Fremad, min fyrige ganger.

Der er et gammelt ordsprog, der siger at man bare skal op på hesten igen, når man falder af. Underforstået, at ellers risikerer man at blive bange for den der gutens hest - eller sådan no'et.

Det rammer mig ret kraftigt i øjeblikket.

Jeg er nemlig kommet i den lidt uheldige situation, at jeg har fået konstateret en blodprop i mit højre øje - det øje, jeg nu er blevet opereret to gange på, på grund af det der sammenskvattede glaslegeme.

Og det stinker så ganske absolut en hel masse.

Ud over, at det naturligvis er en belastning for min daglige kamp mod min kroniske sygdom - min alkoholisme - er det samtidig en trussel mod min evne til at kunne forsørge mig selv. For, som erhvervschauffør skal jeg jo have et ganske fint syn, for at kunne beholde mit erhvervskørekort.

Og det har jeg ikke, hvis synet bliver nedsat som følge af en blodprop i synsnervens blodforsyning. Hvilket sker med absolut sikkerhed, og er umuligt at reparere.

Det eneste, jeg kan gøre, er at håbe at synet ikke bliver så meget nedsat, at det kommer til at betyde noget. Og jeg har da lov at håbe, ikke ?

Så da jeg fik beskeden, lige efter min sidste operation i fredags, følte jeg det som en mega mavepuster, der næsten fik det til at svimle for mig. Ked af det, ærgerlig, grumpy, begyndende negativ, og på vej til at gå helt i stå, af bare afmagt.

Men ikke så meget som én eneste tanke, der kunne have ført mig hen i flaskemundingen igen. Ikke et eneste savn, efter den falske beroligelse, der kunne komme ud af det.

Og dét glædede mig gevaldigt, for "normalt" før i tiden, ville jeg have foretaget universets flotteste hovedspring ned gennem den nærmeste flaskemunding, og opholdt mig indenfor de sikre glasvægge, lige så længe der var nok alkoholfyldt vædske at drikke, med det samme jeg havde fået beskeden af lægen.

Istedet har jeg valgt, at forsøge på at få det bedste ud af den nye situation - at jeg de næste måneder ikke ser særligt godt med mit højre øje, og at jeg måske aldrig kommer til det igen.

Og jeg forsøger med smil på læben, at vænne mig til den kvalmende fornemmelse, der opstår hver gang jeg forsøger på at kigge med det. En ganske mærkelig oplevelse, idet det virker som om nogen har sat en halvfyldt flaske med bunden presset ind mod mit øje, og fået vædsken til at skvulpe lige så stille.

Alt sammen uden at kunne fokusere på noget som helst, og uden at kunne få begge øjne til at arbejde sammen. De kigger hver sin vej, når jeg forsøger på det.

Rent faktisk er jeg nødt til at knibe det opererede øje sammen, for at kunne finde ud af at skrive den her blog - og samtidig tjekke hvad der så egentlig kommer til at stå på skærmen, da jeg pludselig også har fået en tendens til at ramme ved siden af. Det gi'r nogle sjove ord, ind i mellem.

Og da jeg skulle lave aftensmad i dag - med ét fungerende, fokusustabilt øje - jamen altså.........

Jeg havde besluttet mig til at lave en omgang græskarsuppe med hele svineriet - græskar, kartofler, champignon, løg, og ristet bacon - en ret, der normalt vil tage mig en god times tid at kreere. Der skal jo ordnes græskar - et Hokaido - og kartofler, løget skal pilles, champignonene skal renses, æblerne snittes - og det hele skal skæres i tern, så det kan koges sammen. Og der skal skæres bacon i tern, og snittes friske krydderurter.

Og så skal det hele jo også blendes.......

Nu hvor jeg ikke har andet end ét øje at gøre med, og samtidig har megasvært ved at fokusere med det, forsvinder afstandsbedømmelsen lynende hurtigt. Med det resultat, at der havnede forskellige stykker tern på gulvet - ret meget faktisk -  et par fingre var tæt på at blive lynforkortet - og den varme suppe (da jeg kom så langt) var ved at ryge ud over det hele, straks jeg satte blenderen ned i den.

Tilsammen tog det omkring to timer, inden jeg kunne sætte mig med en skålfuld tyk, cremet (den fik en skefuld syrlig ymer øverst), varm og spicy græskarsuppe, med ristede kerner på toppen.

Men det var værd at vente på.

Så hvis tilværelsen ikke har større udfordringer til mig, end den slags petitesser, vil jeg tillade mig at mene, at jeg ikke bare er oppe på hesten igen - men på vej derudaf.

Og ja ja, jeg ved det godt.

Det foregår vel nærmest i luntetrav, men mere tør jeg sgisme da heller ikke. Livets krikke er jo lidt af en fyrig bandit at sætte i fuld galop, og da jeg er blevet smidt af den næsten hver gang, jeg har sat hælene i siden på den tidligere i livet - fordi jeg har haft så meget overmod, at jeg har ment den godt kunne få lidt mere fart på - så vænner jeg mig gerne til at al gang foregår i - gang.......

Et skridt ad gangen.

Og stoler på, at min sindsro vil kunne følge med, så jeg kan finde ud af, hvad jeg bare skal acceptere, og hvad jeg godt kan ændre.

Modet ? Det er der stadig - de næste fireogtyve timer.

Ny dag truer

Nervøsiteten begynder at gøre sit indtog i min bette krop. 

Foran mig står den første af flere måske livsomvæltende dage, og jeg kan mærke spændingen begynde at bygge op indvendigt. En spænding, der lige så godt kunne være sult, for jeg har fastet siden i går, og kan se frem til mindst 6 timer mere, inden jeg kan tillade mig at drikke og spise.

