, havde jeg styr over tingene, og tryghed omkring det, der nu skulle gøres.

Drypning af øjet tre gange dagligt, med et nogenlunde lige stort mellemrum - klokken otte, klokken tretten og klokken nitten -  og ned til øjenafdelingen på OUH igen fredagen efter - altså imorgen. Og drypningen aftalt med den kommunale hjemmesygepleje af øjenafdelingen.

Og her var det så, at uroen i min Sindsro opstod.

Jeg blev nemlig hurtigt belært af den unge hjemmesygeplejerske, der kom for at dryppe øjet, og fik at vide, at det er op til hende og hendes kollegaer - samt hjemmesygeplejens planlægger - at bestemme hvornår jeg skal dryppes. Og selvom der er aftalt tre helt specifikke tidspunkter mellem visitator og jeg, hvor jeg skal være hjemme for at blive dryppet - ville det overhovedet ikke være sikkert, at det kom til at passe sammen, eller gå efter planen.

Hvilket det så heller ikke gjorde. Langt fra.

Nogle gange gik der ganske kort tid mellem to drypninger - kun et par timer - andre gange derefter helt op til otte timer. Hvilket efter øjenafdelingens udmeldinger overhovedet ikke var optimalt - og  var medvirkende til, at min Sindsro blev skudt til daglig tælling, da bekymringerne begyndte at melde sig.

For hvad nu hvis........... Og kunne der ske noget med øjet, hvis ikke....... Og hvad med blodproppen.......

Uro med uro på, pakket ned i et uroligt sind.

Heldigvis havde jeg stadig dagligt overskud nok til at kunne sætte mig ned, og finde ud af at få den rejst op igen, den der bette Sindsro, og børste bekymringernes støv af ryggen på den.

Indtil den dag, den unge og nu fornærmede hjemmesygeplejerske - jeg havde jo tilladt mig gentagne gange, stille at påpege det ganske uholdbare i drypningen rent tidsmæssigt - spidst spurgte mig, om ikke jeg havde en bil.

For så kunne jeg da bare selv køre ned til Hjemmesygeplejens klinik, og få dryppet øjet, når det nu var så vigtigt for mig at det skete med nogenlunde samme mellemrum.........

Bum, sagde det i min Sindsro's ellers renskurede kroge.

Jeg har endnu intet syn på det højre øje, og det venstre øje nægter ind i mellem at følge med, fordi det skal aflaste det andet hele tiden. Så hvordan jeg skulle kunne føre en bil på betryggende vis, har jeg faktisk ingen anelse om.

Men bortset fra det ekstra faktum, at der ikke står nogen bil i min indkørsel, fordi jeg ikke h a r nogen bil - så kunne det sikkert have været ganske underholdende og spændende kørsel.

Jeg valgte dog ikke at reagere på hendes spidse forslag udadtil, og bare smilende fortælle hende at jeg ikke har bil, samt at jeg heller ikke må føre en sådan, sålænge jeg ikke har fået synet tilbage. Og så lade den ligge dér.

Men min Sindsro - den var lige forsvundet skrigende ud bag horisonten. Hvilket tillod min sygdoms gode følgesvende - brok, vrede, arrigskab, fortvivlelse, desperation - at dukke op i fuldt flor indvendigt, og hvislende komme til udtryk mellem tænderne, da døren lukkedes bag hende.

Raaaaasgu, fanden og helvede da...........

Det var først, da jeg fik sat mig ned og fintænkt situationen, at det gik op for mig, hvad det var der var sket. Jeg havde tilladt mig selv at overtage den unge, og sikkert ganske veluddannede, hjemmesygeplejerskes stress og frustrationer over et rigid systems umulige arbejdsbetingelser.

Og ladet mig smitte med den afmagt, hun sikkert havde indvendigt over ikke at kunne komme til at udføre sit job optimalt, og dermed sørge for at borgeren - bette mig - gik ad den bedst mulige vej mod helbredelse.

For i virkeligheden gjorde hun jo bare det, hendes arbejdsgiver forlangte og hendes arbejdsplan var sat til. På de tidspunkter, der var afsat af en planlægger, som sandsynligvis var under et lige så stort pres, for at få det hele til at hænge sammen.

Så med hiv og sving - fiskesnører, sammenknebet øje, og modet til at ændre det jeg kan - har jeg fået min Sindsro på krogen igen, og placeret den hvor den hører hjemme.

I mit hjerte, mit sind, og mit jeg.

Den unge hjemmesygeplejerske ? Hun får et smil, når hun kommer næste gang - og en kop the eller kaffe, hvis hun har tid.

onsdag den 4. oktober 2017

En natelskende morgen.


Konturerne på træerne og buskene udenfor mine vinduer træder frem af det mørke, der har skjult dem natten igennem. Langsomt, men uafvendeligt afslører de sandheden om det, natten har haft skjult.

Virkeligheden.

