Dette er morgenen før......

...... dagen, hvor jeg endnu en gang får mulighed for at rejse et smut ud i den verden, der omgiver mig. Rejse afsted, til en af den slags begivenheder, hvor glæden over livet er i højsædet.

Jeg har en god ven og kammerat, som jeg har omtalt nogle gange her på bloggen. En tysk-dansk-fynsk livskunstner, der har været en del af mit liv gennem de sidste snart 14 år, og hvis glæde og umiddelbarhed, jeg håber aldrig at skulle undvære.

Flere gange gennem det halvandet år, der snart er gået siden jeg erkendte min sygdom og gik i behandling, har han været årsagen til, at min depression er lettet, og mit humør strøget til vejrs igen. Uden egentlig at gøre ret meget andet, end at eksistere, smile, lytte, og være. Og lade sit utroligt varme hjerte favne alt, hvad der havde behov for at favnes.

Herunder en til tider bitter, desillusioneret ældre mand (jeg nægter at kalde mig gammel - altså), der med mellemrum følte verdenen som værende et meget ensomt sted.

Et sted, hvor det svingende helbred og en ikke-eksisterende økonomi gjorde sit bedste for at slå bunden ud af den tilværelse, der forsøgte at komme på banen for mig.

Min ven - min livskammerat - havde hver gang han tog kontakt til mig, den ene gode undskyldning efter den anden, for at jeg skulle komme ned og bo ved ham og familien i nogle dage. Alt sammen fordi han instinktivt - tror jeg - vidste, at det var det, jeg havde brug for. At kunne komme væk fra min begyndende fastvoksning, og bruge tid på at tænke, under andre omstændigheder.

På grund af min manglende økonomi har jeg de fleste gange måttet fortælle ham, at jeg ikke havde råd til at tage afsted - hvorefter han bare er kørt op og har hentet mig.

Og hver eneste gang har jeg følt, at jeg kunne trække vejret friere, lettere, mere intenst, end jeg havde kunnet i lang tid. Hver eneste gang er jeg efterfølgende rejst hjemad, med en ny opfattelse af det, der lige havde trykket mig ned, og været på vej til at ødelægge min tilværelse.

Derfor er det med mere end største glæde, at jeg tager afsted til Fyn i dag - over til min ven, for at fejre hans runde fødselsdag. For at kunne være sammen med ham, og alle de andre af hans venner, hvis liv han har påvirket på den ene eller den anden måde, og deltage ædru i en fest der handler mere om at være glade sammen, end om alt muligt andet.

Og indrømmet - lige netop i de her dage er det, at kunne komme væk hjemmefra, guld værd. At kunne undlade at bekymre mig om ting, jeg inderst inde godt ved jeg ikke kan ændre, og være ude afstand til at ændre de ting, jeg ellers har modet til, kan måske medvirke til en reel ændring i alt det, der vælter ned over mig fra højre og venstre.

Så jeg glæder mig til at se hans smil, når han henter mig her til formiddag - for ja, han ringede og spurgte om han skulle tage mig med, når han nu alligevel skulle hente en anden gæst i Jylland. Han vidste, at min økonomi forhindrede mig i at kunne tage afsted, og at jeg derfor var på vej til at takke nej til invitationen, selvom det ville være med blødende hjerte.

Så nu har jeg pakket min taske med det pæneste tøj jeg har, puttet mine festsko i en plastpose, og sørget for at mine fjerede venner ikke lider nogen nød, i den kommende weekend. De hopper allerede nu forvirrede rundt i den store bunke frø og krummer, jeg har lagt på deres foderplads, med et blik i øjnene, der fortæller mig, at de tror de er kommet i Paradis.

Og intet kan tage den gryende glæde, jeg har i mit hjerte, fra mig. Glæden over, at have en ven der tænker uselvisk og umiddelbart, og som gerne går den ekstra mil, når der er behov for det. Glæden over, at kunne fejre ham sammen med andre glade mennesker, og vide at han er min ven.

Tak Mathias - og tillykke med fødselsdagen.