onsdag den 18. oktober 2017
Efterårsudsalg - på Erkendelsernes holdeplads.
Det er ved at gå op for mig, at erkendelser findes i mange forskellige størrelser. Og i mange prislag - fra de ganske gratis, til de totalt ubetalelige.
Samtidig dæmrer det for min alkoholiske hjerne, at en del af det, jeg gennem det sidste snart halvandet års tid har kaldt er-kendelser, nok nærmere er gen-kendelser. Og at disse muligvis har skygget for min umiddelbare opfattelse af min egen situation.
Den, der ikke bare handler om, at jeg er alkoholiker, og ikke kan tåle at bruge nogen former for stoffer - dette være sig alkohol eller andet euforiserende eller stemningsændrende stof. Eller for den sags skyld alt muligt andet, der kan bringe mig ind i en verden af selvbedrag, hemmeligheder, og løgne.
Men handler om, at min oprindelige erkendelse - at jeg er alkoholiker - er den erkendelse, jeg må acceptere som det grundlag, mit liv må og skal dreje sig omkring.
Den var ikke gratis, den erkendelse. Rent faktisk har det kostet mig så godt som alt, hvad jeg havde før jeg fandt frem til den. Helbred, familie, forhold, job, omgangskreds, venner - og meget, meget mere. Så meget, at jeg ind imellem har kunnet føle mig som en ludobrik - slået tilbage til Start, og med alle brikker inde i Hjem igen.
Men lige så negativt dyr, den erkendelse har været - lige så ubetaleligt vidunderligt rigt har det været at finde den, og erkende at det var det, der skulle til, for at jeg kunne få mulighed for at leve det gode liv.
En mulighed, jeg stadig har, selvom den i øjeblikket ser ud til at ligge lidt længere væk, end den ellers har gjort de sidste snart 18 måneder.
For den der store, vidunderlige erkendelse, jeg ramte i et splitsekund niogtyvende april sidste år, har samtidig evnen til at kunne dække for andre erkendelser, hvis ikke jeg er vågen og opmærksom. Det er nemlig ganske nemt, at "nøjes" med at kaste et jublende "Jeg Er Alkoholiker" ud i universet, og dække sig bag ved Sindsro-bønnen, i en manglende erkendelse af, at intet kommer af sig selv, og at der skal arbejdes med tingene for at den nødvendige forvandling kommer til at ske.
Og kun gennem arbejdet med enkeltdelene i erkendelsen af, at jeg er Alkoholiker, og ikke kan klare mit eget liv, kan jeg komme frem til de for mig her og nu nødvendige erkendelser.
At mit helbred holder mig tilbage - og at jeg derfor må gøre noget ved det.
At min økonomi er ikke-eksisterende - og at jeg må indrette mig efter det.
At min bopæl smuldrer omkring mig - og at jeg derfor må flytte.
At min alder bliver brugt som undskyldning - også af mig selv.
At jeg er ved at blive ubevægelig - igen......
Vejen hen mod alt det, jeg dermed er nødt til at tage fat på, vil naturligvis være brolagt med små-erkendelser, af den ganske gratis slags - og større erkendelser, der kan komme til at gøre ondt på mange forskellige måder. Måske endda komme til at koste mere, end jeg tidligere har følt mig villig til at betale - men tidligere havde jeg jo heller ikke erkendt, at jeg led af sygdommen.
Ligesom erfaringer, kan de være dyrekøbte, erkendelserne. Men de kan også komme ganske gratis farende forbi, og med et hvirvlende vindpust af nyt liv puste alt det omkuld, jeg bygger op af undskyldninger og bortforklaringer. Og vise mig, at jeg for at kunne bygge noget vedvarende, først skal sørge for at mit fundament er i orden.
Det fundament, der består i at være ædru fireogtyve timer ad gangen, og leve livet på livets betingelser.
Og dén erkendelse - skal jeg tage på daglig basis. For så bliver den med tiden ganske gratis, og lige så naturlig som det, at trække vejret.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar