Jamen altså.........

Ind i mellem må den der vidunderlige Sindsro godt nok stå på mål for ret mange uventede begivenheder. Og angrebene på den, kan derfor nærmest varieres i det uendelige - hvilket de fleste af os nok har oplevet, at de så også bliver.

Livet er jo Livet, og skal leves på dets egne betingelser.

Og normalt - hvis der da findes sådan noget - ryster jeg enten blidt på hovedet, smiler en kende, eller vælger at kæmpe, når min Sindsro er truet.

Selv føler jeg, at jeg efterhånden er godt på vej til at lære, i hvilke situationer jeg skal hente løvens kraft og brøle højlydt, og hvornår jeg skal lade duens milde kurren følge accepten af tingenes tilstand.

Med undtagelse af det der, med de rent helbredsmæssige udfordringer. De har det med at få min Sindsro sat på alvorlige prøver ind i mellem.

Hvilket hele situationene med mit opererede højre øje demonstrerer ganske tydeligt.

Ikke fordi det er særligt udfordrende, at gå igennem de operationer der er foretaget - de var spøjse, og det var noget af et bask i maven, at finde ud af der havde været en blodprop i synsnerven, ganske kort tid før operation nummer to.

Men de blev udført af dygtige specialister, og jeg er ganske tryg ved at have dem i ryggen gennem det forløb, der gik i gang lige efter operationen og opdagelsen.

Så selvom min Sindsro på operationsdagen dirrede en del, havde jeg styr over tingene, og tryghed omkring det, der nu skulle gøres.

Drypning af øjet tre gange dagligt, med et nogenlunde lige stort mellemrum - klokken otte, klokken tretten og klokken nitten -  og ned til øjenafdelingen på OUH igen fredagen efter - altså imorgen. Og drypningen aftalt med den kommunale hjemmesygepleje af øjenafdelingen.

Og her var det så, at uroen i min Sindsro opstod.

Jeg blev nemlig hurtigt belært af den unge hjemmesygeplejerske, der kom for at dryppe øjet, og fik at vide, at det er op til hende og hendes kollegaer - samt hjemmesygeplejens planlægger - at bestemme hvornår jeg skal dryppes. Og selvom der er aftalt tre helt specifikke tidspunkter mellem visitator og jeg, hvor jeg skal være hjemme for at blive dryppet - ville det overhovedet ikke være sikkert, at det kom til at passe sammen, eller gå efter planen.

Hvilket det så heller ikke gjorde. Langt fra.

Nogle gange gik der ganske kort tid mellem to drypninger - kun et par timer - andre gange derefter helt op til otte timer. Hvilket efter øjenafdelingens udmeldinger overhovedet ikke var optimalt - og  var medvirkende til, at min Sindsro blev skudt til daglig tælling, da bekymringerne begyndte at melde sig.

For hvad nu hvis........... Og kunne der ske noget med øjet, hvis ikke....... Og hvad med blodproppen.......

Uro med uro på, pakket ned i et uroligt sind.

Heldigvis havde jeg stadig dagligt overskud nok til at kunne sætte mig ned, og finde ud af at få den rejst op igen, den der bette Sindsro, og børste bekymringernes støv af ryggen på den.

Indtil den dag, den unge og nu fornærmede hjemmesygeplejerske - jeg havde jo tilladt mig gentagne gange, stille at påpege det ganske uholdbare i drypningen rent tidsmæssigt - spidst spurgte mig, om ikke jeg havde en bil.

For så kunne jeg da bare selv køre ned til Hjemmesygeplejens klinik, og få dryppet øjet, når det nu var så vigtigt for mig at det skete med nogenlunde samme mellemrum.........

Bum, sagde det i min Sindsro's ellers renskurede kroge.

Jeg har endnu intet syn på det højre øje, og det venstre øje nægter ind i mellem at følge med, fordi det skal aflaste det andet hele tiden. Så hvordan jeg skulle kunne føre en bil på betryggende vis, har jeg faktisk ingen anelse om.

Men bortset fra det ekstra faktum, at der ikke står nogen bil i min indkørsel, fordi jeg ikke h a r nogen bil - så kunne det sikkert have været ganske underholdende og spændende kørsel.

Jeg valgte dog ikke at reagere på hendes spidse forslag udadtil, og bare smilende fortælle hende at jeg ikke har bil, samt at jeg heller ikke må føre en sådan, sålænge jeg ikke har fået synet tilbage. Og så lade den ligge dér.

Men min Sindsro - den var lige forsvundet skrigende ud bag horisonten. Hvilket tillod min sygdoms gode følgesvende - brok, vrede, arrigskab, fortvivlelse, desperation - at dukke op i fuldt flor indvendigt, og hvislende komme til udtryk mellem tænderne, da døren lukkedes bag hende.

Raaaaasgu, fanden og helvede da...........

Det var først, da jeg fik sat mig ned og fintænkt situationen, at det gik op for mig, hvad det var der var sket. Jeg havde tilladt mig selv at overtage den unge, og sikkert ganske veluddannede, hjemmesygeplejerskes stress og frustrationer over et rigid systems umulige arbejdsbetingelser.

Og ladet mig smitte med den afmagt, hun sikkert havde indvendigt over ikke at kunne komme til at udføre sit job optimalt, og dermed sørge for at borgeren - bette mig - gik ad den bedst mulige vej mod helbredelse.

For i virkeligheden gjorde hun jo bare det, hendes arbejdsgiver forlangte og hendes arbejdsplan var sat til. På de tidspunkter, der var afsat af en planlægger, som sandsynligvis var under et lige så stort pres, for at få det hele til at hænge sammen.

Så med hiv og sving - fiskesnører, sammenknebet øje, og modet til at ændre det jeg kan - har jeg fået min Sindsro på krogen igen, og placeret den hvor den hører hjemme.

I mit hjerte, mit sind, og mit jeg.

Den unge hjemmesygeplejerske ? Hun får et smil, når hun kommer næste gang - og en kop the eller kaffe, hvis hun har tid.