.... vert
Eller reserveret. Eller tænksom - selvreflekterende - indadvendt - stille.
Kært barn har mange navne - eller mange mærkater, for nu at sige tingene ligeud. Selvom mærkater vel egentlig heller ikke dækker det, jeg er på vej mod uden at kæmpe ret meget imod. For det er her, jeg begynder at føle mig mest hjemme.
Som introvert.
Jeg har ikke altid været sådan. Det meste af mit liv har jeg været det direkte modsatte. Extrovert, hedder det vist - hvilket allerbedst kan "oversættes" til en udadfarende fyr med masser af smil og gang i dén.
Jeg havde jo en masse at skjule.
Mest af alt min afhængighed. Mit misbrug, der først blev opdaget når tingene gik helt galt - hvilket de naturligvis gjorde med jævne mellemrum, for så kunne jeg jo finde nye undskyldninger til at fortsætte det hele.
Afhængigheden. Misbruget. Dét, der gjorde at ingen fandt ud af alt det, der var sket. Alt dét, der hang som en sort sky over mit hoved, og truede med at ødelægge, smadre, fjerne mit liv.
Alt dét, der er sket lige siden dengang jeg som lille før-barnehavebarn gik i kælderen, er der stadig. Men nu har jeg erkendt, at eftersom jeg på ingen måde kan ændre det, der er sket, kan jeg med største sindsro kigge tingene igennem, og finde ud af hvordan jeg undgår at det sker igen.
Hvad enten det er for mig selv, eller for andre.
Så derfor har jeg valgt - for det er netop et valg, for mig - den introverte, den indadvendte, tænksomme, selvreflekterende vej, som måden at leve de sidste år/årtier på, inden der ikke er mere på livets tallerken.
En af følgerne er, at jeg ikke - hvilket jeg er sikker på at du, kære læser, allerede har bemærket - er så aktiv på blog'en, som jeg var før i tiden. En anden, at jeg heller ikke er så socialt anlagt mere, og helst vil være i selskab med det væsen, der har stjålet mit hjerte og min hengivenhed.
Min elskede ven Lucifax.
Den første følge, at min introverthed - min manglende aktivitet på blog'en - har da mulighed for at ændre sig, som livet skrider frem. Men den anden følge - ændrer sig først til allersidst.
For det er en af de ting, jeg med Sindsro ved, at jeg må acceptere.
Hva' så nu, spørger du måske. Har jeg så tænkt mig bare at sidde og nusse missemanden under hagen, trisse rundt og mærke det hele blive langsomt sværere, og bure mig inde bag stabler af gamle aviser og nyttesløse indkøb fra Temu ?
Under ingen omstændigheder.
Jeg og lillekræ har stadig masser at ture rundt på Langeland foran os. Og jeg og Lucifax har stadig masser af tillidsfulde dage og nætter i hinandens selskab, mens jeg forkæler ikke bare ham men også mig selv med veltillavet mad.
Og hyggepinde -af alskens art.
Det er faktisk ret rart - og varmt - og dejligt, sådan at været introvert. Når bare det er mit helt eget valg, og ikke et valg opstået af situationer, nødvendigheder, eller tvang. For den slags valg er den rene gift for én som mig.
En misbruger.
En afhængig.
En alkoholiker.
Derfor bruger jeg tid hver aften, når jeg er hoppet under dynen, på at gennem se min dag for situationer, begivenheder, og valg, der vil kunne ændre mit eget frie valg til at være et tvunget, uselvstændigt valg.
Og finder jeg ét - bruger jeg tid på at pille det fra hinanden, og sørge for at gennemtænke de enkelte dele af det, så jeg kan drøne det ud af min eksistens.
Men for at kunne gøre det, er det tindrende nødvendigt for mig, at jeg finder Visdom til at kunne kende forskel netop på dét - hvad der er mit eget valg, og hvad der ikke er.
Et af de frie valg er netop min introverthed. Og sålænge jeg på daglig basis finder det varmt, kærligt, og velgørende at være introvert - bli'r jeg ved med det.
For jeg ved, at jeg vil have Mod til at lave det om, hvis det bli'r nødvendigt.
Bare én dag ad gangen.