Jeg skal afsted til Silkeborg i dag, hvor jeg skal igennem nogle ganske ufarlige, og ret trivielle tests, for at finde ud af, om min SIBO er i udbrud. Jeg kan naturligvis selv mærke at den er, men sygehusvæsenet vil jo gerne have håndfaste resultater, for at de kan begynde at spekulere på hvordan udbruddet kan stoppes, og bakterierne bankes ad Pommern til.

Hvilket jeg denne gang håber, der er mulighed for at finde ud af. Det er efterhånden mere end irriterende at skulle gennem den ene antibiotikakur efter den anden, for bare at holde dem i skak nede i min hårdt prøvede tarm. For ikke at tale om den stress, min krop bliver udsat for, når det hele gang på gang smerter og fylder og irriterer og........

Men imorgen bliver nemlig endnu værre.

Der er det nemlig Odense Universitets Hospital, der kalder. Mit højre øje skal under kniven, og have indholdet suget ud, så jeg forhåbentlig kan komme til at se godt igen med det, efter det glaslegemesammenfald, der har drillet mig siden det pludselig meldte sin ankomst sidste år.

Det er en operation, der er forbundet med en vis risiko for efterfølgende blindhed - en risiko, jeg ikke kan gøre noget ved, og som jeg derfor må sætte min Sindsro ind på at acceptere.

Men samtidig en operation, der kan blive afgørende for, om jeg kan beholde mit erhvervskørekort, og komme igang med at køre igen. Og dét, er en så stærkt ønskelig udgang på situationen, at tanken om den er medvirkende til at forstærke den spænding og nervøsitet, jeg allerede har i kroppen.

Der er ikke nogen, der har lovet mig, at livet skulle være nemt - men ind i mellem måtte det godt være bare en anelse mindre stressende - skabe bare en smule mindre bekymring, og efterlade mig med en større følelse af ro, end den jeg slet ikke er i nærheden af lige nu.

Samtidig gør det det jo ikke hverken værre eller bedre, at jeg skal kæmpe med at kunne fokusere på tastaturet, for at se hvilke taster jeg trykker på - en irriterende aktivitet, der nedsætter min normale skrivehastighed kraftigt - fordi mine øjne vælger ikke at ville samarbejde så tidligt om morgenen uden hverken the eller kaffe at vågne op på.

Rent faktisk har jeg grebet mig selv i flere gange at række ud efter min kop - sådan en automathandling, der normalt efterfølges af den der skønne fornemmelse af den varme kaffe eller the's rislen ind over tænderne og ned gennem halsen.

Suk.

Det er sgu da rent selvpineri at fokusere på den slags, når maven knurrer af sult, hjernen brummer af koffeinmangel, og musklerne føles som slatne spaghettier.

Så det må jeg hellere lade være med.

Men så er det jo, at tankerne begynder at myldre frem igen. Hvad nu, hvis jeg ikke kan få ændret eller fjernet min SIBO ? Hvad nu, hvis jeg bliver blind på øjet ? Hvad så med arbejde, økonomi, bopæl, og alt det andet, mit livs normale dagligdag består af ?

Og jeg kæmper, med dem allesammen. Tager én tanke ad gangen, prøver at berolige mit bekymrede sind, samtidig med at jeg forsøger at undgå tankerne om den sult og tørst, der vokser sig højere og højere i min bevidsthed, indtil den nærmest opnår verdensomspændende højder.

Hvilket er det, det hele gør i øjeblikket - omspænder m i n verden, og fylder det hele - fordi det er jo det, jeg var vant til at lade den slags gøre, inde i min syge, alkoholikerhjerne - den gang, tilbage i min aktive periode.

Et mentalt tilbagefald til det, der før i tiden ville have resulteret i efterfølgende FVF (Flugt Via Flaske), og endnu flere problemer og bekymringer.

Så lige her og nu dropper jeg alle tankerne, og nøjes med at fokusere på én eneste, men absolut dybt vigtig, tanke.

Jeg er ædru, og det vælger jeg at forblive de næste fireogtyve timer.

Giv mig........

......Sindsro, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
......Mod, til at ændre de ting, jeg kan
......Visdom, til at kende forskellen.

Endnu en gang står morgenen på spring med en ny dags udfordringer.

Endnu en gang får jeg med vante bevægelser startet min dag, med morgenmad og kaffe.

Og endnu en gang sidder jeg og nyder kaffen, mens jeg langsomt gennemgår de opgaver og udfordringer, jeg har liggende foran mig.

Opgaver, jeg de sidste 514 dage har haft en anderledes indgang til, end nogensinde før, og som jeg dag for dag føler jeg bliver bedre til at reagere på og gå igennem.

Udfordringer, der naturligvis ikke forsvandt, da jeg blev ædru, men som ædruelighedens ærlighed gør nemmere at indse og handle på - nemmere at sige fra overfor eller tage fat på.

Men alligevel er der hele tiden en følelse indeni mig, jeg kun kan beskrive som vagtsom eftertænksomhed - en følelse, der dagligt minder mig om at jeg kun er en enkelt genstand fra, at kaste det hele på møddingen.

Og hvis ikke jeg undervejs havde vidst, hvor jeg kunne hente støtte og varme, er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret at komme hertil, hvor jeg er i dag.

Ædru, ærlig, bevidst, villig, og ydmyg.

Det mærkede jeg for alvor i den weekend, der netop er overstået. Jeg havde nemlig valgt, at tage til årsmøde i Anonyme Alkoholikere, selvom det betød at jeg måtte op før fanden fik sko på, for at kunne nå frem til det sted, hvor jeg kunne blive samlet op af andre, der skulle afsted til samme begivenhed.

Det blev en vidunderlig dag.

Overalt myldrede det med varme, kærlige mennesker, med samme sygdom som jeg selv, medafhængige Al-Anon'er, kærlige voksne børn af alkoholikere, storsmilende Alateen's, klarøjede NA'ere, og mange andre, der alle hver for sig - og på hver deres måde - var ramt af det, at være misbruger af alkohol.

