Traditionsbunden selvstændighed.

Nætterne er ved at være lange igen.

Hvilket jeg normalt plejer at sætte stor pris på - jeg er jo et natelskende væsen - nyctophil som bare fa'en - men i øjeblikket lader det kun til at fylde mig med hvileløshed. Mine morgener drejer væk fra den ellers faste rutine - faste tradition - med tidlig opstandelse, morgenmad, morgenthe/kaffe, og blogskrivning - og begynder at bliver mere urofyldte, mere angstprovokerende. Noget, som også er begyndt at tage mig længere tid end vanligt at få taget fat på, og bekæmpet.

Og alt sammen måske bare fordi jeg ikke har fået styr på min bopælssituation endnu.

Hvilket er lidt træls, for jeg savner de helt rolige morgener, hvor jeg kan sidde og nyde dagen begynde i fred og ro, og hvor livet kan få lov til at krybe ind under huden  i små, varmende mundfulde.

Jamen kan jeg så ikke bare se at få sat styr på den der bopælsting, spørger du. Og du har sikkert helt ret - det er nok dét, der skal til for at få toget på sporet igen. Dét, der kan sørge for at jeg ikke skal bekymre mig, ikke skal vade hvileløst ventende rundt, ikke skal føle tilbagefaldet komme nærmere og nærmere.

Er det ikke ?

Nej - det er alt sammen gammel adfærd, der dukker op i al sit grimme væsen, og forsøger at få bragt mig hen i en situation, hvor jeg kan give mig selv muligheden for - og lov til - at hoppe ud fra 10-meter vippen, og styrtdykke ned i et berusende, boblende ocean af iskold hvidvin, skumfyldt specialøl, 50-årige singlemalts - samt surtsmagende æblesnaps, morgener med bræksmag i munden, black-outs ad libitum, kreditorer bankende på døren, ugentlige fogedretsager, stenlever, og uigenkaldeligt ødelagt helbred.

Og så hjælper det ikke noget som helst, at jeg forsøger at glatte det hele ud, med tanken om at bedemanden i det mindste vil være nybarberet og professionelt ked af det.

Næh, at jeg ikke har løst min bopælssituation endnu, er kun et symptom på den sygdom, jeg lider af - at jeg er alkoholiker. Og kun ved at erkende dette på daglig basis, kan jeg søge frem mod en løsning - ikke bare på min boligsituation, men på mange andre for min ædruelighed lige så potentielt farlige situationer.

En løsning på det, der hedder  Mit Liv, og på hvordan jeg skal leve det - ædru.

En af de måder, jeg søger den erkendelse på, er ved at være åben, ærlig - og helt offentlig omkring det, at jeg er alkoholiker.

På den måde føler jeg, at jeg kan medvirke til ikke bare at erkende min egen situation og min egen sygdom, men måske også hjælpe andre, med samme sygdom, frem mod en erkendelse af, at ingen af os er alene.

At vi alle har muligheden for at række ud, og søge den hjælp der skal til, for at vi kan indrømme overfor os selv - og senere forhåbentlig overfor andre - nøjagtig hvordan det er og hvordan det var, fat med os.

Indrømme, at vi er alkoholikere, at det er en livsvarig, uhelbredelig sygdom, der når den først er brudt ud aldrig kan puttes tilbage i flasken igen. Og at vi kun kan søge at blive raske, ved at undlade at tage den første.

Det kan da godt være, at jeg efter nogens mening bryder med AA's principper om anonymitet, ved at være åben og offentlig omkring min sygdom. Men eftersom det at være offentlig er det, der medvirker til at jeg forsat kan holde mig ædru fireogtyve timer ad gangen, accepterer jeg gerne andres måde at opfatte det på.

Vi har jo hver vores vej ud i ædrueligheden - hver vores måde at indtage den livsnødvendige medicin på, så vi kan opretholde den erkendelse, der bragte os tilbage til livet, og gav mulighed for at leve det gode.

Og ja, du læste rigtigt - m u l i g h e d for at leve det gode. For det er ikke på nogen måde en naturlig, gudgivet ting, at jeg kommer til at leve det gode liv, hvis jeg bare indrømmer at jeg er alkoholiker. Der skal mere til, inden jeg kan komme til at gribe om roden til det gode liv, og holde fast i den.

Holde så fast, at den kan vokse i mig, og med tiden lade hele det gode liv blive en stadig voksende del af mit jeg.

Og for mig, er noget af vejen derhen, altså det at være åben og offentlig. At give dig mulighed for at læse om mine fejl og mangler, dele mine lykkelige stunder med dig, og blotlægge mit sinds inderste håb og frygt for dit øje.

Pyyyyha - bloggen bliver godt nok lidt lang i dag - eller er det bare mig, der synes det ? Under alle omstændigheder vil jeg bryde den af nu - og sætte mig til at tænke højlydt over de muligheder, der ligger foran mig, for at kunne vedholde min ædruelighed og komme videre i mit liv.

Og bare rolig - jeg skal nok nøjes med at hviske - så naboerne ikke opdager noget, og min anonymitet dermed er udenfor al fare - de næste fireogtyve timer.