Giv mig........

......Sindsro, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
......Mod, til at ændre de ting, jeg kan
......Visdom, til at kende forskellen.

Endnu en gang står morgenen på spring med en ny dags udfordringer.

Endnu en gang får jeg med vante bevægelser startet min dag, med morgenmad og kaffe.

Og endnu en gang sidder jeg og nyder kaffen, mens jeg langsomt gennemgår de opgaver og udfordringer, jeg har liggende foran mig.

Opgaver, jeg de sidste 514 dage har haft en anderledes indgang til, end nogensinde før, og som jeg dag for dag føler jeg bliver bedre til at reagere på og gå igennem.

Udfordringer, der naturligvis ikke forsvandt, da jeg blev ædru, men som ædruelighedens ærlighed gør nemmere at indse og handle på - nemmere at sige fra overfor eller tage fat på.

Men alligevel er der hele tiden en følelse indeni mig, jeg kun kan beskrive som vagtsom eftertænksomhed - en følelse, der dagligt minder mig om at jeg kun er en enkelt genstand fra, at kaste det hele på møddingen.

Og hvis ikke jeg undervejs havde vidst, hvor jeg kunne hente støtte og varme, er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret at komme hertil, hvor jeg er i dag.

Ædru, ærlig, bevidst, villig, og ydmyg.

Det mærkede jeg for alvor i den weekend, der netop er overstået. Jeg havde nemlig valgt, at tage til årsmøde i Anonyme Alkoholikere, selvom det betød at jeg måtte op før fanden fik sko på, for at kunne nå frem til det sted, hvor jeg kunne blive samlet op af andre, der skulle afsted til samme begivenhed.

Det blev en vidunderlig dag.

Overalt myldrede det med varme, kærlige mennesker, med samme sygdom som jeg selv, medafhængige Al-Anon'er, kærlige voksne børn af alkoholikere, storsmilende Alateen's, klarøjede NA'ere, og mange andre, der alle hver for sig - og på hver deres måde - var ramt af det, at være misbruger af alkohol.

Og op gennem hele dagen flød følelsen af fællesskabets varme gennem mit hjerte - hvilket gjorde at jeg mere eller mindre storsmilede til alt og alle, jeg enten var sammen med, eller stødte på. Alle vidste vi, at ingen af os ville have klaret det, at leve som ædru alkoholiker alene. Eller leve som pårørende til en ædru alkoholiker, uden fællesskabets hjælp.

Alle fortalte vi hinanden, i løbet af dagen, med delte beretninger, tavse strålende øjne, varme knus, tætte fortrolige snakke, eller høje, klare glædesudbrud, at lige så vel som der kun skal én bevægelse til - håndens mod munden med den første genstand - for at vores sygdom kommer i udbrud, så skal der kun ét trin til - det første af tolv - for at vi kan holde os ædru, og leve det gode liv.

Det er ikke nogen mirakelkur - og dog.

For selvom problemerne i tilværelsen ikke forsvinder, og hverdagen ikke altid er lyserød - selvom helbredet ikke ændres med et snuptag, og omverdenen ikke falder i svime, når vi indser vores sygdom, og vælger at tage det første trin mod ædruelighed - så er det et mirakel for mig, at jeg kan se mine udfordringer i øjnene, og ikke er nødt til at filtrere dem gennem et alkoholfyldt helvede.

Og det er et mirakel - at jeg lever.

Et mirakel, der på daglig basis minder mig om, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg går hen. Et mirakel, der ikke klarer mine problemer - det skal jeg selv. Der ikke styrer eller dirigerer noget som helst, men som hele tiden minder mig om min ædrueligheds første trin - min erkendelse af min magtesløshed overfor alkohol.

Et mirakel, der lader mig leve livet, på livets betingelser.

Der er mange ting, jeg kan se i øjnene i dag, som jeg aldrig havde turdet indse før i tiden - takket være det fællesskab, hvor vi alle kun taler for os selv, til os selv, og om os selv. Hvor vi lytter intenst, når andre på den måde deler deres livs begivenheder - fordi vi ved, at vi derigennem kan genkende meget fra os selv.

Og derigennem kan blive - og forblive - ædru.

Én dag ad gangen - et skridt ad gangen - .i Sindsro