Bag horisonten gemmer sig.....

..... mulighedernes nye horisonter.

Morgenen glider stille forbi mine øjne. Undskyldende sniger lyset sig ind, mumlende indtil flere dårlige bortforklaringer for den sene ankomst, mens det med elegante smågnistrende spark sender nattens mørke på vej mod senere genopstandelse.

Og dagen indtager mig, i al sin elegante skønhed.

Endelig er jeg ved at være så nogenlunde på mærkerne igen, efter tirsdagens udflugt mod mulige nye horisonter. En rejse ud i mulighedernes land, med samtidige kampe mod et vejrsystem, der havde sat sig som mål, at gennemtæske mig med vand, mens det sørgede for modvind fra alle retninger.

Med det resultat, at mine lægmuskler og mit fordøjelsessystem, brugte hele onsdagen på at protestere mod, hvad der åbenbart såes som værende utilbørlige angreb på begge. Lægmusklerne, fordi de havde været tvunget til at kæmpe med at få mig bragt opad det meste af to kilometer, ad en lettere hullet landevej, i en strid modvind, og med regnen piskende ind gennem kanvasstoffet i mine bukser - og den indre klump madbearbejdningsrør, fordi den deraf følgende afkøling intet godt havde gjort for dem.

Tværtimod havde afkølingen medbragt en hidtil ukendt mulighed for at træne i hurtigløb til toilet - en af de nye olympiske discipliner, såvidt jeg husker.

Men rejsen var det værd.

Et stykke tid før udflugten ind i den mulige nye horisont, havde jeg opdaget et opråb på nettet, fra et ungt, nyt kollektiv, der søgte medkollektivister. Alder, køn, og erfaring underordnet.

Hvilket lød ganske interessant, min nuværende situation taget i betragtning, og med min tidligere erfaring med at bo i kollektiv i baghovedet. Så derfor - efter behørig invitation fra kollektivet - tog jeg afsted tirsdag eftermiddag, for at opleve hvordan et år totusindeogsytten-kollektiv mon var, og begynde spekulationerne over, om det ville være noget for mig at kaste mig ud i - igen.

Uden at afsløre noget - de skønne unge mennesker i kollektivet skal naturligvis have førsteretten på at bestemme, om jeg vil være et værdifuldt aktiv for stedet, og jeg selv skal også lige have fuldstændigt fintænkt min egen position - så må jeg indrømme, at det spæde kollektiv, derude på kanten af Mols, har alle mulighederne for at kunne blive et stærkt, aktivt, grødefyldt bosted, for en mangfoldighed af mennesker.

Og hvem ved - måske endda arnestedet for megen god kunst og musik.

Men som sagt - jeg er på vej til at være ovenpå igen - rent fysisk -  efter turen, besøget, og hjemrejsen gennem et naturforrevet Djursk landskab, der lod vinden tude i trætoppene, og regnen danse fandango over ben, marker og veje.

Og sidder i skrivende stund med øjnene på mine små fjerede venner, der som vanligt ivrigt pikker alle de korn, frø, og krummer op, som jeg har spredt til dem udenfor mine vinduer. Hvilket vel heller ikke er helt så galt, og nok også temmelig kraftigt medvirkende til den "genopbygning" mine arme, plagede lægmuskler har måttet stå model til siden tirsdag.

Afslapning - og tilbagevenden til livet.

For indrømmet - jeg bliver ikke yngre, og må jo derfor acceptere, at min krop selv sætter sine begrænsninger, samt ubønhørligt tvinger mig til at overholde disse, såfremt jeg skulle være tåbelig nok til at tro, at jeg stadig er ung og livlig.

Så finder jeg nok også ud af - i løbet af de næstkommende dage - om min livsaften skal tilbringes i et kollektiv blandt ligesindede, eller om skæbnen har andre overraskelser i ærmet.

Bare jeg husker, at tage det hele - én ting ad gangen, én dag ad gangen.

I Sindsro.