I timevis har de gemt sig - deres sande form pakket ind i manglen på det lys, der kunne have vist alt. Med formerne nådigt blødt op, og tilføjet et magisk skær af uvirkelighed, har de natten igennem deltaget i et skuespil, kun et ægte nattesyn ville kunne se.

Sporadisk strejfet af månens blege stråler, og vindens hørlige rusk, har de ventet på den dæmring, der igen skulle bringe dem ind i lyset - bringe virkeligheden på banen, og afsløre alle de fejl, livet har udstyret dem med.

De brune blade, de knækkede grene. Vildvæksten på den sidegren, der ellers havde virket så lovende. De pjuskede kronblade på den blomst, der stadig klynger sig desperat til livet. Pletterne af råd, hvor skadedyr har taget deres skålpund mad, og redestederne, hvor nyt liv er vokset frem, mellem de hensygnende grene.

Nu ses vindens rusken tydeligt i grenenes viljeløse bevægelser, og er ikke længere kun et kakofonisk tæppe af lyd, i en natmørk virkelighed, hvor vinterens snarlige komme ikke kan ses, men kun føles. Og de viser sig stolte frem, furede, vejrbidte, ramt af naturens blinde og vilkårlige luner.

Ramt af livet.

Ikke længere skjult bag et mørke, fyldt med alt fra sart månebelyst skønhed til dybmørk rædsel, lader de sig se, og fremviser alle fejl, alle mangler, i en ærlig dans med livets lys og vindens hårde kærlighed.

Alt bliver lagt åbent frem, i en sindsrolig accept af virkelighedens nødvendighed. Uden skjulende løgne, tavse fortielser, og skrigende flugt.

Men med et naturligt mod, til at favne de ændringer, livet byder, og en livskraftig visdom, der kender forskellen, på både nat og dag.

Og vindens hvisken bærer stille spørgsmålet frem, til de ører, der gerne vil lytte -  fra grenene, buskene, og bladene:

"Dette er jeg - dette er vi - men hvem er du ?  "

mandag den 2. oktober 2017

Stormvarsel


Efteråret rusker sin første storm udenfor, mens mine vinduer høfligt tillader regndråberne at sile stille ned mod den jord, der efterhånden har fået alt for meget væde. Og udenfor - under min bøgehæk - kan jeg kan se fjerene på mine trofaste pip-dyr blæse op og efterlade et forpjusket indtryk.

De er en smule knotne på mig, tror jeg.

Den mængde foder, jeg i form af krummer og knuste knækbrød har spredt udenfor på min terrasse, er jo gennemblødt, og næsten umulig for dem at få fat i. Men de forsøger, for det er jo nu det sidste huld skal sættes på siderne, så der er noget at stå imod med, når vinteren kommer.

Jeg har det lidt på samme måde, som disse mine fjerede venner.

Med en indvendig følelse af, at min  livsvigtige ædruelighedsføde i øjeblikket er temmeligt gennemblødt af livets ruskende regnvejr, og samtidig spredt over et større område, af de stormstød, der har ramt mig på det seneste.

Og forpjusket ?

Jeps - i allerhøjeste grad. Samtlige de fjer, jeg skal bruge til at hæve mig videre på min vej gennem livet, og som samtidig skal medvirke til at få min Sindsro's vinger til at bære mig gennem den ædruelighedens luftige lethed, der altid er lige netop ovenover mig - er drejede og pjuskede og ikke særligt godt holdt.

De mangler sammenhold, gør de. Det sammenhold, der hænger sammen med det, at dele og lytte, og som er hjørnestenen i min medicin.

Det sammenhold, som er lidt svært at finde, her, hvor jeg har trukket mig selv ind i læ under den hæk, der er vokset op omkring mig siden min behandling startede. Siden jeg blev mør, og fandt ud af at den bedste måde at flyve på, er ædru.

Samtidig kan jeg mærke, hvordan livets regn pisker ind over mig, og gennembløder det jeg, der ellers ser så godt ud, når Sindsroens Solskin varmer det.

Men på trods af min utryghed, min bedrøvelighed, min angst og forvirring, føler jeg mig inderst inde tryg.

Og varm.

Erkendelsen af, at verden ikke går under just nu - at stormene driver over, og regnvejrets hårdt piskende dråber kan ende i en farvestrålende bue af tilgivende lys - giver mig en indre ro, en indre overbevisning, der får mig til instinktivt at vide, hvornår jeg bare skal lade uvejrets genvordigheder rase gennem mig, og hvornår jeg skal lade det blæse forbi uden at ramme.

Samtidig ved jeg, at der vil være nyt, tørt, ædruelighedsfoder parat til indtagelse efter stormen, og at selv det gennemblødte, der ligger for mine fødder, har en værdi.

Så lad bare vinteren komme, for både mig og mine fjerede venner. Vi skal nok klare den  - ét uvejr ad gangen - én erkendelse ad gangen - én dag ad gangen.