Og op gennem hele dagen flød følelsen af fællesskabets varme gennem mit hjerte - hvilket gjorde at jeg mere eller mindre storsmilede til alt og alle, jeg enten var sammen med, eller stødte på. Alle vidste vi, at ingen af os ville have klaret det, at leve som ædru alkoholiker alene. Eller leve som pårørende til en ædru alkoholiker, uden fællesskabets hjælp.

Alle fortalte vi hinanden, i løbet af dagen, med delte beretninger, tavse strålende øjne, varme knus, tætte fortrolige snakke, eller høje, klare glædesudbrud, at lige så vel som der kun skal én bevægelse til - håndens mod munden med den første genstand - for at vores sygdom kommer i udbrud, så skal der kun ét trin til - det første af tolv - for at vi kan holde os ædru, og leve det gode liv.

Det er ikke nogen mirakelkur - og dog.

For selvom problemerne i tilværelsen ikke forsvinder, og hverdagen ikke altid er lyserød - selvom helbredet ikke ændres med et snuptag, og omverdenen ikke falder i svime, når vi indser vores sygdom, og vælger at tage det første trin mod ædruelighed - så er det et mirakel for mig, at jeg kan se mine udfordringer i øjnene, og ikke er nødt til at filtrere dem gennem et alkoholfyldt helvede.

Og det er et mirakel - at jeg lever.

Et mirakel, der på daglig basis minder mig om, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg går hen. Et mirakel, der ikke klarer mine problemer - det skal jeg selv. Der ikke styrer eller dirigerer noget som helst, men som hele tiden minder mig om min ædrueligheds første trin - min erkendelse af min magtesløshed overfor alkohol.

Et mirakel, der lader mig leve livet, på livets betingelser.

Der er mange ting, jeg kan se i øjnene i dag, som jeg aldrig havde turdet indse før i tiden - takket være det fællesskab, hvor vi alle kun taler for os selv, til os selv, og om os selv. Hvor vi lytter intenst, når andre på den måde deler deres livs begivenheder - fordi vi ved, at vi derigennem kan genkende meget fra os selv.

Og derigennem kan blive - og forblive - ædru.

Én dag ad gangen - et skridt ad gangen - .i Sindsro

Den knaser, gør den.

Hvis min dag i dag havde været en spillefilm, så vil jeg næsten vædde med, at den havde fået titlen "A Sour Return of the Cucumber".

Og hvorfor nu det ?

Jo, fordi min gamle sure mand var på vej til at dukke frem igen i dag. Og egentlig overraskede det mig temmelig meget, da jeg mærkede ham dukke op indvendigt - grumlende, brummende, protesterende, og parat med spidsfindige eddikesure bemærkninger - for jeg troede faktisk, at jeg havde fået så meget styr på ham, at han kunne holdes væk - eller i det mindste i ave.

Men hvorfor gjorde han nu det?

Jo, jeg havde bestemt mig for, at ville spørge den fysioterapeut, jeg i tirsdags meldte forfald til - det er sådan noget, man skal som sygemeldt borger, når man vælger at deltage i frivillige tilbud om træning, ellers får man ikke sine sygepenge - hvorfor hun havde bestemt, at det ikke var lovligt forfald, at melde sig syg ved at sige - "Jeg bli'r under dynen i dag."

Det havde vippet mig lidt af pinden, at blive modtaget med et sådant udsagn, når det eneste træningsstedet har krav på, er at få at vide at man ikke dukker op, men jeg havde i sindsro bestemt mig til, at vente med at reagere indtil jeg kunne sidde overfor, og snakke med, vedkommende.

Bare sådan en ganske almindelig snak, to ligeværdige mennesker imellem, om en uheldig måde at samtale på.

Så var det altså, at han dukkede frem, ham den sure agurk, da terapeuten straks gik i forsvarsmode, og begyndte at bruge samtaleformer, der ikke ligefrem var beregnet til fælles fodslaw.

Ikke fordi terapeuten på nogen måde kunne se, at jeg bjæffede, brummede, skumlede, og næsten var på vej til at snerre - det foregik jo alt sammen indvendigt.

Og stoppede ret abrupt, da det pludselig gik op for mig, at terapeuten måske slet ikke var vant til, at de kommunehenviste borgere - hvad enten disse var på sygepenge eller kontanthjælp - forventede at blive accepteret og anerkendt som ligeværdige væsener.

Men nok nærmere var vant til, at skulle overtage de kommunale sagsbehandleres næsten medfødte mistænksomhed overfor de borgere, der måtte formaste sig til at bede om hjælp. For dét - at få hjælp - er der jo ikke plads til i de kommunale budgetter -  og de kan jo bare tage sig sammen, kan de - og de skal da bare i arbejde så hurtigt som muligt,skal de -  for "Da æ ålti' arbejd' nok til dem, der gjern wil arbejd'".

Så derfor smaskede, kvaskede, og kværnede jeg den der sure agurk, og slugte den inden den nåede udenfor tænderne, mens jeg søgte at smile afværgende og sørge for at den arme terapeut ikke ville føle sig angrebet.

Selvom om det nu helt ikke virkede, som om der var større succes i dén øvelse.

Resten af min træningstid blev jeg indtil mange gange vurderet af ikke bare den terapeut, jeg havde samtalet med, men samtlige andre ansatte terapeuter. Og alle virkede, som om de pludselig havde fattet en dyb interesse i, om jeg nu syntes, jeg fik det ud af træningen, som jeg gerne ville - eller om der skulle noget andet til.

Og det eneste jeg havde bedt om - lille, dumme mig -  var en simpel forklaring på, og samtale om, hvorfor jeg skulle udspørges om noget, træningsstedet ikke havde hverken ret eller pligt til at spørge om.

Underligt.

Men mon ikke jeg får et svar på netop dét spørgsmål, i løbet af næste uge - fra den sagsbehandler, jeg er tilknyttet, og som træningsstedet straks ringede til efter min samtale ?

