Undren på en mærkedag.

Er min ædruelighed i fare ?

Hver eneste gang, jeg deltager i et AA-møde, er noget af det første, der bliver spurgt om i gruppen, om der er nogen, der føler deres ædruelighed truet. Hvilket er en vidunderlig måde, at få mig til at spekulere på, om den nu også er det - min ædruelighed.

Og hver gang jeg så gør det, går mine tanker automatisk  på langfart. De skal hele vejen omkring de mange gange, jeg før i tiden røg i tilbagefald, fordi jeg ikke tog faresignalerne alvorligt, og undlod at handle på dem. 

De skal ned og mærke efter, i det jeg, der fødtes gennem min erkendelse af min sygdom for atten måneder siden, for på den måde at finde ud af, om der er oversete faresignaler eller andet, der kan sætte min ædruelighed i større fare, end den normalt er.

For jo - min ædruelighed er i fare - dagligt.

Min ædruelighed er såmænd ikke så særligt forskellig fra alle andre ædru alkoholikeres ædruelighed. Men den har dét ene specielle kendetegn, at den er min og ingen andens. Den er opstået på baggrund af det liv, jeg har levet - de fejl, jeg har begået - og de valg, jeg har truffet.

Den fødtes første gang i 1987, hvor den kom til verdenen som en sart, svagelig skabning, der ikke magtede fuldt ud at tage sig selv alvorligt, fordi den ikke blev anerkendt som det, den var - den eneste vej ud af alt det, der var forkert i mit liv - alt det, jeg havde gemt indvendigt, og ikke villet anerkende eller se i øjnene.

Og fordi den ikke tog ordentlig næring til sig, sygnede den hen - og døde efter nogle få års eksistens.

Et dødskamp, der blev trukket ud i efterfølgende pinefulde år, hvor endnu flere mure blev bygget,  endnu flere fejl begået, og endnu flere løgne brugt, som værn mod selverkendelsen og virkeligheden.

År, hvor en falsk ædruelighed så dagens lys. Hvor det, at "være ædru", blev brugt som et mantra, der skulle beskytte mod nysgerrige spørgsmål og undersøgende blikke. Hvor undskyldninger blev brygget, og flytteflugt blev en del af livet.

År, hvor mennesker blev såret, og familie spredt for alle vinde.

Indtil den endelige erkendelse vågnede, da min bund endelig blev nået - og jeg var mør.

Da fødtes den på ny. Da så den igen dagens lys, som den havde gjort første gang for så mange år siden. Men ikke klynkende og skrigende, som dengang. Ikke desperat gribende efter muligheden for at blive brugt som undskyldning, og som værn mod livet.

Men født, med er klar erkendelse af det eneste sande. At jeg er alkoholiker, og ikke kunne klare mit eget liv.

Det er ikke farefrit, det liv, min ædruelighed er blevet født ind i. Det er fyldt med daglige fristelser og faldlemme - daglige muligheder for at falde tilbage til alt det, der var før - daglige sten at snuble over - men også daglige muligheder for at erkende, acceptere, og ændre.

For kun gennem det, at jeg dagligt skal holde min ædruelighed for øje, og hjælpe den gennem alle de farer, et liv som ædru alkoholiker udsætter den for, kan jeg finde frem til den person, min ædrueligheds fødsel har givet mig mulighed for at blive.

Ædru, ærlig, levende, elskende.

Med mod til at ændre de ting, jeg kan. Sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre. Og muligheden for Visdom til at kende forskellen.

Så jo, min ædruelighed er i fare - dagligt. Farer, som Fællesskabet med alle jer andre, er medvirkende til at opdage, før det er for sent, så jeg kan handle på dem.

For kun gennem handling, skabes forvandling.

Og selv den mindste handling, er et skridt mod den nødvendige forvandling til det menneske, jeg inderst inde ved, jeg kan blive til. Et ædru væsen, der søger erkendelsen af egne fejl - både de fortidige, og de daglige - for derigennem at kunne ændre disse, såfremt det er muligt.

Men kun én dag ad gangen.