En natelskende morgen.

Konturerne på træerne og buskene udenfor mine vinduer træder frem af det mørke, der har skjult dem natten igennem. Langsomt, men uafvendeligt afslører de sandheden om det, natten har haft skjult.

Virkeligheden.

I timevis har de gemt sig - deres sande form pakket ind i manglen på det lys, der kunne have vist alt. Med formerne nådigt blødt op, og tilføjet et magisk skær af uvirkelighed, har de natten igennem deltaget i et skuespil, kun et ægte nattesyn ville kunne se.

Sporadisk strejfet af månens blege stråler, og vindens hørlige rusk, har de ventet på den dæmring, der igen skulle bringe dem ind i lyset - bringe virkeligheden på banen, og afsløre alle de fejl, livet har udstyret dem med.

De brune blade, de knækkede grene. Vildvæksten på den sidegren, der ellers havde virket så lovende. De pjuskede kronblade på den blomst, der stadig klynger sig desperat til livet. Pletterne af råd, hvor skadedyr har taget deres skålpund mad, og redestederne, hvor nyt liv er vokset frem, mellem de hensygnende grene.

Nu ses vindens rusken tydeligt i grenenes viljeløse bevægelser, og er ikke længere kun et kakofonisk tæppe af lyd, i en natmørk virkelighed, hvor vinterens snarlige komme ikke kan ses, men kun føles. Og de viser sig stolte frem, furede, vejrbidte, ramt af naturens blinde og vilkårlige luner.

Ramt af livet.

Ikke længere skjult bag et mørke, fyldt med alt fra sart månebelyst skønhed til dybmørk rædsel, lader de sig se, og fremviser alle fejl, alle mangler, i en ærlig dans med livets lys og vindens hårde kærlighed.

Alt bliver lagt åbent frem, i en sindsrolig accept af virkelighedens nødvendighed. Uden skjulende løgne, tavse fortielser, og skrigende flugt.

Men med et naturligt mod, til at favne de ændringer, livet byder, og en livskraftig visdom, der kender forskellen, på både nat og dag.

Og vindens hvisken bærer stille spørgsmålet frem, til de ører, der gerne vil lytte -  fra grenene, buskene, og bladene:

"Dette er jeg - dette er vi - men hvem er du ?  "