Det tror jeg - og det vil jeg afvente med sindsro, mens jeg husker på, at jeg kan acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og har modet til at ændre de ting, jeg kan.

Den visdom holder jeg fast i de næste fireogtyve timer- for derigennem kan jeg kende forskellen.

Hvi græder du så aflangt, du magre agurk.......

........Jeg blev ej i Heidelberg Eddike nedlagt.

Ja, jeg ved det godt - gamle reklameslogans er mere underlige end sjove, for det meste. Men lige netop det her, har en form for relevans i dagens indlæg.

For - vi kender vel allesammen den der gamle mand, der vrisser så surt af alt og alle, at man skulle tro han havde været nedlagt i eddike. En sur agurk, af de allerværste slags.

Sådan én har jeg opdaget inde i mig selv.

Nok ikke nedlagt i Heidelberg Eddike, men alligevel temmelig vrissende, syrlig, og protesterende bare for at protestere, dukker han frem med jævne mellemrum, og fyrer syrligheder af mod en undrende omverden.

Tag nu bare det, der sker udenfor mine vinduer i de her dage. Min kommende Nye Nabo, der har købt huset vis-a-vis det, jeg lejer, har valgt at ville tilsluttes til fjernvarmen, istedet for den opvarmning hans bolig allerede havde.

Det er jo ikke noget at blive sur over, for jo flere der tilslutter sig vores lille, lokale fjernvarmeværk, jo billigere ender det med at blive for den enkelte. Altså også for mig.

Og alligevel sprang min indre, sure agurk frem, som trold af æske, da vendepladsen mellem min bolig og de andre tre husstande omkring mig, blev invaderet af store entreprenørmaskiner, der under larmende spredning af møg og støj, påbegyndte det arbejde, der skal til for at Ny Nabo's hus kan tilsluttes.

"Der er ingen, der har fortalt at de begynder nu!" - "Hvorfor skal de absolut larme så meget!"- "Posten kan ikke komme frem!" - "Ingen kan komme ud med bilerne !" - og alt muligt lignende vrissent og syrligt rumlede brummende og lavmælt ud af mundvigene på mig, mens jeg stod inde bag mine vinduer, og skumlede over synet.

Indtil det gik op for mig, at jeg løb en andens ærinde, end mit eget. Én, hvis indre åbenbart var overfyldt med eddike og galde, og som jeg ikke har set komme frem i årtier.

Rent faktisk tror jeg ikke, at han har haft muligheden for at komme så meget frem, som han åbenbart har været igang med, siden jeg valgte at blive næsten eremit, og pakkede mig sammen indendørs - i et hjem, hvor støvfnuggene stabler sig ovenpå hinanden, mens de ser frem til at kunne lave tremetervippeudspring, fra toppen af mit fjernsyn.

Det er jeg glad for at have opdaget.

Altså ikke støvfnuggene - dem er jeg lidt flov over, at have ladet vokse  s å  meget, uden at tage mig sammen til at fjerne dem. Men ham, den gamle sure, indtørrede eddikeagurk, der vel egentlig kun banker på mit sinds døre, for at blive anerkendt - og for at blive trøstet, og elsket.

For det er sgu det, han trænger til, agurken - et megakram, der kan smelte hans eddikesure hjerte, og sende sol og lys i hans retning. Så kan han måske finde ud af, at eddike er meget godt - når det bruges til det, det er beregnet til. Og at sure agurker smager bedst på et stykke rugbrød med leverpostej og sky.

Nedgravningen af Ny Nabo's fjernvarmetilslutning ?

Skidt pyt - det er da meget hyggeligt med lidt aktivitet udenfor vinduerne en gang imellem. Og eftersom det er et yngre ægtepar, med teenagedrenge, fyldt med energi, der rykker ind, bliver det sikkert heller ikke sidste gang, der bliver gang i den, i den lille, fredelige. ligusteromkransede enklave, jeg nu en gang bor i.

Så jeg snupper med Sindsro en bid af agurken - altså den, der har været i Heidelberg Eddike - og lader den knasende velsmag mildne min indre syrlige olding.

Én dag ad gangen.

Må jeg se billetterne ?

Vældige, voldsomme, turbulente skyer vokser frem på himlen udenfor mit vindue. Hvide, sorte, grå, og i en uendelighed af nuancer, af den type, der opstår, når solens morgenstråler rammer dem fra forskellige vinkler.

Himlen frådser i farver her til morgen. Farver, der danser fandango henover de majestætiske vandsamlinger, vi kalder skyer. Og alt sammen virker, som var det orkestreret udelukkende for min skyld.

Udelukkende for, at jeg skulle kunne glemme mine kropslige skavanker, og de gener disse kan udvirke.

Kort- og stakåndethed, fordi jeg gennem 50 år var så tåbelig at ryge, og troede at jeg var så meget klogere, end de medicinske eksperter, der advarede mod langtidspåvirkningen af lungerne.

Men de smagte nu godt - smøgerne -  og hjalp mange gange på den stress, mit liv var fyldt med.

En kraftigt udbulende fedtlever, fordi jeg siden min ungdom har ladet den gennemstrømme af uendelige mængder sprut, af varierende type og kvalitet.

Men det gav nu mange sjove stunder undervejs.

Smertende tarme, som protesterer fordi blandt andet mit misbrug har slidt kraftigt på dem, og fordi jeg har levet et liv, som var jeg æresmedlem i Ædedolkenes Klub.

Men hold da nu fast, hvor har mine smagsløg oplevet meget spændende.

Synsproblemer, på grund af et øje, der skulle have ny linse. Høreproblemer, fordi den kunstige trommehinde, der blev indsat i min pure ungdom har valgt, at være konstant øm.

Alt det, bliver til ingenting, når farverne spiller på himlen, og skyerne udfordrer hinanden på størrelse, form, og farve.

