Sorg, Smil, og Glæde.

 

Et eller andet sted, er der lidt god sandhed i sætningen: Sorg kan komme når som helst - Glæde kan komme før du aner det - Smilet skaber bro.

For både Sorg, Smil,  og Glæde er sider af samme sag. Af dét, at være menneske på godt og ondt. Leve én dag ad gangen, uden at vide om den dag bliver fyldt med sorg eller glæde.

Og bedst, som jeg så går der helt i mine helt egne sorgfulde tanker - sker der et eller andet, der får et smil til at bryde frem på læberne. Hvis jeg altså ikke nåede at holde det tilbage, fordi jeg troede sorgen ikke måtte brydes af noget. Sorg skal jo gennemleves, ikke sandt?

Tankevækkende.

For - hvorfor skulle smilet ikke have lov til at komme frem, og så et korn af den glæde, livet og ædrueligheden har bragt med sig ? 

Det er jo dén, der hver morgen ligger parat til at falde leende over mig, og åbne mine øjne for den verden, der dagligt venter på at få besøg af mig.

Den verden, der alt andet lige har været årsag til så mange både gode og dårlige erfaringer, at jeg idag kan vågne med et taknemligt Smil på læberne og Glæde i det hjerte, der i allerhøjeste grad har fået sin del af sorgfulde øjeblikke.

Men at jeg kan huske sorgen, gør mig ikke hverken nedtrykt eller sort. Det gør mig faktisk glad, fordi jeg ved at de ting eller begivenheder, der bragte mange gange ubærlig Sorg med sig, kan undgåes hvis bare jeg har Mod til det. For den ubærlige Sorg bærer Visdom i sig - Visdom, der gør at jeg kan kende forskel på det, jeg kan i Sindsro kan acceptere, og det, jeg med Mod i hjertet kan ændre.

Bare Én Dag Ad Gangen.

Stille flyder........

 

..... natten gennem savnet af dagen. 

Fylder min verden med varmt mørke, dæmper alle lyde inde og tilføjer en nær frostklar skarphed til natdyrenes sagte mumlen. Et skrig fra en sulten fuglemund bryder det mørke fløjl - og en dyb spinden fra min tætliggende feline ven forsikrer mig om, at alt er godt.

Nætter er ikke, hvad nætter har været. 

Den mystik, der omgav dem da jeg var yngre, er blevet afløst af en varm viden om velfærd og nydelse. Bare ligge dér under dynen - nyde at kropsvarmen fylder hvert hjørne i hulrummet, og at være nærmest låst fast af en på brystet liggende storrumlende syv kilos blødpelset musefænger, hvis største nydelse er, at blive strøget på begge sider af kæben samtidig. Iført natnødvendig apnømaske, der konstant fylder lungerne med et fire til seks kilos tryk - og lader et kilo eller to undslippe så kontinuerligt, at missebæstet sandsynligvis tror, jeg spinder tilbage til ham.

Dét er lykke til lavpris. Faktisk ganske gratis, selvom alt efterhånden stiger så hastigt i pris, at selv en russisk præsidents rystende gammelmandsfingre ikke kan følge med.

Varmen, der forsvinder, når dynen slåes til side, inden morgenens ritualer træder istedet for drømmenes uhåndgribeligheder.

Duften af friskbrygget kaffe. 

Den velfornøjede sagte smasken fra kæledyret, der har anbragt sig foran sit fodertrug med en naturlighed, der viser at hér bestemmer han. Og det langsomme skift fra natmørke til skumring, der forsikrer mig om at der heller ikke denne nat blev trykket på nogen dommedagsknapper. At det lys, der stille bryder frem, kommer fra solen, og ikke fra nogen menneskeskabt efterligning.

Silhuetterne i haven mister blødhed. Kanter og farver træder tydeligere ind i dagen, og afslører en tanketom mus, på fourageringstogt. Vidste den, at en højere magt nidstirrede den fra sin plads i vindueskarmen, ville den sikkert skynde sig ned i det beskyttende hul, og rystende af angst bede til, at intet ondt skulle hænde den.

Men den ved det ikke. Den er lige så lykkeligt uvidende om det, der sker omkring den, som jeg er om de tanker og hensigter, der fylder klodens såkaldte ypperste magthavere. At den - min lille spidsnæsede, halesvirpende gnaverven - kunne udslettes i ét nakkebid fra en morgensulten missemand, ligger lige så langt væk fra déns verdensopfattelse, som min egen viden om morgendagens muligheder for mayhem.

Jeg tror, jeg lukker katten ud.

Det er jo dens natur, at mæske sig i mus og pipdyr. Lige så vel, som det er halvfjerdsårige verdenslederers natur, at falde for megalomaniens fristende muligheder for verdensherredømme. Den enes Trump, er jo vi andres død, ikke sandt ?

Eller..... ?

Der er lang tid til forår og fuglesang. Langt længere, end de fleste af os vil indrømme. Og for hvert sekund, der bliver tilføjet til afstanden, mister sangen indhold, intensitet, og nærvær - indtil den sidste fugl pludselig bare sidder dér - lige så stille.......

Bare Én Dag Ad Gangen.