At være eller ikke være.....

......ædru.

Jep - det er Shakespeare-tid idag. Eller som min go'e fiktive ven Bent Bagklog ville kalde det - Filosofitid for Efterrationalister med hang til Selvklynk.

Sådan én er jeg - med større eller mindre mellemrum.

Og et af de der essentielt filosofiske spørgsmål, der dukker op i min vidunderligt alkoholiske hjerne med korte mellemrum, er netop dét - Er jeg, eller er jeg ikke Ædru.

Det er da ganske nemt at besvare, si'r du - bare kig ned på din højre hånd (med mindre du er venstrehåndet, for så er det dén, du skal kigge på) og tjek om der er en flaske øl eller et glas sprut i den - eller tjek om du er istand til at stave konstantinopolitanerinde med lukkede øjne både forfra og bagfra - så ved du om du er ædru......

Det passer jo bare ikke helt.

For uanset hvor mange test du laver på eller til mig, kære ikke-alkoholiske ven, så handler de alle om én eneste begivenhed - om jeg har indtaget noget af dét, der står på NoGo-listen. Noget af dét, der kan udløse min hjernes allermest eftertragtede tilstand.

Rusen.

Det der vidunderlige øjeblik, hvor mit sind kan droppe alt, og bare nyde følelsen af afslappethed og velvære, uden at skulle spekulere en dyt over den genetisk medfødte manglende evne til at bremse op igen.

Og hvor jeg samtidig kan glemme alt det, der står på listen over forhindringer i hverdagen, umuligheder i livet, og dumheder i særdeleshed.

Dén der tilstand som du, min kære ikke-alkoholiske ven, ikke ser som noget særligt, og som for dig bare er, "at tage en lille en",

Det kan du nemlig - og stadig være ædru.

Jeg kan ikke engang Tænke på at gøre det, uden at måtte stille mig selv netop dét spørgsmål - Er jeg eller Er jeg ikke - Ædru.

Min "lille en" starter nemlig lang tid før, jeg så endelig hælder den i mig. Og den er hamrende ligeglad med, om det er alkohol eller andet stemningsændrende, jeg ender med at nippe til. Bare det virker.

Og bare Tanken om det, kan risikere at få det til at virke.

Bare Tanken om det, kan risikere at udløse det stof, min hjerne sukker efter, og som min krop mangler evnen til at kunne regulere, samt sende mig dansende og syngende hen i området, hvor alkohullerne jeg kan hoppe ned i, eksisterer i massevis.

Lidt af en håbløs situation, synes du ikke ? Så hvad skal en filosofisk inspireret Hamlet-nyder som jeg, der har en uhelbredelig trang til højoktane drikkevarer, gøre, når jeg nærmest står med mit eget kranie i hånden, og tænker:

At være, eller ikke at være - Ædru.

Det er spørgsmålet........

Egentlig kan det besvares ganske let - med et: Så La' Dog Vær'....... Men af en eller anden uvis grund - som sikkert ville kunne financiere adskillige psykologers fremtidige Latte'r, hvis de fik lov til at søge efter den i min krøllede hjerne - så er det aldrig de lette løsninger, der stirrer mig allermest i øjnene.

Men nok nærmere de indbildt vanskelige, krøllede, multi-faldhullede løsninger, som før i tiden var medvirkende til så mange af de situationer, hvor alt endte med, at det var kraniet, der stillede spørgsmålet, og ikke mig - for nu at holde lidt fast i den Shakespearede tanke.

For mig handler det om, at jeg pludselig begynder at lade være med at skrive. At jeg pludselig lader tiden mellem mine indlæg her på blog'en blive længere og længere, og begynder at fortælle mig selv, at jeg ikke er god nok til at fortsætte.

At mine indlæg ikke gør en forskel.

Det er en snigende, besættende fornemmelse af unyttighed, der tidligere altid er endt med, at jeg  kigger ud af kraniet, istedet for at kigge på det. Og kraniet - er for mig symbolet på det Jeg, der var tidligere. Det Jeg, der klukdrak sig ud af tankerne - ud af problemerne - ud af livet.....

Og ind i Helvedet.

Men der findes et sted,
hvor angsten står stille,
og tankernes ro 
siver ind i mit sind.

Dér tror jeg, at jeg lige snupper gamle William med hen - til En Lille Én af den slags, jeg elsker allerhøjest, og som jeg har opdaget smager mig allerbedst, når jeg har det som jeg har det lige nu.

For Café Sindsro har døgnåbent, og menuen er gratis - bare jeg har ønsket om at holde op.......