Når en tillidsfuld solsort, eller en stær med forblæste hovedfjer, ivrigt nedsvælger de krummer, jeg har spredt på min terrasse. Når plænens variation af små gule blomster, og hastigt voksende brune svampe, kæmper med græsstråene om at komme tættest på den livgivende sol.

Så glemmer jeg sygdommene, smerterne, og depressionen for en stund, og nyder en kop morgenthe, mens jeg spændt afventer, hvilket scenarie livet, og naturen, har tænkt sig at vise mig som det næste.

Det bedste ved hele forestillingen er ikke, at jeg for en stund glemmer de smerter jeg vågnede med i morges. Eller at det er ganske gratis, og at der er frit valg på alle sæderne.

Det bedste er, at det altid er der.

At uanset hvordan mit liv former sig, mit legeme påvirkes, eller mit sind måtte mørknes - så udspilles det hele af den natur, der dagligt, månedligt, årligt, uendeligt opfører universets mest spændende, mest åndeløse skue, overalt hvor mine øjne kan se, hvor mine ører kan høre, hvor min hud kan føle, og mit sind mærke.

Og der er aldrig nogen gentagelser. Alt er hver gang nyt, for intet vokser ens, intet lever ens, intet eksisterer ens.

Selv klokken fra den Hjem-Is vogn, der lørdag efter lørdag kører gennem kvarteret, lyder forskelligt fra gang til gang. Og hjælper mig med at huske, at Livet er stort, og jeg er kun en lille del af del.

Så kan jeg endnu en gang læne mig tilbage, og med taknemlighed og sindsro nyde, at jeg lever.

Det gror....................

.................. overalt, gør det.

Fra alle hjørner i huset - under alle møbler og på alle overflader.

Skidtet.

Ikke med nogen særligt alarmerende hast, nok nærmere sådan - støvfnug efter støvfnug.

Men gror, det gør det.

Jeg kunne da også bare tage mig sammen og fjerne det, kunne jeg. Drøne rundt i hele hytten med en frisk sang på læberne, og et smil i øjet, mens støvekosten, støvsugeren, og karkluden bliver flittigt brugt, og fjerner alle spor af min synd - min manglende evne til at have gjort rent og holdt mit hus, som jeg gerne vil have det skal holdes.

Men jeg lader stå til, gør jeg.

Ikke fordi jeg er ude af stand til at se, hvordan alt vokser mig over hovedet. Jeg er skam udmærket istand, tak, til at se at det, jeg før var stolt af - at jeg trods sygdom kunne holde mit hjem pænt og rent - ikke er muligt for tiden.

For jeg er træt. Uendeligt, inderligt, og intenst - træt.

Hele min krop fortæller mig, at jeg ikke har nogen energi tilbage. At jeg endnu en gang har brugt al den energi, der skulle have varet i dagevis, på at tage ud af huset i nogle få timer, og træne, så systemet kan se, at jeg opfylder mine forpligtelser.

Og indrømmet - jeg har det også fantastisk godt, lige efter træningen. En pragtfuld fornemmelse, der varer næsten hele vejen hjem, trods den begyndende kropslige følelse af totalt opbrugthed. Og som først forsvinder, i samme øjeblik jeg træder ind gennem døren - til det hjem, jeg hellere skulle have brugt kræfterne på at gøre rent.

Jamen så kan jeg da bare lade være med at træne, og på den måde have overskud til at klare hjemmet, kan jeg ikke ?

Jeg er ked af at måtte sige nej. For selvom jeg skulle undlade at tage til træning, og på den måde spare på kræfterne, så vil den der kropslige følelse af totalt opbrugthed alligevel være til stede.

Den kommer nemlig helt af sig selv, hver eneste dag - sådan cirka sidst på formiddagen, og lægger resten af min dag brak.

Jeg gør ellers hvad jeg kan, for at undgå det.

Vitaminer, mineraler, energitilskud af den ene og den anden slags. Og mad - helst god og rigelig. Det hele ryger ned - når jeg husker det, og ikke er for træt til at kunne finde det sted i hukommelsen, der lige netop har dét, som fokusområde.

Til min ros skal det siges, at jeg for det meste husker det dagligt.

Ligesom jeg husker, at prøve på at finde sindsro, og tage de første fire trin dagligt. Hvilket nu ikke er så svært, når jeg bare minder mig selv om, hvor det er jeg kommer fra - og hvor jeg kan ryge hen, hvis jeg ikke holder fast i den viden, jeg har om min sygdom.

Men det er svært at finde sindsro, når jeg er så træt, at jeg glemmer hvor jeg skal kigge efter den. Og når min krops fysiske udmattelse - hvad enten jeg har trænet eller ej - dagligt påvirker mit sind.

Det sind, jeg forsøger at få helskindet gennem erkendelserne om, hvordan jeg har levet og hvad der er sket i mit liv.

Men jeg er for træt lige nu, til at kunne udtrykke mig klart nok, til selv at kunne indse hvad der skal til, for at få mig over i et mere energifyldt liv - en mere energirig hverdag.

Så det vil jeg lade  en højere magt om, og bare smutte ind under dynen, med det her på læben:

Giv mig Sindsro
til at acceptere det,
jeg ikke kan ændre
Mod
til at ændre det, jeg kan
og Visdom
til at kende forskellen.

Tak.

Svært.

Ind i mellem føles livet svært.

Og nej, det her er ikke indledningen til en klagesang, som skal få jer til at sende trøstende beskeder afsted til et menneske, der er blevet væltet af livet, tilværelsen, og alt det der.

Men bare en stille og eftertænksom konstatering af, at livet føles svært - nu og da.

Når dagenes gråhed begynder at invadere sindets krinkelkroge, og tankemylderet finder sin egen rytmiske gentagelse.

Når det samme øjeblik, på det samme tidspunkt, dagligt  gentager et ingenting, der føles lige så besættende som en bådflygtning på et ubrugt dørtrin.

