Stormvarsel

Efteråret rusker sin første storm udenfor, mens mine vinduer høfligt tillader regndråberne at sile stille ned mod den jord, der efterhånden har fået alt for meget væde. Og udenfor - under min bøgehæk - kan jeg kan se fjerene på mine trofaste pip-dyr blæse op og efterlade et forpjusket indtryk.

De er en smule knotne på mig, tror jeg.

Den mængde foder, jeg i form af krummer og knuste knækbrød har spredt udenfor på min terrasse, er jo gennemblødt, og næsten umulig for dem at få fat i. Men de forsøger, for det er jo nu det sidste huld skal sættes på siderne, så der er noget at stå imod med, når vinteren kommer.

Jeg har det lidt på samme måde, som disse mine fjerede venner.

Med en indvendig følelse af, at min  livsvigtige ædruelighedsføde i øjeblikket er temmeligt gennemblødt af livets ruskende regnvejr, og samtidig spredt over et større område, af de stormstød, der har ramt mig på det seneste.

Og forpjusket ?

Jeps - i allerhøjeste grad. Samtlige de fjer, jeg skal bruge til at hæve mig videre på min vej gennem livet, og som samtidig skal medvirke til at få min Sindsro's vinger til at bære mig gennem den ædruelighedens luftige lethed, der altid er lige netop ovenover mig - er drejede og pjuskede og ikke særligt godt holdt.

De mangler sammenhold, gør de. Det sammenhold, der hænger sammen med det, at dele og lytte, og som er hjørnestenen i min medicin.

Det sammenhold, som er lidt svært at finde, her, hvor jeg har trukket mig selv ind i læ under den hæk, der er vokset op omkring mig siden min behandling startede. Siden jeg blev mør, og fandt ud af at den bedste måde at flyve på, er ædru.

Samtidig kan jeg mærke, hvordan livets regn pisker ind over mig, og gennembløder det jeg, der ellers ser så godt ud, når Sindsroens Solskin varmer det.

Men på trods af min utryghed, min bedrøvelighed, min angst og forvirring, føler jeg mig inderst inde tryg.

Og varm.

Erkendelsen af, at verden ikke går under just nu - at stormene driver over, og regnvejrets hårdt piskende dråber kan ende i en farvestrålende bue af tilgivende lys - giver mig en indre ro, en indre overbevisning, der får mig til instinktivt at vide, hvornår jeg bare skal lade uvejrets genvordigheder rase gennem mig, og hvornår jeg skal lade det blæse forbi uden at ramme.

Samtidig ved jeg, at der vil være nyt, tørt, ædruelighedsfoder parat til indtagelse efter stormen, og at selv det gennemblødte, der ligger for mine fødder, har en værdi.

Så lad bare vinteren komme, for både mig og mine fjerede venner. Vi skal nok klare den  - ét uvejr ad gangen - én erkendelse ad gangen - én dag ad gangen.