Problemer.......

..... er kun opgaver, jeg er uvenner med, og fremmede er kun venner, jeg endnu ikke har mødt.

Udenfor bilruden flyder aftenen afsted, mens Fyn forsvinder i baggrunden. En dejlig weekend er overstået, og trætheden ligger i kroppen som en varm, snurrende fornemmelse af velbehag og udmattelse.

Samtidig ved jeg, at de næste dage vil komme til at foregå i nedsat tempo, fordi min krop ikke helt er, hvad den har været. Men det er en billig pris at betale, for at have været med til fejring af min ven, og møde nye, spændende mennesker - nye, mulige venskaber.

Samt genoptage samværet med gamle venner, der ikke har været i nærheden i årevis - hvilket altsammen gør livet lysere, mere farverigt, og mere spændende.

Dejligt.

Lige indtil jeg finder mig selv på vej hjem fra det hele, med snuden rettet mod andre, mulige nye venner, af den mere spidsfindige slags. Venner, hvis største kvalitet er, at de højst sandsynligt river min tilværelse op med rode, og sender mig i nye, og ukendte retninger.

Mine problemer - der jo kun er opgaver, jeg endnu ikke er blevet venner med.

Jeg ved - og da især efter denne weekend i venskabets tegn - at jeg kun har få dage tilbage til at finde ud af, hvordan jeg får ekspederet mig selv videre i livet, uden at skabe uro og ballade i den kreds af mennesker, der omgiver mig her på Djursland.

Ekspederet mig selv hen til et nyt sted, der endnu ikke har noget navn, og som endnu ikke er fundet. Men som forhåbentlig har mulighed for at lade mig blive venner med nye aspekter af den tilværelse, jeg har været en menneskealder om at gennemleve.

Og måske endda med mulighed for at kunne lade de erfaringer, jeg har opsamlet gennem tiden, komme andre til gode.

Jeg gruer nu lidt for det.

Alt det der, med at skulle pakke, og dernæst flytte, har for mig altid indeholdt muligheden for uafsluttede ting, der har kunnet plage og pine mig i lang tid efter. Muligheden for at efterlade indtryk, der ikke altid har været til min fordel, og gæld, der ikke har kunnet indfries.

Men hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om, at kunne komme videre i det liv, jeg søsatte den niogtyvende april sidste år, og på den måde komme til fuldt ud at leve - og ikke bare eksistere - ædru, så er det på tide, at jeg børster mine hænder, fejer fortiden hen, hvor den hører hjemme - og finder det sted, hvor jeg kan gro og vokse nu.

Eg sætter jo bedst agern, når træet har nået  en vis alder - og det egetræ af styrke, der er vokser inde i mig, hungrer efter at kunne slå rod et blivende sted, hvor det kan sprede sine grene skyggefuldt dækkende, stormbeskyttende brede, og grønspættet kølende, over sin endelige habitat.

Og måske endda efterlade et varigt minde, i hukommelsen på den skov af liv og kreativitet, der omgiver mig. Et minde, der længe efter min egs forfald kan varme, på mange andre måder end kun som ved på hukommelsens bål.

Så jeg vil tage fat, og de næstkommende dage finde ud af de fire h'er, der står forude - hvorhenne, hvornår, hvorfor, hvordan, og finde ud af at blive venner, med de problemer, det hele kommer til at indeholde, så de kan blive opgaver, og løses med Sindsro, Mod, og Visdom.

En opgave ad gangen - en dag ad gangen - for kun gennem handling skabes forvandling.