Når gentagelsernes ulidelige tyranni bliver modtaget med klapsalver af tankernes fællesskab - for så sker der da noget.

Når fortidens tåger fylder alt med afstandsløse dybder, og sygdommen truer med at tage magten.

Så føles livet svært.

De kræfter, der skal bruges til at hente virkeligheden ind på plads igen, smuldrer mellem fingrene, og siver lige så stille ned i det dynd, årtiers aktive ophold bag flaskernes glasvægge, har skabt.

Et dynd, hvor lysten til at fræse tænderne igennem den prop, der blev slået i for snart 500 dage siden, kan få mig til at ville slibe samme, så de er skarpe nok til at kunne gøre det - effektivt og skånselsløst hurtigt.

Men der skal Sindsro til at slibe, og Sindsro til at lade være. For begge dele er lige naturlige i mit liv - sygdommen og medicinen.

Og ingen af dem gør livet lettere. At tro andet, ville være at putte blår i mine øjne.

Til tider føles det dog svært - til tider e r det svært. Men det er Livet - og skal leves på Livets præmisser.

Også selvom den ene dag, jeg lever det ad gangen - virker som en gentagelse af den forrige.

Eller måske netop fordi, den gør.

Ædruelighedens gentagelse - dag efter dag - er jo det mål, der får livet til at være livet - en gang imellem.

Men også det, der kan få livet til at føles svært, når ønsket om bare at forsvinde ned i depressionens mørke sætter ind. Når alle gode tanker - alle gode intentioner - væltes omkuld af virkelighedens evne til at ramme, hvor det gør mest ondt.

Når tanken ikke længere hedder: "Jeg er ædru", men ændres til : "I det mindste, er jeg da ædru", så stiger livets sværhedsgrad pludselig til olympiske højder.

Hvorefter ædruelighedstræningen skal stå sin prøve, og der skal kæmpes til den helt store guldmedalje - kæmpes, så sygdommens sorte tanker sprøjter ud af fingerneglene.

Og måske - vil livets sværhed så løsne sit greb en anelse, og tillade lysende strejf af lykke og lethed at vække genskin i mit sind.

Kan det være så svært ?

De Ensomme Hjerters Kluborkester.

Dagens blog er lidt anderledes, end sædvanligt - alene fordi den er fyldt med sang - og glæde over livet.

Men tilbage til det der, med sang......

For mange år siden - helt nøjagtigt den første juni nittenhundredeogsyvogtreds - udkom en LP, hvorpå blandt andet var den sang, der lige præcis i dag har betydning for lille mig.

Sgt. Peppers Lonely Hearts Clubs Band.

Og da jeg genhørte den her til morgen, gav det mig modet til at forsøge at sætte mit liv i perspektiv ved hjælp af netop sangene på denne skønne plade, der blev skabt for 50 år siden.

Lad mig derfor trække dig med, kære læser, og lad os sammen smutte ind i dette vidunderlige lydunivers - og nyd undervejs (hvis du husker at trykke på de link, jeg spreder over dagens indlæg) musikken fra et af tilværelsens bedste pop/rock/blues/folk-orkestre.

Off we go.........

Gennem hele mit liv, har jeg søgt netop den hjælp, mine venner kunne give mig. Det har så ikke lige altid været mig muligt, at få netop denne hjælp - for det meste fordi jeg ganske automatisk stødte vennerne fra mig, af angst for at de skulle opdage de ting, der var sket.

Men gud, hvor ville det have været dejligt, hvis de nu alligevel havde kunnet hjælpe - så havde livet måske set anderledes ud i dag. Og nogle af de venner, jeg så ville have kunnet holde på, havde helt sikkert kigget forbi, til en kop kaffe i dagens anledning.

Jeg havde måske endda kunnet undslippe - ønsketænkning forude - udbruddet af min sygdom, og ikke have været i nærheden af alle de fristelser, der senere fik så alvorligt tag i mig?

Naaaaaaah - de var sgu sikkert alligevel krøbet ind under huden på mig - jeg er jo fra fødslen af genetisk disponeret for denne arvelige, kroniske lidelse.

Men alligevel - her, hvor livet i høj grad er blevet bedre end det nogensinde har været før - med sindsro i kroppen og afstand til misbruget, må jeg indrømme at jeg nok heller ikke ville have undværet alt det, der har fået mig herhen, hvor jeg er i dag.

Indrømmet, dengang jeg første gang flyttede hjemmefra, havde jeg aldrig forventet at livet ville tage alle de drejninger - jeg troede jo, at hver en kærlighed og hvert et forhold var den eneste ene, og at alle jobs ville vare for evigt.

Men alt sammen  førte det frem til, at jeg i dag sidder her bag tastaturet, og skriver af hjertens lyst - og ulyst.

Og havde jeg så også taget de stoffer til mig, som jeg eksperimenterede med i min pure ungdom, var jeg sikkert heller ikke blevet far til de fire - trods alt - vidunderlige børn, der nu i allerhøjeste grad lever deres eget liv - uden min forstyrrende indblanding.

Men som jeg savner mere end noget andet.

Jeg havde nok heller ikke nået frem til den fødselsdag, jeg kan fejre i dag.

Men havde muligvis endt med at leve et liv sammen med en af mine tidligste forelskelser,  Gjort, hvad man skulle gøre, sagt, hvad man skulle sige, og levet livet, som det nu blev forventet, at man gjorde. 

Med job, ægteskab, og børn, boende bag en ligusterhæk, i en villa, hvor Volvoen stod i garagen, og vovsen forventede at blive luftet flere gange om dagen.

Og med en mørk side, ingen ville have kendt til - skjulende mit misbrug, indtil det endeligt ville tage livet af mig, og jeg ville efterlade én sørgende enke, der aldrig ville have forstået hvad det var, der skete.

Men det gjorde jeg ikke - næsten.

