Andre Sider af mig

lørdag den 17. november 2018

Rejsen mod de helede sår's holdeplads


Der er mange måder at rejse på.

Og den enkelte rejse kan samtidig indeholde flere andre, uden den rejsende er klar over det - det opdagede jeg, da jeg ganske pludseligt var nødt til at rejse afsted på sygebesøg på Djævleøen.

I får lige lidt forhistorie :

Jeg plejer at holde kontakten med min hr. fader ganske regelmæssigt. Han bor på nogenlunde midt på Sjælland, og jeg - som bekendt - nede i bunden af Langeland. Så selvom der er blevet kortere vej mellem os, siden jeg flyttede fra det smukke Djursland, så er der alligevel en bid vej at tilbagelægge.

Hvilket betyder, at det ikke lige er søndagsfrokosten, jeg deler med familiens aldrende overhoved.

Men det er helt i orden, for jeg kommer da derover med nogle få måneders mellemrum, og nyder at se hans glæde over livet og over hende, han har været kæreste med i efterhånden en hel del år.

Det er bare ikke lige gået op for mig, at han er kommet i den alder, hvor sygdom bider ganske anderledes.

Så da jeg efter et par uger eller tre's pause i opringningerne endelig fik taget mig sammen til at ringe, blev jeg chokeret over hans meddelelse om, at han var blevet indlagt på sygehus - og faktisk havde været det de sidste par uger, med kraftig lungebetændelse og bylder på lungerne.

Han troede da, at familien havde givet mig besked, og havde undret sig over at jeg ikke havde reageret.

Min første reaktion - og dermed også den første del af den rejse, det her egentlig handler om - var vrede over den manglende besked fra familien. Vrede over, at man lod den grimme fortid, jeg som alkoholiker er i så rigelig besiddelse af, og som har resulteret i brud med mine børn og min søster, stå i vejen for det, at kunne give mig besked om min far's alvorlige sygdom.

Og lynende hurtigt opstod næste del af rejsen - at pakke en rygsæk i rivende fart, og finde en lejebil, så jeg kunne komme afsted.

Hvorefter - mens jeg så sad i bilen, på vej over de mange broer, der er mellem Langeland og Sjælland - endnu en del af rejsen gik igang inde i mit vredladne, alkoholiserede hoved.

Tanker, der rejste fra brølende arrighed over ængstelig bekymring til bastante konstateringer, myldrede rundt mellem hinanden. Forsvandt ind i fortidens tåger, og bragte minder med tilbage, om alle de gange ting der var gået galt - alle de gange, jeg svigtede eller blev svigtet - al den kærlighed, jeg havde pisset på, og som havde strintet mig lige tilbage i øjet igen.

Alt det, jeg havde udsat min søster og mine børn for, dansede imens rundt som små gnistrende arrige trolde, i udkanten af bekymringerne for min far.

Og ud af det hele, startede pludseligt næste del af den rejse, det her viste sig at blive til - rejsen mod accepten af familiens handlemåde.

For Ja - gu' er det da forkert ikke at give mig besked om indlæggelsen, men når jeg nu har været holdt ud i noget mere end arms længde gennem så mange år, og ikke har været en del af det daglige tankegods - så er der vel ikke noget at sige til, at jeg ikke lige er den første, der tænkes på i den her situation.

Og Ja - gu' skulle de da - eller i det mindste én af dem - undervejs i de 14 dage han har været indlagt indtil nu - have tænkt den tanke, at jeg måske ville være lidt mere end perifert interesseret i at vide, hvad der var gang i.

Men hvorfor i hulens navn, skulle jeg begynde at kaste med sten, når jeg selv er indehaver af universets flotteste glashus ?

Så selvom jeg startede ud med tanker om opringninger af den virkeligt vrede slags, og ønsker om giftige kommentarer, hvis jeg mødte nogle af dem på sygehuset - så endte jeg op i en accept af den manglende besked - jeg kan jo ikke ændre det - og i en tilgivelse.

For uanset - så er de familie, og jeg elsker dem højt.

Godt nok så min søster meget kampberedt ud, da min rent fysiske rejse havde bragt mig frem og jeg mødte hende på sygehuset - men det afløstes af forvirring, da jeg gav hende et smil og et kram - og det kan vel være første skridt på den rejse, jeg allerhelst vil ud på.

Så inden jeg i dag tager ind til fader min igen, og glæder mig over hans sygdoms tilbagegang og hans helbreds fremgang, snupper jeg lige en glad tanke på vejen - at jeg har påbegyndt rejsen mod de helede sår's holdeplads.

