Jeg kan .....

......... ikke alt, opdager jeg pludseligt.

En af de der opdagelser, der på trods af udtalelser om det modsatte, igen og igen kommer bag på mig. Men sådan er det jo, med den der gamle adfærd, der kan plage en ædru alkoholiker i årevis.

Men jeg må hellere forklare, hvad det var der fik mig ud i dén opdagelse.

Min operation gik godt. Linsen blev pillet ud af mit højre øje - hvilket i sig selv var noget af en surrealistisk oplevelser, der bragte minder tilbage fra '60ernes eksperimenter med bevidsthedsudvidning.

Nøj, nogle flotte farver og figurer, der opstår mens linsen fjernes, og inden den nye puttes ind på plads. Og kun ganske lidt angst for, at kirurgen lavede fejl, så jeg altid ville skulle have dén type syner på højre øje.

Man stoler vel på det danske sundhedspersonale, ikk' ?

Nu er det sådan, at linsen i sådan et øje med tiden putter en lidt brunlig glød ind i det man ser, uden dette bemærkes. Altså indtil man får sådan en ny, kunstig bandit ind i øjet. Så får alt en mere blålig tone, og virker meget lysere. Hvilket egentlig burde kunne medvirke til, at man husker at passe på sit "nye" øje.

Og ikke udsætter det for alt for store lysmæssige påvirkninger, før hjernen har fundet ud af at samarbejde med øjefætteren igen.

Og for at gøre det muligt, skal jeg have dryppet mit bette øje tre gange om dagen, med et hormonpræparat - bivirkning: mulig øget hårvækst hos kvinder, og mulig vægtforøgelse. Hvilket den smukke, søde og utroligt lækre - fy Per - sygeplejerske gjorde mig opmærksom på inden operationen.

Hun spurgte også, om jeg nu selv kunne dryppe øjet på forsvarlig vis, hvortil jeg let humoristisk svarede, at det var jeg da ikke så sikker på - underforstået, at så kunne hun da lige komme forbi og dryppe for mig.  Hvorefter jeg glemte alt om dén del af samtalen.

Så da min hoveddør pludseligt - to døgn efter operationen - blev åbnet af en kittelklædt kvinde, med et skilt fra CareLink på brystet, var jeg nok temmelig undrende over, hvad pokker hun nu skulle herhjemme ved mig.

Det viser sig, at min hjemkommune er blevet bedt om at sørge for at hjemmesygeplejersken dukker op på min bopæl tre gange om dagen, og drypper mit ny-opererede øje. Og et eller andet sted, er det vel meget godt at jeg så kan slippe tøjlerne, og lade de professionelle overtage ansvaret for at der bliver sørget for min bette øjefætter - det første stykke tid.

Det er bare ikke lige noget, jeg som ædru alkoholiker har den bedste erfaring med - det der, med at lade andre tage ansvaret for, hvad der sker med min krop.

Så da hjemmesygeplejersken kom her til morgen, måtte jeg tage mig selv i nakken, for ikke at forsøge at overtage styringen af det der, med drypningstidpunkter. Og erkende, at jeg derudover nok skal sørge for ikke at være alt for meget ude i det skarpe sollys, før øjet har det noget bedre - hvilket jeg ikke selv havde spekuleret så kanonmeget på. Men det gjorde hjemmesygeplejersken mig venligt opmærksom på, mens hun samtidig lagde den bunke gummihandsker og gaze, der skal bruges de næste uger, på mit bord.

Det gav samtidig en erkendelse af, at det her kan jeg sgutte ændre - og det skal jeg heller ikke. For en gangs skyld er det i orden, at lade andre tage ansvaret for en del af mit liv, for på den måde at kunne se frem til en forbedring, jeg ikke selv har kontrol over..

Så jeg vil i største Sindsro tage mine mørkeste solbriller - med styrke - på, når jeg skal udendørs. Og så ellers pligtskyldigst sørge for at være hjemme, når der kommer besøg af Systemets Sygeplejefagligt Ansatte.

Og så ellers glæde mig over, at leve i et samfund, der muliggør hjælp af den slags til sine borgere.

Livet er skønt - som der siges i en eller anden obskur reklame på tv'et.