Jeg fortsatte derimod ad den vej, der bragte mig herhen - til en tilværelse, hvor svigt har været fællesnævneren. Mit eget, og andres.

Hvor livet har banket mig ned så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Gennem ægteskaber, fødsler, skilsmisser, misbrug, nedture, opture, had, og kærlighed .

Og på livets præmisser.

Det takker jeg for - af et ærligt hjerte.

For uden alt dette, havde der ikke eksisteret det jeg, som jeg efterhånden mere og mere lærer at elske.

Det jeg, der gør mig istand til at sige undskyld, for de fejl jeg har begået, og tilgive de fejl, der blev begået mod mig.

Jeg havde muligvis - ja, sikkert endda sandsynligvis - kunnet finde frem til den samme personlighed på andre måder, og gennem andre veje i livet. Veje, der ville have skabt andre muligheder - andre udfald, end de, der har været.

Men eftersom det er vand under broen, og dermed ikke kan bruges til andet end spekulationer, vil jeg meget hellere gøre, hvad jeg nu efterhånden har gjort i firehundredeogfemoghalvfems dage - nemlig med største Sindsro tage de første fireogtyve timer af det femogtredssindstyvende år i mit liv - sammen med jer.

Ædru.

Drypper den ?

Der er kommet struktur over mit liv nu. Altså - mere end der var i forvejen, hvis det ellers siger noget som helst. Routiner og struktur har jo en tendens til at være ganske nødvendige for ædru alkoholikere og skribenter med galoperende munddiarre.

Men der er kommet endnu mere af det - struktur, altså - over mit liv, efter min øjenoperation. Jeg skal nemlig have dryppet det opererede øje med en hormonfyldt kortikoid-væske, der skal sørge for at de huller, kirurgen efterlod i øjet, heles ordentligt - tre gange om dagen.

Og til udførelse af den for mit fremtidige syn så vigtige handling, er vores gode, danske sundhedssystem istand til at levere de helt rigtige personer.

Hjemmesygeplejerskerne.

Så hver evigt eneste dag - tre gange om dagen - dukker en ny smilende sundhedsfagligt sygeplejeuddannet kvinde op på min bopæl, og sørger routineret for at placere én dråbe af det hormonfyldte præparat på mit højre øjeæble.

Et ganske hyggeligt afbræk i dagens øvrige aktiviteter, der dog betyder at jeg pinedød er nødt til at befinde mig i mit hjem på de tre udpegede tidspunkter. Plus/minus sådan cirka en halv time før og en time efter - hvis nu der skulle være forsinkelser, eller pludseligt opståede nødsituationer ved de andre borgere, disse skønne kvinder har fornøjelsen af at skulle besøge i løbet af en lang arbejdsdag.

Nu spørger du sikkert, kære læser, hvorfor jeg ikke bare gør det selv, det der øjedrypning. Og dermed frigør de smukke, hyggelige, og professionelle quinder til andet, og sikkert mere vigtigt arbejde, end dét, at skulle dryppe en gammel nyctophil skribents øjne.

Det er faktisk et godt spørgsmål - og det kan besvares ganske kort og præcist med et: Jeg tør sgutte gøre det selv.

For det første, fordi jeg er bange for at ramme ind i øjet med spidsen af dryptuden på dråbeflasken, og dermed ødelægge et godt udført kirurgisk stykke arbejde. Og for det andet, fordi jeg frygter det, en forkert behandling af øjet kan medføre.

Synssvigt.

Så derfor har jeg med taknemlighed grebet den mulighed, der trods nedskæringer stadig er i sundhedssystemet, og accepteret at skulle indføre endnu mere struktur i min dagligdag, end den, min overordnede sygdom i forvejen har medført nødvendigheden af.

Samt den deraf udspringende glæde ved at blive både vækket og puttet - sådan cirka - af underskønne ungmøer og andre varmt smilende kittelklædte quinder. Og selvom den slags aldrig har været en del af mit ellers righoldige arsenal af fetischer, er det nu ret meget en nydelse bare at kunne lægge nakken tilbage, og henånde et: Dryp du bare løs - til et sådant dejligt væsen.

For bagefter at kunne tage mine solbriller på, og påtage mig en Al Pacino-attitude, mens jeg beskytter mig mod lysets kraftfulde påvirkning af mit stadigt ømme øje.

Så indtil jeg ikke længere skal have dryppet det, vil jeg med største sindsro fireogtyve timer ad gangen se frem til at blive besøgt tre gange om dagen af den skønneste skabning, guderne nogensinde har skabt.

Sygeplejersken.

Bag nedrullede gardiner.

Det er godt nok længe siden, at jeg har måttet tilbringe en solskinsdag bag nedrullede gardiner, og duggede ruder. Og så har jeg endda ingenting at skjule for nogen som helst. Ikke som dengang - tilbage i fortiden - hvor det var rodet, de mange flasker, og mit jagede, stressede, ubehageligt alkoholiske udseende, jeg ønskede at skjule for omverdenen.

Nu er det bare fordi lyset er alt for skarpt for det opererede øje - og det irriterer mig voldsomt, at jeg er nødt til at trække for.

Så meget, at jeg her til morgen valgte at stå tidligt nok op, til at kunne nyde det spæde lys fra den fremvældende morgen. Samt nyde gensynet med mine fjerede venner, der jo ellers har nok af føde at finde andre steder i denne tid, men som trods dette trofast kommer forbi og snupper sig en brødkrumme eller to.

Og mens solen langsomt hævede sig i horisonten, ønskede jeg stille flokken af dette års gråspurve en godmorgen - hilste pænt på min gamle ven solsorten, med de pjuskede fjer og den karakteristiske gang, der altid viser mig at det er hende, der er på besøg - og morede mig over skadernes nervøse dansen i baggrunden, og deres ulyst til at komme alt for tæt på mine vinduer.

