Dén tid på året

I kender det godt, gør I ikke ? Året går sin vante gang - tiden løber uforstyrret afsted - og pludselig er det igen "Dén tid på året...... ".

Dén tid, der altid kommer, og som kan indebære så mange forskellige ting, og hvor forklaringerne på, hvad "Den tid på året..." er, som altid egentlig er mange.

Spændende lige fra den periode, hvor jeg - som altid - ryger ned i en mørke-depri - til perioden, hvor kroppen er fyldt af hormoner og lysten til at forelske, forføre, og drømme, er i højsædet.

Eller den periode, hvor natten er så kort, at solskoldningerne slet ikke kan nå at falde til ro, inden en ny soldag brænder flere celler af i overhuden.

For ikke at tale om den periode, hvor sneen daler blidt, og stearinlysenes gyldne glans varmer mere end kroppen.

Men det er slet ikke nogle af de tider på året, der her er tale om. Tværtimod er der tale om en tid, jeg næsten ser frem til med større glæde, end så mange andre tider.

For det er "Den tid på året", hvor velsmagende, sammenkogte efterårs- og vinterretter begynder at sætte deres præg på madlavningen. Og i dag er det Brunkålens tid.......

Hele huset fyldes af den der specielle, let sødlige kålduft, der fremkommer, når den finsnittede kål under ganske svag varme falder sammen, og blandes med det sukker og det kød, jeg denne gang har valgt at tilsætte det, der er en af mine yndlingsretter.

I duften fra gryden kan jeg ane den allehånde, og de friske timiankviste, jeg har tilsat for omkring tre timer siden, mens velsmaget fra de tilsatte laurbærblade efterhånden trænger ind i både kød og kål.

Og mens glæden over snart at kunne sætte en svingende portion brunkål med det hele til livs breder sig i kroppen, kan jeg samtidig mærke, hvordan jeg ganske ubevidst er begyndt at omstille mig til den kommende kolde vintertid.

Den tid på året, hvor vi alle både sukker efter de små frækt dansende snefnug, og samtidig håber, der ikke kommer ret mange af dem. For sådan er det jo - vi vil gerne nyde synet - og samtidig helst undgå arbejdet, med at fjerne sneen igen.

Før i tiden var "Den her tid på året...." også samtidig startskuddet til, at jeg kunne begynde på de mere kraftige typer drikkevarer. Mørkt, skummende øl, med masser af procenter, og kradsende hjemmelavede bittere eller kryddersnapse, der alle havde én eneste egenskab til fælles.

De kunne tilbyde mig den flugt, jeg så desperat ledte efter - og gøre det på en samfundsaccepteret måde. For ingen fed mad, uden en snaps. Ingen brunkål uden en god, kraftig øl. Og intet samvær i den kolde tid, uden "noget at varme sig på".

Det gjorde man jo, når det var "Den tid på året...".

Faktisk var jeg sidste år en lille smule bekymret, da det gik op for mig, at jeg var på vej ind i "Den tid...". For, hvad nu hvis jeg ikke kunne spise alle de der gode, kraftige retter, uden samtidig at savne drikkevarerne, der altid havde hørt med tidligere ?

Ville jeg så falde tilbage igen ?

Jeg ved nu, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om dén sammenhæng - her, på "Den tid af året...". For gennem det, at leve ædru, er jeg kommet i besiddelse af en ekstra ingrediens, der siden jeg blev mør, og gik i behandling, har kunnet tilføje dén ekstra velsmag, der er nødvendig,  til alt jeg kokkerer herhjemme.

Og som gør det hele ganske vidunderligt velsmagende, uanset om jeg drikker mælk, saft, vand, eller lignende, ved siden af.

En ingrediens, hvis ærlige velsmag, og Sindsrolige krydring, jeg aldrig vil kunne leve uden - én dag ad gangen.

Ædruelighed.

Den er nem at tilsætte en hvilken som helst ret - også "Denne tids...." velsmagende brunkål etc., og findes lige ved hånden - parat til at blive drysset ud over ikke bare den forhåndenværende ret, men hele dagen.

Og gud, hvor den smager godt.

Så om lidt, hvor kålen er færdig, og rugbrød samt sennep parat, vil jeg med løs hånd strø så meget, som det er muligt, af dette vidunderlige krydderi ud over min tallerken, og ønske jer allesammen et Velbekomme - på "Dén her tid, på året......"

Aaaaatjuuuuu.