Græssets Befrielses Front.

Det knaser under fødderne, når jeg går henover min græsplæne. Den er ikke blevet slået i et stykke tid - noget, jeg har måttet acceptere på grund af mit øje - og nu er den lang nok til at kunne knase sprødt, når jeg træder på den.

Knaset skyldes frosten, der her til morgen har udstyret græsstråene med hver deres unikke karakter, og strøet en hvid, ubevægelig overflade henover det hele. Ikke nok til at dække det friske grønne helt, endnu, men nok til at få alt til at virke frosset, stivnet, fanget i et øjebliks bevægelse.

Når jeg kigger ud på den - plænen - kan jeg se hvordan varmen fra huset sammen med varmen fra de reflekterende morgensolstråler, spreder et frirum hele vejen rundt om bygningen. Et frirum, hvor græsset stadig er føjeligt og bøjeligt. Hvor vinden stadig kan få det lange græs til at danse, og solen få det til at stråle i dybe, grønne farver.

Men det er kun en stakket frist.

Inden længe vil den stadigt kortere dag og den hastigt fremmarcherende vinter kaste et ubevægelighedens klæde over alt, og fryse livet ud af de nu stadigt saftspændte, grønne strå. Og først når forårets milde vinde blæser igen, vil livet kunne finde vej ind i stråene påny.

Indtil jeg klipper knoppen af dem - igen.

Det er så det, der for græsstråene i det, jeg kalder min plæne, er betingelserne for at leve. At vokse på et begrænset område, og med jævne mellemrum få toppen kappet af, samt blive udsat for angreb af mos, myrer, biller, og andet plantegnaskende småkravl, der jo også skal have lov til at eksistere.

Men det kæmper, gør det. Forsøger at sprede sig ud over den  afmålte verden, det har vokset i hele tiden, og se, om der er noget på den anden side af hegnet, der er mere spændende at vokse i. Se, om der er noget der kan få livet til at være andet, end kontrolleret vækst og sporadisk nedsabling.

Og det vil det blive ved med, længe efter at jeg og alle andre mennesker er væk.

Ja faktisk vil det måske endda give græsset bedre vilkår, såfremt vi nu skulle få hen og forsvinde, vi mennesker. Så var der da i det mindste ikke længere plantegifte, plæneklippere, og underlige krav om længde, farve, og form, at skulle bekymre sig om.

Jeg tror faktisk, jeg vil starte en bevægelse, der skal have til formål at give det grønne græs bedre betingelser - bedre liv - fri for menneskets indblanding i, hvordan det skal leve. Skrive indlæg i aviserne, og holde foredrag om det skammelige i, at vi mennesker undertrykker en levende organisme på det grusomste.

Oprette landsindsamlinger til fordel for GBF - Græssets Befrielses Front - og stille op til Folketinget, så jeg med tiden kan blive Græsminister, og sørge for ordnede, frie forhold, for vore grønne venner.

Forbyde brugen af græs på foldboldplæner - støtte fremstillingen af kunstgræs istedet - bekæmpe fremstillingen af maskiner til automatisk græsforkortning - forlange at køerne bliver fodret med majs istedet for græs - og fremlægge love, der tillader græsset at vokse, nøjagtigt hvor det vil, og hvornår det vil.

Uden at skulle trampes på af tunge fødder, og voldtygges af dyre- eller insektkæber.

Jeg vil sætte nye livsbetingelser for græsset - dette, af mennesket og andre levende væsener, gennem så mange æoner af år, misbrugte og nedvurderede levende, organiske væsen.

Dét vil jeg - det lover jeg hermed...........

..................... eller også skulle jeg bare nøjes med at gøre det, jeg er bedst til - at være ædru de næste fireogtyve timer, og lade livet udfolde sig indeni og udenfor - på livets betingelser.