Dén kan til gengæld kun foretages Én Dag Ad Gangen - og kun i ædru tilstand.

tirsdag den 6. november 2018

At være eller ikke være.....


......ædru.

Jep - det er Shakespeare-tid idag. Eller som min go'e fiktive ven Bent Bagklog ville kalde det - Filosofitid for Efterrationalister med hang til Selvklynk.

Sådan én er jeg - med større eller mindre mellemrum.

Og et af de der essentielt filosofiske spørgsmål, der dukker op i min vidunderligt alkoholiske hjerne med korte mellemrum, er netop dét - Er jeg, eller er jeg ikke Ædru.

Det er da ganske nemt at besvare, si'r du - bare kig ned på din højre hånd (med mindre du er venstrehåndet, for så er det dén, du skal kigge på) og tjek om der er en flaske øl eller et glas sprut i den - eller tjek om du er istand til at stave konstantinopolitanerinde med lukkede øjne både forfra og bagfra - så ved du om du er ædru......

Det passer jo bare ikke helt.

For uanset hvor mange test du laver på eller til mig, kære ikke-alkoholiske ven, så handler de alle om én eneste begivenhed - om jeg har indtaget noget af dét, der står på NoGo-listen. Noget af dét, der kan udløse min hjernes allermest eftertragtede tilstand.

Rusen.

Det der vidunderlige øjeblik, hvor mit sind kan droppe alt, og bare nyde følelsen af afslappethed og velvære, uden at skulle spekulere en dyt over den genetisk medfødte manglende evne til at bremse op igen.

Og hvor jeg samtidig kan glemme alt det, der står på listen over forhindringer i hverdagen, umuligheder i livet, og dumheder i særdeleshed.

Dén der tilstand som du, min kære ikke-alkoholiske ven, ikke ser som noget særligt, og som for dig bare er, "at tage en lille en",

Det kan du nemlig - og stadig være ædru.

Jeg kan ikke engang Tænke på at gøre det, uden at måtte stille mig selv netop dét spørgsmål - Er jeg eller Er jeg ikke - Ædru.

Min "lille en" starter nemlig lang tid før, jeg så endelig hælder den i mig. Og den er hamrende ligeglad med, om det er alkohol eller andet stemningsændrende, jeg ender med at nippe til. Bare det virker.

Og bare Tanken om det, kan risikere at få det til at virke.

Bare Tanken om det, kan risikere at udløse det stof, min hjerne sukker efter, og som min krop mangler evnen til at kunne regulere, samt sende mig dansende og syngende hen i området, hvor alkohullerne jeg kan hoppe ned i, eksisterer i massevis.

Lidt af en håbløs situation, synes du ikke ? Så hvad skal en filosofisk inspireret Hamlet-nyder som jeg, der har en uhelbredelig trang til højoktane drikkevarer, gøre, når jeg nærmest står med mit eget kranie i hånden, og tænker:

At være, eller ikke at være - Ædru.

Det er spørgsmålet........

Egentlig kan det besvares ganske let - med et: Så La' Dog Vær'....... Men af en eller anden uvis grund - som sikkert ville kunne financiere adskillige psykologers fremtidige Latte'r, hvis de fik lov til at søge efter den i min krøllede hjerne - så er det aldrig de lette løsninger, der stirrer mig allermest i øjnene.

Men nok nærmere de indbildt vanskelige, krøllede, multi-faldhullede løsninger, som før i tiden var medvirkende til så mange af de situationer, hvor alt endte med, at det var kraniet, der stillede spørgsmålet, og ikke mig - for nu at holde lidt fast i den Shakespearede tanke.

For mig handler det om, at jeg pludselig begynder at lade være med at skrive. At jeg pludselig lader tiden mellem mine indlæg her på blog'en blive længere og længere, og begynder at fortælle mig selv, at jeg ikke er god nok til at fortsætte.

At mine indlæg ikke gør en forskel.

Det er en snigende, besættende fornemmelse af unyttighed, der tidligere altid er endt med, at jeg  kigger ud af kraniet, istedet for at kigge på det. Og kraniet - er for mig symbolet på det Jeg, der var tidligere. Det Jeg, der klukdrak sig ud af tankerne - ud af problemerne - ud af livet.....

Og ind i Helvedet.

Men der findes et sted,
hvor angsten står stille,
og tankernes ro 
siver ind i mit sind.

Dér tror jeg, at jeg lige snupper gamle William med hen - til En Lille Én af den slags, jeg elsker allerhøjest, og som jeg har opdaget smager mig allerbedst, når jeg har det som jeg har det lige nu.

For Café Sindsro har døgnåbent, og menuen er gratis - bare jeg har ønsket om at holde op.......