Hun er nu blevet lidt afpillet, min sorte solveninde. Fjerene omkring hendes hals ser ud som var de blevet rykket i af rovfugle, og ødelagt af parasitter. Men hendes kampgejst er den samme som altid.

Det skarpe blik, der holder vagtsomt øje med omverdenen. Uimponeretheden, der gør hende istand til at blæse højt og flot på de noget større skader, der forsøger at jage hende væk fra krummnerne. Og det åbenbare overskud, der får hende til at acceptere at en ung gråspurv hugger en krumme lige under hendes næb.

Og mens dagen langsomt lader solen hæve sig så meget, at mit øje begynder at smerte, griber jeg mig i at misunde hende det liv, hun har levet. Fyldt med udfordringer, farer, og daglige kampe for at kunne opfostre de unger, der næste år vil forsøge at jage hende væk fra hendes territorie. Med synlige rester af den skade, hun fik dengang hun sidste år bragede ind i mit vindue, i vild flugt væk fra en rovfugl.

Og alligevel er hun her stadig.

Kæmpende, levende, elskende - og med mellemrum fyldende luften med triller af glæde og overskud. Visende, at livet skal leves på livets betingelser - betingelser, der er forskellige fra levende væsen til levende væsen.

En eller anden dag finder jeg hende måske i den hæk, hun så tit brugte som skjul og som redeplads. Helt stille, efter et levet liv, som hun efter min mening har tilbragt med stolthed og livslyst. Og da vil jeg - i respekt for hende og hendes liv - lade hende blive, så hun igen kan indgå i det naturens kredsløb, vi alle er en del af.

Men jeg vil altid kunne se hende for mit indre øje, med stolt løftet, vagtsomt hoved, og et øje kiggende direkte ind på mig, som sagde hun:

Nå, du er der stadig......... Godt så !

Jeg kan .....

......... ikke alt, opdager jeg pludseligt.

En af de der opdagelser, der på trods af udtalelser om det modsatte, igen og igen kommer bag på mig. Men sådan er det jo, med den der gamle adfærd, der kan plage en ædru alkoholiker i årevis.

Men jeg må hellere forklare, hvad det var der fik mig ud i dén opdagelse.

Min operation gik godt. Linsen blev pillet ud af mit højre øje - hvilket i sig selv var noget af en surrealistisk oplevelser, der bragte minder tilbage fra '60ernes eksperimenter med bevidsthedsudvidning.

Nøj, nogle flotte farver og figurer, der opstår mens linsen fjernes, og inden den nye puttes ind på plads. Og kun ganske lidt angst for, at kirurgen lavede fejl, så jeg altid ville skulle have dén type syner på højre øje.

Man stoler vel på det danske sundhedspersonale, ikk' ?

Nu er det sådan, at linsen i sådan et øje med tiden putter en lidt brunlig glød ind i det man ser, uden dette bemærkes. Altså indtil man får sådan en ny, kunstig bandit ind i øjet. Så får alt en mere blålig tone, og virker meget lysere. Hvilket egentlig burde kunne medvirke til, at man husker at passe på sit "nye" øje.

Og ikke udsætter det for alt for store lysmæssige påvirkninger, før hjernen har fundet ud af at samarbejde med øjefætteren igen.

Og for at gøre det muligt, skal jeg have dryppet mit bette øje tre gange om dagen, med et hormonpræparat - bivirkning: mulig øget hårvækst hos kvinder, og mulig vægtforøgelse. Hvilket den smukke, søde og utroligt lækre - fy Per - sygeplejerske gjorde mig opmærksom på inden operationen.

Hun spurgte også, om jeg nu selv kunne dryppe øjet på forsvarlig vis, hvortil jeg let humoristisk svarede, at det var jeg da ikke så sikker på - underforstået, at så kunne hun da lige komme forbi og dryppe for mig.  Hvorefter jeg glemte alt om dén del af samtalen.

Så da min hoveddør pludseligt - to døgn efter operationen - blev åbnet af en kittelklædt kvinde, med et skilt fra CareLink på brystet, var jeg nok temmelig undrende over, hvad pokker hun nu skulle herhjemme ved mig.

Det viser sig, at min hjemkommune er blevet bedt om at sørge for at hjemmesygeplejersken dukker op på min bopæl tre gange om dagen, og drypper mit ny-opererede øje. Og et eller andet sted, er det vel meget godt at jeg så kan slippe tøjlerne, og lade de professionelle overtage ansvaret for at der bliver sørget for min bette øjefætter - det første stykke tid.

Det er bare ikke lige noget, jeg som ædru alkoholiker har den bedste erfaring med - det der, med at lade andre tage ansvaret for, hvad der sker med min krop.

Så da hjemmesygeplejersken kom her til morgen, måtte jeg tage mig selv i nakken, for ikke at forsøge at overtage styringen af det der, med drypningstidpunkter. Og erkende, at jeg derudover nok skal sørge for ikke at være alt for meget ude i det skarpe sollys, før øjet har det noget bedre - hvilket jeg ikke selv havde spekuleret så kanonmeget på. Men det gjorde hjemmesygeplejersken mig venligt opmærksom på, mens hun samtidig lagde den bunke gummihandsker og gaze, der skal bruges de næste uger, på mit bord.

Det gav samtidig en erkendelse af, at det her kan jeg sgutte ændre - og det skal jeg heller ikke. For en gangs skyld er det i orden, at lade andre tage ansvaret for en del af mit liv, for på den måde at kunne se frem til en forbedring, jeg ikke selv har kontrol over..

Så jeg vil i største Sindsro tage mine mørkeste solbriller - med styrke - på, når jeg skal udendørs. Og så ellers pligtskyldigst sørge for at være hjemme, når der kommer besøg af Systemets Sygeplejefagligt Ansatte.

Og så ellers glæde mig over, at leve i et samfund, der muliggør hjælp af den slags til sine borgere.

Livet er skønt - som der siges i en eller anden obskur reklame på tv'et.