Ny dag truer

Nervøsiteten begynder at gøre sit indtog i min bette krop. 

Foran mig står den første af flere måske livsomvæltende dage, og jeg kan mærke spændingen begynde at bygge op indvendigt. En spænding, der lige så godt kunne være sult, for jeg har fastet siden i går, og kan se frem til mindst 6 timer mere, inden jeg kan tillade mig at drikke og spise.

Jeg skal afsted til Silkeborg i dag, hvor jeg skal igennem nogle ganske ufarlige, og ret trivielle tests, for at finde ud af, om min SIBO er i udbrud. Jeg kan naturligvis selv mærke at den er, men sygehusvæsenet vil jo gerne have håndfaste resultater, for at de kan begynde at spekulere på hvordan udbruddet kan stoppes, og bakterierne bankes ad Pommern til.

Hvilket jeg denne gang håber, der er mulighed for at finde ud af. Det er efterhånden mere end irriterende at skulle gennem den ene antibiotikakur efter den anden, for bare at holde dem i skak nede i min hårdt prøvede tarm. For ikke at tale om den stress, min krop bliver udsat for, når det hele gang på gang smerter og fylder og irriterer og........

Men imorgen bliver nemlig endnu værre.

Der er det nemlig Odense Universitets Hospital, der kalder. Mit højre øje skal under kniven, og have indholdet suget ud, så jeg forhåbentlig kan komme til at se godt igen med det, efter det glaslegemesammenfald, der har drillet mig siden det pludselig meldte sin ankomst sidste år.

Det er en operation, der er forbundet med en vis risiko for efterfølgende blindhed - en risiko, jeg ikke kan gøre noget ved, og som jeg derfor må sætte min Sindsro ind på at acceptere.

Men samtidig en operation, der kan blive afgørende for, om jeg kan beholde mit erhvervskørekort, og komme igang med at køre igen. Og dét, er en så stærkt ønskelig udgang på situationen, at tanken om den er medvirkende til at forstærke den spænding og nervøsitet, jeg allerede har i kroppen.

Der er ikke nogen, der har lovet mig, at livet skulle være nemt - men ind i mellem måtte det godt være bare en anelse mindre stressende - skabe bare en smule mindre bekymring, og efterlade mig med en større følelse af ro, end den jeg slet ikke er i nærheden af lige nu.

Samtidig gør det det jo ikke hverken værre eller bedre, at jeg skal kæmpe med at kunne fokusere på tastaturet, for at se hvilke taster jeg trykker på - en irriterende aktivitet, der nedsætter min normale skrivehastighed kraftigt - fordi mine øjne vælger ikke at ville samarbejde så tidligt om morgenen uden hverken the eller kaffe at vågne op på.

Rent faktisk har jeg grebet mig selv i flere gange at række ud efter min kop - sådan en automathandling, der normalt efterfølges af den der skønne fornemmelse af den varme kaffe eller the's rislen ind over tænderne og ned gennem halsen.

Suk.

Det er sgu da rent selvpineri at fokusere på den slags, når maven knurrer af sult, hjernen brummer af koffeinmangel, og musklerne føles som slatne spaghettier.

Så det må jeg hellere lade være med.

Men så er det jo, at tankerne begynder at myldre frem igen. Hvad nu, hvis jeg ikke kan få ændret eller fjernet min SIBO ? Hvad nu, hvis jeg bliver blind på øjet ? Hvad så med arbejde, økonomi, bopæl, og alt det andet, mit livs normale dagligdag består af ?

Og jeg kæmper, med dem allesammen. Tager én tanke ad gangen, prøver at berolige mit bekymrede sind, samtidig med at jeg forsøger at undgå tankerne om den sult og tørst, der vokser sig højere og højere i min bevidsthed, indtil den nærmest opnår verdensomspændende højder.

Hvilket er det, det hele gør i øjeblikket - omspænder m i n verden, og fylder det hele - fordi det er jo det, jeg var vant til at lade den slags gøre, inde i min syge, alkoholikerhjerne - den gang, tilbage i min aktive periode.

Et mentalt tilbagefald til det, der før i tiden ville have resulteret i efterfølgende FVF (Flugt Via Flaske), og endnu flere problemer og bekymringer.

Så lige her og nu dropper jeg alle tankerne, og nøjes med at fokusere på én eneste, men absolut dybt vigtig, tanke.

Jeg er ædru, og det vælger jeg at forblive de næste fireogtyve timer.